Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

For tiden er det ved at gå op for mig, hvor nødvendig Guddommen er i det daglige liv i disse moderne tider. Eller rettere: hvor stor betydning, det har at have kontakt til universets faste, regerende punkt midt i det travle, forvirrede hverdagsliv. For uden Guddommen er det meget svært (umuligt?) at kunne leve i tryghed og glæde i en så udfordrende og krævende tid som vor. Og tryghed og glæde er vel, om ikke basale livsfornødenheder, så dog nok fundamentet for en i længden sund og tilfredsstillende livsoplevelse.

Det er imidlertid et problem. I hvert fald for mig, og det er manglende evne til at tro. Egentlig er der jo ikke noget nyt i det; Martinus har gennem sine analyser i årevis forklaret mig, at mange mennesker har mistet evnen til at tro. Hvilket jeg har læst og ment at forstå, men åbenbart alligevel ikke rigtigt, organisk forstået, for det er først nu, hvor jeg som nævnt for alvor står og har behov for en kontakt med det guddommelige, at det fundamentalt er gået op for mig, at jeg ikke kan tro mig til sådan en kontakt.

Hvis ikke jeg kan få en realistisk, dagsbevidst viden om og kontakt med det guddommelige, så kan det være det samme. Ikke fordi jeg ikke har behov for sådan en kontakt, men fordi kun kendsgerninger er virkelige nok for mig til, at jeg kan bruge det til noget. Hvilket Martinus også har forsøgt at forklare mig før, f.eks. i Logik: "Og det store problem for det således indstillede væsen bliver da dette, om der kan føres beviser for en Guddoms eksistens og de levende væseners virkelige kosmiske identitet således, at man på disse felter kan komme til at leve på lige så virkelige eller realistiske kendsgerninger som dem, man ellers til daglig fordrer i alle fysiske foreteelser...." (side 16 i 1987-udgaven).

Spørgsmålet er altså, om jeg (vi) kan komme til at opleve Guddommen som en realistisk kendsgerning, ja, som en videnskabelig kendsgerning. En videnskabelig kendsgerning er noget, som jeg i min forskning med mit apparatur har fundet frem til, og som du med det samme apparatur og de samme metoder også skal kunne finde frem til og bekræfte. Hvis flere andre uafhængige forskere gennem tiden heller ikke kan andet end at bekræfte opdagelsen, så må den anses som en stadfæstet videnskabelig kendsgerning. Dette gælder for naturvidenskab, og det må efter min mening også gælde for åndsvidenskab. Uden dette er det ikke videnskab, men tro.

Som åndsvidenskabelige forskere er vores apparatur sanserne og bevidstheden. Det giver det problem, at man faktisk ikke uden videre kan gå ud fra, at vi her er udstyret med det samme apparatur (se f.eks. Livets Bog 1, stk. 228 og i øvrigt Martinus analyser af de forskellige kategorier af levende væsener). Jeg finder det dog rimeligt at antage, at det jeg som ivrig amatør-åndsforsker med min almindelige bevidsthed kan opleve som kendsgerning, også kan opleves som kendsgerning af andre åndsforskere med almindelige bevidstheder.

 

 

Derfor vil jeg gerne foreslå mine kolleger ud i åndsforskningen (De, kære læser?) et forskningsprojekt. Projektet går ud på at undersøge, om man med vore almindelige bevidstheder, i vore almindelige hverdage, kan gøre oplevelsen af Guddommen til en realistisk, videnskabelig kendsgerning.

Jeg må straks med det samme tilstå, at jeg allerede er smugstartet – men det gør nu ikke så meget; det kaldes nemlig at lave et for-projekt. Det, jeg er smugstartet på, det er anvendelsen af en enkel metode, som måske kan påvise Guddommen bag det daglige livs hændelser. Metoden går i al sin enkelthed ud på, at man om aftenen ligger i sin seng og gennemgår dagens (hoved-) begivenheder ved at takke Guddommen for, at man har oplevet det og det behagelige gode og det og det ubehagelige gode. Uden en taknemmelig indstilling går det ikke; det er i hvert fald min erfaring, at jeg så bare bliver plaget af dårlig samvittighed, følelse af skyld og utilstrækkelighed m.v. Altså en opsamling af dagens begivenheder i en taknemmelig og afslappet ånd. Jeg plejer at blive ved så længe, der dukker noget interessant op – eller eventuelt til, at jeg falder i søvn....

Ideen i projektet er, at hvis Guddommen virkelig er en kendsgerning og har kærligt styr på absolut alt i kosmos, så må det være muligt at erkende den guddommelige styring i ens hverdagsliv. Ikke (i dette tilfælde) gennem intuition eller tro, men gennem opmærksom og systematisk iagttagelse. Hvis "Verdensaltet er et levende væsens kærlighedsmanifestation, undervisning og underholdning, personligt stilet eller rettet mod hvert enkelt levende væsen i tilværelsen" (LB 2, stk. 488), så skulle det da vel være muligt at få øje på det?

I hvert fald, hvis man opmærksomt og systematisk leder efter det. Grunden til, at jeg gør det om aftenen, er, at det er nødvendigt ligesom at træde et skridt tilbage og betragte sit eget liv lidt fra sidelinien – og det er nu engang nemmere og mere praktisk ved dagens afslutning, når man er nået velbeholdent i seng om aftenen. Det systematiske kommer, når man gør dette hver aften, på samme måde. Derved opsamler man efterhånden en erfaringsmængde (også uden at skrive noget ned), som skulle øge sandsynligheden for, at man kan få øje på i det mindste nogle mønstre af mening i hverdagens begivenheder.

Og det kan jeg. Desværre kan jeg ikke påstå, at Guddommen er en videnskabelig kendsgerning for mig, men jeg kan virkelig se flere og flere mønstre af mening i min hverdags begivenheder. Jeg kan se en idé i, at netop den aftale blev aflyst, så jeg måtte blive hjemme og derved oplevede det og det. Eller jeg kan se, at den handling førte til den konsekvens i dag – og det gjorde den for øvrigt også i sidste uge eller sidste år.... Tilfældigheder? Muligvis, men der skal ikke ret mange meningsfulde mønstre til at gøre tilfældet som forklaringsmodel usandsynlig og uvidenskabelig.

Jeg skylder at tilføje, at jeg faktisk formulerer denne "afsøgning af dagen for meningsfulde mønstre", som en bøn eller samtale med Guddommen. "Fader, jeg takker dig for, at jeg i dag endnu engang fik vist, at overdreven selvoptagethed giver et forkert perspektiv på.... og at jeg stadig har de og de dyriske egenskaber i min natur.... osv. osv.". Hvorvidt dette er af afgørende betydning for metodens effektivitet, ved jeg faktisk ikke – men jeg tror det bl.a. ud fra Martinus analyser og forklaringer af bønnens princip (se f.eks. forklaringen til symbol nr. 21, DEV, side 156 – 158 (1964 udgaven).

Nogle naturvidenskabelige forskere vil mene, at det er muligt at opstille videnskabelige teorier alene på grundlag af indsamlede erfaringer – altså, at man kan finde nogle meningsfulde mønstre i mængden af indsamlede data, uden på forhånd at have nogen overordnet ide om, hvad man så at sige ser efter (dette kaldes positivisme og induktion). I praksis vil man dog ofte gå omvendt til værks, idet man opstiller nogle hypoteser om virkeligheden, som man så nøje afprøver. Her har man altså en overordnet ide, som man så afprøver mod virkeligheden ved at indsamle data.

Her er vi så som åndsforskere i den særdeles heldige situation, at vi har et omfattende system af ideer, som vi i et vist omfang kan gå i gang med at teste mod virkeligheden – nemlig Martinus analyser.

Heldige i den forstand, at jeg i hvert fald ikke kan forestille mig, at vi kunne være gået omvendt til værks og skabt et verdensbillede af det foreliggende omfang og format alene på baggrund af indsamlede erfaringer (den induktive metode) og alene ved egen hjælp og kraft (uden vejledere så at sige). Dette er vist i øvrigt baggrunden for verdensgenløsningsprincippet, se f.eks. DEV 1, symbol nr. 2: "Verdensgenløsningsprincippet".

Og i et vist omfang i den forstand, at visse dele af Martinus analyser reelt ikke er testbare for os amatøråndsforskere (f.eks. spiralkredsløbene), simpelthen fordi, vi ikke er udstyrede med det formodet fornødne apparatur (viljestyret intuition). Men selv med dette forbehold er der masser at tage fat på at efterprøve – problemet er snarere at vælge noget ud. Og her er det, at jeg personligt vil gøre en forskningsmæssig satsning på virkeliggørelsen eller videnskabeliggørelsen af Guddommens eksistens, ud fra den betragtning, at dette er det mest centrale og fundamentale punkt i verdensbilledet, som ligger inden for vores mulige forskningsområde. Hvis Guddommen er en kendsgerning for én, så følger meget af verdensbilledet så at sige logisk ud fra denne ene kendsgerning. Måske er det også det, Martinus mener, når han skriver "At forstå Guddommens eksistens er at forstå hele verdensplanen". (Logik, samme udgave, side 16).

Selvom denne videnskabelige åndsforskningsmetode endnu ikke har ført til noget for mig endegyldigt og efterprøveligt bevis på Guddommens eksistens, så har den allerede som delvist uforudsete sideeffekter givet afkast i form af en øget tryghed og glæde ved livet. Og det i en grad, så jeg måske ender med at springe ud af sengen hver morgen, ivrig efter at erfare, hvad Guddommen netop denne dag vil tale med mig amatøråndsforsker om....