Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Martinus kosmologi er nok et verdensbillede, men mere end det. Det er et billede af os selv og den verden, vi danner os i vor bevidsthed. Hvordan går det til? Det sker ud fra vort jeg – selvfølgelig. Jeget er det faste punkt, hvorfra vor verden går. Men hvordan går verden så ud fra det punkt? Hvordan bliver stilheden til bevægelse? Det fortæller Martinus i dette lille uddrag af Livets Bog.

 

I det indre af "X2" befinder vi os på tærskelen til livets allerførste spæde morgendæmring. Alt er endnu tyst og stille. En anelsesatmosfære, en håbets higen og tiltagende spænding udgør her det, der skal føre os fra jegets "faste" jordbund og ud over formernes verdens umådelige, vibrerende ocean. Men endnu er vi i nattens regioner. Vor mentalitets klare bevidsthedssol er endnu under horisonten forude. Vi er endnu i området for den store stilhed, den store tavshed eller for det absolut "faste noget", hvis evige urokkelighed eller ubevægelighed tilsvarende evigt garanterer os den fundamentale "faste akse", omkring hvilken vor bevidstheds eller vore sansers umådelige stjerneverden, solbyer eller mentale mælkeveje solidt, støt og roligt kan dreje sig. Og i en evigt fortsættende rytme, spiral efter spiral, føres vor oplevelse ind i det ene lysocean efter det andet og gør os der til vidner til en åbenbaring af rige efter rige, sfære efter sfære, ilddåb efter ilddåb, for at lade indvielse efter indvielse i livets højeste lys og mørkeste skygger passere gennem vor tankeverdens helligste regioner og dermed gøre os til et med Guddommen og i hans strålende livskunst evigt lade os være med til at "indblæse alt livets ånde", udstråle intellektualitet og kærlighed ud over alverdens væsener, zoner og sfærer.

 

Fra Livets Bog 3, stk. 788.