Kosmos 1997/1 side 10
Virkelighedserstatning
af Tage Buch
Nyhedsstrømmen
Gennem aviser, ugeblade, magasiner, radio, TV og andre massemedier får vi hver dag en strøm af informationer.
Ud over de egentlige "nyheder" får vi via film, videoer og TV-serier oplevelser og sanseindtryk i en sådan mængde, at vi kan være tilbøjelige til at miste overblikket og dermed blive mere eller mindre forvirrede og miste sansen for virkeligheden. De fleste er vel klar over, at alle de indtryk, vi på denne måde får, ikke kan være identiske med virkelighed, men hvordan kan vi lære at skelne mellem det, som må være mere eller mindre virkeligt og det helt uvirkelige? Og hvad er virkeligheden?
Ja, mange vil være bevidste i, at mange TV-serier og film kun har lidt eller intet med virkeligheden at gøre. De er skrevet og produceret af det Martinus engang kaldte "hitte-på-mænd". Han skelnede skarpt mellem de film, der var baseret på virkelige forfatteres værker og alt det, der var et produkt af en filmforfatters hjernespind. Disse produkter kan selvfølgelig være meget underholdende og spændende, men bygger sjældent på virkelige begivenheder eller historiske kendsgerninger. De er "opfindelser". De er det, som en filmkritiker engang kaldte flot iscenesat og dygtigt præsenteret "virkelighedserstatning".
Mødet med virkeligheden
Men når alle disse ting, TV-serier, Lykkehjulet, ugebladenes og formiddagsavisernes sensationer, som optager utrolig mange mennesker, ja, er en fast bestanddel af deres hverdag, ligefrem er virkelighedserstatning, hvordan finder vi så frem til "virkeligheden"? – Ja, der er kun én kilde til virkeligheden, og det er naturen eller livet selv. Det er den virkelighed, vi lever midt i, den kilde, som også videnskaben og alle vi andre henter vor viden fra, og som vi må forholde os til og søge at forstå. Men er naturen og livet, dette hav af bevægelse, så udtryk for virkeligheden? Ja, den er netop i form af bevægelse, dvs. skabelse eller forvandling, "udtryk" for liv, men er ikke livet selv eller selve virkeligheden. "Udtrykket" for liv kan ikke være identisk med selve livet, men vil altid være et produkt eller skabelse frembragt af livet. Skabelse er omskabelse, forvandling eller bevægelse, og "bevægelse er livets fornemste kendetegn", siger Martinus.
Hvem er livet?
Kommet så langt må vi spørge "hvad er da livet?" Men her, siger Martinus, er spørgsmålet ikke rigtigt stillet, idet man ikke skal spørge "hvad er livet?", men derimod "hvem er livet?" Og så må svaret blive omtrent sådan: livet er den centrumfornemmelse i os, som vi betegner som vort "jeg" sammen med alle de principper, som tilsammen danner det Martinus kalder skabeevnen. Både jeget og skabeevnen er overfysiske, usynlige, men konstaterbare evige realiteter, som tilsammen danner overbevidstheden, og som udtrykker sig igennem hele det skabte område, hele bevægelseshavet, som er lige så evigt som de to andre områder, men som altså blot er under evig forvandling eller omskabelse. Og når vi så spørger, "hvem er livet?", ja, så er livet identisk med det evigt eksisterende "jeg" plus den overfysiske struktur, dvs. skaberen af al bevægelse i bevægelseshavet. Og livet udtrykker sig gennem jegets igangsættelse af bevægelsen.
Det er bevidstgørelsen i, at det er jeget og denne overfysiske struktur, der er det primære eller virkeligheden, mens alt det skabte – grundet på dets evigt skiftende natur – er det sekundære, der er det allernødvendigste for det jordiske menneske at komme til kundskab om i dag, hvis det vil komme til at forstå sig selv og det omgivende verdensalt. Set fra et kosmisk synspunkt må alt det ydre skiftende eller skabte derfor betegnes som "illusioner". Og at tage illusionerne, det sekundære, for virkelighed og betragte det usynlige, overfysiske som uvirkelighed er den absolutte årsag til al forvirring, alle fejltagelser og konflikter i verden i dag. At basere sit liv på uvirkeligheden betyder altså uvidenhed, kaos, mørke, død og gudløshed, mens dette at basere sit liv på den absolutte virkelighed vil betyde kundskab, et ordnet kosmos, lys, liv og erkendelsen af en højere styrelse af verdensaltet
De positive kræfter
Der er selvfølgelig i dag mange positive kræfter, der skaber virkelig kultur. Inden for musikkens, malerkunstens og videnskabens verdener, men alt dette positive og opbyggende kan slet ikke hamle op med de vældige nedbrydende kræfter og traditioner, der i denne epoke præger samfundet. Og selv inden for disse kulturelle områder er der, ligesom alle andre steder, nedbrydende kræfter, som befordrer splittelse eller opløsning. Men de nævnte positive kulturelle områder for skabelse må, set fra det eviges eller den kosmiske synsvinkel, stadig betragtes som "illusioner", og vor opgave må derfor fortsat være den at finde frem til den absolut faste basis for livsoplevelse.
Det foreløbige mål
At komme frem til virkelighedens erkendelse er således det foreløbige mål for det jordiske menneske, mens virkelighedserstatningen som livsbasis må ses som et uomgængelig nødvendigt midlertidigt trin i det jordiske menneskes udviklingsproces. Under denne udvikling tænker og handler mennesket i sin uvidenhed mod det sæt af åndelige love og dermed bl.a. årsags- og virkningsloven – og skaber for sig selv en dødbringende og lidelsesfyldt oplevelsessfære. Ethvert menneske bringer sig på et eller andet tidspunkt i konflikt med "virkeligheden" og oplever overtrædelsen af lovene som sygdom, lidelser, krige eller ulykker. Og det er disse lidelsestilstande, der sluttelig vil bringe alle mennesker til at hungre efter og søge virkelig eller absolut viden om livslovene og livsmysteriets løsning.
Men foreløbig har vi virkelighedserstatningen, flimmeret over TV-skærmen, videoer, der hakker billeder i småstykker og nedbryder eller opløser situationer og dermed skaber kaos i mange bevidstheder. Det er en nedbrydnings- eller opløsningsproces, der medfører at kulturen synker. Det er de nævnte udsendelser og film, der nedbryder tabuer, og ofte søger at nedværdige alt det, der er hellige eller faste værdier for mange mennesker, latterliggør religiøse tanker og handlinger, afviser højere åndelige verdeners eksistens og udviser manglende respekt for myndigheder, for lov og orden og dermed for ret og retfærdighed.
En ny verdenskulturs fødsel
Alt dette skaber forfærdelse og forvirring hos utrolig mange mennesker. Men denne nedbrydning og opløsning af kendte eksisterende værdier og normer er uomgængeligt nødvendig for at noget nyt kan skabes. Gammel såvel som nyere overtro og primitivitet må fjernes. Det er en gammel verdenskulturs undergang og samtidig en ny verdenskulturs fødsel. Virkelighedserstatningen viser sig altså ved nærmere undersøgelse at være nødvendig og logisk og dermed i sidste ende kærlig. Nedbrydningsprocessen er ubehagelig at iagttage og at opleve, men i betragtning af, at det er en relativ kort periode i menneskehedens udvikling gennem udviklingsspiralen, og slutresultatet er givet i form af en hurtigt voksende erfaringsmasse, og at den medfører en mere human og menneskelig kultur, så har vi kun grund til at se på denne udvikling med ro og søge at holde den mentale balance midt i alt flimmeret, opløsningen og det i øjeblikket tiltagende kaos.
Virkelighedserstatningen, illusionerne, viste sig at være en uundværlig del af den absolutte virkelighed eller helheden. Og vi får således her en bekræftelse på Biblens ord, hvor den siger: "Alle ting samvirker til gode for den, der elsker Gud", idet vi efterhånden kommer til en højere forståelse og dermed til at elske vore medvæsener, omgivelser, naturen og verdensaltet og ser det i sin strålende fuldkommenhed, hvor alt er til nytte og absolut intet kan undværes –heller ikke "virkelighedserstatningen".
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige