Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg oplever i disse dage at skulle skrive en lærebog for Folkeskolens 7.-10. klasse. Det startede for et par år siden, da jeg meldte mig til et skrivekursus. I løbet af kort tid arbejdede jeg sammen med min lærer, som viste sig at være professionel forfatter med mere end 30 skolebøger bag sig. Nu har vi i fællesskab skrevet bøger om eskimoer og indianere og meget mere, og turen er kommet til ret så dybe ting: Hvad er livets mening, hvad er et godt liv, hvad er lykke?

Det jeg ville fortælle var, at jeg i den situation rigtig kan se, hvilke enorme fordele jeg har af at kende Martinus. For anden gang i mit liv går det op for mig, hvor gigantisk hans verdensbillede er – nu, hvor jeg professionelt skal forklare nogle af disse ting for eleverne og deres lærere. Og få det til at hænge sammen med noget de kender fra deres egen verden.

I Martinus artikel i dette nummer kommer han ind på at forklare to sider af vores livsoplevelse – den materielle og den åndelige. Han sammenligner med henholdsvis bogstaverne og budskabet i en bog. Den ide kan fint bruges i Folkeskolen!

Et særligt problem er begrebet tro. Det er ikke usædvanligt, at folk med interesse for Martinus kun har et skuldertræk tilovers for begrebet tro. Det stadium er man jo helt ude over osv.

Men her har jeg i mit samarbejde med kredse uden for Martinus fundet helt andre synsvinkler. Søren Kierkegaard skriver meget apropos om eksemplet med livet som en bog, der kan læses:

"Tydningen er dybest set, hvad man tror, ikke hvad man ved. De fleste mennesker lever så skødesløst, at de ikke engang ved, at de tror!"

Det fortæller lidt om, at Martinus og Kierkegaard tænker på to forskellige ting, når de taler om tro. For Martinus er tro det modsatte af viden, for Kierkegaard er tro grundlaget for viden. Man tror, før man ved. Martinus taler ikke her om tro, men om – erfaringer! Det er erfaringerne gennem mange liv, vi styrer efter. Kierkegaard ville her bruge ordet – tro!

På samme måde siger Kierkegaard, at man er nødt til at tro på kærligheden – ellers finder man den aldrig. Enhver, der interesserer sig for Martinus kosmologi, kan nu spørge sig selv, hvorfor det lige skal være Martinus. Er det ikke netop fordi, man tror på kærligheden! Og så selvfølgelig fordi Martinus er i stand til med sine klare analyser at berolige skeptikeren i os, ham der ikke for sin død vil indrømme – at han tror!

Måske skal vi for fremtiden huske at skelne mellem suggereret og motiveret tro. Det løser knuden!

Alt dette blot ment som et lille memento og et opmuntrende ord om, hvor langt man som human materialist kan nå i et godt samarbejde med folk, der står med dybe rødder i Folkekirken. Der er virkelig mulighed for at tale sammen, befrugte hinanden og finde et fælles sprog.

Dette er også nogle af de punkter, som resten af dette nummer af Kosmos kommer ind på. Nemlig fælles sprog – vi skal høre om esperanto og om kommunikation på tværs af dødens tærskel.