Kosmos 1997/8 side 151
Når "det bedste" bliver "det godes fjende"
af Daniel Palmgren
Livet er det samme som udvikling. Udvikling på sin side er det samme som forandring mod nye former. Vi oplever ofte visioner af disse nye former som et ideal. Men et ideal kan også give problemer. Hvordan finder man det rigtige forhold til sit ideal? Her følger nogle refleksioner over netop det spørgsmål.
Noget af det virkeligt gode ved Martinus kosmologi er det, at man tør have et ideal. Via kundskaben om udvikling, talentkerneprincippet, kontrastprincippet m.m. får man det nødvendige grundlag, der giver mod til at slippe enhver form for kynisme. Martinus viser jo, at det ikke alene er muligt at blive et bedre menneske, men at det endda er vor skæbne at udvikle os mod en lysere livsform. Dermed er det os også tilladt at turde tro på vore idealer. Disse er jo i sig selv absolut en livsvigtig kilde til åndelig næring for alle søgende mennesker. Ja, jeg vil påstå, at de er en helt nødvendig forudsætning for oplevelsen af livets mening. Med ideal og livsmål følger også en retningsviser, og har man først retningen, bliver det også langt lettere at fortsætte ad livets vej.
Når idealet bliver et problem
Men her opstår let en del vanskeligheder. At have høje idealer er altid forbundet med visse risici. Ifølge Martinus var det netop det alt for store hastværk med at forandre verden, der fik Judas til at forråde sin mester. Fornemmer vi forøvrigt ikke stærke ønsker om en bedre og skønnere verden, selv i mange totalitære og udemokratiske regimer? Netop fordi idealer så let fører til fanatisme og dermed til hensynsløshed, gælder det om at omgås dem med samme forsigtighed, som vi omgås alle stærke energiformer på det fysiske plan. Vi ved, at disse stærke energiformer kan være til umådelig gavn og glæde, hvis de bruges korrekt, men vi ved også, at de kan skabe katastrofer, hvis vi er uforsigtige med dem.
Hvordan kan man så mærke, om man har alt for travlt? Det utvetydige signal er når man begynder at kunne mærke en intolerance mod det ene eller det andet, der ikke lever i harmoni med vore egne idealer. Den samme intolerance kan vi også vende mod os selv. Det forstyrrer pludselig alt for meget med snart den ene og snart den anden mangel i vor egen personlighed, så vi langsomt, men sikkert begynder at foragte os selv. Når man ikke længere magter at bære denne selvforagt, er der en risiko for, at man i stedet retter den mod omverdenen.
En vej til "balanceret idealisme"
Hvad er det for en drivkraft, der får planten til at vokse, blomsten til at springe ud og frugten til at modnes? Hvad er det der driver kyllingen til at sprænge æggeskallen? Er det ikke netop sådan, at alle disse processer er bevægelser, der med plads til individuelle finjusteringer baner vejen mod et bestemt mål – mod en bestemt form? På samme måde viser de kosmiske analyser jo, at også mennesket udvikles mod et bestemt mål (som naturligvis blot er en enkelt etape i en endnu større proces). Mennesket er altså ingen undtagelse, når det gælder naturens arbejdsmetoder. Selv om det kan være aldrig så svært at forstå målet med menneskets udvikling, hvis man kun skeler til et enkelt jordliv, så hjælper de kosmiske analyser os jo med en meningsfuld oversigt gennem forståelsen af reinkarnation, karma og kontrastprincippet.
Mennesket er altså gennem sin åndelige udvikling, gennem inkarnationerne, på vej til at blive et færdigt "kristusvæsen". Denne stræben, dette "rejsemål" oplever ethvert menneske i sin egen psyke i form af vort højeste ideal – i form af vor samvittighed osv. Her forstår man, hvilken umådelig kraft der findes i vore idealer. Men hvordan kan man så bevare kontakten med sine idealer og samtidig undgå risikoen for at blive fanatisk? I denne sammenhæng er det interessant at bruge Martinus opfattelse af kærlighed som en form for balance mellem lys og mørke. Han sammenligner ofte med et fotografi, der jo skal indeholde en vis balance mellem lyse og mørke nuancer, for at et billede overhovedet skal kunne dannes. På samme måde må selv livskunsten balancere på frembringelsen af lys og mørke. Jeg tror også, man kan bruge denne metafor, når det gælder forholdet til vore idealer. Er vi alt for ivrige efter at nå disse, lægger vi for meget lys i billedet. Vi risikerer da at fortrænge vore mørke sider i stedet for at bearbejde og forbedre dem. Dermed bliver vi før eller siden et offer for disse sider i stedet for at beholde dem under jegets kontrol, hvilket kun kan ske, når vi tillader selv de mørke sider at være med i billedet.
Det samme gør sig gældende i vort forhold til næsten. Er det os så magtpåliggende at synes godt om en anden, at vi ikke objektivt tillader os at se den anden persons eventuelle svaghed eller en side, vi ikke bryder os om, så er vort billede af denne person blevet "overeksponeret". Dermed risikerer vi pludseligt at blive "overraskede" over de sider ved den anden, som vi ikke har det godt med. Så mærker man pludseligt til sin egen ærgrelse og forbavselse, at man overhovedet ikke bryder sig om netop den person, det ellers var så magtpåliggende for én at elske. Herfra styrer man ofte direkte mod fælde nummer to, nemlig at overdrive de mørke sider hos den anden. Det er på dette tidspunkt, man begynder at lede efter "splinten i næstens øje". At man selv har en "bjælke" i øjet, i form af partiskhed, er det betydeligt vanskeligere at erkende.
Indikationer på forkert, respektive rigtig mental indstilling til lyset
Findes der da noget der kan indikere at vi har balance i vore billeder – såvel de billeder vi skaber af andre i vores bevidsthed, som de billeder vi selv sender ud? Er der nogen måder, hvor vi kan undgå såvel over- som undereksponering i den "billedskabelse", vi kan sige livet udgør? Den vigtigste retningslinje i dette er sandsynligvis erfaringen. I alle de tilfælde vi oplever, at vi skuffes af vore omgivelser, har vi ladet vore ønsker og forventninger skabe et alt for overeksponeret billede af disse omgivelser. Det bliver da en ubehagelig overraskelse, når vi opdager, at omgivelserne ikke opfører sig, sådan som vi havde tænkt os at de skulle. På samme måde kan vi mærke, at vi har et alt for lyst billede af os selv, i de tilfælde vi bliver skuffede over os selv. Når billedet af os selv eller verden derimod er alt for undereksponeret, kan vi mærke det, ved at vi mister evnen til i det hele taget at tro på livet. Vi bliver pessimister og i værste fald totalt modløse.
I virkeligheden er enhver form for negativ tænkning, som f.eks. skuffelse, håbløshed, foragt m.m. et udtryk for manglende evne til at fornemme meningen med livet. Når vi synes, at livet er meningsløst, at nogle af vore medvæsener kun er til besvær, at vi selv er meningsløse – så er vort livsbillede med sikkerhed fejleksponeret. Ligesom kontrasterne i et fotografi tilsammen tjener det højere formål at skabe et billede eller et budskab, så tjener kontrasterne i selve livsoplevelsen det formål at skabe en livsmening. Når vi kan se verden sådan som den er – ikke sådan som vi gerne vil have, den skal være – og alligevel skimte en meningsfuld udvikling gennem såvel lyse som mørke kontraster – er vort livsbillede korrekt eksponeret. Så kan vi fornemme en meningsfuld bevægelse i og omkring os, uden at den ene eller anden side skal fortrænges. Denne bevægelse er ikke som et lunefuldt vindstød, der blæser snart mod øst, så mod vest – men snarere noget lige så umærkeligt og alligevel ukueligt som et træs langsomme vækst. Derfor kan den også være svær at få øje på blandt alle de hurtige bevægelser, som de mørke såvel som lyse nuancer hver især udgør.
At fornemme et andet menneske med kærlighed er det samme som at kunne fornemme, at dette menneske gør sit bedste i sin stræben mod lyset ud fra sin horisont, fra sine erfaringer, sine evner. På samme måde gør man også selv sit bedste ud fra sit eget udviklingsstadie. Denne bevægelse mod lyset, som vi alle er involveret i, indebærer en konstant erfaringsdannelse, der gør, at vort perspektiv hele tiden vokser og øges en lille smule ad gangen – lige indtil vort perspektiv kan omfatte helheden i stedet for kun det enkelte. I denne udviklingsproces udgør vi alle livsvigtige medarbejdere for hinanden, bl.a. ved at vi "afspejler" hinandens lyse såvel som mørke sider. Hvis man tager denne undervisning alvorligt er det let at tænke på hele sin omverden med lys og kærlighed. Betragter man derimod visse af medvæsenerne som forstyrrende forhindringer på vejen mod et mål, man for enhver pris vil nå så hurtigt som muligt, er der en risiko for at man, mod sin egen vilje og måske sin egen forbavselse, giver mørket næring ved at være partisk for lyset.
Når det åndlige lys bliver til glæde og velsignelse i livsoplevelsen
Anvendt forkert kan idealet altså blive en hindring i oplevelsen af livets mening. Hvis man kigger op mod solens lys og derefter vender blikket mod noget andet, kan det være svært at skelne kontraster. Øjet er så blændet af lys, at man kun kan registrere mørke, hvorhen man end vender blikket. Det samme kan ske med den åndelige fornemmelsesevne, der bl.a. omfatter vores evne til at opleve livets mening. Er man alt for koncentreret om idealet, om "det fuldkomne" og "det perfekte", kan det blive som ordsproget lyder, at "det bedste bliver det godes fjende". Så synes man, når man vender blikket mod den virkelighed, der er her og nu, at alt opfører sig småligt, uinteressant og ufuldkomment. Kort sagt, man ser ikke det medfødte lys, der svagt stråler ud fra alt levende. Idealer er jo faktisk ikke noget, der blot findes i skønne drømme og smukke bøger. De findes her og nu, omend i fortyndet form. Som et svagt lys stråler de ud fra os selv, såvel som fra vore omgivelser. Det gælder bare om at have "øjet at se med", det gælder om at komme i kontakt med begyndelsen til "himmeriget", der allerede findes her og nu. Først da kan dette himmerige begynde at vokse frem fra "sennepsfrøets" minimale størrelse til så småt at blive "et træ, hvor alle himmelens fugle kan bo" for at bruge et bibelsk udtryk.
Ligesom solens lys kan blænde og dermed "formørke" verden, kan det også lyse op og fremhæve alle de unikke farvenuancer i tilværelsens detaljer. Det er på samme måde med det åndelige lys. Hvis man tager afstand fra verden og kun ser dette lys, så kan det blænde og dermed formørke livsoplevelsen her på jorden. Træner man sig derimod op til at få øje på genspejlingerne af dette stærke lys i alle de detaljer livet præsenterer, både i form af en "indre" og en "ydre" verden, kan det åndlige lys blive en umådelig hjælp til at fornemme disse detaljer tydligere, dvs. fornemme deres "mening" eller "indhold".
Oversættelse: BA
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige