Kosmos 1996/11 side 217
Konfliktløsning og ikke-voldsprincippet.
Tibets religiøse og verdslige overhoved, Dalai Lama, har pga. Kinas besættelse af landet levet i eksil i Indien siden 1959. Han er fortaler for fred og humanistiske værdier og har i sin kamp for et frit Tibet haft Martin Luther King og Mahatma Gandhi som forbilleder. De var begge mænd, som talte ikke-voldens sag, ud fra henholdsvis kristendommen og hinduismen. Hans respekt og tolerance for alle mennesker og deres religioner åbner for dialog på mange planer, og ligeledes er hans evne til samarbejde på tværs af politik og religion et fint eksempel på fordomsfri konfliktløsning. Dalai Lama giver udtryk for sin bekymring om tidens verdensomfattende moralske krise og opfordrer humanister og troende til at hjælpe med til at gøre verden mere medfølende, retfærdig og jævnbyrdig.
Under en Tibethøring i København i forsommeren 1996 gav Dalai Lama ofte udtryk for den fundamentale værdi i den uegennyttige kærlighed. Men trods for at Dalai Lama har levet i eksil i 37 år og har en grundlæggende tro på ikke-voldsprincippet, er Tibet stadig et besat land, og den tibetanske kultur er i fare for helt at forsvinde. Det virkede derfor stærkt, at Dalai Lama efter en høring på Christiansborg gik ned til den eneste kinesiske repræsentant, gav ham hånden og et knus, som udtryk for et ægte ønske om forsoning.
Fred og ejendomsret?
Ifølge buddhistisk filosofi er de fleste af vore vanskeligheder vores lidenskabelige tilknytning til ting, som vi fejlagtigt opfatter som varige størrelser. Jagten på vores ønskers og bindingers mål medfører brug af aggression og konkurrencementalitet, som vi antager for at være virkningsfulde redskaber. Disse mentale processer bliver let omsat til handlinger med krigsførelse som resultat. Med tilknytning til kosmologien er det et interessant synspunkt, at vejen til fred er at opgive ejendomsretten.
Dybest set ejer mennesket ikke noget ud over sit eget jeg og evige evne til at opleve livet. De virkelige værdier er vore kosmiske evner og anlæg som, når de bliver fuldkomne, er den "ejendomsbesiddelse", som bliver til glæde og velsignelse for det enkelte individ og alle levende væsener. I forhold til Tibets fremtid bliver spørgsmålet, om den konsekvente opgivelse af ejendomsretten vil medføre en kulturs undergang. Vi vil alle med tiden blive verdensborgere og opgive vores nationalitet på en gradvis og naturlig måde. At påtvinge andre national identitet er et udtryk for dyrisk mentalitet, og mangel på respekt for kulturel forskellighed. Lad os håbe, at Dalai Lamas ikke-volds strategi vil lykkes, og at Tibet og Kinas folk i fremtiden vil kunne leve sammen i fred og gensidig respekt.
Eigil Kristensen
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige