Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/7 side 122
Kommentar
 
Farvede briller
 
Ejendomsretten holder ikke i det lange løb. Det ved vi alle, og derfor er det også naturligt at holde på den så længe som muligt. Eller hvad?
Når man ser på overskriften til Martinus artikel på næste side, kan man nemt få det indtryk, at han er modstander af ejendomsret, eller vil forsøge at overtale os til at udlevere alt hvad vi ejer lige med det samme. Jo, altså fordi, når nu den alligevel ikke holder...
Sådan kan man fra starten læse Martinus med "farvede briller", der kun lader en se det, man på forhånd er indstillet på at se. Og sådan er Martinus blevet læst, siden han skrev sin første bog i 1932.
Som bekendt lægger han megen vægt på kærligheden. "Ih, vi skal være så kærlige!" er der straks nogen, der siger. Nej, ikke på den måde, det er ikke bare en følelse. Det er et praktisk arrangement, der gør det muligt at lægge de farvede briller væk. Ser man ikke på Martinus artikel med kærlighed – hvilket bare vil sige, at hvis man ikke er neutral eller som det også hedder med et sjældent ord – "empatisk" – så ser man kun det, man vil se. Man vil opfatte ham som en god socialdemokrat, hvis man selv er det, og som "brandrød", hvis man går ind for en mere liberal politik. Er man af sind en gæv korsfarer, vil man gå ud i verden og "banke" andre oven i hovedet med hans artikel – sine børn fx. Er man selv blevet banket på den måde, vil man let se en ny korsfarer og demagog i Martinus.
Hvad er så sandheden? Den er som altid meget enkel. Så enkel, at den kan være svær at forstå. Den handler om os selv – selvfølgelig – og ikke alle de andre. Hvem er jeg, hvorfor tiltrækker jeg de og de ting og mennesker i mine omgivelser? Det fortæller vi om i dette nummer af bladet. Det handler om at give sig selv fri, så man kan se, hvad der foregår bag "ismer" som kapitalisme og socialisme (se Martinus artikel næste side). Eller bag forholdet mellem bøddel og offer i fx en voldtægtssag (Greta Bylunds artikel). Eller i det magiske drejepunkt i tilgivelsens dynamik (Jytte Skaarup Hansen). Endelig fortæller Martinus i et uddrag fra Livets Bog om det svære med jeget – og hvorfor det er så svært!
Bemærk også vores nye spørgerubrik. Vi modtager gerne spørgsmål. Dumme spørgsmål eksisterer ikke, når det er om kosmologi. For det er jo motiverne bagved, strømningerne i det menneskelige sind, der interesserer os. Så spørg bare væk! Og læs svarene uden farvede briller...
sh