Kosmos 1996/10 side 183
Sand kristendom
af Martinus
Denne artikel er efter et manuskript, som Martinus skrev som forberedelse til et foredrag i Instituttets foredragssal mandag den 29. oktober 1969. Han brugte dog normalt ikke manuskript under foredraget. Den oprindelige titel er "Kristendom", men fordi der er flere foredrag med den titel, er den ændret til "Sand kristendom". Mindre sproglige rettelser, afsnitsinddeling og stykoverskrifter: Ole Therkelsen. Artiklen er godkendt af Rådet og ikke tidligere bragt i Kosmos.
En sandhedsåbenbaring af den guddommelige væremåde
Hvad forstår man ved kristendommen? – Kristendommen er en sandhedsåbenbaring manifesteret i ord og gerninger af verdensgenløseren Jesus Kristus.
Når disse ord og gerninger er udtrykt som en sandhedsåbenbaring, er det fordi de viser den i den guddommelige verdensplan udtrykte væremåde, der udelukkende kun kan føre mennesket frem til den allerhøjeste form for livsoplevelse, hvilket vil sige: en livsoplevelsestilstand i hvilken der absolut ikke forekommer nogen som helst lidelse. Der vil således i denne livsoplevelsestilstand ikke forekomme nogen som helst form for krig, intolerance, egoisme, havesyge, misundelse, jalousi, bagtalelse, brødnid, bedrageri, uærlighed eller røveri, ligesom der heller ikke vil forekomme nogen som helst form for sygdom, legemlige eller sjælelige læsioner. Der vil kun eksistere den allerhøjeste livslykke, nemlig dette at leve i en total eller hundred procents kærlighedskontakt med sine medmennesker og andre levende væsener.
Guds rige
En hundred procents kærlighedskontakt med andre væsener er det samme som at elske sin næste som sig selv og på samme måde blive elsket af ham. Dette er altså "al lovens fylde", hvilket vil sige, at det er opfyldelsen af det guddommelige mål i verdensplanen, der igen er det samme som "mennesket i Guds billede". Det er ikke vanskeligt at forstå, at en verden af sådanne væsener kun kan udgøre det absolutte "Guds rige".
Naturligvis eksisterer også alle andre levende væsener inden for Guddommens område, selv om de endnu ikke er nået frem til det førnævnte færdige stadium. De må derfor leve i ufuldkommenhed med gener og besværligheder, krige og lidelser i samme forhold, som de ikke er færdigudviklede og derfor ikke har den næstekærlighed, der udelukkende er en garanti for oplevelsen af Guds rige eller de færdigudviklede væseners livssfære eller tilværelsesplan.
Verdensgenløserne er ældre brødre i udviklingen
Almengældende for den jordiske menneskeheds individer er, at de endnu ikke er færdigudviklede mennesker. De kan endnu ikke ved egen hjælp se eller forstå den næstekærlighedens væremåde, der er livets mening og mål. Derfor må de af og til have hjælp fra Forsynet for at få forklaret og blive ledet ind i den rigtige væremådes baner og veje. En sådan hjælp for menneskeheden er de store verdensgenløsere, der alle er væsener, der er forud for de jordiske mennesker. I udvikling udgør de således ældre brødre til de jordiske mennesker, og den af dem åbenbarede visdom er endnu den dag i dag i form af de store verdensreligioner den styrende og bærende åndelige kraft for millioner af jordens mennesker. Af disse religioner er kristendommen, der har fået navn efter ophavet, Jesus Kristus, blevet den førende for Vestens nationer.
Bebudelsen af "talsmanden, den hellige ånd"
At denne forkyndelse, som åbenbaredes igennem Kristus, ikke ville blive den sidste, men at menneskene endnu engang måtte hjælpes af Forsynet for at nå frem til det færdige mål, det af Gud bestemte "menneske i hans billede efter hans lignelse", blev jo bebudet af Kristus selv, da han sagde: "Jeg har endnu meget at sige jer; men I kan ikke bære det nu." – "Men talsmanden, den Helligånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alle ting og minde om alle ting, som jeg har sagt jer."
Hedenskab i kristendommen
Kristus vidste, at menneskene endnu var så ufærdige, at de ikke foreløbig kunne få den absolut rette forståelse af den virkelige sandhed. Han var klar over, at når han var væk, ville mange af de ufærdige naturer i menneskene bringe dem til at misforstå og udlægge hans rene lære, så den passede ind i deres hedenske sindelag. Derved blev den jo mindre udtryk for kristendom og i tilsvarende grad udtryk for hedenskab eller væsenernes ufærdige natur, hvilket vil sige den dræbende og krigsbefordrende natur, altså den fra dyreriget nedarvede natur, hvis princip er dette: "enhver er sig selv nærmest".
Den rene kristusnatur er jo det modsatte princip, "enhver er sin næste nærmest", og dette princip må absolut blive det herskende, hvis mennesket skal komme til at fremtræde som "mennesket i Guds billede efter hans lignelse" og dermed opfylde det guddommelige mål. Kun dette princips opfyldelse kan udgøre den sande kristendom.
Var det ikke netop dette princip verdensgenløseren indprentede sine disciple med ordene: "Du skal elske Herren din Gud med hele dit hjerte og med hele din sjæl og med hele dit sind" og "Du skal elske din næste som dig selv". – Og var det ikke netop dette, der var lovens fylde?
Den fuldkomne væremåde demonstreret ved korsfæstelsen
At denne fuldkomne væremåde og livstilstand blev praktiseret af Kristus selv blev på urokkelig måde stadfæstet på korset, hvor han siger: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". Findes der nogen større kærlighed end at kunne tilgive sine bødler eller dem, der piner en til døde, og ønske for dem, at de ikke må komme til at lide for den korsfæstelse eller lemlæstelse, de har påført én? – Her ser vi den absolutte sande kristendom, den absolutte og eneste vej til himlen, til opfyldelsen af det guddommelige mål.
Kristus blev således modellen, efter hvilken det kristne menneske udelukkende kan skabes. Det menneske, der ikke kan tage en "korsfæstelse", ikke kan tilgive sin næste, uanset hvad denne så end har gjort imod en, står stille på vejen til himlen, til lyset, til oplevelsen af Gud. Denne absolutte kristendom blev således praktiseret hundrede procent af verdensgenløseren Kristus, og derfor har hans væremåde og forkyndelse fået navnet "kristendom".
Selv om han kun havde tre år til sin forkyndelse og demonstration af den fuldkomne væremåde, så blev den evige sandhed og dermed livets største facitter nedplantet i jordens åndelige atmosfære og i et vist antal menneskers kød og blod.
De første kristne gik i Jesu fodspor
Vi ser, hvordan de første kristne fuldstændig gik i hans fodspor. Af hans tolv apostle blev de elleve henrettet. Nogle blev endog korsfæstet med hovedet nedad. Viser historien ikke også, hvordan de første kristne ikke veg tilbage fra at lade sig kaste for de vilde dyr, hellere end at fornægte deres af Kristus givne opfattelse af den evige sandhed og den heraf følgende væremåde? Uden denne vandring i Kristi fodspor med livet som indsats ville der ikke i dag have været nogen kristendom. Verden skylder ikke blot Jesus Kristus, men i høj grad også de første kristne stor tak, fordi de således med deres blod og liv stadfæstede kristendommens kerne i menneskehedens dyriske eller hedenske mentalitet. I kraft af denne urokkelige indsats overvandt den første kristendom hedenske konger og kejsere og blev således accepteret af myndighederne, blev herskende statsreligion.
Hedenske traditioner besmitter kristendommen
Der blev bygget kirker, hvoraf mange blev rene luksuspaladser udstyret med altre og kostbare billeder og skulpturer og mange andre kunstarter. Traditionerne med adel og borger besmittede kristendommen, så der også her opstod fyrstevælde med rang, titler og ordener og paladsboliger for de højeststående kirkelige fyrster. Disse fyrster veg ikke tilbage for de traditionelle konger og fyrster med hensyn til iklædning af purpur og guld og med krone og scepter. Disse kirkelige fyrster havde en overgang en næsten uindskrænket magt, der var endnu større end den almindelige kongelige magt. De kunne i givne tilfælde idømme disse straf og "lyse dem i band". De kunne sælge "syndernes forladelse", både for synder man havde begået, og for synder man i fremtiden eventuelt ville begå!
Intolerance, inkvisition og drab i Jesu navn
Hvad førte denne magt ikke til i form af inkvisitionen og den heraf følgende rædsel og pinsel til døde for mange mennesker? – Ja, man gik endog så vidt, at man velsignede krigen og erobrede Det hellige Land ved sværd, mord og drab. De kristne stater blev efterhånden verdens bedste krigsfolk. De overfaldt og erobrede andre folk og stater og undertrykte og udnyttede disse folk til egen fordel, altsammen i Jesu navn.
Man oprettede religiøse ceremonier, sakramenter og dåbshandlinger, som befordredes af præster og biskopper og paver i guldindvirkede fornemme skrud, med krone og scepter og andre imponerende kendetegn på vedkommendes rang og titler. De var i allerhøjeste grad intolerante overfor andre religioner og former for gudsdyrkelse.
Der er fortsat meget hedenskab i kristendommen
Vi ser således, hvordan menneskenes udvikling ikke kan foregå i spring. Jesu guddommelige forkyndelse og væremåde kunne således ikke bringes til at eksistere i renkultur. De hedenske traditioner med krig og våbenbrug, ceremonier, rang, ordener og titler kunne således ikke bringes ud af verden, selv om man accepterede Jesu Kristi lære. Disse hedenske traditioner blev bare i nogen grad tilpasset kristendommen og kom ind under navnet "kristendom".
Nu er der snart gået to årtusinder, siden Kristus forkyndte og praktiserede kristendommen, og hvad er så dens resultat i dag? – Kristendommen, som den fremtræder i dag befordret af de kirkelige myndigheder, er på mange måder fortsat hedenskab, men til en vis grad mildnet og præget af kristendommens ånd. De hedenske traditioners templer er her blevet til kirker, og gudstjenesten er blevet befriet fra blodofringerne. I kirkerne ofres der hverken dyr eller mennesker. Her søges den lyse guddommelige stemning frembragt ved forkyndelsen af Kristi ord og påbud om næstekærlighed, suppleret med orgelmusik, tændte lys og præster iklædt de til deres rang svarende mere eller mindre kostbare og særprægede dragter. Og inderst i denne gudsdyrkelsens ydre guld og glimmer eksisterer således beretningen om Jesus og hans egne ord om den evige sandhed, om liv og væremåde. Hele dette ydre kirkelige ceremonielle område er således ligesom en slags "Pagtens Ark", i hvilken den dyrebare af Kristus åbenbarede sandhed er bevaret. Denne ydre materielle pragt, præstedragter, lys og lamper, orgelbrus og korsang osv. udgør ikke selve kristendommen, men det gør derimod de rene ord om kærlighed til Gud og næsten, der hist og her skinner igennem den ydre ceremonielle glans. Mens denne ydre glans er forgængelig, bliver til ruiner, støv og aske, vil Kristi evige ord bestå.
Nødvendigheden af ceremoniernes ydre glans
Men denne ydre glans har været nødvendig og er endnu i dag nødvendig for mennesker, for hvem autoritetstroen er den herskende religiøse evne. Da hverken apostlene eller de senere opståede kristne præsteskaber og myndigheder har haft den autoritet, der udstrålede fra Kristus, og som skabte tilliden og troen på hans forkyndelse, måtte der skabes noget, der kunne give præsterne og de gejstlige myndigheder den autoritet, som de af naturen ikke var udstyret med, og som derfor ikke kunne give dem hverken værdighed eller autoritet overfor de mennesker, de skulle holde gudstjeneste for. Hvilken autoritet ville en ærkebiskop eller anden høj gejstlig have overfor en instinkt- og følelsesbetonet menneskemasse, hvis han kun var iført et almindeligt jakkesæt under sin kroning af en konge eller kejser? – Var det ikke netop den samme suggererende magt, der lå i Faraonernes ejendommelige påklædninger? – Hvorfor er generaler, oberster og kaptajner og andre overordnede ligeledes iklædt hatte med flagrende strudsfjer, uniformer med blanke knapper, gyldne epauletter, ordener og medaljer? – Er det ikke netop for at give dem autoritet overfor de menige, de skal beherske? – Hvordan tror man, det ville gå med autoriteten, hvis de nævnte overordnede var klædt akkurat ligesom de menige?
Handel med syndernes forladelse
Efter de første kristne var gået bort fra det fysiske plan, blev kristendommen således mere og mere til ceremonier og sakramenter, ved hvilke man skulle kunne få syndernes forladelse. Selve Kristi væremåde blev noget, man mente ikke kunne lade sig praktisere af et almindeligt menneske. Det var noget, som kun han kunne praktisere, fordi han var selve Guds søn. Men menneskene kunne kun være syndere og var født syndere, og de måtte derfor indstille sig på bøn om syndernes forladelse. De gode gerninger blev der således ikke lagt så megen vægt på, eftersom man kunne få syndernes forladelse ved at bede om den eller ved at gå til nadveren eller ligefrem rent fysisk købe den for penge. Længere bort fra Jesu forkyndelse kan man således næppe komme.
Instinkt- og følelsesbetonet kristendom uden intellektuel praksis
Den særlige form, som kristendommen således igennem århundrederne har været praktiseret i, er altså en rent instinkt- og følelsesbetonet tilstand. Den går helt uden om intelligensmæssig oplevelse. Den overgik således til en form, der passede for instinkt- og følelsesbetonede mennesker, hvilket vil sige mennesker, der helt kunne leve på autoriteters udsagn. Om disse udsagn var logiske eller ulogiske, var så at sige ganske uden interesse. Blot udsagnene kom fra en af dem selv anerkendt autoritet, var det nok. Så troede man urokkeligt på det. Man forstår således her, at jo mere disse autoriteter var udstyret med imponerende guld og glimmer, desto vældigere autoritet var de for disse mennesker. Men vi har set, at denne form for kristendom ikke har kunnet afskaffe krigen, ligesom den i dag heller ikke er i stand til at få flere mennesker til at overgå til den virkelige kristendom. Den er derimod i nogen grad med til at affolke den kirkelige kristendom. Der bliver flere og flere tomme stole i kirkerne.
Det betyder naturligvis ikke, at den ikke har været til gavn. Til trods for, at den i højere grad blev til ceremoni end intellektuel praksis, har den ført menneskene et meget stort stykke fremad på vejen mod lyset. Alle humane foranstaltninger, autoriseret hjælp til gamle og syge, indflydelse på opfattelsen af lov og ret, stimulering af alle fredsbevægelser, samt arbejde for krigens afskaffelse osv., udtrykker kræfter, der kun kan udtrykkes som "kristne".
Menneskene forlader de religiøse dogmer på grund af voksende intelligens
Men menneskene vokser ud af deres religiøse instinkt, alt eftersom deres intelligensevne mere og mere tager til. Derved degenererer evnen til at tro på autoriteter. Intelligensevnen giver dem adgang til at tænke logisk og dermed udrede mysterier og komme til forståelse af disse. De kan derfor ikke acceptere en påstand, som de med deres intelligens kan se er ulogisk eller usand – og det er ligegyldigt, hvem der end er ophav til denne. Det vigtigste for dem er derimod, om nævnte påstand er logisk og kan påvises som absolut virkelighed eller i det mindste som sandsynlig. Disse mennesker må derfor efterhånden forlade den kirkelige kristendom, eftersom dens facitter kun er beregnet for menneskenes religiøse instinkt og ikke for deres intelligens. Og millioner og atter millioner af mennesker har således i dag forladt troen på dogmerne, fordi de ikke passer for deres intelligens. De finder dem usandsynlige og ulogiske.
Åndsvidenskaben gør de store kristne facitter tilgængelige for intelligensmæssig analyse
Disse mennesker kan således hovedsagelig kun acceptere det, de kan tage og føle på. For disse må dogmerne eller de store facitter, Kristus har åbenbaret for menneskene, blive tilgængelige for intelligensmæssig analyse for at kunne accepteres. Det vil altså sige, at dogmerne må forklares og blive til videnskab, der kan efterforskes. Men en videnskab, der forklarer Kristi forkyndelse eller livets store facitter, kan kun være den af ham bebudede "talsmanden, den hellige ånd". Den er ikke en mand, der skal komme. Ånd er nemlig bevidsthed. Bevidsthed er tanker og viden. Den hellige ånd er altså hellige tanker og viden. Men hellige tanker og hellig viden kan kun være den absolutte sandhedsviden, der skal komme til menneskene og oplyse dem om alt det, Kristus har sagt.
For at menneskene kan føres videre i den guddommelige skabelse, er det altså ikke nok med den i dag gældende "kirkelige kristendom". Den er absolut ikke i renkultur. Den er endnu i stor udstrækning udtryk for de nedarvede hedenske traditioner, som den efterhånden har måttet tilpasse sig på grund af menneskenes umodenhed for modtagelse af Jesu lære i renkultur. Alt eftersom denne "hellige ånd" breder sig og kommer til at beherske menneskesindet, taber den kirkelige kristendom og de hermed forbundne ceremonier deres magt.
Kirkerne bliver til museer eller mindesmærker
Kirkerne og de herunder hørende foreteelser vil mere og mere blive til kuriositeter, museer og turistattraktioner, akkurat på samme måde, som de store fortidige religioners templer, pyramider og andre gudsdyrkelsesområder er blevet til seværdigheder, turistattraktioner og museumsforeteelser.
Er ikke pyramiderne i Ægypten og Akropolis i Athen og ruinerne mange andre steder levninger fra fortidig gudsdyrkelse? – Er selve Peterskirken og Vatikanet i Rom ikke allerede til en vis grad blevet turistattraktioner og seværdigheder akkurat ligesom pyramiderne og Akropolis? – Er det ikke netop ligeså med alle de mange kirker, der er bygget i Det hellige Land over de steder, hvor Jesus-begivenhederne har fundet sted? – Der er en vældig kirke bygget over Jesu grav, en stor kirke i Getsemane Have, en stor kirke hvor Jesus lærte disciplene bønnen Fadervor, en stor kirke hvor Jesus for til himmels, en stor kirke hvor han fødtes i Bethlehem, en stor kirke på marken ved Bethlehem hvor englene åbenbarede sig for hyrderne og forkyndte Jesu fødsel, samt en stor kirke over Kajfas' hus, og således er der bygget kirker over hvert eneste sted, der ifølge traditionen udpeges som knyttet til Jesu liv.
Disse kirker er naturligvis hellige for dem, der endnu er troende på den kirkelige kristendom, men for tusinder af turister er de i virkeligheden kun seværdigheder, fordi de dækker over de lokale Jesus-minder. Disse kirker over Jesus-begivenhederne i Det hellige Land er således i virkeligheden "gravminder". De taler i virkeligheden mere om noget, der var, end om noget, der er eller vil blive, hvor velmenende det sindelag så end har været, af hvilket de er opstået. For en stor del af menneskeheden er hele denne kirkelige Kristus-kultus døende. Verden kan ikke føres videre ved hele denne ydre form, kristendommen nu repræsenteres ved. Menneskeheden kan ikke komme videre ved suggererende foreteelser, lys og lamper, gyldne præstedragter og luksuriøse gravkirker over Jesus-minder.
Studiet af livets kosmiske analyser
Den fremtidige kristendom vil kun koncentrere sig om selve næstekærligheden i den daglige væremåde. Nu er det afskaffelse af sværdet og alle de øvrige krigsvåben det gælder for hvert eneste menneske, hvis det vil gøre sig håb om at komme ud af den nuværende dommedagsepoke, menneskeheden befinder sig i. Nu er det virkelig opøvelsen i at tilgive, det gælder. Nu er det studiet af livets kosmiske analyser og den heraf følgende næstekærlige væremåde, det gælder. Nu er det ikke mere et spørgsmål, om det er en ærkebiskop eller en overrabbiner ordene kommer fra. Nu er det livets egen direkte tale, menneskene må lære at forstå. De må lære at tænke rigtigt, at spise den rigtige føde, at afholde sig fra at sabotere deres organismer med indtagelse af alkohol, nikotin og morfin og lignende. Vor organisme er et univers for levende væsener, der også er vor næste. Vi kan ikke ødelægge disse væseners liv og selv blive ved med at have en smertefri skæbne.
Bønnens kraft kan overvinde alt
Menneskene må selv til at se det virkelige liv. Nu skal de ikke mere se det igennem den kirkelige tilsløring, som før var nødvendig. Nu er det evnen til at funkle og stråle sympati, kærlighed og tilgivelse til vor næste, det gælder. Hertil har vi den bønnens kraft, som er indbygget i ethvert levende væsen. Ved at bruge den kan man overvinde alt, og igennem den kan man tale med Gud og derved komme i kontakt med ham. Når man først bliver bevidst i denne kontakt, bliver det let at vandre resten af vejen til lyset.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige