Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/10 side 198
Spørg om kosmologi
 
Syg af at blive vegetar?
 
En læser spørger:
Kan det have indflydelse på ens organisme og mikroorganismer, når man prøver at ændre gamle tanke- og handlemønstre – til f.eks. vegetarisme, mere tolerance, tilgivelse af "gamle fjender", ikke ihjelslå generende insekter og planter etc. Kan man ligefrem blive syg af det (muskel- og ledsmerter, forkølelse, influenza og lignende).
 
SVAR: Ifølge kosmologien er alt liv og hele universets struktur baseret på livsenhedsprincippet (levende væsener inden i levende væsener). Det vil sige, at uanset om vi er dyr, mennesker, kloder, stjernesystemer eller atomer, er vi alle levende væsener og består af andre levende organismer, f.eks. består vi af organer, celler, molekyler, atomer og endnu mindre partikler.
Med hensyn til dit spørgsmål om hvad der sker, når vi ændrer tanke- og handlemønstre, gør der sig det gældende, at de tanker og den føde, vi indtager, danner grobund for inkarnation af mikroliv i vores fysiske organisme og åndelige legemer. Vi tiltrækker på den måde et mikroliv i forhold til vor tænkning og ernæring. Kvaliteten af vores mikroliv er således et udtryk for vores bevidsthed og dermed udviklingstrin. Når mennesket bliver mere humant, tænker og handler mere kærligt, spiser sundere osv. bliver mikrolivet dermed også mere forfinet. De spørger, om man ligefrem kan blive syg af at ændre tanke- og handlemønstre i en mere human retning? I princippet bliver man ikke syg af at tænke positivt og spise vegetarisk, tværtimod vil mennesket få mere livskraft, blive sundere og meget lykkeligere af en sådan levevis. Der kan dog i forbindelse med overgangen til vegetarisk kost opstå mindre gener hos nogle mennesker, hvis overgangen bliver for hurtig i forhold til den gamle animalske kost. I bogen Den ideelle føde forklarer Martinus om ernæringsspørgsmålet og anbefaler enkle retter bestående af kogte grøntsager og frugt.
I forhold til spørgsmålet om en mere tolerant tænkning kan blive årsag til sygdomme, vil svaret være, at der ikke opstår nogle problemer, da positiv tænkning virker belivende på krop og sjæl. Hvis der skulle opstår gener, vil det sikkert være på grund af en forceret og kunstig væremåde. Det handler om at være i naturlig kontakt med det udviklingstrin, man befinder sig på. Alle former for forceringer skaber ubalancer både i psyken, kroppen og mikrolivet.
Set i et stort perspektiv befinder vi os i en udvikling fra dyr til menneske, hvor der sker en gradvis forædling af psyken og dermed en konstant udskiftning af mikrolivet. Foregår udviklingen harmonisk vil vi opleve et stigende velvære i vores krop og psyke.
Jeg vil slutte af med et sammendrag fra Livets Bog 6 stk. 2134, hvor Martinus blandt andet skriver: For helt at kunne fjerne sygdomme og deres inderste årsag skal vi nå til kendskab om sjælelivet i vores kropslige mikrokosmos og dettes forbindelse med vor egen tankevibration og psykiske indstilling. Uden dette kendskab vil alle sygdommes dybeste årsag ikke kunne bekæmpes (sammendrag).
Litteratur:
Den ideelle føde
Livets Bog 6
Eigil Kristensen