Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Kommer hjem efter en rejse til huset hvor jeg bor. Har haft varmen på vågeblus, og da jeg kommer ind, er der hundekoldt. Skruer straks op for varmen og beholder det meste af overtøjet på. Forbereder mig på igen at gøre det velbekendte og lade hjemmehyggen spredes i takt med den tiltagende stuevarme. Men det varer ikke længe, før jeg opdager, at det hele ikke er som det skal være. Jeg har ikke noget vand! Intet drikkevand eller badevand. Ingen mulighed for at vaske op eller vaske tøj og uden toilet! Hvorfor skal tilværelsen nu modarbejde mig på den her måde?

Alting viser sig, at det bliver meget mere besværligt, end jeg havde forestillet mig. Over til naboerne. Får gode råd og låner udstyr til at varme pumpe og rør op med. Et held, at de i det mindste er flinke, når verden nu griner hånligt ad mig. Men det er ikke let at ordne det her. Det er, som om huset har følt sig forladt og er blevet grundigt fornærmet, mens jeg har resideret andetsteds. Nu nægter det pure at stå til rådighed for mig.

Vandet kom dog to dage senere. Først hostende og spruttende, som det plejer når systemet har været ude af funktion. Men bagefter klart løbende – varmt såvel som koldt. Og selvfølgelig overstrømmes også jeg af taknemmelighed over, at kunne åbne for en hane og lade vandet løbe. Hvorfor ikke tage bad to gange samme morgen?

Jeg kommer til at tænke på et radioprogram om en kvinde fra Ex-Jugoslavien, der fortalte om sit syn på lykke. Før krigen kunne hun føle sig ulykkelig over ting som, at naboen havde en flottere bil, et større hus o.l. Men under krigen blev hendes syn på lykke ændret radikalt. For hende var følelsen af lykke nu netop sådanne enkle ting som at have tag over hovedet, mad i spisekammeret, et komfur der virker ... og sidst, men ikke mindst at kunne åbne en hane og få rent vand – "det er lykke," sagde hun med varme og et eftertryk, der ikke var til at tage fejl af. Og jeg er tilbøjelig til at holde med hende – blot efter den erfaring, jeg selv gjorde.

Men jeg fortsætter min "tankerejse". I Martinus publicerede artikel om mikrokosmos for nylig fortælles om, hvilken umådelig hjælp vi får fra vore medvæsener i mikrokosmos, der gennem sine individuelle livsindsatser kan opretholde vor organisme og dermed gøre det muligt for os at opleve livet. Blot det at have en anelse om, hvordan vore organer, vore celler og myriader af endnu mindre livsenheder, sammen gør det muligt for os at trække vejret, leve og eksistere, det er sandelig en svimlende oplevelse. Men samtidig er det jo denne indsigt der skal mane os til ydmyghed over for livets underværker og vække en inderlig længsel efter at give disse væsener den aller fineste takkegave vi kan give: et livsmiljø, der udstråler kærlighed og omtanke, fysisk og mental helse til disse væsener.

 

 

Gennem mikrokosmos får vi hjælp og "betjening" af en mængde væsener, der færdes hinsides vort virkelige fornemmelsesområde. Martinus viser her, at "sygdommene" bl. a. har det formål at rette vor opmærksomhed netop mod de mikrokosmiske områder, vi tidligere har negligeret, så vi kan begynde at rette en bevidst kærlighed og omtanke også mod disse områder. "Sundheden er tavs" siges det jo – og så længe sundheden er i orden, er det let at tro, at man er usårlig og kan behandle sin organisme efter forgodtbefindende. Men når nogen af de myriader af livsenheder der betjener os pludselig begynder at gøre knuder, så forstår man med det samme, hvor meget man egentlig har at være taknemmelig for. Alt det tænkte man jo ikke så meget på, så længe det fungerede som det skulle.

Jeg tror egentlig, at det samme gælder for vort mellemkosmos! Hvor mange funktioner og væsener er det ikke der betjener mig hver dag, til trods for at jeg sjældent skænker dem en tanke? Og hvor mange af disse væsener og funktioner er det ikke, der ligger uden for mit direkte fornemmelsesområde? Hvem var det, der bagte brødet jeg spiste til morgen, hvem har syet tøjet, jeg har på, og hvem byggede huset, der beskytter mig mod kulden derude? Anonyme, ukendte hjælpere i mit mellemkosmos vil jeg mene. Hvem såede og høstede hveden, hvem bragte materialerne til tøjet og huset? Andre usynlige hjælpere. Ganske vist kan man hævde, at meget af det fremstilledes ved hjælp af maskiner – men hvem var det, der konstruerede og hvem var det, der fabrikerede disse maskiner? Igen andre usynlige hjælpere.

Hvor mange er ikke de hjælpende hænder der sørger for, at lampen tændes, når jeg trykker på kontakten? – Eller det at telefonen fungerer, når jeg løfter røret, så jeg på den måde kan tale med hvem jeg vil, uden at behøve at forlade rummet. Når jeg tænder radioen strømmer musik og information ind til mig fra alle verdenshjørner. Noget som tusinde og atter tusinde mennesker har arbejdet på at fremstille. Hvor mange af disse mennesker kender jeg? Hvor mange har jeg mulighed for at tage i hånden og takke? Atter igen en mængde hjælpende hænder, langt uden for mit fornemmelsesområde, der bringer lyse nuancer i min egen livsoplevelse.

Ja, findes der egentlig noget her i mit rum, som ikke noget ukendt menneske, nogen ukendt hjælper har haft i hånden. Og mange af disse ting i rummet har været igennem lange fremstillingsprocesser. De har vandret fra hånd til hånd i lange kæder for til sidst at havne her hos mig og dermed på en eller anden måde gavne og glæde min tilværelse. Men alle disse ukendte mennesker skænker jeg som regel lige så få tanker, som jeg gør husets vandforsyning. Hvad der var interessant for mig, var kun hanen, vandet strømmede ud af. Hele det øvrige system, der er en forudsætning for at vandet kan strømme, er jo bekvemt skjult i husets vægge og under jorden.

På samme måde skabes jo hele forudsætningen for min livsoplevelse, langt uden for min egen synshorisont, af ukendte væsener og hjælpere, mennesker, dyr, planter, mineraler og åndelige væsener. Heldigvis opvejes dette princip jo af, at jeg selv med min egen eksistens tilbagegiver en tilsvarende mængde til en tilsvarende mængde ukendte væsener dér ude i den store verden. Men lige så svimlende mine tanker virker omkring den mikrokosmiske verden, lige så svimlende er de omkring den mellemkosmiske verden, der breder sig langt ud over mit eget synsfelt, og som dermed bliver til et gigantisk makrokosmos. Også denne tanke maner i aller højeste grad til ydmyghed over for livets storhed og en inderlig længsel efter at bringe harmoni i alle livets forhold.

Til sidst hjem igen efter denne rejse i tankens behagelige og glitrende sfærer. Tilbage til her og nu og det liv, jeg er sat til at fungere i. Den praktiske side af mig selv, der sørgede for at vandet kom igen, må nok indrømme, at det ind imellem kan være en fordel at vandet strejker, så man får en grund til at tænke lidt. Men samtidig er man inderligt taknemmelig, hvis det løber igen næste gang.
 

Oversættelse: BA