Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Sådan kan jagten fortsætte, mil efter mil ind i frugtesløse ødemarker. Indtil søgeren, "den fortabte søn" til sidst bliver indhentet. Og hvad er det så egentlig der sker? – Ja, egentlig intet andet, end at den flygtende, når den første skræk har lagt sig, vil opdage, at den forfølger, som han flygtede fra, egentlig var en del af ham selv. Det er da ikke så mærkeligt, at han før eller senere måtte blive indhentet. Og når han så har fundet sig tilrette med sit nye selskab, vil han finde ud af, at livet sammen med dette "væsen" bliver noget helt anderledes. Den vej, som den nye rejsekammerat foreslår, er definitivt ikke en af de bekvemme alfarveje, men derimod en "smal vej", som fører gennem mange besværlige tornekrat gennem ilddåb efter ilddåb. Men det er en vej, som trods sin ufremkommelighed dog hele tiden fører frem mod det, som søgeren altid har længtes efter i sit inderste uden at tro, at det ville være muligt at nå det. Det er en vej, som hele tiden fører mod sandhed, mod lys, mod en tilstand af liv og mod den højeste form for livslykke, som vi kalder kærlighed.

Det, jeg her forsøger at beskrive, er naturligvis den foreteelse, vi kender som samvittigheden. En slags indre stemme, som mange af os har erfaret, kan være meget svær at følge. Hvordan kan det da være? Jo, for samvittighedens stemme foreslår ikke nødvendigvis den vej, der er mest bekvem, for dens retningspunkt er altid liv og lys. Hvad er da den bekvemme vej, den "brede vej", som ifølge skrifterne fører til "fordærvet" i stedet for til "livet"? Denne vej er altid det at følge vore automatfunktioner, vore gennem liv efter liv indgroede vaner, helt uanset hvor formålstjenlige disse vaner er i vor nuværende situation.

Forandring forudsætter altid vågenhed. Så længe vejen kun fører lige frem og vi følger vore automatfunktioner, kan vi trygt sove videre i vores "livsfartøj". Men når vejen begynder at svinge og vi altså er kommet ind i en sådan livspassage, hvor udviklingen intensiveres, og hvor nøden kalder på kraftige forandringer, så bliver vi nødt til at holde os vågne, selv om det er ubekvemt. Hermed vil jeg ikke på nogen måde sige noget ondt om vore automatfunktioner. De udgør jo i virkeligheden en absolut livsvigtig base i alle tænkelige livsformer. Men det er ikke disse automatfunktioner, som skal styre væsenet. Det skal bevidstheden gøre. Og for at kunne udføre dette arbejde korrekt, er bevidstheden altså blevet udrustet med den kompasnål, som vi kalder samvittigheden. Men det kræver på sin side en vis grad af vågenhed. Det var ikke bare Jesu disciple i Getsemane, som havde svært ved at holde sig vågne. Deres situation symboliserer i virkeligheden hele menneskehedens situation, vor almene tendens til at ville sove ind i en automatisk robot- eller floktilværelse istedet for at være vågne, bevidste og vidende individer.

Så længe vi følger samvittighedens kompasnål, kan vi komme uskadte gennem de aller sværeste terræner. Men hvis vi i stedet slipper opmærksomheden på denne kompasnål, så kommer vi uundgåeligt før eller senere til at nærme os en ulykke og katastrofe på vores livsrejse. Disse ulykker og katastrofer er kun til, for at få os til at "vågne" af vores skønhedssøvn. At få os til at blive aktive, engagerede deltagere i vores livsrejse.

Men hvad har da samvittigheden for opgave, kan nogen spørge sig selv, hvis det ikke er netop dette at dømme vor egen optræden. Er f.eks. vore domstole ikke et udtryk for samfundets "samvittighed", som har til opgave at "fordømme" de handlinger i samfundskroppen, som er uforenelige med god moral? Jo, disse domstole er helt sikkert livsnødvendige på det udviklingsstadium, hvor samfundet i øjeblikket befinder sig. Selvfølgelig er disse domstole nødvendige for at beskytte samfundet mod de tendenser, der er skadelige for det. Men det må dog siges, at et væsens højeste samvittighed ikke har noget som helst med dom at gøre. Hvordan skulle et menneske, der er bevidst i hele menneskets udviklingskæde og i at alle væsener må handle udfra det udviklingstrin, de i nuet befinder sig på, kunne dømme et eneste levende væsen? Fordømmelse som styremiddel i udviklingen kan derfor kun høre hjemme på de trin, hvor had og hævn er naturlige foreteelser som udtryk for dyriske, ubevidste tendenser i væsenet.

Samvittighedens højeste opgave er derfor ikke at dømme, men i stedet for at bedømme. Og samvittighedens højeste opgave er frem for alt dette at lære væsenet at tage det fulde ansvar for sine handlinger, hvor svært det end kan synes at være i den aktuelle situation. Da alle mennesker her på jorden bærer et frø af ægte kærlighed, af ægte uselviskhed i sig, er samvittigheden samtidig noget så utroligt enkelt som virkelig at gøre det, man inderst inde længes efter og at afstå fra det, som man inderst inde længes bort fra. Det er det samme som at "elske sin næste som sig selv", ligesom det er "den fortabte søns" tilbagevenden til "sin faders hus".

Men denne kærlighed kan heller ikke være det samme som "eftergivenhed" eller "tossegodhed". De ufærdige sider hos væsenet må omgives med kærlighed og forståelse, men det er de menneskelige sider, som må have det afgørende ansvar. Den modsatte situation, nemlig at egoismen regerer over uselviskheden, dumheden over klogskaben, kan kun føre til utryghed og kollisionskurs med selve livet, enten det gælder et enkelt væsen eller et helt samfund. Dette, om noget, har historien vel givet rigeligt med eksempler på. Væsenets vej ud af fejlmanifestationernes region går altså gennem at det lærer at være i kontakt med sin samvittighed, med sin egen indre fremvoksende" kristusnatur", men at det samtidig lærer at føle kærlighed, varme og omsorg for sit eget væsen, trods de ufuldkommenheder, som præger dets nuværende stadium.