Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Nu bør det påpeges, at der normalt ikke sker nogen "lækage" fra det åndelige plan – bortset fra drømme, som i kosmisk betydning oftest er en slags usammenhængende blanding mellem fysiske og åndelige erindringsoplevelser. I et vist afsnit af udviklingsspiralen må væsenernes åndelige eller kosmiske kundskab holdes tilbage, forklarer Martinus. Var det ikke sådan, ville liv og bevidsthed overhovedet ikke kunne eksistere, mener han (se evt. LB 2, stk. 345). Den åndelige uvidenhed og materialisme, som de jordiske mennesker lider under, er altså helt normal på grundlag af de evige principper i den guddommelige verdensorden. Rent teknisk indebærer det hovedsageligt, at individets "intuitions-" og "hukommelseslegemer" i den samlede sjælsstruktur bliver så ufuldkomne, at de ikke kan overføre nogen som helst sandheder og erindringer, hverken fra tidligere liv eller "søvnen" til den fysiske dagsbevidsthed. Det er først, når de åndelige legemer gennem fortsat udvikling har fået en anden kombination, at de evige principper og oplevelserne fra det åndelige plan kan overføres til det fysiske tyngdelegeme. Men da er individet ikke længere et "kosmisk bevidstløst" jordmenneske, men er blevet et rigtigt menneske, som påny er blevet "kosmisk bevidst".

Når der nu trods alt forekommer oplevelser eller "lækager" fra den åndelige side, kan det jo betragtes som bevidste undtagelser, som ikke strider mod vedkommende menneskes udvikling og karma. Kosmisk set er intet menneske jo forladt, fordi det føler sig ensomt og ulykkeligt. Der er altid skytsånder, der er parate til at hjælpe alle på det fysiske plan, som behøver hjælp, forklarer Martinus. Men det bliver altid på den måde, som passer bedst ind i individets udvikling og karma. Når nogen befinder sig i en dyb krise, er det måske nødvendigt, hvis det ikke hæmmer individets udvikling, at man mere tydeligt griber ind og trøster fra den åndelige side. Desuden, når vi nu ifølge kosmologien nærmer os tærskelen til det rigtige menneskerige, kan alle omvæltende åndelige oplevelser – UFO-kontakter, nærdødsoplevelser mm., som der mere og mere berettes om – have til hensigt at begynde at vænne menneskeheden til højere og højere sandheder om vor universelle tilværelse. Og det lader til at skulle gå stærkt nu. Man kan næsten påstå, at de mere dogmatiske synsvinkler, såvel videnskabeligt som religiøst, er definitivt inde i deres slutfase. F.eks. nye begreber som NDO og UKO (ud-af-kroppen-oplevelser) er kommet til i de sidste ti-femten år, dvs. offentliggjorte erfaringer blandt almindelige mennesker, som er begyndt at skabe uorden i det materialistiske verdensbilledes grundvolde. Og i dag er det heller ikke usædvanligt, at selv præster begynder at blive åbne for reinkarnationstanken, som vel har været mere eller mindre tabu inden for kristendommen. Og hvilken psykiater ville med risiko for sit rygte for nogle årtier siden have vovet at publicere sine eksperimenter omkring tidligere livsoplevelser, og nu sidst om menneskers genforeninger med afdøde pårørende? Jeg sigter til Raymond Moody, som i sin sidste bog "Genforeninger" fortæller om sit sidste forskningsprojekt på det åndelige område. Her beretter han også selv om en "genforening" med sin gamle afdøde farmor, som fandt sted i det, han kalder "apparitionskammeret" (et lille mørkt rum med svag belysning og et spejl at se i). Sådan siger han selv om sin erfaring: "...Nu elsker jeg hende på en måde, som jeg ikke gjorde det før min oplevelse. Min oplevelse gjorde mig også vedvarende overbevist om, at det, vi kalder døden, ikke er afslutningen på livet."

Med en kombination af meget gamle og af moderne metoder har Moody ladet et stort antal personer søge kontakt med en afdød, de sørgede over eller ville træffe igen. Resultatet af selve metoden blev overraskende godt. Og konsekvensen af oplevelserne var udelukkende positive for forsøgspersonerne. Man blev f.eks. helt overbevist om, at oplevelsen havde været virkelig, at den "afdøde" fortsat levede, og alt var såre godt! Nu var det ikke alle, der oplevede deres genforening i "apparitionskammeret" til trods for, at samme forberedelsesprocedurer, hvor blandt andet afslapningsøvelser for at opnå den såkaldte "hypnagoge" tilstand (en tilstand mellem vågen tilstand og søvn) indgik. En del af forsøgspersonerne fik nemlig først deres oplevelse, da de kom hjem, om natten eller tidligt om morgenen i forbindelse med søvnen. Ifølge Moodys forskning er det ca. 25 % af dem, der besøger "apparitionskammeret", der først får deres oplevelse, når de kommer hjem, efter ca. 24 timer.

Der findes mange inspirerende beskrivelser af tilfælde i Moody's bog. Men jeg vælger alligevel at gengive en anden beretning, som ligeså godt kunne have været med i hans publikation. Ikke mindst virkelighedsopfatelsen og overbevisningen er helt identisk med Moody's beskrivelse af tilfælde. Det drejer sig om en 88-årig moster til min mor, som fornylig helt spontant oplevede en genforening i forbindelse med søvnen. En genforening, som først fandt sted efter 23 år! Hun havde haft en meget fin relation til sin mand, som hun stadig savnede meget. Hun havde vel drømt om ham af og til i årenes løb, men det her var noget helt andet... "Pludselig ser jeg mig selv ligge i sengen på min venstre side, præcis som jeg plejer at ligge, når jeg sover. På stolen ved siden af sengen sidder min mand Nils-Olov lyslevende. Jeg ved ikke hvordan, men jeg går hen til ham, og han omfavner mig varmt og ømt. Så vågner jeg. Og jeg følte stadig hans arme om livet på mig. Det lyder måske mærkeligt det her. Men jeg ved, at det var ham, som sad der."

Vist må det være inspirerende og trøsterigt at blive genforenet med en, man har holdt af. Men som jordisk menneske er det ifølge Martinus ikke helt uden risiko at søge forbindelse med det åndelige plan – undtagen når det drejer sig om uselvisk bøn, som altid er den sikre metode. Det er jo ikke sikkert, man kommer i forbindelse med den, man vil, når man selv "inviterer" mennesker, der er afdøde fra det fysiske plan. Desuden kan alt for megen sorg og savn, som jo egentlig har et egoistisk præg, holde den afdøde tilbage i den mellemzone, som alle må igennem, inden man rigtigt kommer ind i den åndelige verdens lyssfærer (se evt. Kosmos nr. 10/90, nr. 4/94). Man hjælper bedst den afdøde i sin fortsatte udvikling ved at sende kærlige tanker og forsøge at være til hjælp for de efterlevende, oplyser Martinus. Hvis der ikke sker nogen genforening, som åbenbart kan lade vente på sig i mange år, er det sandsynligvis, fordi det ikke er særlig nødvendigt for ens udvikling. Vi kommer tids nok til at blive genforenet med alle, vi har holdt af og har haft noget tilfælles med, når vi selv forlader det fysiske plan. Og engang i fremtiden, når vi er blevet mere fuldkomne mennesker og har fået en lidt anderledes kombination af vore åndelige legemer, vil vi opleve den åndelige verden lige så tydeligt, som vi nu oplever den fysiske, viser kosmologien os.

Martinus: LB2, stk. 338-345, Menneskehedens skæbne