Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Har kristendommen spillet fallit? Nogen mener ja, andre mener nej. Men trist er det at se de store, smukke kirker stå næsten tomme. Noget liv er der heldigvis tilbage. Især juleaften og ved dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. I naturfolkenes religioner kalder forskerne den slags for "overgangs-riter". Det er vigtigt at få slået fast, at nu går man fra noget til noget andet. Det er ligesom med goddag og farvel. Man må løsrive sig fra det forrige for helt at kunne koncentrere sig om det nuværende. Der skal et ritual til. Høstgilde og rejsegilde er andre ritualer. Sådan er vi – også moderne mennesker. Det er nødvendigt at markere overgangene med en ceremoni eller fest. Det giver ro i sindet.

Midt imellem to overgange står man så at sige med et ben i hver lejr. Denne fornemmelse kender vi alle som en "stemning". Den kan være dejlig at dvæle ved. Som her i efteråret, hvor sommer bliver til vinter. De sidste ting skal reddes ind fra haven, og forude vinker mørke aftener med nye aktiviteter og indendørs hygge. Et kort strejf af glæde og vemod – og så gælder det om at komme videre. Bryde op. Vi kender det også fra julen. Dens glæder "ere tvende", skrev Kumbel, "først dens indgang, så dens ende."

Den årstid, vi nu er på vej ind i, er svær for mange. Det bliver tidligt mørkt, og der er endnu et godt stykke til jul, så det er for tidligt at begynde at glæde sig. Men nej, ville Martinus sige, hvorfor vente? Du kan allerede nu lade julens lys skinne gennem dig. Ja, det kan faktisk lade sig gøre hele året! Sand kristendom er ikke bare de gamle ritualer. Det er mere end følelser og stemninger ved en 2000 år gammel epoke. Det er et opbrud, som da Josef og Maria rejste fra Nazareth til Bethlehem og fødte det lille Jesusbarn. Og i Martinus version er det et uhyre nøgternt projekt at bryde op og lade det nye komme til. Det er en forståelse – ja, en udregning! "Min sag", som han kaldte det. Her hører vi atter om kærligheden, der kom ind verden. Men denne gang er den gamle historie tilpasset nutidens mennesker og deres respekt for videnskabelig tankegang. For Martinus var det en "matematisk" opgave. Tænk, at fortælle om så stort et opbrud! Et opbrud fra dyreriget og frem til et nyt naturrige, der ikke umiddelbart kan ses, høres eller sanses endnu. Det drejede sig om at finde de præcise ord og pege på de rette kendsgerninger i nutiden. Enhver, der kunne tænke logisk, skulle kunne se det. Helt uden om f.eks. mystiske evner eller akademiske forkundskaber.

Kristendom er så meget, men der er en evig kerne i den. Det gælder også f.eks. islam og buddhismen. Der er noget i disse gamle religioner, som altid forbliver sandt og aldrig ændrer sig. Som 2 + 2 = 4. Om det fortæller Martinus på de næste sider. De øvrige artikler uddyber hans synspunkter og antyder, at det hele hænger sammen. Kursen er sat. Resten er tid og tålmodighed.

Jeg er fuld af beundring for Martinus. Ikke fordi han havde intuition, ikke fordi han var længere fremme end os andre, men fordi han kunne forklare sig på sådan en måde, at selv jeg kunne forstå det.