Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Skønt deres egen højeste Fører, den Herre Jesus Kristus, selv har udtrykt den fra Fortiden nedarvede Fortælling og Tradition om Gud som kun rent midlertidigt passende, fordi man ikke havde Forstand eller Intellektualitet til at forstaa ham paa anden Maade, men at de "kommende Slægter" derimod igennem "Talsmanden den hellige Aand" skulde faa anderledes klar Besked, dømmer de nidkære "hellige" eller "frelste" i Dag i "Kristendommen"s Navn enhver til "Helvedes Ild" eller "evig Fortabelse", der vover at tro eller tænke paa denne Jesu Forjættelse og saaledes ser lidt videre i Livets guddommelige Storhed end fra den Horisont, hvorfra man docerer den gængse Kirkens Forkyndelse.

At min Modstander, der har dømt mig til "evig Fortabelse", tilhører denne Kategori af Væsener, der endnu lever paa Sakramenterne, lever i Troen paa "Syndsforladelsen og Frelsen af Naade", er der ikke noget som helst at sige til. Hun er nødsaget til, ligesom alle de andre paa hendes Stadium, der endnu ikke ved deres Hjernes Kraft og igennem deres Kærlighed til Næsten kan se eller opleve Gud, at bæres oppe af Sakramenterne. Dertil er disse jo skabt. Og igennem disse, i Forbindelse med Guds Tale til hende i Form af hendes daglige Liv og Skæbne, skal hun tilsidst nok blive ført frem til det Stadium, hvorfra den højeste Visdom eller Viden er en daglig videnskabelig Oplevelse eller Kendsgerning, det Stadium, hvor de højeste Vise som værende "eet med Faderen" har set ud over Verden og Livet. Men naar denne min Modstander ved sin Dom og Udtalelse angaaende mig har afsløret at være ligesaa traditionsbundet, dogmetro og afhængig af Sakramenterne som alle de andre, der i Dag sværger til den almengældende "Kristendom", og som udelukkende indtil Hundrede Procent urokkeligt er baseret paa "Troen" paa de fra Oldtiden overleverede Beretninger, bliver hendes Paastand om sig selv, der hvor hun siger: "Vi kan vist godt være enige om - i hvert Fald alle i Ordets sande Betydning intellektuelle Mennesker, der staar helt frit paa Grund af egne Erfaringer, med andre Ord Enere" o. s. v. saa temmelig meningsløs og ligefrem et Falsum, hvilket jo ikke er saa heldigt for hende. Væsener, der som hun i et offentligt Blad dømmer andre til at være "falske Profeter", skulde helst selv være helt rene. Siger hendes egen Verdensgenløser ikke selv, at "den, der er ren, han kaste den første Sten"? - Og vilde det ikke virke smukt, at den, der selv mener at faa Syndernes Forladelse helt gratis, helt uforskyldt, helt af Naade, ligegyldigt hvordan han saa end havde levet, var den første til ikke at stene andre, var den første til at forlade andre deres "Synder"? -

Men saaledes at foregive, at man tilhører de intellektuelle, at man er saa fremragende paa Tænkningens Omraade, at man kan betragte sig selv som en "Ener", at man staar helt frit paa egne Erfaringer, naar Kendsgerningerne viser, at man i det, man taler om, er ganske blottet for Intellektualitet og derfor maa hjælpe sig med at "tro" paa andres Beretninger, maa jo være det samme som at "hæve sig selv op paa en Piedestal", hvor man ikke hører hjemme. Og vi bliver saaledes Vidne til, at min ihærdige Modstander ogsaa her selv sidder inde med de Unoder, som hun har forsøgt at faa Læserne til at tro, at jeg laa under for.

Min næste Angriber og Dommer begynder sit Indlæg om mig med en i højeste Grad tilsigtet, altknusende Dom over mit Hoved. Af denne Dom fremgaar det klart, at han ligesom min først omtalte Angriber i højeste Grad mener om sig selv at være ufejlbarlig. Han skriver: "Efter at Kuranstalten paa Jernevej havde fundet en brat Afslutning paa sin Virksomhed, og den lange Kø af Biler og andre Befordringsmidler med Sundhedssøgende, der mod kontant Erlæggelse af talløse Femkronesedler fik anbragt det obligate Vandtryk paa Vattampon paa de smærtende Steder samt i Tilgift et taaget Foredrag uden Skygge af Logik, et Foredrag, der vilde kunne faa en Neger til at blegne - efter at alt dette lykkeligt er bragt til Ende, dukker der en ny Profet op i Landskabet ved Navn Martinus". Hvortil denne lange og mærkelige Introduktion? - Jeg kender ikke noget som helst til nogen "Kuranstalt paa Jernevej", har aldrig før hørt om den. Men min Modstanders taagede Beretning om nævnte Anstalt lader altsaa formode, at der er foregaaet et større Bedrageri, som Politiet har faaet sat en Stopper for.

Naar Indlægets Ophav betjener sig af en Henvisning til dette Bedrag, kan det jo kun være for at give Læserne det Indtryk, at mit Arbejde er en Pendant til dette, og at jeg saaledes ogsaa er en Bedrager, som Politiet ogsaa helst skulde se at faa sat en Stopper for hurtigst muligt. Dette understreges endnu tydeligere igennem Udtalelsen: "Det vil være at haabe, at Studiekredsens Medlemmer besidder "Intellekt". I saa Fald bliver de sikkert hurtig færdig med denne Lærer. Thi - Gud fri os for den himmelske Dynge af Vaas, denne Aandens Tjener har formaaet at klemme sammen paa nogle faa - ganske vist for mange - Avisspalter".

Den Frimodighed, hvormed jeg her stemples som Bedrager, og mine Tilhængere som Taaber, hvis de følger mig, er ikke til at tage Fejl af. Det er tydeligt nok, at vedkommende mener om sig selv at være særlig kvalificeret eller berettiget til at udslynge denne Dom, der, efter hans eget Niveaus Opfattelse at dømme, kun stiller mig "evig Fortabelse" eller "Helvede" i Vente. Men jeg savner her, ligesom i min første Dommers Indlæg, Logik. Der er ikke noget som helst, der giver Udtryk for Intellektualitet. Hele Indlæget er, som Læserne selv kan se, blinde Paastande, der afslører, at deres Ophav er et i højeste Grad indigneret og ukærligt Menneske, altsaa Egenskaber, der ikke helst skulde være saa dominerende, naar man ønsker at være Talsmand for Kristendom eller gør sig til Dommer over andre Mennesker. At betjene sig af Udtrykket "en himmelsk Dynge Vaas" gør jo Indlæget endnu mere forvirret. Kan en "Dynge Vaas" være "himmelsk"? "Vaas" er Udtryk for Fantasi eller Uvirkelighed. Men Uvirkelighed er jo i dette Tilfælde det samme som Abnormitet. Og da "himmelsk" er det samme som Udtrykkene "paradisisk", "ophøjet", "helligt" eller "guddommeligt", vil dette at sige "en himmelsk Dynge Vaas" være det samme som at sige "en "paradisisk", "ophøjet", "hellig" eller "guddommelig" Dynge "Taabelighed". Men da noget "taabeligt" ikke samtidigt kan være guddommeligt, helligt eller ophøjet, ligesaa lidt som Is kan være varm, afslører min Modstanders Indlæg sit Ophav som temmelig tankeafstumpet eller uvidende om sine Ords Betydning. Men en saadan Mangel hos et Væsen er jo det samme som Kontrasten til Intellektualitet. At Vedkommende saaledes i Virkeligheden udtrykker sig taabeligt, fremføres kun her for at vise, at denne min Modstander selv ligger under for den Intelligensmangel, som han med saa stor Iver betoner, at jeg og mine Tilhængere skulde være Genstand for.

Dernæst gør denne min Modstander en udstrakt Ophævelse over, at jeg har berettet om min Oplevelse af Klarsyn og ligeledes over min Sammenligning af denne min Oplevelse af Guds Aand og Apostlen Paulu's Oplevelse paa Vejen til Damaskus. Han anstrenger sig ligefrem her for at gøre denne min Beretning til Løgn og Usandhed, til Pral og Hovmod. Men hvoraf ved denne min Forfølger, at min Beretning ikke er rigtig eller sand? - Hans Paaberaabelse er stadigt blinde Paastande uden nogen som helst logisk Underbygning. Dette blindt at kalde min Fremtræden for en "Uhyrlighed", at stemple den som "hysterisk", og yderligere at udtrykke min Beretning om Udvikling og Reinkarnation for "en haabløs Pærevælling" kan jo kun eksistere som en fundamental Afsløring af, at min Modstanders Mentalitet er fuld af Indignation, Kulde og Intolerance, hvilket jo, i Henhold til Jesu egen Anvisning, er de "Frugter", hvorpaa man ufejlbarligt kender, at "Træet" er en "falsk Profet", og saaledes ikke har noget med sand Kristendom at gøre, men endnu hører Hedenskaben til.

Min nidkære Modstander kommer saaledes til at dømme sig selv med den Dom, som han har ønsket over mit Hoved. Den dominerende Samvittighedsløshed, der altid er til Stede der, hvor man mangler Næstekærlighed og derfor faar "Daaren til at vandre trygt, der hvor Engle ikke tør træde", har saaledes her i min Forfølgers Mentalitet i allerhøjeste Grad blottet sin Nærværelse. Uden at kende mig personlig, uden at have hørt mig tale, uden at have læst mine Skrifter og uden at have konstateret, hvad mit Arbejde betyder for dem, der har sat sig ind i dette, uden at se om dette har bragt Sorg eller Glæde, og saaledes i Realiteten totalt uvidende om mit Arbejdes sande Natur eller virkelige intellektuelle Analyse, stempler denne Mand mig som en Bedrager eller Svindler. At dette indirekte foregøgles at være i Jesu eller Kristendommens Navn, stempler ham yderligere som famlende i Hedenskabens Mørke, thi sand Kristendom eksisterer jo kun som identisk med at "elske sin Næste som sig selv", og ikke i at besudle det første, det bedste, man møder og ikke forstaar eller paa Forhaand er imod.

Han udtrykker, at der for ham ingen Tvivl er med Hensyn til Paulus' Oplevelse af den hellige Aand, men at jeg skulde have oplevet noget lignende, er for ham umuligt at acceptere, hvilket han jo aabenlyst udtrykker gennem sit Udbrud: "Det maa være en anden og ond Aand, der er faret i ham."

Men vilde det ikke blive saaledes, ligegyldigt hvem der end kom til ham og fortalte, at de havde oplevet en Overskyggelse af den hellige Aand? - Er det ikke netop saaledes, at en saadan ophøjet Begivenhed for min Modstander er noget saa fjernt, noget saa uvirkeligt, at han ikke har Intellektualitet til at fatte den i noget som helst andet Tilfælde end i de overleverede bibelske Beretninger. Han betragter sig selv som fuldkommen Kristen, men er saa langt udenfor Føling med den hellige Aand, at det er ham ganske umuligt at fatte eller fornemme denne Aands virkelige Natur og Nærhed, hvis han møder den i et Nutidsmenneske. Og hvorfor er det saaledes? - Er det kke fordi, at en saadan Oplevelse i et Nutidsmenneske ikke kan faa de nuværende "Præster"s og "Skriftkloge"s Sanktion, den har ikke den Position, som Aarhundredernes gentagne Overleveringer har givet de bibelske Personers Oplevelser. Denne "Præsterne"s og de "Skriftkloge"s Velsignelse er altsaa det eneste Kendemærke, ved hvilket min Modstander kan bedømme den hellige Aand. Men da de nævnte gejstlige Myndigheder heller ikke har andet end de fra en fjern Fortid overleverede Recepter og Dogmer at holde sig til, bliver det almengældende, at det er vanskeligt for et Nutidsmenneske, der har oplevet den hellige Aand, at finde Ørenlyd for denne sin Oplevelse hos de autoriserede "Aandskyndige", og navnlig hvis den da ikke viser sig under den af disse engang vedtagne Recept eller Opskrift.

Oplevelse af den hellige Aand er individuel for ethvert Væsen og forekommer ikke nær i lige udstrakt Grad hos alle Mennesker. Dens Kraft og Styrke beror helt paa Individets særlige Moral eller Udviklingsstandard. Aandens Oplevelse er saaledes ikke indskrænket til en særlig bestemt Form eller Recept. Det eneste, der kan siges, er, at den fylder Individet med Kærlighed og Visdom alt efter dets særlige Udviklingsstandard. Det vil mere eller mindre, ligesom Apostlene, "tale i andre Tungemaal", hvilket naturligvis ikke betyder fremmede Sprog, men derimod Docering af ny guddommelig Viden og Væremaade. Men derved kommer et saadant Menneske netop til at befinde sig udenfor den overleverede autoriserede Recept, og bliver derved afvist, forfulgt og bandlyst af de særlige gejstlige "Sagkyndige", som jo netop skulde være de første til at møde en saadan Oplevelse med Forstaaelse. Og er det ikke netop ud fra Erfaringerne heraf, at Jesus udtrykker, at "de første skulle blive de sidste"? - Var det ikke Ypperstepræsterne og de Skriftkloge, der fik Jesus paa Korset? - Og var det ikke netop fordi han talte i "fremmede Tungemaal"? - Han kopierede hverken Moses eller Elias eller de gængse Forskrifter, men talte ud fra sin egen guddommelige Oplevelse. Indledte han ikke netop meget ofte sin Docering eller Tale med at udtrykke: "Der staar skrevet, men jeg siger eder"? - Dette nye, som han havde at sige, var det ikke det "fremmede Tungemaal"? - Hvem, der virkelig kender til den hellige Aands Natur, ved, at hvert nyt Menneske, der oplever den, faar noget nyt og særligt at fortælle Menneskene. Men dette nye er udenforstaaende jo ganske afskaaret fra at faa Glæde af, naar de paa Forhaand har indhyllet sig i den Overtro, at enhver guddommelig Oplevelse skal være en nøjagtig Kopi af tidligere Oplevelser af samme Aand, og enhver højere Viden absolut ikke maa gaa udenfor den gængse religiøse Videns Rammer eller Forestillinger. Saadanne Væsener har ikke ret megen Føling med den virkelige guddommelige Aand, hvilket da ogsaa giver sig til Kende i deres ukærlige Væsen med dets Fordømmelse af andre til "evig Fortabelse". De lever i en indbildt Forestilling om deres egen "Ophøjethed", som i Virkeligheden kun er baseret paa en ydre farisæisk Opfyldelse eller Overholdelse af de forældede Dogmer og Forskrifter, der efterhaanden nu i Virkeligheden er blevet til en hul, tom Emballage, i hvilken den guddommelige Aand i en fjern Fortid har været placeret for ikke at virke altfor voldsomt paa Datidens primitive og paa Mord og Drab, Had og Vrede indstillede Mentalitet.

At min Modstander tilhører de dogmatisk bundne Mennesker viser sig jo tydeligt nok i hans Angreb paa mig, blot fordi jeg har Oplevelsen af den hellige Aand og beretter om denne Oplevelse. Men han har dog ikke været i Stand til at underbygge dette sit Angreb paa mig med en logisk og klar intellektuel Begrundelse. De førnævnte Udtryk "himmelsk Dynge Vaas", "Hysteri" og "Pærevælling" har jo ikke noget med Logik at gøre. De begrunder intet, men viser sig tydeligt nok for den udviklede psykologiske Forsker som Udtryk for eksploderende, uhæmmet Følelse. De er Udløsninger for de Energiophobninger i Mentaliteten, der mere eller mindre kun kan bane sig Vej i Form af Indignation, Vrede, Raserianfald eller Forfølgelser af enhver Art. Vi ser derfor ogsaa altid, at primitive Mennesker mere dækker deres Fremfærd bag Skældsord, øgenavne, Brutalitet eller Vold overfor deres Ofre, end bag virkelig intellektuel Begrundelse. Denne sidste har de jo endnu ingen fuldkommen Evne til at skabe og mener derfor at kunne gøre det af med ethvert andet Menneskes Fremtræden, der ikke lige passer dem, med en Tilsøling ved Hjælp af mentale Uhumskheder. De har det ligesom Hundene. De gøer i de Situationer, hvor de gerne vilde bide, men ikke kan komme til det. At bruge Skældsord og øgenavne er jo kun en Aabenbaring af "Gø-princippet" i sin Forlængelse. Saadanne Mennesker er endnu ikke vokset fra Hundens Natur. Ja, denne naar saaledes i Virkeligheden først sin Genialitet i denne den menneskelige "Gøen". Intet Under at Kristus bad: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre", thi hele hans Lidelseshistorie var jo den førnævnte Tilsøling i sin allerværste Slags. Den var selve Kulminationen af jordmenneskelig Naivitet og aandelig Uformuenhed parret med dyrisk Brutalitet og Hævngerrighed. At mange af det tyvende Aarhundredes "Ypperstepræster" og "Skriftkloge" i stor Udstrækning under Begrebet "Kristne", "Hellige" eller "Frelste" med deres Dømmen af anderledes tænkende til "evig Fortabelse" o. l., fortsætter denne Tilsøling, viser jo kun, at Verden endnu ikke er færdig med at korsfæste Jesus.

Den Dag, da denne Korsfæstelse ophører, hvilket vil sige, den Dag, da Menneskeheden er færdig med at betjene sig af blinde Skældsord og Vredesudbrud, Intolerance, brutal Forfølgelse og Ødelæggelse af hverandre, fordi de hverken har Forstand eller Aand til at lade sig lede af virkelig Intellektualitet og den hermed forbundne Næstekærlighed, da er Verden frelst. Da er Hedenskabet ophørt, og Menneskeheden er blevet "kristnet".

Min Modstander har altsaa ikke paa nogen som helst Maade givet nogen intellektuel Begrundelse for sin Fremfærd imod mig. Han udtrykker, at mit Væsen er "Indbildskhed parret med Evnen til at fremstille saa meget Vaas ... o. s. v.", men har ikke paa nogen som helst Maade i sit Indlæg vist hvorfor, det er noget "Vaas". Min "Indbildskhed" maa altsaa bestaa i, at jeg paa rette Tid og Sted aabenlyst vedkender mig min Oplevelse af den guddommelige Aand. Og det er rigtigt, at denne Vedkendelse for den udenforstaaende, som slet ikke vil sætte sig ind i Sagen, maaske kan virke noget i Retning af Pral eller Hovmod. Men jeg kan jo ikke af den Grund holde min Oplevelse hemmelig, ligesom det jo ogsaa umuligt kan være Udtryk for Indbildskhed at fortælle en Sandhed, der kan være til Glæde og Velsignelse for mange andre, en Sandhed, der kan være en Bekræftelse paa, at Biblens Beretninger om saadanne Oplevelser er rigtige. Tænk, hvis alle de vise, Profeterne eller alle andre, der har oplevet Guds Aand, havde holdt deres Oplevelse hemmelig. Tænk, hvis Jesus, for at tækkes "Ypperstepræsterne" og de "Skriftkloge" havde holdt sit Væsens Natur eller Forbindelse med den guddommelige Aand hemmelig, hvor vilde Jordmenneskenes Mentalitet saa være havnet? - Hvordan skulde Bibelen og de andre hellige Skrifter saa være blevet til? - Det er rigtigt, at Jordmenneskehedens Mentalitet endnu lader meget tilbage at ønske med Hensyn til Væremaade, men det kan ikke nægtes, at der findes store, udviklede Sider i dens Natur, der i sin første Oprindelse peger direkte tilbage paa guddommelige Visdomsord. Er vore Hospitaler i Dag ikke "Lignelsen om den barmhjertige Samaritan" omformet til levende Praktisering i Kød og Blod? - Og har de andre store Visdomsord fra Jesu Liv og Bjærgprædiken, fra andre guddommelige Vismænd, fra Profeterne og lignende ikke været aandeligt Brød for Millioner af Mennesker? - Tænk hvis hele den store Skare af Væsener havde været tavse, havde holdt deres guddommelige Oplevelser hemmelige? - Sikken et aandeligt Mørke, der da vilde have hvilet over Menneskeheden. Men heldigvis har disse Væsener ikke været bange for de primitive eller uvidende Menneskers Bedømmelse og Forfølgelse. Fælles for alle disse Aandens Tjenere er dette, at de hver især har følt, at de maatte tale, maatte bringe deres Oplevelse videre, uanset hvad det saa end maatte koste, ligegyldigt hvor livsfarligt det saa end maatte være, ligegyldigt hvad man saa end vilde mene eller tro om dem. Den menneskelige Smaalighed, Misforstaaelse og Intolerance har for dem kun været Hindringer, de har følt, at de for enhver Pris maatte bringe det guddommelige Budskab igennem, hvis deres Oplevelse virkelig skulde blive til Velsignelse, blive til Frelse for Verden og til Glæde for dem selv. At det under saadanne Omstændigheder skulde være Indbildskhed for dem at tale, er jo noget som kun det paa dette Felt rent Hundrede Procents uvidende Menneske kan foregøgle sig. Historien viser altfor tydeligt som Kendsgerning, hvor nødvendig de vises Tale har været.

At jeg beretter at have oplevet den hellige Aand og de hermed forbundne guddommelige Goder som Klarsyn og Kærlighed vilde naturligvis være Indbildskhed, Pral og Hovmod, hvis ikke min Beretning var Udtryk for Realiteter. Men disse Realiteter vil min Modstander absolut ikke beskæftige sig med. Hans Indignation mod mig er allerede paa Forhaand saa stor, og hans intellektuelle Sans saa lille, at han kun kan faa Luft for sin betrængte primitive Følelse ved at anvende Hundens Metode. Han "gøer" sine primitive Følelsesudbrud, sine blinde Paastande ud efter mig. Han tror at kunne gøre det af med mit Arbejde ved blot og bart at kalde det "Indbildskhed", "Hysteri" eller "en Dynge himmelsk Vaas". Jeg ved ikke, hvor mange Mennesker der føler sig fuldt overbevist ved blot at faa lanceret disse Udbrud, men intelligente eller intellektuelle kan de i saa Tilfælde absolut ikke være. Det kan højst være Menensker, der blindt tror paa min Modstander, og ligesom Konen i H. C. Andersens Eventyr har det saaledes, at "alt, hvad Fatter gør, er vel gjort", ligegyldigt hvor taabeligt denne "Fatter" saa end handler.

For Mennesker, der virkeligt fordrer intellektuel Begrundelse for at kunne acceptere min Modstanders Dom over mig, bliver ovennævnte Udtryk altsaa kun Stene i Stedet for Brød, medens de til Gengæld, som vi nu har set, bliver et herligt psykologisk Materiale, naar det gælder saglig Bedømmelse af min Modstanders Mentalitet eller Sjæleliv.