Kosmos 1997/7 side 133
Om bambusdød og planteliv
af Søren Olsen
I "Natur og miljø" nr. 4 – 96, Danmarks Naturfredsningsforenings blad, var en artikel om bambus. Som det måske er mange læsere bekendt, vil alle verdens havebambusplanter af én bestemt sort blomstre, sætte frø og dø inden for de næste par år.
Én bambussort blomstrer og sætter frø hvert 31. år, en anden hver 60 år, og den der for øjeblikket er spredt over hele jorden hvert 80.-100. år. Der vil altså gå 80-100 år før man igen vil se blomstrende bambus af denne sort.
Hvordan bliver alverdens bambusplanter enige om, at nu skal de blomstre? Hvad styrer dette 80-100 års forløb? Vi har at gøre med noget naturvidenskabeligt endnu uforklarligt. I artiklen nævnes, at bambusfrøet må være forsynet med en slags indbygget ur.
Jeg vil forsøge at give en åndsvidenskabelig forklaring. Hvis denne forklaring kun havde med bambus at gøre, ville det ikke være interessant, men forklaringen kan bruges til at forklare alle gentagne cyklus-forløb i planteriget, hvad enten de er årlige eller 100 årlige.
I 1908 udføres ganske få bambus-stiklinger fra Kina. De formeres videre ved stiklinger og bliver gennem tiden spredt over hele verden. I 1920'erne indføres de til Danmark. Alle de ved stikling spredte bambus stammer således fra en og samme plante. De er at opfatte som dele af én og samme organisme!
De er én og samme organisme!
Hvordan skal dét forstås? Naturvidenskaben vil sige, at de er genetisk identiske, men derfra er det vanskeligt at komme videre med en forklaring på, hvordan de er at opfatte som én og samme organisme. Hvordan er blomstringen koordineret? Er det kemiske stoffer, der spredes fra én plante til den næste verden rundt og sætter de andre planter i gang med en blomstring? Det kan næppe forklares tilfredsstillende inden for en materialistisk forklaringsramme!
Hvad kan da siges ud fra Martinus kosmologi? Her skal problemet anskues fra oven! En hvilken som helst fysisk organisme, det være sig en plante-, dyre- eller menneskeorganisme, er en virkning af en skabelse. Ingen organisme kan skabe sig selv. Vi er nødt til at se organismen som et levende væsens værk/virke.
Hvem er liv?
Det levende væsen er ikke organismen, men dén der skaber og bruger organismen. Et eksempel: Alle organismer er opbygget af stort set de samme grundstoffer. Hovedgrundstofferne i organisk stof er kulstof, brint og ilt. Dertil kommer et større antal andre grundstoffer, hvoraf nogle bruges i store og andre i meget små mængder. I princippet er det ligegyldigt, hvor mange grundstoffer vi arbejder med i eksemplet, derfor nævner vi kun tre: kulstof, brint og ilt. Af disse tre grundstoffer kan man bygge kameler, giraffer, næsehorn, sommerfugle, regnorme, pingviner, køer, ræve, kænguruer, bøgetræer, havre, stedmorplanter, bambus osv. – kort sagt alle organismer.
Den store forskel på alverdens arter er således ikke det stof, de er lavet af, men derimod den organismeform grundstoffet er brugt i – den måde stoffet er brugt på.
Den måde stoffet er brugt på! Stoffet kan kommes ind i en form, vi kender som en bambus, en kamel osv., og så kan vi nævne alverdens organismer igen.
Sludder vil naturvidenskaben sige. Kromosomer og gener bestemmer formen! Hver art har sit særlige kromosomtal og sin særlige genetiske sammensætning! Problemet er, at også kromosomer og gener er bygget af hovedsageligt kulstof, brint og ilt. Kromosomer og gener er præcis ligesom ovennævnte række af organismearter forsynet med en særlig form. Hvad man kan sige af særegent om organismerne kan også siges om kromosomer og gener – de er skabte – det er grundstoffer brugt i en form – grundstoffer brugt til et særligt formål – grundstoffer brugt i en plan.
Hvem har planen?
Det levende væsen er ikke stoffet – det levende væsen er noget, der bruger stoffet. Det gør pokker til forskel i forståelsen af tilværelsen, om man tænker det ene eller det andet. Naturvidenskaben er tvunget til at finde forklaringen i det skabte – stoffet. Åndsvidenskaben kan rent logisk som udgangspunkt slå fast, at forklaringen skal findes "bag" det skabte. Der er stoffet, og så er der den, der bruger, former og organiserer stoffet. (Til detaljering af spørgsmålet om genernes rolle i forplantningen kan jeg anbefale Det Evige Verdensbillede bind 4).
Det evige og det timelige
Martinus skriver om planter, at de ikke kan opfattes som individer i samme grad som dyrene. En hvedeplante f.eks. har ikke sit personlige "noget, som er", men er tilknyttet et gruppe-jeg.
I hvilket omfang sorterne skiller sig ud fra arten vides ikke. Der må være tale om en gradvis individualisering også der, hvor en sort skiller sig ud fra en art.
De fysiske bambusplanter er spredt i tid og rum over hele jorden som tilsyneladende adskilte. Åndeligt set er de at betragte som én organisme. De er forbundet af ét psykisk felt. De er forbundet til åndelige legemer som illustreret i symbolet.
Da det er en planteart vi taler om, spiller instinktlegemet en hovedrolle. Hukommelseslegemet er i aftagende, og tyngdelegemet er i tiltagende. Bag de åndelige legemer er naturligvis skabe- og oplevelsesevnen. Det kræver evner at skabe de åndelige legemer, ligesom det kræver evner at skabe et fysisk legeme. Som årsag til det hele har vi "noget, som er" – et gruppe-jeg.
Årsagen til al skabelse, et "noget, som er", findes uden for tid og rum. Virkningen i form af fysiske planter kan findes spredt over en hel planet i U.S.A., Danmark og Japan.
Fra gruppe-jeget udgår impulser, der via skabeevnen påvirker hukommelseslegemet og instinktlegemet til at organisere noget tyngde- og følelsesenergi til det, vi kender som fysisk plantevækst. Via samme system igangsættes den fysiske proces, vi kender som blomstring, frøsætning og død af den fysiske plante med 80-100 års intervaller.
En universel model
Da de åndelige legemer er lavet af stråleformigt stof, har de ikke primært nogen fast afgrænset fysisk form, sådan som den fysiske bambusplante ser ud til at have det set med fysiske sanser. Der er således ikke noget mærkeligt i, at millioner af enkelte fysiske planter af samme sort er forbundet til et og samme instinktlegeme. De må, set fra en åndelig synsvinkel, også være forbundet til et og samme psykiske tyngde-/følelseslegeme.
Denne model for bambus gælder naturligvis også for planter, der blomstrer hvert år også uden at dø af det. En hvilken som helst plante eller et hvilket som helst træ kan sættes ind i symbolet.
Det er kun set fra en meget snæver fysisk synsvinkel, at man kan opleve planter som adskilte. Vores syn på planterne er endnu aldeles præget af vores læggen vægt på, hvad vi umiddelbart kan se med vore øjne, frem for hvad vi kan tænke. Naturvidenskaben siger derfor en hel masse om mennesket samtidig med, at den beskriver den snævre fysiske side af et fænomen.
Vi må lære at forstå, som Martinus skriver, at absolut alt fysisk stof er forbundet til åndeligt/psykisk stof. (Fysisk stof er åndeligt stof i en særlig kombination).
At temperatur og lysmængde er afgørende for plantefrøets spiring, og at bøgen springer ud, skal ikke få os til at tro, at disse faktorer er egentlig årsag til planternes livsudfoldelse, det kan kun "noget, som er" være. Noget, som via evner kan reagere på ydre fysiske påvirkninger og ved de rette lys- og temperaturforhold sætte en vækst i gang.
Det ualmindelige kan gøre os vågne for det almindelige. Det, som foregår selvfølgeligt og helt regelbundet for vore øjne igen og igen, år efter år i plante- og dyreriget, har en helt anden stor, enkel og naturlig forklaring, end de fleste tror i dag.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige