Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1996/3 side 59
Notitser
 
Spørgsmål og svar i Kosmos
I løbet af 1996 vil der blive oprettet en spørge-rubrik i Kosmos, hvor du kan få besvaret dine spørgsmål vedr. Martinus verdensbillede.
Det er nødvendigt, at du oplyser navn og adresse (og gerne tlf.nr.) til redaktionen, men dit navn offentliggøres IKKE i forbindelse med besvarelsen.
Vær overbevist om, at de spørgsmål, du selv går og funderer over, også deles af mange andre. Spørgsmålene sendes skriftligt til Kosmos redaktionen, Martinus Institut, Mariendalsvej 96, 2000 Frederiksberg – (eller fax nr. 38 34 61 80)
Hans Wittendorff
Tilbageblik på 1995
Den største begivenhed i 95 var udgivelsen af Det Evige Verdensbillede 4. Den havde været ventet i mange år og flere hundrede eksemplarer blev hurtigt solgt.
Interessen for Esperanto var stor i 1995, og mange kosmologi-interesserede begyndte at lære sproget.
I marts måned udkom Esperanto-kosmos for første gang siden 1974 og et par måneder senere udkom Det Evige Verdensbillede 1 i et lille oplag.
På engelsk udkom Det Evige Verdensbillede 2, i en foreløbig fotokopieret version og kosmologi-gruppen i Sct. Petersborg begyndte at udgive Kosmos på russisk.
Teufelsbewusstsein und Christusbewusstsein (småbog nr.26) udkom på tysk og på spansk udkom småbøgerne 1, 3 og 5.
Ole Therkelsens rejseaktivitet var stor i 1995. Han besøgte Japan, Sydkorea, Australien, New Zealand og USA, hvor han holdt mange foredrag og såede nye frø.
I marts måned blev Eigil Kristensen ny suppleant i rådet.
Mindedagen
Lørdag den 5 august var der mindedag i Klint, hvor Karin Linde fortalte om de tyske oversættelser og Willy Kuijper orienterede om rådsarbejdet og hvad der ellers var sket indenfor sagen i det forløbne år.
Mogens Munch talte om Martinus minder og kosmisk kemi. Mogens Munch, der har kendt kosmologien i 65 år, sagde også at skulle han sige, hvad han havde lært i alle disse år, så var det, at åndelig vækst går uendelig langsomt.
Bertil Ekström var den næste i foredragsrækken. Han fortalte, at hans første rigtige møde med Martinus var ved et "kaffeslabberas", og Bertil, der lige havde læst Den Ideelle Føde, var bestyrtet over alle de kager, samt kaffe og te, der blev serveret. Men Martinus forklarede ham kærligt:" Jeg er ikke kommet for at lave en ny vegetarisk retning. Jeg skal lave et verdensbillede, og så har forsynet givet mig visse betingelser. Jeg var nødt til at blive vegetar – men ellers skulle jeg leve som andre mennesker. Jeg skulle ikke afvige, for begyndte jeg at sige, at det og det spiste jeg ikke, så ville mange mennesker gøre det samme som jeg, skønt de ikke var modne til det".
Efter Bertil var det André Stroobants tur til at fortælle om kosmologiens historie – og om oversættelser i Holland.
Næstsidste punkt var nogle korte indlæg fra interesserede i udlandet. De fortalte om deres møde med kosmologien og dens betydning for dem.
Erik Grevelund sluttede af med at vise en film med Martinus, som han selv havde optaget i 1974.
Midtvejs i talerne spillede Birgitta Kragh og Gerda Harbom klassisk musik og konferencier på mindedagen og leverandør af morsomme indfald var Ole Therkelsen.
Charlotte Anderson