Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

(del 3:3)

 

Ganske flygtigt i forrige artikel kom vi ind på Martinus barndomshjem "Moskildvad".

Husmandsstedet ligger lidt vest for Sindal by, og det dannede rammen om Martinus fysiske udfoldelser de første 15 år af hans liv.

Bygningen er et såkaldt langstrakt højremshus med valmgavl, dvs. skrånende tag i enderne. Selve højremskonstruktionen skabte et ekstra rum ud til ydervæggen, det såkaldte udskud, der anvendtes til opbevaring af forråd. Samme konstruktion gav bygningen en lang, lav længe, som Martinus to "brødre" kælkede ned ad om vinteren, når forældrene ikke var hjemme.

Selve navnet "Moskildvad" er kogt sammen af tre ingredienser, nemlig mose (Oremose, hvor man gravede tørv), kilde (hvorfra Martinus hentede drikkevand) samt vadested (da en bro fandtes til højre for enden af haven).

 

 

Martinus plejefar var en yngre halvbror til hans mor og hed Jens Christian Frederiksen. Han var født i Sindal den 10.1.1853 og blev senere gift med Kirstine Andersdatter, født den 5.6.1845 i Tolne. De fik 11 børn sammen, hvoraf de 9 var kommet ud at tjene, da Martinus blev født. Derudover adopterede familien pigen Frida, da Martinus var 9 år.

Martinus plejeforældre har – nok stik mod sædvanen i datidens opdragelse – aldrig slået ham. Dog troede Martinus som lille, at gården Christianshede, hvor hans mor arbejdede, var et frygteligt sted, da plejemoderen truede med at sende ham derop, hvis han var uartig.

Plejefaderen arbejdede som vejmand om sommeren og som skovhugger i Slotved skov om vinteren.

Samme skov dannede om sommeren den grønne ramme om Indre Missions landsmøde, hvilket Martinus husker som en af barndommens større oplevelser, når det festklædte optog kom forbi hjemmet.

Vendsyssel har tilsyneladende været et godt modtageligt organ for makrokosmiske impulser af åndelig, religiøs karakter, da det var her, at virkningen af den i 1849 grundlovssikrede ret til sekters fri forkyndelse af deres lære slog stærkere igennem end i nogen anden landsdel.

 

 

Efter kort og sparsom skolegang og diverse jobs inden for landvæsenet forlod Martinus for alvor Sindal i januar 1908, hvor han fik arbejde på Høgholt Mejeri.

På mejeriet blev bestyrerens søn så alvorligt skoldet, at den tilkaldte læge erklærede, at drengens liv ikke stod til at redde. Martinus spurgte forældrene, om han måtte prøve at hjælpe barnet, hvilket de straks sagde ja til. Han var derefter alene med drengen i en halv time – og da han kom ud fra værelset, sad drengen op i sengen og bad om at få noget at spise. Martinus forlod mejeriet samme aften, da han ikke ønskede, der skulle opstå rygter omkring hans person og evner.

Han fik herefter arbejde på Lønstrup Mejeri frem til november 1908, hvilket var hans sidste arbejdsplads i Vendsyssel.

Hans plejefar døde den 24.1.1920, og samme år solgte konen "Moskildvad" og flyttede ind hos sin adoptivdatter, hvor hun boede til sin død den 26.2.1925.

Den 11.8.1954 købte Sam Zinglersen "Moskildvad" af husmand Harald Larsen, da Martinus også syntes, det var en god idé at bevare stedet for eftertiden som et vidnesbyrd om, under hvilke forhold han var vokset op.

 

 

I 1990 blev huset genopført, som det stod i 1890 og indrettet til museum. På Martinus 100-års dag blev museet indviet, og "selvfølgelig" faldt uret ned fra væggen, som det havde gjort præcis 100 år tidligere ved hans fødsel.

Vi er nu nået til vejs ende i en del af kortlægningen af Sindalegnens og Martinus lokalhistoriske DNA-kodes opbygning og forgrening. Der kunne trækkes flere perspektiver, og detaljer uddybes, men man kan jo selv fortsætte udgravningen af brikker til sagens historiske puslespil, hvis man måtte finde fornøjelse i dette arbejde.

Kilder:
Sindalegnens lokalhistoriske forening, bind 1, 2 og 4.
Sindal Sogns Historie af Chr. Munk Rømer.
Det yderste Jylland – Turistårbogen 1978.
Viborg Landsarkiv.
Ørnbøl Arkivet, Hjørring.
Strukturen.
Martinus, som vi husker ham.
Martinus Erindringer.
Zinglersens foto arkiv.