Ældre Kosmos og Kontaktbreve

fterfølgende Digt er et Brudstykke af H. C. Ørsteds "Luftskibet", et Arbejde fra hans yngre Aar, i hvilket han vil bevise, at den nyere Tids Opfattelse af Tilværelsen udmærket lader sig anvende i Poesien, noget den tyske Digter Schiller temmeligt skarpt havde benægtet.

Digtet former sig som en Samtale mellem en tysk Oldgransker Anspann, en tysk Naturforsker Frankmann og en Athener Kalchas, opdraget i Tyskland. Samtalens Sted er Samos, hvoraf en Landtunge peger ud mod Ikaria, som minder om Ikaros's ulykkelige Forsøg paa at flyve. Aarsagen til at Digtet optrykkes i "Kosmos" er dels dets Tilknytning til Artiklen om H. C. Ørsted som Tænker, og dels den, at dette Digt netop viser det store Overblik Ørsted var i Besiddelse af.

Villigt Anspann tog Ordet, han nødigen før havde standset.
"Ikke Folkeværd maales ved Tal eller Magt eller Rigdom,
Heller ej vindes den straalende Pris ved Bisværmens Kunstflid,
Nej, kun ved Livets Kraft og Fylde kan Folkeværd maales;
Men hvor straaler den frem til Lyst for Enhver, som kan fatte,
Af den hellige Kunst og Bedrifter, som adles af Kunsten?
Da nu paa højeste Trin af Kunst og af digterisk Stordaad
Hellas pranger i Glans for alle Slægter paa Jorden,
Saa kan Tvivl vel ej levnes en Kyndig om Oldtidens Fortrin.
Mennesket, livsfrisk og sundt her naaede sin højeste Spidse.
Middelalderens Kunst og Elskov og kække Bedrifter
Er kun Skygge mod hin: endsige vor fattige Nutid,
Som kun byder os Viden og Stræben og sørgelig Statskunst
For Paradiset, som svandt, imedens vort Hovedbrud vokste".
Alles Øjne paa Frankmann var vendt; han derfor tog Ordet:
"Vistnok tænker Du ret, naar ikkun Folkenes Fortrin
Du ved Livet vil maale, som aabenbarer sig hos dem.
Men i Skønhed alene, hvis Livets Stempel Du søger,
Eller i nogetsomhelst, hvad Menneskelivet os pryder,
Sikkert hildes dit Blik; den Mand, som rigtigt skal dømme,
Ej bestandigt maa stirre kun mod et eneste Glanspunkt;
Men til det Hele han gaar fra Delenes tænksomme Mynstring.
Alt Dig svæver paa Læben et Svar, Du tror mig skal nedslaa;
Gætter jeg ret, skal jeg mindes, at Skønhed omfatter det Hele;
Men det samme kan siges om Videnskab, Troen og Dyden.
Laa det i jordiske Kaar, at eje den evige Sandhed
I dens Fuldhed og Kraft, vi leved i Skønhed tillige,
Til en Skuen vor Tro sig forvandled, til Hellighed Dyden:
Men var Troen fuldkommen, omfattede selv den en Alhed
Af hver Viden og Kunst og Dyd, og Alt, hvad er himmelsk.
Men, som det herligst her i vort Liv kun er Stykværk,
Ledes ved Delenes Granskning vi først til det Fuldendtes Afglans.
Derfor vandrer vort Blik, naar vi skal Tiderne dømme,
Spejdende hen over hver kraftig Ytring af Livet.
Aldrig der gaves en Tid, da større Rigdom af Tanker
Hersked med vexelfuldt Liv i det store Menneskesamfund,
End i det, som Du haanligt har kaldt den fattige Nutid.
Fra den højeste Granskning, hvis Genstand er Tankernes Ophav,
Eller Sole, hvis Straaler ukendte Verdner belyse,
Eller de Love, som styre Naturens skjulteste Kræfter,
Ned til den vanligste Dont, som kun har Vinding til Formaal,
Lever Opfindsomheds Aand overalt og stræbende Tanker.
Ikke jeg dvæler ved store Bedrifter, som Nutid og Oldtid
Hver kan opregne for sig, og hver tilegne sig Æren.
Men den Kærlighedsaand, som Mennesket viser en Broder
I hver Skabning, hvis Aasyn er stemplet med samme Fornuftpræg,
Og som hader hver Trældom, ej blot for sig, men for Alle, –
Brødre! se det er den Aand, som giver vort Tidsrum sin Adel,
Fremfor noget af dem, som Fortids Beundrere prise."
"Nutid taler af Dig!" saa svared ham tillidsfuld Anspann:
"Fortid lever i mig; den Sag kan vel næppe forandres."
Nu sig rejste med Il den ungdomsfyrige Kalchas,
Og med blussende Kind bekæmped den Fremmedes Tale.
"Selv bedrager Du Dig, naar gennemtrængt af vor Oldtids
Skønhedssans Du Dig tror, og ej føler Beundring
For hvad stort og hvad Ædelt, der blomstred i senere Tider.
Vil med Oldtidens Øje Du se, da fremman for Sjælen
Oldtids Aander! Forsøg at lade dem leve her med os,
Skuende frit og klart, hvad vore Tider har frembragt;
Man kun Thales herop, hvis Tanker grublende dvæled
Ved den sælsomme Kraft, som vækkes i Ravet ved Gnidning
Ham den syntes en Aand, ved Kunsten vakt af sin Slummer.
Lad kun den Vækst, som vor granskende Kunst har givet hans Ravaand,
Staa for hans livsklare Blik; vis ham den svulme til Lynild;
Lær ham ved Granskningens Fakkel at skønne, hvorledes den Kraft, som
Blænder i Lynenes Glimt, og døver i Tordeners Dundren,
Lønligt lever og tyst i hvert et Led af det Hele,
Være sig Luft eller Vand eller Jord eller stærke Metaller,
Men af Skjulet kan lokkes ved Kunst, som Gnisten af Fyrsteen,
Aabenbarende sig i mangfoldigt vekslende Former:
Føles i Varmen, i Lyset os straaler, og smages i Saltet,
Kæmper i Luen, er Sjæl i Magnetens beundrede Retning,
Lever i Gren og i Blad og i Muskel og følende Nerve,
Legemets Øje vel skjult, men klart beskuet af Aanden –
Og betænk i dit Sind engang, hvad han føler ved Skuet!