Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efter en lummer og trykkende Dag, hvor vi forgæves har ventet paa lidt forfriskende Regn, ligger jeg nu ude paa Vandet i en lille Kano og nyder den lune Aften. De bløde, graa Skyer farves rosenrøde af Solens sidste Straaler. Paa en Mark et Stykke inde brøler nogle Køer, og Maagerne udstøder deres hæse Skrig paa deres Flugt ud over Vandet. Dog, alle disse Lyde tjener kun til at fremhæve den dybe Fred og Stilhed, der hviler over det hele. – Havet ligger saa klart og spejlblankt, at man kan se hver en Sten og hver en Tangplante, idet man glider forbi. Kun helt inde ved Strandkanten slikker de smaa Bølger op over Stenene. De kommer glidende ind med en sagte klukkende Lyd, der, idet de glider tilbage igen, besvares af den sprøde Klang af Smaastenene, der ruller mod hinanden. Jeg føler det, som om jeg kunde ligge her i Timevis og lytte til Naturens sagte Musik, der føles som et Kærtegn – et Kærtegn af Gud, – og jeg fyldes med Taknemmelighed for det Fond af levende Viden, Martinus beriger os med. En Viden, der danner Grundlaget for vor spirende Evne til at se Gud, hvor vi før knapt anede ham. – Jeg lytter igen til den harmoniske Vekselvirkning mellem Havet og de rullende Sten, medens mine Tanker glider mod andre Aftener, hvor jeg har betragtet Havet – Aftener, hvor Stormen piskede det til fraadende Bølger, der brølende og larmende kom rullende ind imod Kysten, hvor de fnysende af Vrede kastede Stenene, store og smaa, imellem hinanden, inden de afmægtige sank tilbage igen for at gøre Plads for de hvidtoppede Brødre bag sig. – Mit Blik søger mod de mange smukke Sten paa Bunden af Vandet. Alle har de harmonisk afrundede Former, der taler om de talløse Gange, de har været udsat for Havets voldsomme Slibninger. I Aften aander alt Fred og Stilhed, men den sagte Pludren inde ved Strandbredden fortæller mig om, hvorledes selv disse blide Kærtegn har det samme Maal for Øje – at skabe den fuldkomne afrundede Form. Og den fortæller mig ogsaa noget andet – den fortæller om, hvor uendelig værdifuld for vor Udvikling selv den mindste lille Oplevelse er. Thi ogsaa vi Mennesker er udsat for en stadig Slibning. Snart piskes vor Sjæl af Lidelsernes Storm, snart hviler vi ud i fredfyldt Korrespondance med vore Omgivelser. Men for hver Gang vi faar Lov til at puste ud efter et Uvejr, har vi faaet et Par smaa Fliser slaaet af, og hver Gang bliver der mindre for den næste Storm at tage fat i. Selv i stille Vejr faar vi ikke Lov at hvile, thi alle de smaa Oplevelser, der fylder vor Sjæl med Glæde og Fred, tjener kun til en finere Afpudsning af de Skaar, vi fik slaaet, medens Uvejret rasede.

Jeg bliver revet ud af mine Tanker af et koldt Vindpust, der minder mig om, at det er ved at blive sent, og lidt modvilligt river jeg mig løs fra al Skønheden og søger ind imod Kysten. Men oppe paa Stranden vender jeg mig endnu engang om for at lytte til den Stemme, der har talt til mig i denne skønne Sommeraften – til Guds Stemme.