Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er ikke let for det almene menneske at forstå den mørke skæbne, menneskeheden for tiden befinder sig i. Vi kan jo ikke komme uden om, at menneskehedens nuværende tilstand indeholder så mange farlige momenter, at hvis det stod til menneskene selv, ville der være risiko for, at hele menneskeheden blev udslettet. Menneskene er så fremskredent udviklet i teknik og kemi, at de er i stand til at udslette så at sige alt levende på jorden.

Men menneskehedens magt og vilje er absolut ikke det eneste, der bestemmer over livet på jorden. Menneskeheden har ikke skabt jordkloden eller dens bane i rummet mellem stjernerne. Den har ikke bestemt jordklodens omdrejninger om sig selv og således heller ikke dens år, dage og nætter, tid og rum. Den har heller ikke bestemt jordklodens form, klima, stof og atmosfære. Menneskeheden har heller ikke bestemt dens kontinenter og have, dens særlige plante-, dyre- og mikrolivsformer.

Når der ikke desto mindre her på jorden forekommer så mange foreteelser eller skabelsesprocesser, der tilsyneladende ikke er til glæde og velsignelse for levende væsener, men til meget besvær og stor lidelse, ja, ligefrem er en sabotage af livet og i allerhøjeste grad ser ud som en forbandelse, så kan der umuligt være anden grund end denne, at det er resultatet af ufærdige tilstande og foreteelser. Når menneskene lyver, bedrager, stjæler, plager og generer deres næste, fører krig, torterer, lemlæster, myrder og dræber og selv er ulykkelige, befinder sig i lidelse og sorg, invaliditet, nød og elendighed, har det udelukkende sin rod i, at deres mentalitet eller åndelige struktur absolut ikke er færdig. Den har ikke nået det færdige stadium, hvor dens ophav kun kan være hundred procent til glæde og velsignelse for levende væsener eller opfylde dette, "at elske Gud over alle ting og sin næste som sig selv", der igen er det samme som at være i "Guds billede efter hans lignelse".

At være i "Guds billede efter hans lignelse" er målet for den lange udviklingsproces, menneskeheden befinder sig i, hvilket bliver til kendsgerning for den modne forsker igennem alle de mange i kronologisk rækkefølge forekommende udviklingstrin, jordens mennesker befinder sig på. Vi ser, at disse udviklingstrin går lige fra det primitive naturmenneske og gradvis frem til de i humanitet og intellektualitet mest fremskredne kulturmennesker. Vi ser, at disse udviklingstrin går meget fint og umærkeligt over i hinanden. For at forstå dette må man naturligvis lære at forstå genfødslens eller reinkarnationens princip, der betinger, at udviklingen foregår gennem en lang række fysiske jordliv. Man vil således med forståelsen af reinkarnationens princip også komme til forståelse af menneskenes skæbnedannelse og indse, at man selv er den dybeste årsag til sin egen skæbne. Man vil således her komme til at forstå, at meget af ens nuværende skæbne har man selv udløst årsagen til i tidligere liv, og at man således er sin egen skæbnes herre.

Når de levende væsener skal gennemgå så mange lidelser og så meget livsmørke, som tilfældet er, er det netop for igennem den heraf opstående erfaringsdannelse at få visdom og forstand til at udløse de årsager, der kan fremkalde de virkninger, der udelukkende er en lykkens og glædens skæbne eller det totalt sande og virkelige livslys, der gør væsenet til "Guds billede efter hans lignelse".

Vi har allerede i det foranstående set, at den store skabelsesproces, der omgiver os, er hundred procent logisk. Denne proces, der også omfatter menneskenes forvandling til færdige væsener, har kun til formål at være til glæde og velsignelse for levende væsener. Når der eksisterer et sådant formål med hele denne naturens vældige eller gigantiske skabelsesproces, bliver det derigennem til kendsgerning for den modne forsker, at der er et ønske eller en vilje, om at føre denne plan frem til sejr. Men når der eksisterer en vilje, bliver det til kendsgerning, at der eksisterer et ophav til denne vilje. En vilje er ikke en selvstændig ting, der kan hænge frit i luften eller være resultat af noget "ingenting". Vi ser, den udgør en logisk plan, men en logisk plan kan kun være resultat af tænkning, og tænkning kan igen kun eksistere som udtryk for mentalitet eller bevidsthed. Den vilje, som naturens skabelsesprocesser udløser, gør det således til kendsgerning for den modne forsker, at der eksisterer vilje, tænkning og dermed et tænkende og bevidst ophav bag naturens skabelsesprocesser og dermed også bag den samlede menneskeheds skabelsesprocesser og dens derigennem udløste skæbnetilstand.

Denne vilje står altså over menneskenes skabelsesprocesser, og da det allerede er blevet en kendsgerning for os, at dens mål er at omskabe jordens mennesker til at fremtræde i Guds billede efter hans lignelse eller den allerhøjeste form for lykke og glæde ved at være til, behøver vi således ikke at lytte til de mange jordmenneskelige udtalelser om menneskehedens udslettelse eller jordens undergang eller redningsprocesser befordret ved hjælp af flyvende tallerkener og mennesker fra andre kloder. Ligeledes behøver man heller ikke at være bange for jordklodens undergang ved nogen som helst af planetbanernes konstellationer over for hinanden, således som visse astrologer og mystikere for tiden forkynder menneskene. Det er rigtigt, at planeterne for tiden befinder sig i en meget sjælden konstellation i forhold til hinanden, og at de ved deres udstråling af kraft har en større eller mindre indflydelse på hinanden, der absolut kun er af en medvirkende gavnlig indflydelse på jordens liv, for så vidt ingen af planeterne kommer ud af deres normale bane, hvad der ikke er udsigt til i øjeblikket. Jorden er ganske vist inde i en mørkets krise, men denne krise er ikke en unormal tilstand. Det er medregnet i Guddommens skabelsesplan at lade menneskene opleve virkningerne af deres fejlagtige handlinger. Men denne mørketilstand er jo netop fødselsveerne til en ny verdensepoke, som allerede på mange felter har taget sin begyndelse.

I denne ny epoke vil al krig, nød og elendighed efterhånden blive afskaffet. Menneskeheden vil blive i Guds billede efter hans lignelse. Alle jordens stater vil blive forenet til ét rige, og menneskeheden vil blive til én hjord og én hyrde. Menneskehedens religiøsitet vil da ikke mere være baseret på instinkt eller ren tro, men på videnskab, kendsgerning og virkelighed. Alle tør vedkende sig Guds liv, som er åbenbaret overalt og i alle.

Hvordan kan man nu vide, at dette virkelig vil blive slutfacittet på jordmenneskehedens skæbne? – Det er ikke så vanskeligt at komme til erkendelse af dette, hvis vi undersøger eller iagttager menneskeheden. Vi vil da, hvis vi ikke i kraft af det religiøse instinkt endnu er bundet til de overleverede religiøse dogmer, der netop kun er beregnet til troens og ikke videnskabens mennesker, og vi heller ikke er bundet til materialismen, men er humant udviklet, ikke kunne undgå at finde den løsning på menneskehedens skæbne, som i det forannævnte er omtalt.

Hvis vi således iagttager menneskeheden, kan vi ikke undgå at få bekræftet den kendsgerning, at dens mennesker befinder sig på en skala af udviklingstrin, der strækker sig lige fra primitivitet og frem til en vis grad af intellektualitet, hvilket igen også kan udtrykkes som en udviklingsepoke fra "naturmenneske" til "kulturmenneske". Da jordens menneskehed består af et meget stort antal "naturmennesker", hvilket vil sige mennesker, der hovedsageligt har levet deres liv i junglen og er så langt tilbage i udvikling, at de først nu her i det tyvende århundrede er ved at blive indført i den moderne kultur, er denne kultur naturligvis ganske uvant og besværlig for disse mennesker. De har igennem alle deres tidligere liv levet i en livsform, der næsten udelukkende ligesom dyrenes var baseret på instinkt. Dette instinkt sagde dem, at der var usynlige magter til. I deres fantasi eller forestillinger blev disse opfattet som ånder, guder og djævle. Disse forestillinger blev fælles autoritative, religiøse dogmer, love eller rettesnore for flere stammer. Disse mennesker har endnu meget til fælles med dyrene. Deres bevidsthedsfunktioner befordres hovedsageligt af instinkt- og tyngdeevnen. Tyngdeevnen udgør her blandt andet deres krigs- og drabsevne, da deres følelse endnu er uden nogen virkelig human reaktion. De lever derfor i krig, had og hævn. Deres intelligensevne er meget ringe, næsten latent. De har derfor ingen videnskab og lever således i en primitiv anelsesverden og overtro. Deres fysiske redskaber eller hjælpemidler i det daglige liv er meget ringe og primitive. Denne mennesketype vil endnu være at opfatte som et "dyremenneske".

En stor del af jordens befolkning tilhører endnu denne kategori af dyremennesker, og den øvrige befolkning på jorden er blevet afhængig af disse naturmennesker, da deres liv har filtret sig ind i hinanden. Da kulturmenneskene i kraft af deres overlegne intelligens og krigsvåben har nedværdiget disse mennesker og erobret deres lande og beriget sig ved undertrykkelse af dem, bliver det her synligt som en selvfølge, at denne afvigelse fra næstekærlighedens vej over for disse jordmenneskehedens mindste væsener bliver en uudslettelig årsag til en ublid skæbne for de pågældende kulturmennesker selv et godt stykke tid fremover. Kulturmenneskene har således ved deres særlige mentalitet og livsopfattelse selv skabt årsagen til en uheldig kommende skæbne.

Hvilken forskel er der da på det såkaldt moderne krigsindstillede "kulturmenneske" og "natur-" eller "dyremennesket"? – Det, der har hævet "kulturmennesket" op fra "dyremenneskementaliteten", er ene og alene dets længere fremskredne udvikling i intelligens. Vi må her gøre opmærksom på, at der under begrebet "kulturmenneske" forekommer to slags mennesketyper. De adskiller sig fra hinanden ved, at den ene er længere fremskreden i udvikling end den anden. Vi vil først se lidt på den type mennesker, der er mest udbredt, og som er den regerende eller herskende magt inden for menneskeheden. Denne almengældende moderne kulturmennesketypes mentalitet befordres i stor udstrækning ved et degenererende instinkt og en intellektualiseret tyngdeenergi og er endnu i sin værste fremtræden næsten uden human følelse. Det degenererende instinkt, der i virkeligheden befordrede deres religiøsitet, der i sidste instans var stimuleret i human retning af den kristne og de andre humane verdensreligioner, tabte efterhånden autoritet.

Dette skyldtes i særlig grad menneskets på dette udviklingstrin stærkt voksende intelligens. De vejledende religiøse dogmer var ikke beregnet for mennesker med stærkt fremtrædende intelligensudvikling og forskertrang. De var her langt fra at være tilfredsstillende, ja, de var ligefrem uacceptable. Mennesket mistede hermed evnen til at tro på noget, som ikke ligefrem kunne bevises for intelligensen som realistisk kendsgerning. De religiøse absolutte facitter kan ikke bevises for intelligens alene. Der kræves endnu en sanseevnes udvikling, som endnu ligger langt fra disse menneskers udviklingstrin, og de blev derfor materialister.

Materialisterne havde for manges vedkommende totalt mistet evnen til at tro på enhver forklaring på livets højeste åndelige facitter. De blev gudløse, men rene giganter i intelligensmæssig kunnen og viden. Jeg behøver ikke her at komme ind på det kolossale væld af praktiske, tekniske og kemiske goder, som intelligensmennesket eller den såkaldte videnskab har givet menneskene. De har dermed fået herredømme over kræfter, der er millioner og atter millioner gange stærkere, end der er behov for. Uden dette gigantoverskud af kræfter kan verden udmærket blive til en total fuldkommen klode, på hvilken der hverken kan udløses krig eller ufred, en verden, i hvilken alle elsker alle i stedet for som nu, hvor alle er i krig med alle. Hvad skal mennesket nu med denne gigantkolos af kræfter, over for hvilken det selv næsten kun kan udtrykkes som et lilleputvæsen? – Det er som at tænke sig, at en flue har fået evne til at sprænge et hus i luften. Hvordan håndterer nu lilleputmennesket denne gigantiske kraft, det er blevet herre over? – Hvordan et menneske bruger sin magt vil være afhængig af, hvordan dets mentalitet eller bevidsthed er sammensat. Som vi kan se af den i dag herskende verdenspolitik, bliver den udløst af mennesker, hvis bevidsthed hovedsagelig er sammensat af instinkt-, tyngde- og intelligensenergi, men med en følelse, der ikke rummer nogen særlig human energi. Dette udelukker ikke, at der inden for verdenspolitikken findes mennesker med human følelse, men de har ikke magten. De er ikke de førende. De kan højst kun være med til at mildne den af instinkt-, tyngde- og intelligensmennesket befordrede hårde, egoistiske, nationale krigspolitik, der i værste fald er hundred procent på bekostning af andre folk og stater.

Verden har i virkeligheden oplevet de mest glimrende eksempler på det inhumane instinkt-, tyngde- og begyndende intelligens menneskes diktatoriske regeringsform. Har vi ikke set en sådan regeringsform tromle al moral, religion, frihed og selvstændig tænkning fuldstændig flad og magtesløs? – Har vi ikke set den tortere og pine mennesker til døde i koncentrations- eller dødslejre? – Ja, har vi ikke set den have til hensigt ligefrem at udrydde et helt folk fra jordens overflade? – Har vi ikke netop i et andet tilfælde set, hvorledes instinktet og den intellektualiserede tyngdeenergi og inhumane følelse udløste total rædsel, død og undergang over to store millionbyers befolkninger? – Mænd, kvinder, børn, familie, venner og bekendte blev alle udslettet, eller overlevede med de mest forfærdelige pinsler, de mest hjerteskærende invaliditeter, uhelbredelige sår holdt i live af en permanent gnavende eller brændende radioaktivitet i de pågældende væseners organismer.

Det er ikke vanskeligt at se, at denne dyremennesketypen aldrig nogen sinde vil kunne skabe fred i verden. Der skal absolut en helt anden mennesketype til. Men denne anden mennesketype er allerede forlængst begyndt at vise sig. Den er ikke så talrig som djævletypen, der jo forekommer i et meget stort og overlegent flertal. Uden denne ny mennesketype ville djævle- eller krigsmennesket have skabt et ragnarok eller en dommedagsepoke, der ville have været endnu værre end den, menneskene nu befinder sig i. Der forekommer således tre mennesketyper inden for den jordiske menneskehed. De er ikke skarpt afgrænset fra hinanden. Djævlemennesket har jo udviklet sig fra naturmenneskestadiet, og mange er endnu i udvikling en mellemting mellem naturmenneske og djævlemenneske. Der er ligeledes mange, der forlængst i tidligere liv har passeret kulminationsstadiet af djævlebevidsthed, uden derfor at være helt færdige med denne bevidsthedstilstand. De udgør således en mellemting mellem djævlebevidsthed og det færdige "menneske i Guds billede", som vi må kalde "gudemennesket". – Når der er mennesker, der er blevet en mellemting mellem djævlebevidsthed og gudebevidsthed, skyldes dette, at der i deres bevidsthed, efter at de har oplevet virkningerne af en stor del af de lidelser, de som djævlebevidsthedsvæsener har udløst over for andre væsener, har udviklet sig en human evne. I samme grad, som væsenerne gennemgår lidelsesoplevelserne, udvikler den humane evne sig. Dette betyder, at væsenerne med denne evnes udvikling i mindre og mindre grad kan nænne at påføre andre væsener lidelser. Det er disse mennesker, i hvem denne humane evne er begyndt at gøre sig gældende i væremåden, der er fredsforkæmpere, er imod krig og oprustning, er imod tortur, lemlæstelse, mord og drab, er imod dødsstraf og naturligvis al brug af atomvåben, der ligefrem er sabotage og udslettelse, ja, imod al menneskelig udvikling, der strider imod selve Guddommens eller naturens eget store skaberværk. Det er fra disse menneskers humane tankeklima at iværksættelsen af al forsorg og hjælp til mennesker i nød stammer. Alle fredsbevægelser og fredsligaer, Nationernes Forbund og kampen for nedrustning er ligeledes fra den vordende virkelige mennesketype. Det, der adskiller mennesket af denne type fra krigs- eller djævlemennesket, er den ændrede sammensætning af dets mentale struktur. Det har naturligvis også lidt instinkt, det har også tyngde, men denne bliver nu, i forhold til det pågældende væsens humane evnes kapacitet, holdt i ave eller er forlængst blevet sat helt ud af spillet, så vrede, had eller bitterhed over for andre væsener ikke finder sted. Disse mere eller mindre i udvikling fremskredne mennesker forekommer naturligvis inden for både videnskab, politik, gejstlighed, kunstens verden, forretnings- og arbejderverdenen. Denne humane mennesketype vil efterhånden komme til at beherske verden, alt efter som djævletypens mennesker gennem krigen og lidelserne bliver humane eller fredsmennesker, hvilket her vil sige antikrigsmennesker og begyndende kristusmennesker.

Alle mennesker gennemgår denne forvandling. Men da krigstypemennesket endnu er i overvejende flertal og lever i den næsten urokkelige overtro, at krigen er nødvendig, er det altså den, der holder menneskehedens krigsskæbne i blomst. Men det kan ikke bebrejdes disse mennesker. De kan jo ikke gøre for, at deres bevidsthedsstruktur foreløbig, på grund af manglende human evne, er afskåret fra at kunne tænke og handle anderledes end netop i kraft af den kombination, deres mentale energier har i deres bevidsthed eller psyke på det udviklingstrin, de befinder sig. De evner og anlæg, de endnu ikke har fået udviklet, kan de selvfølgelig ikke handle efter. Der kræves altså tolerance, men det betyder naturligvis ikke, at man ikke må beskytte sig imod disse menneskers dyriske eller djævleagtige manifestationer eller væremåde. Men denne beskyttelse skal naturligvis ikke være i vrede med krig, had og hidsighed, således som tilfældet netop er med krigs- eller djævlemenneskets mentalitet.

Jordmenneskehedens skæbne bestemmes altså af dens tre mennesketypers særlige væremåde. Der er således natur- eller dyremenneskets væremåde, krigs- eller djævlemenneskets væremåde og det begyndende gudemenneskes væremåde. Jordmenneskehedens skæbne er altså en blanding af disse tre mennesketypers sammensmeltede væremåde. Men af disse tre menneskegruppers væremåde er krigs- eller djævlemenneskets den stærkeste, og så længe den er det, vil krigens blodbesudling og sabotage af menneskehedens tilværelse stadig holde den overtro i live, at denne djævlemenneskets væremåde er vejen eller det rette middel til afskaffelse af krig eller menneskehedens mørke dommedags- eller djævleepoke. Denne menneskehedens djævle- eller mørkeepoke er altså en ganske naturlig tilstand på de udviklingstrin, hvor dyremennesket bliver forvandlet til gudemenneske. Man forstår, at dyremennesket umuligt kan skabes om til gudemenneske med hverken atom- eller brintbomber, hævn eller had. Det er lige så umuligt for menneskene med magt at forandre denne menneskehedens skæbne, som at forandre solens bane i verdensrummet. Guddommen fører selv denne store skabelsesproces i form af naturen. Den forvandler dyremennesket til djævle- eller krigsmennesket, for at det derigennem kan få den humane evne udviklet, og i kraft af denne evne føres væsenet ud af djævlementaliteten og frem til gudemenneskementaliteten.

Kun gudemenneskementaliteten kan frelse verden. Var det ikke netop denne mentalitet Kristus åbenbarede på jorden? – Tilgav han ikke midt under sine lidelser på korset sine fjender, sine bødler denne deres djævlebevidsthed, i kraft af hvilken de havde påført ham en af de værste lidelses- og henrettelsesprocesser, der findes? – Havde han ikke netop lært sine disciple, at man skal tilgive sin næste ikke blot syv gange dagligt, men indtil halvfjerdsindstyve gange syv gange dagligt? – Havde han ikke også sagt: "Det I vil, at andre skal gøre imod jer, dette skal I også gøre imod dem"? – Vejen til freden er således dette at tilgive sine fjender, og er det ikke netop dette, der er vor mission at forklare i intellektualiseret form? – Det er således ikke nok, at man elsker og tilgiver sine venner. Det er tilgivelsen og kærligheden til dem, der ikke kan lide os, der er vejen til freden. Det menneske, der af hjertet kan gøre dette, vil snart begynde at opdage, at det har den fred i sit eget bryst, som hele verden hungrer og tørster efter. Det vil igennem sin begyndende intuition opleve denne guddommelige fred som Guds lysende ånd og kraft, og det vil opleve, hvordan denne Guds ånd og kraft igennem det selv befordrer verdensfreden videre og videre til de fredshungrende væsener, Gud stiller på dets vej. Således vil verdensfreden opstå i psyken hos ethvert menneske, der af hjertet kan tilgive sin næste. Der er absolut ingen anden vej. Hver gang De tilgiver Deres næste, er De med til at frelse verden. De er med i det tyvende århundredes verdensgenløsning, der er skabelsen af "Guds billede" på jorden.