Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/12 side 237
Spørg om kosmologi
 
Kønsskifte mellem inkarnationerne?
 
En læser i Norge skriver: I Kosmos nr. 7 1996 side 128 nævnes det i en artikel om tidligere liv og karma: "Ifølge Martinus har kvinder været kvinder i hele denne spiral". Er dette rigtigt? – Hvordan kan det være, at f.eks. en troværdig mandlig svensk forfatter bestemt mener at kunne huske, at han har været af kvindekøn i sit forrige liv? Fortæller han ikke sandheden, har han misforstået noget, eller er der andre årsager? Og han er jo ikke den eneste, der har tilsvarende mening om deres køn i tidligere liv.
Og i samme forbindelse: Hvordan kan man forklare de mange tilfælde, hvor man hører om mennesker, som har problemer og ønsker operationer for at skifte køn?
En anden læser i Rødovre stiller et tilsvarende spørgsmål: Hvordan går det til, at man igen og igen hører om folk, der har oplevet sig selv som værende henholdsvis kvinde og mand i tidligere inkarnationer? Fra Martinus ved vi, at det ikke er muligt at skifte køn inden for samme spiralkredsløb, og det ville jo også være ret ulogisk og dermed ukærligt, om dette kunne finde sted.
 
SVAR: Hos Martinus er der igen tvivl. I Livets Bog 5, stk. 1937 skriver Martinus direkte at: "Det er fejlagtigt at tro, at man fra det ene jordliv til det andet skiftevis kan være mand og kvinde. Begge manifestationer kræver en lang udviklingsepoke bag sig. Maskulinisme og feminisme er genialiteter, er organiske produkter baserede på opøvede talenter på samme måde som alle de øvrige livsfunktioner i væsenets organisme eller kropslige regioner. Ligesom man ikke kan skifte åndedrætssystem, fordøjelsessystem, hjertesystem etc. fra et liv til et andet, således kan man heller ikke på normal måde skifte seksuelle eller kønslige organer og dermed deres funktioner om til nye principielle udfoldelsesmetoder og anlæg". Og i samme bind af Livets Bog stk. 1650 skriver Martinus: "For hvert af de to køn gælder det altså, at de efter kulminationen af deres køn i kraft af deres begær skifter over til det modsatte køn. Denne skiften køn er dog ikke noget, væsenet kan gøre lige så hurtigt, som det skifter jordliv. Nævnte kønsskifte har sit eget kredsløb, der strækker sig over to spiralkredsløb. Hveranden gang, det levende væsen oplever at være individ i spiralkredsløbets dyrerige, er det et "hankønsvæsen" og hveranden gang et "hunkønsvæsen" og således fortsættende i al evighed."
Men som det fremgår af ovenstående, er det nødvendigt, at man sætter sig grundigt ind i, hvad Martinus overhovedet mener, når han taler om spiral kredsløbet i forbindelse med den seksuelle poludvikling. Man kan f.eks. gøre det ved at læse Det Evige Verdensbillede bind 4, hvor Martinus bl.a. forklarer symbolet "Polprincippets kosmiske kredsløb", symbol nr. 35. Her forklarer Martinus, at vi i vort inderste princip slet ikke er delt i to køn, men er dobbeltpolede væsener, der er i stand til at opleve livet helt og fuldt, mens vi i vores nuværende tilstand som en slags "halvvæsener" kun delvis er i stand til at opleve med vores modsatte pol.
Som det fremgår af nævnte symbol, er vi dobbeltpolede væsener gennem hele det millionårige spiralkredsløb, undtagen i vores passage af dyreriget, hvor vi er opdelt i "han" og "hun". På sin karakteristiske måde skriver Martinus om dette (side 36): "Enpoletheden og dermed mørkets skabelse er så at sige kun en kortvarig fornyelsesproces af væsenets livsoplevelses- og manifestations evne. "Det kan godt være, at vi ikke just føler denne smertefulde periode som kortvarig – men set i det kosmiske perspektiv må vi give Martinus ret.
I det hele taget er Martinus' forklaring uhyre logisk. Hvordan skulle jeg, der er en mand, dog fra den ene inkarnation til den næste skaffe mig evner og talenter til at opbygge noget så kompliceret som en kvindekrop – for ikke at tale om en tilsvarende feminin mentalitet.
Men når man har sat sig grundigt ind i Martinus' logiske forklaring på polprincippet, som jo behandles mange steder i Det Tredie Testamente, så kommer det næste spørgsmål: Hvordan kan det være, at så mange pålidelige mennesker ved hypnotisk regression hævder at kunne huske, at de i tidligere liv har været af det modsatte køn? I dette tilfælde kunne det være fristende at stille et modspørgsmål: Hvordan kan det være, at man så ukritisk og ulogisk går ud fra, at man altid ved, hvem eller hvad man kommer i forbindelse med, når man via f.eks. hypnose, spiritisme eller på anden måde søger kontakt med den åndelige verden? Læs f.eks. Martinus' forklaring til symbol nr. 21 i Det Evige Verdensbillede bind 2, hvor han på side 160 netop taler om "hadefulde og forvirrede ånder fra skærsildssfæren, der søger forbindelse med det fysiske plan... Det er meget vanskeligt for det fysiske menneske at kunne kontrollere de udsagn, sådanne ånder får lejlighed til at udtale". Læg mærke til, at Martinus absolut ikke siger, at disse udsagn altid er forkerte – det er blot ikke muligt for os at vide hvornår. Det vil nok føre for vidt at behandle dette emne mere indgående her, men læsere, der er interesserede i det, kan på Instituttet købe Kosmos nr. 4 1992, hvor Svend Aage Rossen har skrevet en glimrende artikel "Mand eller kvinde i tidligere liv".
Tilbage er så spørgsmålet om de mennesker, der ønsker at skifte køn ved operation. I den vældige omskabelsesproces, som polforvandlingen fra mand-kvinde til dobbeltpolede "helvæsener" er det naturligt, at der er utallige vildveje. Martinus behandler dem indgående i femte bind af Livets Bog, hvor han f.eks. i stk. 1851 og fremefter med stor medfølelse og tolerance fortæller om mænd, der er alt for feminine og kvinder, der er alt for maskuline i deres daglige fremtræden. Efter min personlige mening er det ikke usandsynligt, at der vil forekomme flere og flere ønsker fra ulykkelige mennesker om at skifte køn ved operation, efterhånden som vi kommer længere og længere frem i polforvandlingens epoke. Selve begrebet kønsskifteoperation nævner Martinus dog ikke.
Hans Wittendorff