Ældre Kosmos og Kontaktbreve

– "Vil det saa sige, at Dyrene engang naar samme Udviklingstrin, som Menneskene staar paa i Dag?"

– "Ja, det vil det. Du studser maaske lidt ved Tanken i første Omgang, men hvis du vil tænke nærmere derover, vil du se, at der ikke er noget "mærkeligt" eller ulogisk deri. Ligesom Menneskene er Dyrene jo hele deres Liv igennem udsat for Paavirkninger af deres Omgivelser, og disse Paavirkninger er allesammen medvirkende til at udvikle deres Bevidsthed. Da denne jo endnu for de fleste Dyrs Vedkommende er ret primitiv, maa disse Paavirkninger være ret grove, for at naa ind til det levende Væsen som Undervisning. Hele Tilværelsen er jo ikke andet end een stor Undervisning af alle levende Væsner. Denne Undervisning er tilpasset efter hver enkelts Evne til at forstaa – tilpasset efter hans Udviklingstrin – men Hensigten dermed er ens for alle levende Væsner, nemlig at afsløre Guddommen i stedse større Grad, saaledes at det efterhaanden bliver en medfødt Evne hos alle, at "elske sin Næste som sig selv."

"Nu maa jeg igen have Lov til at afbryde; naar dette, du der siger, skal være Resultatet af saavel Mennesker som Dyrs Udvikling, saa ser jeg ikke det logiske i, at Menneskene i Dag kappes om at fremstille disse uhyggelige Krigsmaskiner, der jo dog kun har til Hensigt at befordre det modsatte?"

– "Jo, det er meget logisk, det er nemlig den naturlige Konsekvens af, at de dyriske Principper i en stor Del af Jordmenneskeheden endnu er dominerende og behersker deres Begær. Med andre Ord, det viser, at Menneskene, trods det, at de paaberaaber sig at være højtudviklede o. s. v., ikke er saa forfærdelig langt borte fra det dyriske Stadium, ja snarere maa siges at repræsentere det "geniale" Dyr, naar det drejer sig om at dræbe.

Disse Tendenser i Bevidstheden skal udryddes, før en højere Undervisning af disse Væsner kan finde Sted, og denne "Udryddelse" sker derved, at de samme Mennesker gennem en Krigs Rædsler faar Lejlighed til at opleve, hvad det var, de dyrkede, som vi ogsaa før talte om.

Du ser blandt andet her, at Krig, som alle jo er enige om at dømme som forfærdelig, ogsaa har et kærligt Formaal, nemlig at bibringe de, der deltager i den, de Lidelser – de Kontraster – der er nødvendige, for at de kan naa frem til større og renere Opfattelse af, hvad der er Livets Mening.

Men for at vende tilbage til Guddommens Undervisning af de levende Væsner. Denne Undervisning er det, vi kalder "Livets direkte Tale", og du vil se, at den foregaar gennem alle vore Omgivelser. Paa de mere primitive Trin er den, som jeg sagde, ret grov, da det jo drejer sig om at "vække" en endnu "slumrende" Bevidsthed, men efterhaanden, som Bevidstheden vaagner til Live, bliver den ogsaa lydhør for de finere Nuancer i Guddommens Tale, og for den sande Forsker viser Livet sig at være eet eneste stort Kærtegn fra en alkærlig Fader."