Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

(Del 1:2)

 

I efteråret 1995 modtog jeg en invitation fra Martinus Center i St. Petersburg i Rusland til at komme på besøg og holde kurser og foredrag dér i Martinus kosmologi. Vi blev enige om, at slutningen af februar 1996 ville være et godt tidspunkt for det, da jeg så kunne tage fri et par dage fra mit arbejde i forbindelse med elevernes sportsferie på den skole, hvor jeg arbejder.

Som Kosmos' læsere tidligere har kunnet få del i, var jeg ikke den første som havde fået en sådan invitation. Såvel Ole Therkelsen som Solveig Langkilde og Søren Grind har jo allerede gentagne gange besøgt Rusland. Men for mig var det altså første gang.

Den 23. februar landede jeg i St. Petersburgs lufthavn og blev varmt modtaget af Alexander Kogan og Lena Sorotjkina fra Martinuscentret. Det føltes lidt specielt, for første gang – i hvert fald i dette liv – at betræde russisk jord. Rusland er et land, som samtidig føles både nært og fjernt. Ikke mindst føles det stort og uoverskueligt (det er f.eks. et land, der strækker sig over 11 forskellige tidszoner!)

Jeg får et stærkt indtryk af denne storhed og uoverskuelighed, da jeg ankommer til esperantoklubben, hvor jeg skal bo under mit ophold i St. Petersburg, og der får øje på et Ruslandskort, som næsten strækker sig over en hel væg. De skandinaviske lande, som har fået plads i periferien på dette kort, ser ved en sammenligning netop perifere ud. For ikke at blive alt for overvældet af det russiske riges størrelse, er jeg nødt til at minde mig selv om, at alle mål- og vægtfacitter tilhører illusionernes verden. I virkeligheden eller absolut set er Rusland ikke en smule større end f.eks. Sverige, ja det er ikke engang større end Danmark! Men det er altså i den absolutte eller kosmiske virkelighed, hvor "alle størrelser er af samme størrelse", dvs. lig med uendeligheden. I den jordiske sanseoplevelses virkelighed er de forskellige størrelser sandelig en realitet, man må regne med.

Esperantoklubben, som ligger centralt i St. Petersburg, bliver altså mit hjem for nogle dage. Det er også dér, jeg afholder week-endkurset 24.-25. februar. Kurset har temaet "Menneskets indre forvandling – om udviklingen fra selviskhed til uselviskhed". Sammenlagt deltager 20-30 personer (en del kun én af dagene). Interessen er stor og spørgsmålene mange. Samarbejdet med Lena Sorotjkina, som er min tolk, er også en meget speciel oplevelse. Det var ren telepati, sagde hun bagefter. Alt fungerede perfekt. Jeg talte på mit hjemmelavede skandinaviske (Lena er uddannet i dansk), og hun tolkede til russisk. At man så at sige er to, der skal formidle budskabet er en meget speciel oplevelse eller erfaring. Det kræver samspil, lydhørhed og opmærksomhed fra begge sider. Vi oplevede begge, at alt gik fantastisk "flydende" og enstemmigt. En anden fordel ved at tale gennem tolk er, at man får mange tænkepauser. Mens tolken taler, når man jo at tænke på, hvad man skal sige bagefter, og det gør, at fremstillingen nok bliver mere samlet og koncentreret, end den ellers ville være blevet. ("Dødkødet" eller fyldordene kan i stor udstrækning skæres bort).

 

 

Mandag og tirsdag var det tid for foredrag på det ærværdige Videnskabsakademi i St. Petersburg. Det var professor Leonid P. Kraizmer på afdelingen for ADB og elektronik ved Videnskabsakademiet, som tidligere havde truffet Ole Therkelsen, der havde indbudt til og arrangeret disse foredrag. Professoren, en yderst venlig 80-årig, bød velkommen og jeg antager, at der den første aften var mindst 50 interesserede til foredraget. Jeg forstår, at mange var kommet af nysgerrighed, men at ikke alle vidste, hvad Martinus kosmologi handler om. Det forstod jeg, da en kvinde (som åbenbart arbejdede ved akademiet), inden foredraget spurgte mig, om vi har noget samarbejde med det astronomiske observatorium i Stockholm. Hendes misforståelse var ikke svær at forstå, eftersom begrebet "kosmologi" har en anden betydning i den naturvidenskabelige eller materialistiske verden end den, vi møder hos Martinus.

Da jeg så på de forsamlede, forstod jeg, at en hel del af dem var videnskabsfolk, og dermed var der jo også risiko for, at der var flere, der var ofre for samme misforståelse, som førnævnte kvinde. Derfor syntes jeg også, at det var godt, at den russiske version af videofilmen "Martinus, mennesket og verdensbilledet" blev vist inden mit foredrag. Det medvirkede til, at jeg ikke behøvede at introducere eller præsentere Martinus i mit foredrag, men kunne gå direkte ind på mit emne for foredraget, som den første aften var "Menneskeheden og verdensbilledet".

Det er jo et stort og vidtfavnende emne, men jeg forsøgte at gøre det så kort og koncentreret som muligt og vise hovedlinien i menneskehedens og verdensbilledets forvandling fra religiøs tro via materialismen til åndsvidenskab.

 

 

Det er svært at bedømme, hvor stor modtageligheden for disse tanker var hos de forsamlede, men jeg oplevede, at de lyttede venligt og interesseret, og temmelig mange blev også til spørgetimen efter foredraget.

Tirsdag aften havde jeg så mit andet foredrag i Videnskabsakademiet. Der kom ikke lige så mange som aftenen før, men til gengæld oplevede jeg, at de, der kom denne aften var mennesker, der virkelig var interesserede og ikke bare almindeligt nysgerrige, som det måske var tilfældet aftenen før. Der var i hvert fald mødt ca 30 personer op, og emnet for foredraget var "Reinkarnation og udvikling". At interessen var stor, kunne jeg mærke ikke mindst på spørgsmålene efter foredraget. Det kunne også mærkes på spørgsmålene, at det var et filosofisk belæst publikum. Jeg fik spørgsmål, hvor spørgerne ville have, at jeg skulle gøre sammenligninger mellem Martinus og f.eks. Spinoza og Swedenborg og også andre russiske filosoffer, hvis navne jeg aldrig havde hørt. Mod slutningen af spørgetimen bad en mand, der sad længst tilbage i salen om ordet. Han fortalte, at hans navn var Konstantin Sveritinov, og at han var astronom og rumforsker, og at han havde læst lidt af det, der er oversat af Martinus værker til russisk. En ting, som havde fascineret ham utroligt meget af det, han hidtil havde læst, fortalte han, var Martinus beskrivelse af spiralkredsløbsprincippet, eftersom han selv i sin forskning var kommet frem til, at al bevægelse i universet sker i spiralkredsløb. Han fortalte også, at hans forskning omkring bevægelsens fænomen havde fået ham til at spekulere meget på spørgsmålet: Hvad er det der skaber bevægelsen? Nu ville han have mere at vide om Martinus svar på det spørgsmål. Ved hjælp af symbolet "Det levende væsen" (symbol nr. 6) forsøger jeg at forklare begrebet "det faste punkt" (jeget eller X1) og "bevægelsen" (X3). Han virker meget tilfreds med svaret, at jeget er al bevægelses skaber eller igangsætter. På sædvanlig russisk manér, giver han mig et kys på kinden bagefter og udtrykker sin interesse for engang at kunne besøge "Martinus Center" i Klint. Han beklager, at han ikke har mulighed for at komme allerede i år, eftersom han en tid fremover vil være optaget af et forskningssprojekt med studier af nordlys oppe i Murmansk i det nordlige Rusland.

Jeg følte blandt disse, eller i det mindste en del af disse forskere, en åbenhed, ydmyghed og varme, som ikke er så almindelig i tilsvarende kredse hjemme. Det har måske også noget at gøre med, at det materialistiske hovmod har fået lidt af et knæk efter den kommunistiske statsreligions og materialismens sammenbrud. En af de russiske venner mente, at mange russiske videnskabsmænd og forskere nu befinder sig i en slags vacuum eller tomrum, og ikke længere ved, hvad de skal tro på eller tro er sandt, og det kan jo være et frugtbart udgangspunkt for at blive modtagelig for nye tanker.

For en del er denne større åbenhed sikkert også betinget af en almen nyfigenhed over for alt, der er nyt og kommer fra vesten. Man kan forvente, at denne mere almene nyfigenhed med tiden bliver mættet, og så får vi måske en mere pålidelig værdimåler på, hvor stort den genuine Martinus-interesse er derovre.

Efter mit andet foredrag på Videnskabsakademiet modtog jeg en invitation til påny at komme dertil i maj 1996. Jeg modtog også en meget fin gave fra førnævnte astronom Dveritinov. Et af ham selv og professor Kraizmer signeret eksemplar af et stort bogværk på næsten 500 sider om russisk kunst. Desværre kan jeg ikke læse bogen, eftersom teksten er på russisk, men jeg kan glæde mig over at kigge på de fine billeder i stedet for.

Inden vi skiltes, ville professor Kraizmer vise os rundt i Videnskabsakademiets lokaler. Det viser sig, at hvert rum i denne traditionstyngede bygning har sin egen særlige historie, som går tilbage til forrige århundrede og tsartiden. Da vi gik ind i et værelse med et stort rødhvid-grå-mønstret tæppe på gulvet, sagde professoren pludselig: "Nu står I på Hitlers eget tæppe fra hans "Ørnerede". Tæppet var, fortalte han, oprindelig russisk, men blev stjålet af tyskerne under krigen, og havnede som krigsbytte hos Hitler i hans "Ørnerede", hvor russiske soldater siden tog det tilbage i slutningen af krigen. At gå i Hitlers fodspor føltes unægtelig lidt specielt... Jeg følte, at det var en situation, som jeg ikke ville befinde mig i alt for længe, og med en let gysen skyndte jeg mig derfor videre til næste værelse. Og oplevelsen af dette værelse er virkelig en kontrast til oplevelsen af "forrummet" med Hitlertæppet. Her føles det som at være kommet ind i "det allerhelligste". Det er et lille alterlignende værelse med et pragtfuldt ornamentbeklædt kuppelloft, som skinner og funkler intensivt i guld, hvidt, blåt og rødt.. Det er et syn, som næsten tager pusten fra en, og jeg kommer også uvilkårligt til at tænke på symbolikken i situationen: For at komme ind i dette paradisisk eller himmelsk smukke værelse, måtte vi først igennem Hitlertæppets "skærsild". Sådan er vejen til paradiset jo også i virkeligheden.

Mæt, for ikke at sige omtumlet af indtryk, forlader jeg St. Petersburg og Rusland onsdag den 28. februar, men da har vi allerede bestemt, at jeg skal vende tilbage i midten af maj. Da er jeg også inviteret til at besøge Viborg i Karelen nær ved den finske grænse, hvor der også er nogle Martinus-interesserede.

 

Olav Johansson fortæller om denne rejse i næste nummer af bladet.