Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er i høj grad tiltrængt, at de jordiske mennesker kan blive i stand til at skelne klart mellem fysisk og åndelig oplevelse. Der hersker stor forvirring med hensyn til dette spørgsmål; menneskene ved i virkeligheden ikke, hvad der i sig selv er fysisk, og hvad der er åndeligt. Derfor er det ofte meget vanskeligt for menneskene at forstå den åndelige tilværelse og specielt den tilværelsesform, der gør sig gældende, når man ikke mere har det fysiske legeme at opleve igennem. Der er mange former for åndelig oplevelse, som menneskene tror er fysiske, og derfor tror de, at disse oplevelser må ophøre ved dødens indtræden, altså når det fysiske legeme adskilles fra de åndelige legemer. Da livet i den fysiske verden er så stærkt baseret på den fysiske sansning, tror mange mennesker, at denne sansning er det primære i al oplevelse, og de kan ikke forstå, hvordan livet skulle kunne fortsætte efter kroppens død, da de ikke kan forestille sig livsoplevelse i situationer, hvor den fysiske sansning er ophørt. Gennem en sådan opfattelse bliver døden det samme som tab af bevidsthed. Det er faktisk den overtro, som i dag behersker millioner af mennesker, selv om de kalder sig kristne og er døbt i Faderens, sønnens og helligåndens navn. Det er disse dødstilhængere, som er de dominerende blandt jordmenneskene i øjeblikket, det er disse mest hårdkogte materialister, som sætter skred i den moderne krigsudfoldelse, enten den så kaldes kold krig, eller den udfolder sig gennem atombomber eller andre former for moderne helvedesmaskiner. Krig under enhver form har kun til hensigt at dræbe alt, hvad der opfattes som faretruende, konkurrerende eller rivaliserende. Alt det, som på nogen måde kan være til gene for ens livsudfoldelse, ja, måske en trussel mod ens eget liv, må ryddes af vejen efter denne overtro. Man tror, man kan rydde det af vejen, og aner ikke, at man på denne måde tværtimod forværrer forholdene og sår en fremtid for sig selv, som man vil komme til at høste under endnu mere faretruende omstændigheder.

Krigens tåbelighed vil blive langt mere indlysende, når man når frem til at forstå, at intet kan dræbes, og ingen kan dræbe. De "fjender", man tror at have dræbt, kan aldrig dø, og den "hævn", man tror at have fået, vil blot komme igen på den måde, at "fjenden" atter hævner sig. At man har kunnet ødelægge nogle væseners fysiske legemer vil i værste tilfælde bevirke, at disse "fjender" eventuelt kan forfølge én i deres psykiske tilstand, og er man krigerisk indstillet, er man absolut ikke beskyttet mod en sådan forfølgelse. I alle tilfælde sker der jo det, at disse "fjender" igen fødes, ligesom man selv gør det, i nye fysiske legemer, og ifølge universets lov for tiltrækning og frastødning vil man atter og atter komme til at stå ansigt til ansigt med sine dødsfjender, og man vil, som skæbneloven udfolder sig, skiftevis komme til "at bide i græsset", indtil hadet kan afløses af tilgivelse, forståelse og sympati.

En sådan tåbelig og himmelråbende ulogisk livsform er som en vandring, der fører længere og længere ind i et "helvede". Og dette "krigens helvede" er jo ikke blot noget, der angår krigene mellem nationer og stater, der føler sig som arvefjender, det gælder også i de enkelte menneskers privatliv. Også der udkæmpes voldsomme krige, og selv om våbnene sjældent er dolk eller pistol, men almindeligvis ord, intriger og andre langsomt virkende våben, er disse krige dog lige så blodige og helvedesagtige som krigene mellem nationerne. Magtbegær, jalousi, misundelse og mange andre lignende jordmenneskelige egenskaber udfolder sig rundt omkring i det daglige liv på arbejdspladser og i hjemmene. Mange former for "fjendskab" underminerer menneskers nervesystem, og hævn og had skaber et "helvede" omkring dem, som ikke ville eksistere, hvis de blot ville lade være med at hade de mennesker, de tror er deres fjender. I virkeligheden har intet menneske nogen anden fjende end den umenneskelige side af sin egen bevidsthed. Efterhånden som dette går op for mennesket, og det begynder at sætte sig ind i livets mysterium og arbejde med sig selv, vil alt dette dog gradvis ændres, og mennesket vil lære at se, hvad der er psykisk, og hvad der er fysisk, hvad der er materie, og hvad der er ånd.

Jo mere udviklet et fysisk væsen er, jo mere åndeligt er det. At det er mere åndeligt vil ikke sige, at det konstant skal befinde sig i en verdensfjern henrykkelsestilstand uden kontakt med andre mennesker i den daglige tilværelse; der er tværtimod brug for dets indsats i det daglige liv. Der er brug for dets større viden, dets logiske sans og for den indsigt, det kan have i de fysiske begivenheder med en forståelse af den åndelige verden som baggrund. Denne viden, logiske sans og evne til at se de fysiske begivenheder i et større perspektiv udgør det, vi kalder ånd. Ånd er således det samme som bevidsthed, og den åndelige verden, som eksisterer bag den fysiske verden, er menneskenes viden, deres tanker og følelser. Og det, de samme mennesker kommer til at opleve, når de gennem den såkaldte død er blevet ude af stand til at sanse gennem fysiske sanser, er netop den del af denne store tankeverden eller bevidsthedsverden, som de med deres egen bevidsthed er i stand til at komme på bølgelængde med. Da der jo eksisterer mange grader af viden og bevidsthed, kan menneskehedens åndelige verden inddeles i mange mere eller mindre beslægtede detaljeområder, der igen kan inddeles i kategorier og grupper efter deres særlige natur. Det lyder måske mærkeligt, at menneskenes bevidsthed kan kaldes en verden, fordi materialistisk indstillede mennesker jo er tilbøjelige til at mene, at en verden er noget, der er udenom én og kan karakteriseres ved beskrivelser i mål og vægt, i højde, længde og bredde. Den åndelige verden kan ikke måles på en sådan måde, den fylder ikke noget i samme forstand som den fysiske. Ikke desto mindre kan man godt tale om en slags mål, også når det drejer sig om den åndelige verdens tilstande. Det er ikke kvantitets mål, det da kommer til at dreje sig om, men derimod mål af kvalitet, af åndelig viden, moralitet og udfoldelse af skabeevne.

Der findes mange kategorier af viden hos den jordiske menneskeheds enkelte individer. Der er noget, som næsten alle ved, og der er specialviden af mange forskellige arter. Der er viden om os selv og om andre mennesker. Der er viden om dyrene og planterne. Der er vor viden om fortiden, om nutiden og vore håb for fremtiden. Der er viden om sygdom, fattigdom, sult og elendighed, men der er også viden om sundhed, rigdom og velvære. Der er viden om farver og former, om toner og rytmer. Der er gennem det sidste århundrede også kommet ny viden ind i mange menneskers bevidsthed om atomer og elektroner, om elektricitet og andre variationer af stråler og bølger. Der er kommet viden til om sole og mælkevejssystemer, om planeters og drabanters kredsløb i himmelrummet og meget mere.

Men mens væsenet i kraft af sin vilje kan standse sin fysiske oplevelse ved at lukke sine øjne og falde i søvn, kan det aldrig i noget tilfælde være uden åndelig oplevelse eller åndelig funktion. Da det ligeledes i mange situationer kan opleve åndeligt uden nogen som helst fysisk medvirken, mens det aldrig i noget som helst tilfælde kan opleve fysisk uden den åndelige oplevelsesevnes medvirken, bliver det ikke den fysiske sansning, men den åndelige oplevelsesevne, der er den primære, mens den fysiske kun er en sekundær oplevelsestilstand. Derfor må det fysiske væsen karakteriseres som et åndsvæsen, og dets fysiske fremtræden er kun en biomstændighed ved dets evige åndelige eksistens.

At åndelige oplevelser kan eksistere uden fysisk medvirken, kan vi også se derigennem, at vi kan genopleve tankebillederne af tidligere fysiske oplevelser, også af ting og væsener, som ikke mere findes på det fysiske plan. Ganske vist ligger der en fysisk sanseoplevelse forud for disse åndelige genoplevelser, men vi kan også opleve noget i vor indre verden, der kan karakteriseres som nyoplevelser. Vi kan med vor fantasi kombinere, arrangere og planlægge ting, som slet ikke findes på det fysiske plan, men som måske netop gennem vor skabende evne kan blive fysiske realiteter, altså fysiske ting fremstår gennem vor skabende ånd. At vi også gennem vor ånd uden nogen fysisk sansning kan komme ud for nyoplevelser, kan blandt andet blive til kendsgerning gennem de oplevelsesformer, vi kalder drømme. Mon ikke de fleste mennesker inden for drømmenes område har haft visse nyoplevelser og set personer og ting, som de aldrig har set på det fysiske plan? Har ikke mange mennesker i drømme oplevet de skønneste bygningsværker og naturscenerier og hørt den dejligste musik? Mange har oplevet i drømme at flyve gennem rummet uden at behøve flyvemaskine, de har oplevet, at det, de kan tænke sig til, men som ikke kan opleves på det fysiske plan, det kan i mange tilfælde opleves på det psykiske plan. Man siger ganske vist bagefter, at det var jo kun en drøm, og drømme kan måske for det meste synes som noget forfærdeligt roderi. Men når de gør det, er det blot, fordi de gennem opvågningsprocessen er blevet mere eller mindre indfiltret i den tankeverden, der udgør menneskets vågne dagsbevidsthed. Det kan jo også ske, at man har drømme med sig ind i den fysiske tilstand, som står skarpt og klart, og hvis man ikke var vågnet op til den fysiske dagsbevidsthed, ville drømmen ikke bare have været en drøm, men selve virkeligheden.

Når et menneske dør, som man siger, altså når dets fysiske organisme mister forbindelsen med de åndelige legemer og bliver et lig, lever individet i en tankeverden. Men det er ikke blot i sin egen tankeverden, det oplever. Den første tid efter døden, den der kan kaldes mellemtilstanden, eventuelt "skærsilden", oplever væsenet sin egen tankeverden, men senere, når det ved egen eller skytsåndernes hjælp har fjernet eventuelle mørke tanker, der også efterlades som en slags mentale "lig", har det med sine lyse mentale energier, hvilket vil sige alt det i mennesket, som er baseret på humanisme, næstekærlighed og intellektuelle evner, mulighed for at forbinde sig med den store tankeverden eller mentale verden, som er selve jordklodens åndelige legemer. Ligesom jordklodens fysiske legeme udgør en fysisk verden for os, udgør dens åndelige legemer en åndelig verden, hvori vi kan opleve alt det, som vi efter vor egen bevidstheds udvikling er i stand til at komme på bølgelængde med. Men det er ikke blot efter døden, at det jordiske menneske er i forbindelse med jordklodens åndelige legemer og de "celler" eller åndelige væsener, som lever der. Det er hvert eneste menneske også, mens det lever i sit fysiske legeme. Det er kun et spørgsmål om udvikling, hvornår jordmennesket begynder at blive vågen dagsbevidst ikke blot i sin fysiske tilværelse, men også i sin åndelige fremtræden eller i sin identitet som et evigt åndsvæsen. der lever ikke blot i jordklodens legemer, men i den evige Guddoms fysiske og åndelige legemer, der er det samme som det evige, uendelige univers. Vejen til at opleve denne enhed og blive vågen dagsbevidst i den går igennem kærligheden til alt levende og evnen til med sin skabende kraft at være til gavn og glæde for levende væsener. Det er altså ikke hadet og hævnen og frygten, der skaber sikkerhed og velvære, men udelukkende den visdom, som er baseret på tillid og kærlighed.