Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Vi er alle på vej mod fjerne horisonter, som vi nok ikke skænker en tanke i det daglige. Med ganske få linier bringer Martinus os langt væk fra nu'et og ind i evigheden. Afsnittet nedenfor er slutningen og konklusionen på 4. bind af Livets Bog.

 

I evigt fortsættende rækker af millionårige tidsepoker med uafbrudt skiftende scenerier i forskellige former for oplevelsestilstande indblæser den evige fader sin ligeså evige søn sit umådelige skabevælde, sin umådelige kunnen og viden, sin egen bevidsthed, sit eget liv. Gudesønnen eller det levende væsen får derved overjordisk identitet, bliver i faderens billede efter hans lignelse. Det evige liv er således ikke blot udødelighed, en beherskelse af elementerne, en overlegen sejlads hen over tidens og rummets umådelige oceaner, men det er guddommen åbenbaret i det levende væsen, og det levende væsen åbenbaret i guddommen. Men dermed er det evige liv identisk med kærligheden og kærligheden identisk med det evige liv. I sandhed, det er ikke så mærkeligt, at der igennem universet runger det evige bud: "Du skal elske din næste som dig selv", thi denne næste er jo den evige fader. Verdensaltets mentale "bølgelængde" er kærlighed. Enhver, der vil "arve det evige liv" (opnå kosmisk bevidsthed, viden om sin egen udødelighed og være ét med faderen), må derfor uundgåeligt indstille sin mentalitet på kærligheden. Kun igennem den bliver væsenet bevidst i sin egen identitet med evigheden, ser at alt er såre godt og fornemmer livet som Guds stråleglorie.

Fra Livets Bog 4, stk. 1590