Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

16. juli sidste år brugte Morgenavisen Jyllands-Posten en hel side i sit tillæg om kunst og kultur til at præsentere en afgangsopgave fra Arkitektskolen i Århus. Den drejede sig om noget så specielt som et mere humant fængsel. Fængselsprojektet var lavet af en ung kvinde, Marianne Vejen Jespersen. Artiklen rummede et interview med den unge arkitekt, hvor hun gør rede for nogle af de tanker, hun har gjort sig i forbindelse med sit arbejde.

Hun giver bl.a. udtryk for, at når politikerne diskuterer fængselsbyggeri, fokuseres der meget på flugtsikkerhed og på, hvor mange indsatte der kan overvåges af mindst muligt personale, mens der efter hendes opfattelse er for lidt interesse for, hvad selve arkitekturen gør ved fangerne. Hun ser det specielt som et alvorligt problem, at fængselsbygningerne i flere af vore lukkede fængsler er med til at tage alt ansvar fra de indsatte, fordi der ikke er valg, de selv skal træffe, hvilket bevirker, at efter årelang afsoning er mange blevet så dårlige til at tage beslutninger vedrørende deres eget daglige liv, at de alene af den grund kan få svært ved igen at komme til at fungere normalt i det omgivende samfund.

Det fængsel, Marianne Vejen Jespersen har tegnet, er opbygget som en lille "kollegieagtig landsby", som er indrammet af en gigantisk, cirkelformet og 7 m høj ringmur, som er synlig hele vejen rundt. Muren skal signalere, at det trods de mere humane forhold er alvor med den midlertidige frihedsberøvelse, og at samfundet sætter grænser. Men hun tænker sig sit fængsel placeret i naturskønne omgivelser med beplantning, med masser af frisk luft og muligheder for såvel udendørs som indendørs aktiviteter.

Fængslet, som er projekteret til 60 fanger, har 6 boligblokke hver med plads til 10 fanger. Derudover rummer den lille "landsby" værksteder til produktion og vedligeholdelse, en håndboldhal, et område med butik, bibliotek, kondirum, hobbyrum og forsamlingshus. Der findes både kirke og moské samt en fodboldbane med løbebane. I nærheden af fængselspersonalets vagtstue findes en syge- og isolationsafdeling. Og endelig findes der inden for området, men adskilt fra de øvrige bygninger ved beplantning, en speciel besøgsafdeling med legeplads og små lejligheder, som de indsatte kan reservere til ophold og samvær med familie, der kommer på besøg.

Det er tanken bag projektet, at fangerne selv skal træffe så mange valg som muligt omkring deres egen dagligdag, bl.a. omkring egen husholdning og madlavning i egne boliger, ud fra en opfattelse af, at det vil hjælpe dem til efterhånden at finde ud af, hvordan man kan leve en ikke-kriminel tilværelse. Og det er jo netop formuleret som en del af kriminalforsorgens opgave "at hjælpe eller påvirke den indsatte til efter løsladelsen at leve en tilværelse uden kriminalitet".

 

 

I en tid overskygget af tiltagende grov vold er det positivt, at der findes mennesker, som på trods af denne udvikling ikke alene begynder at tænke nye tanker, men som også har mod til at fremføre disse på en overbevisende og kraftfuld måde – mennesker, hos hvem "kærligheden ikke bliver kold" trods den tiltagende lovløshed. At en ung kvinde koncentrerer sig om på tegnebordet at fremstillet et mere humant fængsel for utilpassede medborgere, hvis ukontrollerede og voldelige adfærd det er klart nødvendigt for samfundet at beskytte sig imod, tillader jeg mig at betragte som et udtryk for den næstekærlighed, verden er lidt for fattig på.

Selv om der fra mange sider råbes på hårdere straffe til voldsforbrydere, er det vigtigt for os, at vi holder fast i mere balancerede synspunkter og f.eks. forsøger at betragte forbrydere af alle slags som medmennesker, der har behov for en speciel form for hjælp for at kunne komme videre i deres udvikling. Og arkitekten bag det her nævnte projekt er af den opfattelse, at den umyndiggørelse og ydmygelse af de indsatte, som hun har set ikke helt få udtryk for i forbindelse med sin research i lukkede danske fængsler, måske ikke er den bedste eller mest konstruktive måde at hjælpe disse mennesker videre i livet på. Hun lægger ikke skjul på, at set med hendes øjne må det være ydmygende for en fange, der eksempelvis i Horsens Statsfængsel er tildelt en celle på 6,3 m² uden håndvask eller toilet, at skulle ringe på fangevogteren midt om natten for at kunne komme på toilettet. Og hun mener, at alene cellestørrelsen afslører noget om vores holdning til indsatte, når den danske boliglovs minimumskrav til et børneværelse er 7 m².

Martinus skriver om fremtidens fængsler i stk. 2400 i Livets Bog VII (bragt som citat i Kosmos nr. 10/96). Her kan man bl.a. læse, at menneskeheden i takt med udviklingen helt vil forandre sit nuværende straffesystem til en ren human praksis, hvor man ganske vist vil beskytte samfundet mod de såkaldte "forbryderes" farlige udslag, men uden at det bliver i form af straf eller primitiv fængsling. Martinus taler her om "et lille kulturområde med skoler, teatre, biografer, sportsbaner, idrætshuse osv.", hvor disse mennesker frit vil kunne udfolde sig dog med den begrænsning, at de vil være underlagt en "særlig kontrol" for at sikre, at de ikke kommer til at skade andre beboere inden for samme område. Martinus ville derfor have glædet sig oprigtigt over Marianne Vejen Jespersens fængselsprojekt og set det både som et forslag til et skridt på vejen frem mod denne mere humane fængselskultur og et skridt bort fra det, han betegner som "nutidens autoritative, men falske moralbegreber om fængsling og straf". Og han ville tillige have set projektet som et klart udtryk for det "højere udviklede sympatiske anlæg", der hos det enkelte menneske knytter sig til udviklingen af den modsatte pol – den pol, som skaber menneskebevidsthed, og som udelukkende har at gøre med næstekærlighed.

Og når den nyuddannede arkitekt har oplevet, at de fleste af hendes kolleger har følt sig ilde berørt over hendes projekt, og at mange derfor end ikke har villet tale med hende om det, kan man yderligere, på baggrund af Martinus analyser, se dette som et udtryk for, at det nævnte "højere sympatiske anlæg" ikke helt har nået den samme udviklingsgrad hos disse hendes kolleger. Og så bliver også deres adfærd forståelig – selv om den naturligvis har været skuffende for deres humant avancerede, unge kollega.

Jeg vil slutte disse betragtninger med et lille citat – ikke af Martinus, men af hans forgænger i verdensgenløsningens tjeneste, Jesus, som i Matthæusevangeliet er citeret for at have sagt: "Og fordi lovløsheden tager overhånd, vil kærligheden blive kold hos de fleste. Men den, som holder ud indtil enden, han skal frelses". (Matt. 24, v. 12-13).

Selv føler jeg, disse sætninger har noget væsentligt at sige os alle netop i den tid, vi gennemlever nu. Hvis vi som enkeltindivider lader vores "kærlighed blive kold", på grund af den lovløshed vi er vidne til omkring os, er vi, omend ubevidst, med til at fremme negativiteten i verden.