Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som bestyrer af Martinus barndomshjem er den lokalhistoriske genarkæolog kommet op i mig. Jeg vil derfor i denne og i to kommende artikler forsøge at samle de fremgravede brikker til et samlet billede af de historiske sammenhænge og personer omkring Martinus barndom og opvækst i Sindal – men først et spørgsmål.

Hvordan overlever en nyindsat københavnsk celle en transplantation til det organ i Nordjyllands organisme, der kaldes Sindal? Risikoen for at blive udstødt af det nye cellesamfund pga. afvigende adfærd og mentalitet er jo velkendt.

 

 

Løsningen var i dette tilfælde at blive bedste venner med et lokalt celleægtepar, hvis passionerede hobby var at gå på jagt. For som en "vis gudesøn", implanteret netop i Sindal fra en højere verden, sagde: "Så gør det ikke så meget, man er uenige om analyserne. Det er meget vigtigere, at man er venner". Indpodningen af nævnte bevidsthedsholdning har da netop også medført en god, varm og smertefri integration i lokalorganet.

 

 

Som udefra kommende og arbejdende celle, åbent og oplysende informerende om lokalorganets verdenskendte bysbarn, der fødtes under ydmyge kår for 106 år siden, da lokalorganet kun var officielt 19 år gammelt, som følge af befrugtningen af en jernbane med tilhørende station, så virker det uhyre interessant at udforske det nye, fremmede lokalstofs DNA. Selve DNA-koden kaldes lokalhistorisk arkiv, som rummer de indsamlede informationer og data om egnens og byens opbygning og udvikling.

For at øjne en start på nævnte udvikling kan vi gå et mikroskopisk skridt tilbage i evigheden, dvs. en 15000 år til det tidspunkt, hvor jordkloden betænkningsfuldt påbegyndte udformningen af Danmarks næststørste ø-organ, Vendsyssel.

Værktøjet var gletschere og smeltevand, og samarbejdet mellem det faste og flydende stof skabte de aflejringer, vi i dag kalder morænebakker og under ét omtaler som den Jyske Ås.

I senglacialtiden blev Vendsyssel atter oversvømmet af et arktisk hav kaldet Yoldiahavet. I postglacialtiden blev landhævningen atter førende, og parktundra begyndte at vokse frem. Dyr, specielt rener, og jordmennesker fulgte i dets grønne kølvand.

Omkring år 8300 f.Kr. fik kloden lidt "feber" de næste 2000 år frem, og temperaturstigningen bevirkede en ændring i vegetationen fra parktundra til sammenhængende skovområder, hvilket nu gav gode livsbetingelser for bl.a. urokse, elg, kronhjort og vildsvin, hvilket igen gav grundlag for en større befolkning.

I takt med temperaturstigningen steg også vandspejlet, og Vendsyssel skrumpede atter ind under det såkaldte Littorinahavs vælde.

 

 

Fra omkring år 4200 f.Kr. begyndte lokalcellerne at sætte landbruget i højsædet fremfor jagt og fiskeri.

Med landbruget som afsæt og rød tråd i "DNA-koden" kan vi her foretage et kvantespring frem i tiden til år 1419 e.Kr. Her støder vi for første gang på navnet Sindal.

Skrivemåden dengang var "Syndale", og det stammer fra det oldnordiske ord sunnudalr (af sunna: sol), hvilket betyder solens dal.

Går vi yderligere en 40 år frem i tiden til omkring 1460, kan vi læse, hvordan Anders Nielsen Banner afgiftsfrit forlener sin gård "Voen" bort til Hans Bagge. "Og hva' så?" kunne man her spørge. Jo, "Voen" eller "Vorn" hed i oldsproget "Orn" og betød skov. Da betydningen imidlertid gik i glemme, har man ud fra dialektens udtale af "Voen" søgt en forklaring, hvorved skrivemåden er ændret til "Vogn". Gården "Voen" hedder derfor i dag "Baggesvogn".

Og her ringer der måske en klokke for nogle. For ikke alene arbejdede Martinus officielle far, Mikael Christian Christiansen Thomsen, som karl på Baggesvogn, men Martinus selv var også i smedelære dér som 14-årig i marts 1905 – omend det var en kort karriere. Desuden er Christianshede, hvor Martinus mor arbejdede, en udflyttergård fra Baggesvogn, så vi har altså her fået fat i en tråd, der kan trevle de historiske omstændigheder op omkring Martinus barndom.

Desværre viser den groft skitserede køreplan, at vores strejftog i tiden ikke kører længere, da vi er løbet tør for spalteplads. Frisk papir i næste nummer skulle dog gerne sikre, at vi kan køre videre ad samme spor frem til Martinus barndom og de personer, der knytter sig hertil.

Fortsættes i næste nummer