Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vi lever i en materialistisk tid. Mange har mistet evnen til at tro på de traditionelle religioner og har ikke fundet en forklaring på den åndelige side af tilværelsen, som tilfredsstiller deres voksende intelligens. Dette efterlader hos mange savnet af en mening og et åndeligt tomrum. Det følgende er et eksempel på, hvordan et menneskes åndelige søgen førte til en forbedring af hans psykiske tilstand.

 

Per Søjberg skrev i dagbladet Information (29. nov. 1996) og præsenterede sig som en 33 år gammel psykiatrisk patient, der havde modtaget stærkt tiltrængt behandling for en grænsepsykotisk lidelse i 13 år.

Han udtrykte sin påskønnelse af det danske psykiatriske system, som havde hjulpet ham med at beskrive sine symptomer og med medicinsk behandling. Han blev henvist til psykologi og modtog uvurderlig hjælp i form af psykoterapi.

Efter at have rost systemet beskrev han nogle aspekter, som han var mere kritisk overfor.

Han spurgte: "Hvor er sjælen i det psykiatrisk/psykologiske menneskebillede? Det er mit indtryk, at den er reduceret til mekanik og kemi i hjernen."

"Jeg var i den heldige situation," fortsatte han, "at jeg har en ven, som kunne henvise mig til østens mystik, buddhisme og Martinus' filosofi for at få uddybet mine oplevelser og givet dem mening og værdi...".

Per Søjberg havde haft oplevelser, som han beskrev som "kundalini-rejsning, glimt af kosmisk bevidsthed og lange perioder i en tilstand af illumination" – oplevelser, som psykiatrien havde opfordret ham til at betragte som værdiløst hjernespind. Han var blevet rådet til ikke at prøve at forstå disse oplevelser, men at "fortrænge dem" og komme videre med sit liv "med praktiske aktiviteter, overdreven jordkontakt og andre materialistiske ting".

Her følte han, at der savnedes et vigtigt aspekt i den psykiatriske behandling. Han foreslog, at åndelig behandling blev inddraget som led i den psykiatriske og psykologiske praksis og forestillede sig en "religionskyndig" person tilknyttet som medarbejder i ambulatorier og lignende. Disse "specialister" kunne så henvise patienter til "pålidelige mennesker og modne tanker, som kunne supplere patientens aktuelle religiøse holdning med de værdifulde ting fra psykosen".

"Uden dette aspekt som led i behandlingen," skriver Per Søjberg, "gør man ingen raske".

Oversat af Jens Pedersen