Kosmos 1997/3 side 42
Goethes paradoks
Hvordan undersøger naturvidenskaberne det levende liv? – Det har Goethe beskrevet forbilledligt klart i versfortællingen om videnskabsmanden Faust, der sælger sin sjæl til djævelen og modtager følgende belæring:
Hvo det levende vil forstå og beskrive må først og fremmest ånden uddrive, så holder man delene i sin hånd, der mangler ej andet end livets bånd.
Goethe håner naturvidenskaberne. Det er jo et paradoks, at livet må slås ihjel – uddrives – for at man kan undersøge det. Også Aristoteles ville protestere. Han definerede liv som bevægelse, selvbevægelse. Uden bevægelse, intet liv!
Hvordan er det så med naturvidenskaberne i dag? – De har ikke ændret sig en tøddel. Deres principper går stadig tilbage til Decartes i midten af 1600-tallet. Kravet var her, at det levende skulle oversættes til matematik. Organismer skulle forstås mekanisk som automater i analogi med uret. Ånden skulle uddrives af universet ved at vise, at levende væsener bare var sjælløse maskiner. Gud blev den forsvundne "urmager". Senere blev han en overflødig hypotese for til sidst helt at forsvinde. Hvor de overnaturlige magter tidligere var mennesket alt for nær og når som helst kunne gribe ind, stod mennesket fra og med renæssancen pludselig helt alene under åben himmel. "Stjernehimlen over mig og moralloven i mig", skrev Kant i et lønligt håb om, at der dog måtte være en forbindelse mellem mennesket og kosmos. At de dog i det mindste måtte svare til hinanden, nu hvor de ikke længere kunne svare på hinanden. I stedet begyndte filosofferne at tale om menneskets transcendentale hjemløshed.
Hvad siger naturvidenskaberne til Goethes paradoks i dag? – De har på en meget snedig måde løst det. Man har opfundet en matematik, der regner med uendelig små og store størrelser. På den måde kan det "døde" opfattes som noget levende, der bare bevæger sig uendelig lidt!
Set på den baggrund kan det ikke undre, når man i medierne den ene gang efter den anden hører, at nu har videnskaben løst "livets gåde". Det er bemærkelsesværdigt, at det kun sker ved nyopdagelser dybt nede i mikroverdenen eller fjernt ude i universet. Forhåbningen om at finde livet i mennesket selv visnede bort allerede for 300 år siden.
På de næste sider kan man læse sig til en forståelse af, hvordan det lader sig gøre at analysere livet uden først at uddrive ånden. Men metoden er alligevel den samme som hos naturvidenskaberne. Det drejer sig om analyse, logik og matematik. Lad os ikke håne naturvidenskaberne, men bruge dem til det, der interesserer os. De har vist os naturens vidunderlige mekanismer og skærpet behovet for en åndelig videnskab. En virkelig forklaring!
sh
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige