Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En læser fra Island stiller spørgsmål om den usynlige verden: Martinus skriver meget om en verden, som er usynlig for os. Hvad eller hvem består den af – er der tale om det samme, som vi kalder engle eller alfer? Og hvorfor kan de se os, mens vi ikke kan se dem – det føles lidt uretfærdigt!?

SVAR: Det er helt rigtigt, at beretningen om en usynlig verden fylder meget i Martinus verdensbillede, og det er en umådelig interessant del af analyserne. Her vil vi nøjes med at besvare de helt konkrete ting, du spørger om. I Livets Bog bind 3 stk. 756 til og med 758 fortæller Martinus på en meget inspirerende måde om, hvordan vi mennesker somme tider kan føle os uendelig ensomme, når vi føler, at ingen synlige, kødelige medvæsener kan forstå os. Men vi er aldrig i nogen som helst situation alene og forladt af Guddommen. Men hvordan kan vi da få forbindelse med Guddommen? Herom skriver Martinus: "Da der ikke er nogen fysiske væsener i vore omgivelser, der i den givne situation kan være det fuldkomne sanseredskab for Guddommens oplevelse af vor henvendelse, må Guddommen opleve denne igennem andre af vore medvæsener, hvilket altså vil sige: Væsener, der er på det tilværelsesplan, hvor telepati er en daglig naturlig tankeoverføringsmetode. Da dette plan er et psykisk plan, er dets beboere også psykiske væsener eller væsener, der ikke er inkarneret i fysisk materie, væsener, der ikke mere fremtræder i fysisk kød og blod. Sådanne væsener befolker i millionvis en sfære, der grænser op til det fysiske plan."

Gennem hele menneskehedens historie har der været talt om ånder, engle, alfer, og hvad man ellers har kaldt disse åndelige væsener. Nu giver Martinus os altså en logisk forklaring på dette fænomen. I Det Evige Verdensbillede bind 3 giver Martinus en meget omfattende forklaring på symbol nr. 33, og her kommer han på side 289 og fremefter igen ind på emnet om disse åndelige væsener, der tilsammen udgør forsynet for menneskeheden. Han skriver bl.a.: "Bag menneskehedens tilsyneladende kaotiske tilværelse, hvor alt ser ud som tilfældigheder, eksisterer der en altomfattende guddommelig verdensplan, der totalt styres og ledes af det førnævnte forsyn." Og senere skriver Martinus om disse væsener: "De mest ophøjede væsener af dette jordmenneskenes guddommelige forsyn har jo forlængst passeret den store fødsel... Efter passagen af denne kulmination i livets allerhøjeste visdom og alkærlighed tilhører det nu fundamentalt Guddommens primære bevidsthed. Det er denne guddommelige kvalifikation, der bevirker, at det organisk kan smelte sammen med ligesindede kvalificerede ophøjede væsener og danne dette forsyn eller Guds organ for tanke- eller bevidsthedsudveksling mellem Gud og de ufærdige mennesker."

Det er ganske interessant, at de gamle beretninger om ånder, engle og alfer altså har et helt konkret indhold: dels diskarnerede væsener mellem to fysiske inkarnationer, dels de nævnte "ophøjede væsener",der er langt forud for os i udvikling.

Endelig det sidste spørgsmål: Ville det ikke være bedre, hvis vi kunne se disse usynlige væsener? Det er så heldigt, at Martinus selv har besvaret dette spørgsmål. I Bønnens mysterium kap. 9 skriver han: "Det er så guddommeligt indrettet i den evige verdensordning, at vi ikke kan sanse, se eller opfatte alle de væsener, som Forsynet benytter som mellemled mellem sig og os, thi da ville vi tage fejl af disse væsener og Guddommen."