Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Korset, som ved Jesu lidelseshistorie blev ophøjet til et lysets symbol, var allerede forinden ved sin særlige struktur udgørende et af livets fornemste symboler, idet der ikke findes nogen som helst mulighed for at skabe et bedre eller mere fuldkomment symbol for det levende væsens mest ophøjede manifestation eller væremåde end netop i form af krydset eller korset. Ja, samme tegn er så talende, at det udtrykker selve Guddommens egen absolutte tilværelsesmåde og er således selve sandhedens mest korrekte udtryk, og i kraft heraf ville denne dets ophøjede natur umuligt kunne have undgået før eller senere at være blevet opdaget af menneskeheden. Det ville dermed uundgåeligt være blevet lysets symbol, selv om det ikke var blevet anvendt og kendt ved Jesu lidelseshistorie. Men dets tilknytning til nævnte lidelseshistorie har jo kun stærkt forøget dets glans eller rettere gjort denne glans tilgængelig på et tidligere stadium i udviklingen, end det ellers ville være blevet tilfældet. Og det er netop dette, ved dets tilknytning til lidelseshistorien afslørede eventyr, jeg gerne her vil indvi menneskene i.

For at forstå, hvorledes korsets tegn kan være udtryk for den fuldkomne manifestation, må man erindre, at denne udelukkende kan åbenbare sig igennem en sand materiel og en sand åndelig viden. På det stadium i udviklingen, hvor jordmennesket begynder at forlade barnetroen eller i det hele taget forlader den religiøse livsindstilling på grund af en stærkt tiltagende intelligensudvikling og den hermed følgende altbeherskende materielle interesse, bliver det et rent koldt materialistisk væsen. Al bevidst gudsdyrkelse eller enhver forestilling eller tanke om åndelige foreteelser er bandlyst fra dets bevidsthed som overtro, naivitet eller intelligensmæssig uformuenhed. Til gengæld går et sådant væsen så meget desto mere op i ren intelligensmæssig forskning. Men da et sådant væsens kosmiske sanser er ganske latente, hvilket ses af dets foragt for alt ophøjet, religiøst eller åndeligt liv, kan det kun bruge sin intelligens på rene materielle eller fysiske områder. Det tilegner sig et væld af kundskaber på det materielle område, men disse kundskaber udgør udelukkende mål- og vægtfacitter. Med denne kundskab kan væsenet indtage en overordentlig stor og ærefuld position i det moderne samfund, være en fremragende videnskabsmand, være lærer eller professor ved de højeste læreanstalter eller universiteter. Men mål- og vægtfacitter kan ikke i længden være fyldestgørende for den menneskelige ånd. Der vil stadig være visse store spørgsmål, som en aldrig så reel viden om hastigheder, bølgelængder, volumen, kilogram og kilometre ikke kan give noget som helst svar på. Disse ubesvarede spørgsmål vil være en mental sult eller hunger. Men når denne sult således forekommer, og det er en kendsgerning, at den ikke kan tilfredsstilles eller mættes ved hjælp af materiel viden og kunnen, bliver det ligeledes en kendsgerning, at den kun kan mættes eller tilfredsstilles ved hjælp af åndelig viden og kunnen. Vi bliver da også vidne til, at væsenerne efter at have passeret det kolde materialistiske stadium mere og mere vender interessen og blikket imod de sjælelige, psykiske eller åndelige felter. Og her bliver det efterhånden igennem de forskellige jordliv lige så fuldkommen en ekspert eller forsker, som det tidligere var ekspert i materiel forskning, for til sidst helt at opnå kosmisk bevidsthed, hvilket vil sige: evnen til at se og opleve livsmysteriets virkelige eller absolutte løsning. Da væsenet med denne oplevelse kommer i den absolut fuldkomne kontakt med livet og sig selv og derved fornemmer sig ét med Guddommen og det virkelige liv i udødelighed, harmoni og salighed, bliver det herved en kendsgerning, at vejen til denne livets højeste tilværelsesform udelukkende eksisterer som en passage igennem de her nævnte to oplevelses- eller forskerstadier: det materialistiske og det åndelige. Skuepladsen for denne passage udgøres netop af jordmenneskets bevidsthedsområde. Dette område er således i realiteten det virkelige fuldkomne og evige livs sande forgård.

Vejen til fuldkommenhed går altså kun igennem disse nævnte to forskerstadier eller oplevelsesformer. De er lige nødvendige begge to. Man vil aldrig i noget som helst tilfælde kunne opnå fuldkommenhed ved en blot og bar åndelig tilværelse eller kunnen, lige så lidt som man vil kunne nå den samme forklarede eller forherligede tilstand ved en rent fysisk fremtræden eller kapacitet. Livet i sin helhed består i lige grad af fysiske eller materielle og åndelige detaljer. Det bliver derved indlysende, at man for at kunne opleve livet i sin fulde helhed må være kapacitet i fysiske såvel som i åndelige oplevelser. Ved kun at være kapacitet i den ene oplevelsesform, vil den anden oplevelsesform og dermed selve livet jo stadig være et uløst mysterium, og den heraf følgende sult hos forskeren eller sandhedssøgeren utilfredsstillet. Og med en sult, for hvilken der ingen tilfredsstillelse eller mættelse eksisterer, vil enhver oplevelse af fuldkommen harmoni og salighed og dermed det fuldkomne liv være en umulighed. Den fuldkomne tilværelse eller oplevelse af livet bæres således udelukkende af, at man til en vis grad er blevet en kapacitet både i fysisk og åndelig oplevelse.

Hvis man nu vil betegne disse, det fuldkomne livs to bærende faktorer ved et tegn eller symbol, kan den mest fuldkomne måde at gøre dette på kun ske ved hjælp af korsets tegn. For at nå til fuldkommenhed må man først igennem jordlivene gennemleve det materialistiske eller gudløse stadium. Oplevelsen af dette stadium bliver en mental vandring fra det ene materielle facit til det andet. Man oplever tingene som udgørende virkninger af noget andet. Man kalder dette andet for tingenes årsag og søger efter denne årsag. Og når man så har fundet denne årsag, viser det sig, at denne i sig selv også kun er virkninger af noget andet og således fortsættende. Man vandrer altså fra årsag til virkning og fra virkning til årsag i det uendelige uden nogen sinde at komme til den virkelige eller første årsag. Alt, hvad man oplever, er kun virkninger, og alle de herpå baserede facitter kan derfor kun udgøre betegnelser for disse virkningers særlige udslag, art eller grad og bliver derved kun mål- og vægtfacitter. Ad denne vej kan forskeren aldrig nogen sinde finde det virkeligt "levende" i tilværelsen. Alt er døde energier, vibrationer eller bevægelser, hvad enten de viser sig som faste, nydende eller luftformige stoffer. Selv om denne vej som årsags- og virkningskæde i sig selv er uendelig, kan den dog ikke i det uendelige befares af individet eller det levende væsen. På grund af dets særlige sansestruktur begynder denne årsags- og virkningskæde i mikrokosmos og afslutter i makrokosmos. Uden for disse to felter kan intet som helst levende væsen opleve eller sanse. Her udenfor er nævnte kæde for sanserne lig intet, selv om den i virkeligheden naturligvis stadig er en urokkelig realitet.

Som før nævnt kan forskeren på denne bane kun opleve døde eller livløse foreteelser: mål- og vægtfacitter, energi-, vibrations- eller bevægelsesarter eller former, alt sammen virkninger af andre energi- eller bevægelsesarter eller former. Men da jordmennesket, i alt fald gennem sit eget væsen, sin egen natur og fremtræden, ikke kan undgå at opdage, at der eksisterer mere end virkninger og årsager, der også kun er virkninger, nemlig selve det "levende". De døde facitter udtrykker ikke direkte "noget levende" eller det "noget", vi kalder livet. At der eksisterer mere end døde virkninger, bevægelser, vibrationer, stoffer, eller materier bliver til kendsgerning derved, at der eksisterer noget i væsenet, der oplever disse foreteelser eller virkninger, ligesom det samme "noget" også selv kan afstedkomme virkninger. Det "noget" udtrykker væsenet selv ved begrebet jeget. Det siger f.eks.: Jeg så, jeg gik, jeg arbejdede. Dette jeg udgør altså ophavet til virkningerne. Da dette ophav ikke kan sanses, idet den organisme, det befinder sig i, samt alt det øvrige, det åbenbarer eller manifesterer, kun er virkninger, kan disse virkninger, ligegyldigt af hvilken art de så end måtte være, ikke være identiske med jeget eller det nævnte "noget". Det bliver derfor i første instans til mystik for individet. Denne mystik bliver til sidst til et eneste stort og brændende spørgsmål. Individet kan ikke mere slå sig til tåls med de døde materiefacitter. Det ser mere og mere, at disse såvel i naturen som i dets egen organisme er baseret på en bagved eksisterende vilje og dermed et tænkende ophav.

De forskellige materielle foreteelser, som det daglige liv og selve naturen i al sin vælde udtrykker, kan altså sanses eller opfattes på to forskellige måder. Hvis vi tænker os en bog indeholdende en eller anden logisk beretning, en roman, et eventyr eller en videnskabelig afhandling blive skænket til en person, der hverken kan læse eller skrive, vil hans udbytte af denne bog, såfremt ingen andre gør ham bekendt med dens indhold, kun kunne blive et mål- eller vægtfacit. Han vil kunne bedømme bogens eventuelle smukke indbinding, omslagstegning, papirets farve såvel som selve bogens format, tykkelse og vægt. Andre facitter vedrørende bogen vil han i den givne situation være ganske udelukket fra. Bogens indhold af bogstaver er for ham et ganske broget virvar. Det skønne og værdifulde litterære indhold, som disse bogstaver tilsammen udtrykker, er han helt afskåret fra. Og det er i princippet ganske det samme, der gør sig gældende for den rent materielle forsker. Han ser på livets mange detaljer og udtryk, men kan slet ikke læse disse. Han ser deres format, tykkelse og vægt, deres farve og bevægelse, men hvad de derudover fortæller eller oplyser, er han lige så afskåret fra, som analfabeten er afskåret fra bogens intellektuelle indhold.

Hvad vil det da sige at være åndsforsker? Det vil, som det netop fremgår af ordet, være en, der forsker efter ånd. I stedet for at benægte ånds eller livs tilstedeværelse bag alle naturens foreteelser må han absolut begynde at indstille sig sympatisk på den tanke eller forestilling, at der er liv og ånd bag alle naturens "bogstaver", lige såvel som der er liv og ånd bag en almindelig bogs ord eller tekst. Forskeren må således begynde at lægge mærke til de fysiske eller materielle foreteelsers indbyrdes kombinationer for at finde ud af, at de fremtræder logiske, hvilket vil sige, at de udfylder et nyttigt formål. Da de er bygget eller kombineret på en sådan måde, at de udløser et nyttigt formål, afslører de derved en plan eller hensigtsmæssighed. Men da en plan eller hensigtsmæssighed igen er det samme som udløsningen af en tankerække, der er kombineret på en sådan måde, at samme udløsning opfylder et formål, afslører samme udløsning dermed "noget levende", thi et formål er nemlig det samme som en attrå eller et ønske. Og kun noget levende kan have en attrå eller nære et ønske. Da dette at kombinere en tankerække på en sådan måde, at dens udløsning skaber opfyldelsen af en attrå eller et ønske, er det samme som udløsningen af intelligens, bliver det levende" noget" bag enhver logisk skabelse her ligeledes til kendsgerning. Thi kun det levende "noget" kan være intelligent. Det bevidstløse eller døde, hvilket vil sige: selve materien, kan kun udløse tilfældighed. Men da enhver udløsning af en energiform eller funktion, der udgør modsætningen til tilfældighed, er identisk med udløsningen af vilje eller er en viljesfunktion (enten som A-, B- eller C-viden), og en sådan funktion igen kun kan eksistere som en egenskab ved et levende "noget", bliver samme "noget" også her stadfæstet som kendsgerning.

Som det her er påpeget, kan man altså i naturens foreteelser eller detaljer finde helt andre facitter end dem, der udtrykker mål, vægt eller virkningsgrader. Disse facitter udtrykker eller åbenbarer intelligens, vilje og dermed tanke og bevidsthed eller selve livet. Nævnte facitter afslører og udtrykker således selve det levende eller livet og udtrykkes derfor i Livets Bog som livsytringsfacitter. Det er disse facitter, der udgør kosmiske tanker og dermed kosmisk bevidsthed. Uden disse ville livets opfattelse kun kunne eksistere som mål- og vægtfacitter eller rene talbegreber. Disse facitter er således uundværlige for at forstå det virkelige liv bag alle former. Uden disse facitter ville livsmysteriets løsning aldrig nogen sinde blive tilgængeligt for noget levende væsen. Ligesom mål- og vægtfacitterne vil livsfacitterne også være at udtrykke som en sammenhængende række af detaljer, for hvilken en streg vil være et tilstrækkeligt symbol. Men at lade denne streg gå parallelt med den streg, ved hvilken mål- og vægtfacitterne kan symboliseres, ville være ganske misvisende på et symbol, idet man da måtte tro, at de to rækker facitter var identiske eller havde samme mission. Da dette ikke er tilfældet, må dette på et symbol antydes, hvis symbolet skal være korrekt. Hvorledes skal vi da anbringe den streg, der udtrykker livsfacitterne i forhold til den streg, der udtrykker mål- og vægtfacitterne?

Der er kun en eneste måde, dette kan gøres på for at være fuldstændig korrekt, nemlig ved at sætte dem på tværs af hinanden, så krydset eller korset opstår. Jeg nævnte før, at mål- og vægtfacitterne kun strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos, og at alt, hvad der ligger der udenfor, er utilgængeligt for individets sanser og dermed bliver lig intet for de samme sanser. Materien udgør således et legeme, der for sanserne har en "bredde". Denne bredde strækker sig altså fra mikrokosmos til makrokosmos. Da alt her udenfor, som nævnt, for sanserne forekommer at være lig intet, vil den materielle forskning aldrig kunne blive andet end en vandring fra et "intet" hinsides mikrokosmos til et "intet" hinsides makrokosmos. Det første og sidste facit, frembragt af den rent materielle forskning, bliver således lig intet. I sandhed, det er ikke så mærkeligt, at den hundrede procent materielle forsker fremhæver eller påstår, at der bag materien kun eksisterer et absolut "intet", og at han som følge af denne opfattelse er total gudsfornægter og modstander af al opfattelse af "et åndeligt, udødeligt noget" bag materien, ja, endog bag de levende væsener. Ud over tal begreber, mål- og vægtfacitter ser han i kraft af sansernes særlige struktur jo kun et intet tone frem. Men dermed har han ikke fundet livets løsning. Som første årsag til den kolossale planmæssighed og logik, hvormed Jorden er omskabt fra ildtilstand til dens nuværende fuldkomne beboelighed for animalske væsener, må han sætte tilfældighed. De døde kræfters tilfældige sammenspil har altså frembragt kulminationen af planmæssig eller logisk skabelse. Men da et sådant postulat eller dogme jo igen er hundrede procent inkonsekvent i forhold til den energiudfoldelse, der finder sted inden for hans egen viljeføring, kan nævnte postulat ikke i længden være et tilfredsstillende svar på naturens højintellektuelle eller logiske skabelsesproces. Inden for hans egen viljeføring bliver det nemlig en stedse tiltagende kendsgerning, at ingen logisk skabelse opstår uden i kraft af en intelligensmæssig eller intellektuel viljeføring, og at kaos derimod uundgåeligt opstår, hvor han hundrede procent overgiver sit daglige liv i tilfældighedernes vold. Hvorfor skaber tilfældighed kaos og planløshed inden for hans eget område, når den udenfor i naturens område ligefrem kulminerer i hundrede procent intellektuel eller logisk skabelse? Hvorfor skal det levende væsen have intelligens eller intellektuelle evner for at kunne hamle op med naturens skabelsesprocesser, der jo dog ifølge materialistens opfattelse udelukkende beherskes af tilfældighed?

Det er sådanne spørgsmål, det er umuligt at besvare ved blot og bar mål- og vægtfacitter. Og de nævnte spørgsmåls besvarelse vil derfor før eller senere blive aktuel hos enhver nok så kold materialist, alt eftersom den førnævnte inkonsekvens bliver til større og større kendsgerning for ham. Og her er det, han begynder at blive åndsforsker, hvilket altså vil sige: forsker efter liv, og resultatet af denne forskning bliver livsytringsfacitter. Åndsforskeren adskiller sig fra materialisten derved, at han bag alle materiefacitterne eller materiekonstellationerne søger hensigter eller de formål, de nævnte konstellationer skal udløse. Hans viden bliver derved beriget med hensigts- eller formålsfacitter. Han ser efterhånden, at alle naturens foreteelser og detaljer hver især opfylder en logisk hensigt og derved bliver led i en større logisk plan. Det kan således ikke undgå at blive til kendsgerning for ham, at de afslører tanke og vilje. Thi hvad er en logisk plan andet end en intelligensledet tankerække? Er logisk skabelse ikke det samme som overførelse af denne intelligensledede tankerække til materien? Og er denne overførelse ikke det samme som vilje? Åndsforskeren finder altså både intelligens, tanke og vilje bag naturens foreteelser eller detaljer. Disse bliver det samme som åbenbaringen af bevidsthed eller liv bag naturen. Naturen er således et levende væsens manifestationer. Alle dens detaljer, nuancer eller foreteelser udgør tilkendegivelsen af et levende væsens tanker, hensigter eller ønsker. Og åndsforskeren finder her Guddommen. Den fortabte søn finder her sin fader. Og man vil således forstå, at materiens mange nuancer eller detaljer nu ikke mere blot udgør kolde virkningsfacitter, men er udtryksmidler, ved hvilke Guddommen overfører sine tanker til de levende væsener på samme måde, som bogstaver og tegn i sproget er udtryksmidler, ved hvilke de levende væsener gensidigt overfører deres tanker til hverandre. Naturen er således det sprog eller den tale, ved hvilken Guddommen overfører sine tanker og hensigter, sin vilje og følelse til de levende væsener. Og i samme grad, som dette efterhånden bliver til kendsgerning for åndsforskeren, bliver denne således indviet i Guds bevidsthed, Guds tanker og vilje. Gud bliver til kendsgerning, bliver til et levende væsen, som han kan tale med, som en mand taler med sin næste. Det er en sådan oplevelse af naturen og livet, der i mit hovedværk Livets Bog udtrykkes som kosmisk bevidsthed.

For det indviede væsen bliver oplevelsen af materien således ikke blot kilogram eller kilometer, volumen eller konsistens, bølgelængder eller bevægelser, men til levende ord eller udtryk for Guds tanker, tilkendegivelse eller henvendelse til det levende væsen. Materien er således Guddommens livsudtryk. At opleve materiens eller naturens detaljer på denne måde er at opleve disse som "livsytringsfacitter".

Som jeg allerede tidligere i nærværende foredrag har forklaret, udgør materien for de materielle sanser et "legeme", der strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos. Hinsides disse to foreteelser er denne for de fysiske sanser lig intet. Dette at sanse eller at se naturen som blot udgørende materie eller døde foreteelser er en stærkt begrænset sansemetode, idet den uvægerligt standses af det for de fysiske sanser fremtrædende "intet" hinsides mikrokosmos og makrokosmos.

Da materien, som før nævnt, for den fysiske sansning udgør et legeme, der er begrænset, idet det kun strækker sig fra mikrokosmos til makrokosmos, og hinsides disse to foreteelser er lig "intet", mens samme legeme imellem nævnte to foreteelser udgør en detaljerække, der hverken har begyndelse eller afslutning, men evigt er afslørende Guddommens tanker og vilje, og ånds- eller livsytringsforskeren derfor her ikke kan standses af noget "intet", men evigt kan blive ved med at sanse og opleve, bliver samme materielegeme således at udtrykke eller symbolisere som et legeme med bredde og længde. Dets bredde markeres for sanserne som strækkende sig frem igennem uendeligheden og evigheden.

Som jeg her har forklaret, er korsets tegn således i kraft af sin egen natur selvskrevet til at være et helligt tegn og ville med tiden være blevet opdaget og anerkendt som sådant selv uden den forherligelse, der timedes det ved Jesu lidelseshistorie, og som nu betinger, at det fremstilles eller mangfoldiggøres i platin, guld, sølv og ædle stene og med ærefrygt bæres af tusinder af mennesker verden over.

Med hensyn til selve det almindelige kors har det oprindeligt været et henrettelsesredskab. Det er i sin egenskab heraf, at vi lærer det at kende i Jesu lidelseshistorie. Dette lysets største og evige symbol har således gennemløbet en fornedrelsens tilstand. Dets overjordiske kosmiske glans har været formørket af de mest primitive, rå og barbariske jordmenneskelige tankearter. Fra dets ophøjede struktur har røveres og morderes skrig og dødsrallen lydt ud over forsamlinger af hævnende og straffende jordmennesker, for hvem hele sceneriet var en desto større underholdning eller nydelse, jo mere smerten og lidelsen kom til udtryk i de døendes kropsvridninger, skrig og tårer. En mere fortættet atmosfære af helvede kan vel ikke tænkes? Men en større fornedrelse eller besudling af det fuldkomne livs, hvilket vil sige kærlighedens evige symbol end denne, at gøre dette til redskab for udløsningen af en sådan atmosfære, kan vel lige så lidt tænkes?

Men en dag blev der på dette lysets tegn ophængt et væsen, der repræsenterede den samme strålende renhed, den samme fuldkomne manifestation, den samme åbenbaring af Guddommens billede som den, der var udtrykt i selve korsets struktur. Og se! Da måtte mørkets atmosfære vige. Ud fra det evige symbol vældede kosmiske lysmasser frem. I stedet for alle de eder, forbandelser og trusler om hævn, der i almindelighed plejede at strømme ud fra de dødsdømte på korset, funklede der nu fra den guddommelige martyrs læber en altomfavnende stråleglans. I en brise af varmende tilgivelse, koncentreret i ordene: "Fader, tilgiv dem, thi de ved ikke, hvad de gør", tog han alle sine fjender og bødler til sit hjerte og bragte derved Golgathas kors til at lyse. Og lyset bredte sig i verden, blev til "den hellige ånd" eller den sæd, i hvilken alle Jordens slægter skal velsignes. Og se: det evige symbol blev hævet op fra fornedrelsens, hadets eller helvedes skyggeregioner, blev til det rat, ved hvilket væsenernes åndelige kurs mod lykkens højeste tinder udelukkende kan styres. Og det fortidige mordvåben eller henrettelsesmiddel bliver som før nævnt, i dag fremstillet i alle Jordens ædleste metaller og anbragt som en pryd på kongers og kejseres kronjuveler, på hædrede mænds ordener såvel som på den rige og den fattige mands gravsted. En større ære eller dyrkelse vil aldrig nogen sinde nogen materiel foreteelse, der har været anvendt til henrettelsesmiddel, kunne afstedkomme.

Intet som helst andet mordvåben har i sig selv sådanne betingelser for at hæve sig ud af sin fornedrelses natur som de, korset rummer, og kan derfor aldrig nogen sinde blive at sidestille med dette evige symbol. Korset er således i kraft af sin særlige struktur noget ganske enestående. Det vil i kraft af samme struktur, der er det absolut urokkelige udtryk for selve livets kulmination, aldrig kunne holdes nede i fornedrelse eller mentalt mørke. Overalt, hvor høj intellektualitet begynder at kulminere, vil korsets tegn være den materielle foreteelse, der i størst udstrækning kan tilbagekaste strålerne af denne livets højeste funktion. Korsets tegn er spejlbilledet af livets højeste struktur. Dets forekomst udtrykker bevidsthed, evighed og uendelighed. Det er Guddommens eget udtrykte billede symboliseret i materie.

Som man her har set, er korsets historie i princip nøjagtig den samme som jordmenneskets historie. Som tidligere nævnt er jordmenneskets legemlige struktur i sig selv et kors. Og ligesom det materielle kors gennemgik en fornedrelsens periode og nåede frem til et lysets højeste stadium, således går det levende kors i kød og blod også igennem en fornedrelsens tilstand og når frem til lysets højeste tinder. Ligesom trækorset i sin tid blev benyttet til aflivning af røvere og mordere, således bliver det levende kors også igennem en periode benyttet til at aflive røveriske og morderiske tendenser på.

Men en dag stråler der også ud fra det animalske kors vældige lysbølger. Det kommer til at bære en bevidsthedskombination, ud fra hvilken der stråler tilgivelse og forståelse imod dens forfølgere, ja, kærlighed og velsignelse imod alt og alle. Og se! Da er fornedrelsens mørke fjernet fra det animalske kors. Det levende væsens organisme er ikke mere et henrettelsesmiddel over for mørke tendenser, men er nu et kærlighedens lyscenter, ud fra hvilket varmende, højintellektuelle impulser forplanter sig videre og videre ud over Jorden, frem igennem tid og rum, ind igennem medvæsenernes sind og bevidsthed, trøstende, stimulerende og oplivende de ulykkelige, de lidende og sorgfulde såvel i kongernes sale og de riges paladser, som i de fattiges hytter.