Kosmos 1997/4 side 68
Kosmisk frihed
af Karin Jansson
Menneskeheden længes efter frihed
Hvis vi ser os om på jordkloden, vil vi opdage, at praktisk taget alle mennesker oplever sig selv som bundne af noget eller nogen, og at alle på forskellig måde og med forskellige midler forsøger at slippe ud af deres ufrihed. Sammenlignet med de levevilkår, der hersker for store dele af jordmenneskeheden, f.eks. sult, krig, undertrykkelse og forfølgelse, er friheden relativt stor i vore nordiske lande. Her er økonomisk grundlæggende tryghed, uddannelsesmuligheder, trykkefrihed, en vis ligestilling mellem kønnene og en række andre muligheder, som gør, at vi i stor udstrækning selv kan vælge livsstil.
Men til trods for at frihedens lys er begyndt at skinne på kulturen i vore nordiske lande, oplever vi dog også her en hel del ufrihed. Pengene slår ikke til over for alle de nye behov og interesser, der stadig skabes. Relationer og ægteskaber mislykkes eller giver parterne en følelse af at være fastlåste. Arbejdslivet giver ikke altid plads for individets kreativitet, og flere og flere mennesker, ikke mindst de unge, har mistet livslyst og fremtidstro. En voksende skare mennesker finder ikke nogen mening med livet, men lever med angst og depression. Vi begynder her gradvist at forstå, at frihed ikke bare handler om ydre forhold, men også om det levende væsens indre verden.
Udvikling og kredsløb
For at forstå, hvordan frihed skabes ud fra et kosmisk perspektiv, må vi koble begrebet til en udviklings- og kredsløbstanke. Som kosmiske rejsende bevæger vi os i et gigantisk kredsløb fra lys til mørke og tilbage til lyset, men nu i en ny variation. Denne udvikling drives hele tiden af individets begær og sult efter kontraster. Ingenting kan i længden mætte os. Både lagkage med jordbær og tilværelsens højeste lys og behag fører til mættelse, det samme gælder friheden.
Efter i årtusinder at have levet som frie, åndelige lysvæsener begynder vi at hungre efter den fysiske, bundne tilværelse. Denne hunger fører os ind i en indviklingsproces, en proces, hvor vi til slut tror på døden i stedet for på livet, en tilværelse i kosmisk uvidenhed. Længere bort fra Guddommen kan vi ikke komme, og derfor vender kredsløbet også her, og vi begynder på ny at længes efter lys og åndelig viden.
Polforvandlingen
Det levende væsens bevidsthed bæres af to grundlæggende poler: en givende maskulin pol og en modtagende feminin. Gennem den balance, der skabes, når disse poler er i ligevægt, oplever væsenet en indre helhedsfølelse. Denne følelse af helhed er dybest set en forståelse af, at vi er ét med Gud. Foruden i dyreriget, hvor vi selv nu hører hjemme, lever vi i balancerede tilværelsesformer, hvor alt er nydelse og behag. Her er livet opbygget af skønhed og kærlighed, given og nærhed, klarhed og intellektualitet, og tiden er forvandlet til et evigt ocean af væsenernes møde gennem kunst og videnskab. Det begrænsede rum er blevet en uendelig strøm af Guds lys forvandlet til kreativitet og omfavnelser.
Frihedsgudinden – symbolet på menneskets fremtidshåb
Vore poler er altså af grundlæggende betydning for, at vore liv skal opleves som balancerede. Derfor er også formindskelsen af den ene pol i os en teknik, som Forsynet anvender for gennem en periode af udviklingsspiralen at føre os ind i et uharmonisk forhold til livet. Som énpolede væsener, som mænd og kvinder, er den guddommelige kontakt tilsyneladende afbrudt og individet oplever sig som ensom og halv. Kun gennem en seksuel forening kan det ane et glimt af de åndelige verdener. Men Guddommen har ikke forladt det énpolede væsen. Tværtimod har han altid den mest intime kontakt med sine sønner og døtre, og universets grundtone, alkærligheden, styrer udviklingen også gennem dyreriget. Den énpolede tilstand er kulminationen af væsenernes længsel efter indvikling og fysisk bundethed, kulmination af længsel efter uvidenhed. Dette er den størst mulige kontrast til lyset og dermed en nødvendighed for at videreføre kredsløbet. Enpolethedens bevidstløshed er drivkraften mod en ny, menneskelig bevidsthed.
Vi binder os selv
Det enpolede menneske har ikke længere følelsen af at være et med universet, men længes stadig mod at være det. Da dette glimt af guddommelighed kun kan opnås gennem en kunstig akt, en seksuel forening med en partner af det modsatte køn, bliver det menneskets dybeste og egentlige stræben at nå denne oplevelse.
Her bliver vi ufri! I vor iver efter at opnå tilfredsstillelse bliver hele vort liv indrettet på at binde en partner til os. For at lykkes med det udvikler vi en række egenskaber, som skal sikre os lykken. Ved hjælp af styrke og list, ved at narre og bedrage stræber vi hele tiden efter at binde så mange rigdomme, ære og berømmelse til os som muligt. Således bliver den énpolede drift selve årsagen til krig, sult og undertrykkelse og dermed også selve årsagen til ufrihed. Karmaloven viser os, at alt det vi sår må vi også høste. Jo mere, vi forsøger at binde mennesker og materie til os, desto mere sår vi ufrihed, som bliver vor egen høst længere fremme. Menneskets historie er derfor blevet en beretning om mere og mere raffinerede metoder til at undertrykke og fængsle hinanden, men uden at vi ved, at mellem livene bytter bødlerne og ofrene plads med hinanden.
Frigørelsesprocesser
Gennem de seneste århundreder har vi oplevet en række frigørelsesprocesser på jordkloden. Kolonimagterne har frigivet deres kolonier, slaver er blevet frigivet, diktatorer er blevet frataget deres magtbeføjelser, og kvinden har fået større frihed. Alle disse processer viser, at der er ved at ske noget med mennesket. Martinus skriver, at den modsatte pol i dag vokser stærkt, og vi er ikke længere énpolede, men snarere halvanden-polede væsener. Dette betyder, at mennesket mere og mere kan nå frem til livslykken af egen kraft. Dets længsel efter at binde mennesker og ejendele er aftaget. Tilvæksten i den modsatte pol skaber en større og større human kapacitet, en voksende evne til skønhed og videnskab, som gør, at mennesket begynder at modarbejde al den ufrihed, det ser i sine omgivelser.
De frigørelsesprocesser, vi allerede har udkæmpet, har først og fremmest rettet sig mod ydre begrænsninger, og det har været en meget nødvendig træning. Ved at lære at skabe frihed i den ydre verden har mennesket nu skaffet sig en baggrund for også at kunne begynde at skabe en indre frihed. Den ydre ufrihed har været en afspejling af vore indre begrænsninger. Det er kundskaben om disse begrænsninger, der gør, at vi nu kan begynde at forstå de virkelige fastlåsninger i vore liv.
Hvad er frihed?
Eftersom mennesket i dag er en blanding af dyriske og menneskelige træk, er dets opfattelse af frihed en sammenblanding af to livsopfattelser. I begyndelsen af vor jordmenneskelige vandring opfatter vi os som frie, når vi har mulighed for at tage for os af tilværelsens goder, mulighed for at binde mennesker og magt til os for herigennem at kompensere for vor énpolethed. Når jordmennesket nærmer sig sin kosmiske fødsel, har det helt forladt denne opfattelse og oplever i stedet frihed, når det giver og deler med sin næste. Denne forandring af frihedsbegrebet fører til, at vi i dag ofte først tror, vi skaber frihed, for derefter at indse, at vi i stedet for har låst os fast. Åndsvidenskaben vil mere og mere komme til at lære os at forstå, hvordan en virkelig frihed skabes. Det fører os efterhånden til at blive genier i at give, at skabe strømme og kredsløb og dermed liv. En gavekultur kan jo ikke opstå af sig selv, og der kræves mange jordeliv, hvor vi gradvist øger vor kærlighedsevne og vor logiske tænkning, før vi lærer, hvordan vi kan give vor næste forfinede gaver af lys karakter. Hver gave er jo et frø til et nyt kredsløb, og efterhånden lærer vi at se, hvilke frø der giver de sundeste og smukkeste planter. Så bliver vor livsopfattelse til sidst, at der ikke er nogen forskel på at give og at tage imod, og vore liv former sig som frie strømme – som vandets legende rislen i en forårs bæk.
I den gigantiske rejse drives vi af vores begær efter kontraster Tegning af Børge Hamberg
Spiralkredsløbets vendepunkt
På den gigantiske rejse, som spiralkredsløbet udgør, befinder vi os i dag ved det svære og krævende brydningspunkt, hvor længslen efter mørket overgår til en tiltrækning mod lyset. Denne overgangsperiode har længe fundet sted inden i os, men vi nærmer os nu en tid, hvor dette skal tydeliggøres ikke bare som dogmer og tro, men som åndsvidenskab.
Først har jordmennesket lært, helt til automatik, at udøve magt over hinanden gennem vold, fornedrelse og undertrykkelse. Nu havner vi mere og mere i livsskæbner, hvor disse gamle, énpolede egenskaber ikke længere fungerer. Dette fører til en meget svær periode, som ingen kan gå igennem uden kriser og depressioner, fortvivlelse og selvmord. Netop de handlemåder, som til alle tider har lovet os et glimt af evigheden, skal vi frigøre os fra, og dette skaber kaos i vort indre liv. Manden dyrkes ikke længere, hvis han viser sig aggressiv og blodtørstig, kvinden kan ikke længere sno manden om sin lillefinger ved listighed. Disse énpolede træk, som sidder så dybt i os, og som har givet os så mange skønne sejre, skal vi lære at slippe taget om. Visdom, ydmyghed og medmenneskelighed er de sider af vor personlighed, som nu skal udvikles. På Martinus' symbol nr. 3, "Intolerance", kan man se Guds kærligheds- og skabeimpulser strømme ud i universet mod alt levende. Netop denne inspirationsstrøm længes vi alle efter at befinde os i. Men vore dyriske sider, intolerance, had og krig fungerer som et skjold, de orange stråler, som afskærer os fra universets kærlighed.
Dette er årsat til et ragnarok på jordkloden, men også til personlige former for ragnarok. De dyriske sider, den tyngdeenergi, vi holder fast ved i vor personlighed, bliver til fysiske og psykiske blokeringer, som hindrer os i at nyde livet. Disse mentale fængsler er vort største arbejdsfelt i dag. Vi må nu lære de forskellige dele af os selv at kende, og med den lyse længsel, vi bærer på, vil de eksplosive sider af os mere og mere neutraliseres af logik, kærlighed og intuition. Det onde kan ikke bekæmpes bort, mørket ikke raderes ud. Kun gennem forståelse af mørkets nødvendighed kan mennesket føre lys ind mellem skyggerne. Ingenting og dermed heller ingen del af os selv kan i egentlig forstand være ondt. Alting befinder sig på en rejse fra mindre til mere kærlighed, en rejse med det mål at lære at tilgive og omfavne alt.
Evolutionens drivkræfter
At føre mennesket fra en énpolet, egoistisk holdning til en topolet, altruistisk, kræver mange jordeliv og en mængde erfaring. Vi er på vej til at afslsutte den første del af denne proces, som er en periode med ubevidst udvikling, hvor lidelseserfaringerne puffer os fremad, uden at vi selv ved, hvor vi er på vej hen. Flere og flere begynder nu at komme ind i en ny fase, hvor man mere og mere længes efter at forstå, hvad det er, der sker, hvor man længes efter bevidst at kunne styre sit liv mod lykke. Siden vor tid som grottemennesker er følelsen og intelligensen blevet udviklet. Nu kræves der for en fortsat udvikling, at vi lærer at kombinere og harmonisere disse energier. Dette er et af målene for åndsvidenskaben. Når vi studerer Martinus analyser, lærer vi efterhånden at forstå livet og at se den røde tråd i vor egen livsskæbne. Dette giver intuitionen en mulighed for at begynde at spire, noget der på længere sigt gør os til åndelige autoriteter.
Lidelsen og åndsvidenskaben er begge nødvendige drivkræfter til at føre os fra en materialistisk bundethed til en åndelig frihed. At studere de kosmiske analyser vækker liv i latente hjerneceller, vor tænkeevne vokser, så vi til sidst i alle livets situationer kan lave en guddommelig analyse og opleve, at alt er såre godt.
Som åndsforskere kommer vi mere og mere i kontakt med en universel kundskab, Helligånden, og vor forståelse af, hvordan vi skal føre lys og frihed ind i alle livets mørke kroge, vokser. Åndsforskningen gør os til genier i at beherske tilværelsen ikke som før ved vold og magt, men ved hjælp af kærlighed.
Bønnen
Når vi kommer til det punkt, hvor vi ikke selv vil skubbes frem i blinde, begynder vi at lede efter hjælpemidler til en bevidst udvikling. Af disse er bønnen den mest fundamentale kraftkilde. Gennem hele den énpolede epoke, har vi fortvivlet søgt efter noget. Det begynder nu at blive åbenbaret, at det er Guddommen, vi ønsker at komme i kontakt med, og bønnen bliver en bevidst måde at opnå denne kontakt på.
Hver gang vi beder, åbner vi døren til en større bevidsthed og til en personlig samtale med universet. Gennem bønnen lærer vi at opløse de blokeringer af dræbende energi, der tynger vores livsmod ned, og vi lærer at fokusere på at tilgive og tjene. At medtage bønnen i sit hverdagsarbejde indebærer, at man bliver mere og mere interesseret i at forstå den kosmiske kommunikation. Alt hvad vi møder i livet i stort og i småt, er Guddommens tale til os, og ved at lære at læse i denne "livets bog" får vi en spejling af vort væsen. Bønnen er en træning i retning af den fri kommunikation, som i fremtiden vil gøre det muligt for os at omgås og tale med alle.
Bønnen kan også bruges til det, som Martinus kalder den højeste form for yoga. Med dette begreb foreslår han, at vi skal hellige nogle minutter hver dag til at sende lys til vore fjender. Selvom vi ikke har nogle direkte fjender, har vi allesammen personer, som vi har svært ved at omgås, personer, som vækker vor irritation og intolerance. Ofte føler vi en retfærdig harme, når vi møder disse personer, vi føler, at der er noget hos dem, som er "forkert". Men vor næstes fejl er altid det sandkorn, som skjuler bjælken i vort eget øje. Vi irriteres og spejler os, og dybest set er det os selv og vore ufærdige sider, vi ser. Når vi sender lys til denne vor fjende, starter vi et kredsløb, som vender tilbage til ophavet. Vi opløser gradvist irritationen, ikke ved at forandre vor næste, men ved at forandre os selv.
Bønnen oplyser de ufærdige sider, vi ikke har villet og vovet at se. Denne højeste form for yoga starter en tilgivelsesproces. Jeg tilgiver og befrier min næste og dermed også mig selv.
Karmaloven
Vi kan ikke møde noget i universet, som vi ikke selv er det yderste ophav til. Med matematisk nøjagtighed viser vore livsskæbner os, hvad vi tidligere selv har sået. Derfor kan man se på sit liv som et selverkendelseskursus, hvor alle tilværelsens detaljer tilsammen skaber et mønster, et aftryk af vor mentalitet. For bevidst at kunne deltage i dette kursus må vi forstå, at vi bærer ansvaret for vor skæbne. Med denne indstilling giver vi efterhånden slip på vor offer- og martyrmentalitet og begynder at tage ansvar for vore handlinger. Samtidig med at loven om årsag og virkning lærer os selverkendelse, er den også selve løsningen på at skabe en lykkelig livsskæbne. I hvert øjeblik at have en mulighed for at så noget nyt, måske en større forståelse eller et nyt venskab, er universets gave til hvert levende væsen. Nye handlinger opløser efterhånden gamle mønstre og erstatter dem med logik og kærlighed.
Befrielsen
Hvis den jordmenneskelige vandring hidtil i høj grad har bestået i, at vi har bundet og fængslet hinanden, og dermed måtte høste det samme, må vor udvikling fremover gå mod en modsat livsform, en frigivelse af vor næste. At give nogen fri er det samme som at tolerere, tilgive og acceptere nogen. Det indebærer, at vi bliver villige til at se verden ud fra vor næstes horisont. Når man da kan møde ethvert individ, præcis der, hvor det befinder sig, giver man mulighed for en frugtbar kommunikation, en platform at udvikles fra. At give frihed indebærer også at fokusere på de positive sider hos vor næste og ikke lede efter svagheder og mangler. Dette giver næring til begges humane sider og styrker udviklingen mod det rigtige menneskerige. Livet støber os gradvist om, og i hvert liv får vi lejlighed til at bearbejde en vis del af vor ufærdige natur.
I den krise, som vi alle oplever på vej mod lyset, vil vi få hjælp af den helende kraft, som kan skabes i positive, frie møder mellem mennesker. Ved at møde nogen, som allerede har gjort de erfaringer, som man leder efter, får man kraft og inspiration til fornyelse. På samme måde kan vi være til hjælp og forbillede for andre væsener i tilværelsen.
Ingen af os kan vandre vejen mod frihed alene. Gradvist lærer vi at møde hinanden som de guddommelige væsener vi er, og vejen mod den kosmiske bevidsthed bliver en træning i at være i berøring med og befri hinanden.
Ske din vilje
I og med den kosmiske fødsel kommer mennesket til at føle sig fri. Fri til at tænke, føle og handle i harmoni med livslovene og alkærligheden, fri til at skabe og opleve universel kraft og lys. Martinus nævner, at frihed skabes, når man tilegner sig den indstilling til livet som findes i bønnen "ske ikke min, men din vilje". Ved at anvende denne bøn, er man begyndt at opdage universets skaber og sin egen natur som gudesøn i skabelsen. Hermed lægges grunden for den højeste analyse af livet, en guddommelig vej, som fører til kosmisk frihed
Oversættelse: HL
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige