Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1997/7 side 131
Foto af Per-Anders Hedlund
 
Åndelig udvikling og fysisk renselse
af Per-Anders Hedlund
 
For at opnå det bedst mulige resultat i sin åndelige udvikling er det også vigtigt at tænke på sin egen krop...
 
For os, der har studeret Martinus enestående livsindsigt, er også begrebet åndelig udvikling blevet fuldstændig klarlagt. Vi ved alle, at den virkelige "kongevej" til en lykkeligere skæbne og en større åndelig kapacitet er at praktisere næstekærlighed i hverdagen. Dvs. at sand åndelig udvikling, ifølge Martinus, udelukkende er et spørgsmål om at træne tolerance, hjælpsomhed, medfølelse og tilgivelse. Vejen til lykken og en højere bevidsthed går altså ikke så meget "ind" i os selv ved hjælp af magi, meditationstekniker og andre psykiske øvelser som mange søgende mennesker synes være fanget i, f.eks inden for "new age", men i stedet "ud" fra os selv væk fra vores egoisme og selvoptagethed.
Balancerende øvelser
Naturligvis er ikke alle former for indadvendthed og meditation forkastelig. I mange tilfælde kan visse meditations- og afslapningsøvelser jo ligefrem være uundværlige for at genskabe den mentale balance der skal til for at kunne tænke og handle kærligt og logisk. Et eksempel på en sådan meditation ser vi i den øvelse Martinus anbefaler, når vi er i konflikt med et andet menneske. Her foreslår han, at vi i stedet for at føle vrede og bitterhed forsøger at forstå personens opførsel, ber en bøn om hjælp og sender kærlige tanker til ham eller hende (se evt. Kosmos nr. 5/91 s. 91). Alle, der oprigtigt har forsøgt, ved sikkert hvor effektiv og vidunderligt velgørende øvelsen er for både krop og sjæl. Vrede og bitterhed er iøvrigt en følelsestilstand, der har en meget negativ effekt på vort helbred, forklarer han. Den sænker vores naturlige livskraft og svækker immunsystemet og kan derfor med tiden danne grobund for en række fysiske sygdomme. Det samme gælder selvsagt alle negative følelsestilstande ligesom andre belastninger på nervesystemet, som f.eks. langvarig stress. I den henseende er det jo kun positivt med alle mentale øvelser der balancerer os.
Behandling af mikrokosmos
Sundhedsmæssigt set er det altså ikke forkert at tænke på sig selv. Ifølge Martinus er det slet ikke et spørgsmål om egoisme at tænke på sin egen krop, eftersom den udgør et univers for en gigantisk mængde mikrovæsener, for hvem vi selv er en slags "forsyn". For disse mikrovæsener er det overhovedet ikke ligegyldigt, hvad vi spiser, hvordan vi tænker og hvordan vi iøvrigt lever. Og så længe vi ikke påtager os vort ansvar som forsyn for disse vore "mindste", kan vi hverken opnå fuldkommen sundhed eller komme videre i vores åndelige udvikling mod kosmisk bevidsthed. Ligesom alle mangler i vores levevis er en forhindring mod et højere og skønnere udviklingstrin, er også vor ufærdige behandling af mikrokosmos en forhindring, der skal overvindes for at kunne komme videre. Dette har Martinus skrevet om forskellige steder men især i: Den ideelle føde, Bisættelse og Livets Bog 6. Også her viser han sin enestående moralske indsigt og giver os et stabilt fundament, vi kan bygge videre på i vor egen forskning i sundheden.
 
 
Renselse af kroppen
Selvom det tilsyneladende er via Martinus symboler og analyser, at Forsynet giver os den mest fuldkomne vejledning, kan andre forgængeres viden på deres respektive områder også hjælpe os i vores udvikling. Eksempelvis kan en successiv renselse af kroppen, ifølge visse pionerer inden for den sundhedsmæssige lægevidenskab, også gavne den åndelige udvikling. Det gøres ved hjælp af en passende vegetarisk kost, urter og rensende kure med gamle velprøvede olier som oliven- og ricinusolie. (Ricinusolie = amerikansk olie o.a.). Naturligvis kan ingen fødevarer og fysiske renselser hæve vort medmenneskelige niveau, vores intelligens og intuition og gøre os til mere fuldkomne mennesker. Men gennem renselsen kan kroppen jo blive et bedre "instrument" til at manifestere den højeste sjælskvalitet vi hidtil har opnået. Når sindet bliver roligere og ikke længere forstyrres af fysiske og mentale ubehag, der nedsætter ens livskraft og forringer koncentrationsevnen, bliver det jo lettere at give udtryk for den daglige uselviskhed og næstekærlighed, Martinus og andre store vismænd anbefaler.
En vis personlighedsforandring
Rent empirisk – erfaringsmæssigt – har man set, at et renselsesprogram for kroppen ikke blot har fjernet fysiske sygdomssymptomer, men desuden til en vis grad forandret menneskers personlighed. Eller er det måske menneskets virkelige personlighed, der trådte mere frem. Man har altså set mennesker, der ofte har været irritable og lidt aggressive, blive rolige og harmoniske. Ligesom andre mennesker, der ofte har følt sig nedtrykte og deprimerede, er blevet gladere og mere åbne. Det hænger formentlig sammen med, at toksiner (giftstoffer) i kroppen kan påvirke nervesystemet og dermed også sjælen. Og hvorfor skulle vi være upåvirkede af disse toksiner, når vi ved, hvordan andre gifte og centralstimulerende stoffer – som koffein, nikotin, alkohol og narkotika – påvirker personligheden hos alle mennesker.
Selvforgiftning
Selve toksinerne eller giftene i kroppen opstår ved, at mad, der ikke optages i organismens mave- og tarmsystem, påbegynder en forrådnelsesproces, der efterhånden danner forskellige giftstoffer. Det er altså, når disse tarmgifte frigøres og kommer ind i blodbanen, at der kan forekomme fysiske og psykiske ubalancer. Ligesom Martinus hævder også den moderne naturlægevidenskab, at det er den animalske føde, der er roden til ondet. Dette er ikke så underligt, når vi ser, hvor længe frugt og grønt kan holde sig i stuetemperatur i forhold til kød, fisk, æg og mælkeprodukter, inden der sker en forrådnelse. Et ikke vegetarisk menneske, der desuden har en dårlig tarmfunktion, og måske aldrig motionerer – sveder og bliver forpustet – vil jo set i dette perspektiv forgifte sig selv mere eller mindre og løber derfor en stor risiko for at udvikle sygdomme og psykiske ubehag.
Forening med "Gudsbevidstheden"
Det er altså ikke kun tankens renselse der er vigtig, også kroppens renselse er vigtig for vores åndelige udvikling. Den ligevægt en renere krop og en sundt levevis betyder for sindet, kan altså gøre det lettere at begynde at koncentrere sig om kosmologien i hverdagen. Når vort følelsesliv til stadighed fyldes af de menneskelige eller humane tanker, der er rettesnoren i alle vore gerninger, begynder også intuitionen at vokse – den kosmiske grundenergi, jfr. Martinus, med hvilken alle væsener kan forenes med "Guds egen bevidsthed". Kun ved selv at blive en "lyskilde" for andre inklusive vores egen krop, kan lyset fra "Gudsbevidstheden" begynde at strømme ind i vort eget sind. Og så har den åndelige udvikling fra dyr til menneske påbegyndt sin fuldbyrdelse.
Oversættelse: BA