Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Slaveriet er som bekendt forlængst afskaffet. I England blev det ophævet i 1833 og i USA i 1865. Imidlertid eksisterer slaveriet i en anden form, men det er ikke almindeligt at opfatte det som slaveri. Nu hedder det lønarbejde. Den ikke-besiddende del af befolkningen, og det er den største part, må fortsat tilbyde deres arbejdskraft til "arbejdsgiverne" eller de besiddende og er afhængige af, om nogen vil ansætte dem. Jamen, det er da ikke slaveri, vil mange indvende. Vi søger helt frivilligt en eller anden arbejdsplads, vi synes om, og i den vestlige verden forekommer der derfor slet ikke slaveri. Men det er ikke helt rigtigt, for flertallet er simpelthen tvunget til at arbejde for andre for at opretholde livet, enten de har lyst til det eller ej. Men mange mennesker er da glade for deres arbejde og ville nødigt undvære fællesskabet med arbejdskammerater eller dette at tjene til sin egen opretholdelse af livet. Nej, men det er netop denne tvungne arbejdssituation, der viser, at det i virkeligheden drejer sig om slaveri. Og mange arbejdere føler sig da også i større eller mindre grad som slaver, selv om de nødigt udtrykker sig sådan. Vi kan ganske vist skifte fra den ene virksomhed til den anden, men det vil blot sige, at vi kan skifte fra én "slaveanstalt" til en anden. Så selvom vi har vænnet os til hele denne samfundsstruktur og almindeligvis ikke ser forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager som slaveri, må vi indrømme, at slaveriet set i dette lys faktisk fortsat eksisterer. Det ene menneske byder over det andet og kan ansætte eller afskedige det andet. Og i nogle U-lande eksisterer slavearbejdet både for voksne og for børn. Der regnes med, at 250 millioner børn udfører slavearbejde rundt omkring på jorden, og der gøres da også fra FN og andre internationale organer en indsats for at afskaffe dette misbrug af børn.

Er arbejdsgiveren så også slave? Ja, set fra en vis synsvinkel er han slave, idet han er bundet til sin virksomhed og helt afhængig af sine arbejdere og funktionærer, hvoraf nogle af de sidstnævnte virker som "slavefogeder" for arbejdsgiveren ved at kontrollere og have opsyn med deres medmennesker. Slaveriet har mange ansigter. Og vi har vænnet os til denne samfundsform, hvor diktaturet – enten det militære/politiske diktatur eller det kapitalistiske diktatur – stadig fungerer.

Nu er slaveri et ubehageligt ord, og mange ville aldrig her i landet tænke på at kalde deres arbejdsplads for en "slaveanstalt", men ret beset findes herhjemme i vort såkaldte demokrati legale eller lovbeskyttede større eller mindre diktaturer i form af erhvervsvirksomheder, selvom det ikke opleves sådan af de fleste. Og det skyldes, at der heldigvis efterhånden er kommet en vis humanisering af arbejdslivet og ligefrem en vis demokratisering i virksomheder, hvor der f.eks. findes medarbejderrepræsentanter i bestyrelserne. Og denne demokratisering af "diktaturerne" eller "slaveanstalterne" vil ske i takt med medarbejdernes krav om større medindflydelse og frihed.

Hvis vi nu accepterer tanken om, at slaveriet ikke er afskaffet – heller ikke her i den vestlige verden – hvordan kan vi da blive frie mennesker. Er der slet ikke nogen virkeligt frie mennesker, mennesker der ikke er underkastet slaveriet. Jo, det er der, og det er en voksende del af befolkningen. Alle der udelukkende arbejder med deres hobby og alle kunstnere, der har frigjort sig fra lønarbejde, er frie mennesker, såfremt de da ikke på andre måder har gjort sig afhængige eller bundet sig.

Jeg diskuterede for nyligt problemet med en lærer, og da jeg hævdede, at jeg ofte havde følt mig som slave i mine arbejdssituationer, sagde hun, at hun aldrig havde følt det sådan. Årsagen hertil var helt tydeligt den, at hun selv havde valgt sit fag, gennemgået et undervisningsforløb og selv fået status som underviser. Hun ønskede at gøre noget for andre, undervise eller hjælpe andre til større viden. I dette tilfælde give nogle børn og senere også voksne helt elementære kundskaber. Hun var med andre ord indstillet på at tjene sin næste. Og her er i virkeligheden nøglen til friheden. Martinus siger det også et sted, hvor han behandler spørgsmålet om fri vilje: "Vi har kun fri vilje til at tjene vor næste". Det vil så sige, at hver gang vi skaber besvær, udnytter eller binder vor næste, bliver vi bundet, og hver gang vi tjener vor næste er vi frie. Udnyttelsen af næsten betyder jo, at vi senere bliver bundet på samme måde, som vi har bundet ham, og derfor bliver den lærdom vi kan uddrage af situationen den, at det ligefrem betaler sig at tjene sin næste.

Maleren, forfatteren, billedhuggeren og andre kunstnere er og bliver frie mennesker, frigjorte af alt slaveri, idet de har frigjort sig af lønarbejde og arbejder med deres hobby, uden hensyn til om det er lukrativt eller ej. Mange kunstnere har tidligere arbejdet under usle forhold, ligesom nogle stadig må gøre det, men for disse er kunsten – dette at meddele sig til, inspirere, glæde eller fornøje medmennesket eller næsten – deres eneste formål og lykke. De arbejder med deres kunst, simpelthen, fordi de ikke kan lade være. Det er et indre krav.

Og efterhånden skal vi alle blive frie væsener. Det er blot et udviklingsspørgsmål. Og det interessante er, at vi alle mere eller mindre er blevet tvunget til at tjene vor næste. Engang sagde Martinus, da han så alle de mange, der hver morgen cyklede ind til arbejdet i byens centrum: "De er på vej ind for at tjene deres næste". Alle sammen skulle, ganske vist mod en lønudbetaling, hvad enten de er ekspedienter, frisører, bartendere, mekanikere, konduktører osv. ind til byen for at udføre tjenesteydelser for deres næste. De skal helst være venlige, hjælpsomme, opmærksomme over for deres medmennesker, ellers får de ubehageligheder enten fra kundens eller chefens side. Arbejdspladsen bliver således en træningsplads i at være til tjeneste for vor næste.

Og det viser sig så, at slavetilstanden er et nødvendigt led i hele denne udviklingsproces, som vi gennemgår på vejen til at blive "rigtigt menneske". Denne udvikling vil ende med, at vi som et naturligt talent udelukkende ønsker at være til glæde og velsignelse for vor næste og ikke på nogen måde kunne tænke os at udnytte ham, og endog i vanskelige situationer hellere selv vil lide, end at han skulle lide. Men det er en lang, besværlig og lidelsesfyldt rejse at blive "rigtigt menneske". Martinus fortalte engang om hunden, som jo har fået en vis "menneskelig" påvirkning ved sin daglige omgang med mennesker, hvordan den også skal videre i udviklingen. Hunden vil efterhånden få oprejst gang og udvikle sine forpoter til "hænder", således at den får "redskaber", med hvilke den kan gribe om ting og udføre arbejde. Hunden vil blive slave på andre kloder hos menneskelige væsener, der fortsat er så primitive, at de kan holde slaver, fortalte han videre, og derved lærer den nye egenskaber og færdigheder. Og gennem de lidelser den samtidigt gennemgår, får den mere og mere følelse eller menneskelig bevidsthed. Det er således helt naturligt, at vi endnu ikke er helt fri af slavetilværelsen, idet vi endnu ikke har lært os udelukkende at arbejde til glæde og velsignelse for vore medvæsener, endnu ikke til fulde lært at bruge vor frie vilje til at elske og tjene vor næste. Vore medvæsener både i mikro-, mellem- og makrokosmos er det levende materiale, på hvilket vi kan øve os i kunsten at blive det, Martinus kalder et "rigtigt menneske" eller "mennesket i Guds billede". Denne læreproces går gennem slavetilværelsen. Slavetilværelsen er med andre ord et helt naturligt og nødvendigt trin i de levende væseners passage fra spiralkredsløbets dyrerige og frem til den virkelige menneskelige tilværelse i et internationalt verdensrige, hvor alle tjener alle og alkærligheden er en daglig væremåde.

Næstekærligheden, tjenersindet er i øvrigt allerede for to tusinde år siden blevet beskrevet for os som den absolut nødvendige væremåde, idet Jesus da sagde: "Dersom nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener" (Mark.9.v.35). Mange har siden på basis af tro tilegnet sig denne livsholdning, f.eks. Mother Teresa og Abbed Piérre og tusinder andre kendte og ukendte, og idag har så Martinus med sine kosmiske analyser og symboler rent logisk påvist, at vi "kun har fri vilje til at tjene vor næste", og det er dermed videnskabeliggjort, at tjenersindet eller næstekærligheden er den eneste vej til friheden og dermed freden, glæden og lykken.