Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En læser spørger: Hvorledes og hvor inkarnerer et dyr til det dyremenneske, vi er i dag? Er det ét eller flere slags dyr, der er "sidste station" for dyresjælen, før den inkarnerer som dyremenneske? Er det som naturmenneske, dyret inkarnerer, eller måske via et overgangsvæsen et eller andet sted i universet? Hvor lang vej er der f.eks. fra hund til "jordmenneske"?

 

SVAR: Det er et vældig interessant område, vi her bevæger os ind på. Og som vanligt udvider Martinus vor synsvinkel og vort perspektiv ganske voldsomt.

Lad os først slå fast, at naturvidenskaben og åndsvidenskaben er enige om, at vor lange udvikling er foregået fra det egentlige dyrerige via menneskeaberne over primitive "urmennesker", som ikke mere findes her på jorden – og frem til de mange forskellige udviklingstrin, den nuværende menneskehed repræsenterer. I Livets Bog, bind 7, stk. 2419-20 nævner Martinus direkte, at den menneskelige organisme er begyndt hos dyrene som abeorganisme.

Men så bliver det spændende, for nu udvider Martinus perspektivet voldsomt: "Man må forstå, at de levende væseners udvikling ikke for noget som helst væsens vedkommende evigt er knyttet til den klode, på hvilken de for tiden oplever livet, men har haft en forudgående og vil få en efterfølgende udvikling på helt andre kloder i verdensaltet. Væsenernes udvikling manifesterer sig således i baner, der strækker sig fra klode til klode".

I denne forbindelse er det vigtigt at forstå, at selve de organismer, hvori vi inkarnerer, kun er midlertidige redskaber, som vi hver især kun kortvarigt kan bruge til at opleve den fysiske tilværelse, på vor evige rejse gennem spiralkredsløbene.

At sætte sig ind i hele dette vældige udviklingsforløb er mere spændende end nogen kriminalroman! Læs f.eks. alt, hvad Martinus skriver i sin forklaring til Symbol nr. 8 i Livets Bog, bind 1 fra stk. 278 og fremefter, og hans forklaring til samme symbol i Det evige Verdensbillede, bind 3, side 215 og frem.

Her nævner Martinus, at "de nulevende dyr vil aldrig blive jordmennesker under samme form som de nulevende jordmennesker, idet nævnte form til den tid vil være forsvundet og afløst af nye og skønnere former for legemer."

Det er ganske vist et stort "pensum" at læse alle de steder, jeg her har henvist til. Men jeg lover, at det er ulejligheden værd. Og så går det altså op for én, at selve den organisme, vi fremtræder i, ikke er afgørende for, hvor langt vi er nået i udvikling, men at f.eks. insekterne "indtil en vis grad har overskredet grænsen til jordmenneskestadierne, hvorved nogle af dens væsener i virkeligheden kosmisk set allerede er at betragte som "jordmennesker", men naturligvis af en anden kosmisk udviklingsbane end de væsener, der ellers udtrykkes ved denne titel."

Og så har vi ikke alene fået besvaret de stillede spørgsmål – men har også fået et lille indblik i den næsten ufattelige rigdom, selve livet udtrykker.