Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Julestjernen hedder Martinus' artikel i dette nummer af bladet. Og på næste side lyser den netop. Julestjernen. Den var som bekendt ledestjerne for de tre vise mænd fra østerland, da de skulle ud og finde det lille Jesusbarn. De fandt ham svøbt i en krybbe i Bethlehem, og så startede den lange fortælling, som Martinus nu har givet sit bidrag til med alle sine mange bøger. Her kan enhver søge sandheden i den form, der passer ham eller hende. "Tag hvad du kan bruge og lad resten ligge," sagde Martinus. Nogen kan bruge ganske lidt og leve på det. Andre må have det hele med og helmer næsten ikke, før alt er læst. Men som ledestjerne for håbet om at finde "sandheden" skinner stadig det samme lys som for 2000 år siden: Julestjernen!

I Livets Bog 6, stk. 2146 skriver Martinus om os mennesker: "Hinsides alle bevidste mørke overflader og undergrunde i dets mentalitet vibrerer den evige sandhed som en lille håbets stjerne. Den vil aldrig holde op med at lyse, før dens lys er blevet ét med det evige livs vældige flamme og den som udødelighed og kærlighed er blevet til kendsgerning og virkelighed i væsenets vågne, fysiske dagsbevidsthed."

Martinus bruger her ordet "sandhed". Det ord fylder mig altid med en vis skræk. For jeg har set det blive brugt og misbrugt i mange sammenhænge. Også i forbindelse med Martinus, dvs. når andre tager ham til indtægt for deres opfattelse af et eller andet. Sandheden er for Martinus ikke noget, der kan bevises. Den er ikke et bevis, men et sprog, som skaber ny forståelse. Og sådan har det altid været. Newton opdagede ikke en lov, der længe havde været hemmeligholdt som løsningen på en rebus, men han grundlagde et menneskeligt sprog, der på samme tid kunne udtrykke æblets fald på græsplænen og solens gang mellem stjernerne. Sandheden var for ham som for Martinus et sprog, der forenkler vore begreber og viser os sammenhænge, vi ikke før har kunnet finde ord for.

Og Julestjernen, håbets stjerne, hvor kommer så den ind? Den kommer ind som ledestjernen. Den er det samme som alt det, et barn ved, men senere glemmer, når det bliver voksent. Det er alt det, et menneske hele livet igennem skal stræbe efter at huske. Julestjernen er erindringen om den første stjerne, som Gud tændte på den første himmel. Den er den første sol og det første forår. Og specielt i vor kulturkreds: Det første juletræ!

Det har nok noget med kristendom at gøre, men også med alle andre humane religioner. Det er alle menneskers lønligste håb over hele kloden. Det er så stærkt, at det får dem til at bekrige hinanden. Men hvorfor? Det fortæller Martinus i sin artikel. Det er hans julegave til menneskene. Han får den 2000 år gamle julestjerne til at blusse op som en ny ledestjerne, der kan forene mennesker over hele kloden. Han giver dem et fælles sprog og skaber dermed en fælles forståelse og bevidsthed på tværs af alle religioner og nationaliteter. Det handler om udødelighed og kærlighed. Var det ikke det, englene sang om til hyrderne på marken? Glædelig jul!