Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Som følge af Ole Therkelsens Ruslandsrejser og de russiske besøgende på Martinus Center i Klint er Solveig Langkilde og Sören Grind blevet indbudt til Rusland for at holde foredrag og kurser i bl.a. Skt. Petersburg. Sören beretter her om nogle indtryk fra sin rejse i august.

 

Flyet fra Arlanda/Stockholm til Skt. Petersburg blev 3½ time forsinket. I ventetiden lærte jeg en kvinde fra Skt. Petersburg at kende, som havde dannet familie og boet en længere tid i Sverige. Via mit arbejde og svenske helsehjem kom vi snart til at tale om kosmologien og mit kommende weekendkursus i Olgina (nord for Skt. Petersburg).

Hun blev så interesseret, at hun gerne havde villet deltage og måske også have hjulpet med tolkningen. Så det føltes, som om der var en mening med forsinkelsen.

Lena Sorotjkina, vor dansktalende tolk, havde tålmodigt ventet 4 timer i lufthavnen. Hun havde siden i sommer lidt af Klint-længsel og glædede sig nu meget til at komme til at tale dansk og kosmologi.

Forhåndstilmeldingerne til weekendkurset udgjorde ca. 30, men bl.a. det strålende sommervejr havde halveret det faktiske deltagerantal.

Kursusdagen føltes inspirerende, og stemningen var fin. Min indsats om lørdagen bestod af to foredrag, "Livsvidenskab" og "Venskab og livsmod", med efterfølgende spørgetid.

Når man kommer fra det velordnede Sverige, får man i Rusland gode muligheder for at træne sin fleksibilitet. De er ikke lige så nøjeregnende med tiden som vi. Da vi f.eks. skulle have frokostpause, bad en af deltagerne om at måtte komme med et indlæg og holdt så en halv times foredrag om sig selv og sine psykiske oplevelser, som bl.a. berørte kommende ragnarokoplevelser.

Første kursusdag afsluttedes med, at vi så videoen "Klintebilleder", oversat og indtalt af Victor Vorobiov.

Bagefter fortalte de, der havde været i Klint, om deres oplevelser. De vendte da ofte tilbage til den kærlige atmosfære og venlighed, de havde oplevet på Klint. Denne samtaletid prægedes også af nærhed og varme.

Søndagens foredrag var "Kærligheden til mikrokosmos og dyrene" og "I samtale med guddommen", med efterfølgende spørgetid. En repræsentant for alternativtidskriftet "Gazeta Anomalia" deltog i kurset og kom med hilsener fra sin kollega Tatjana Sirenko, som havde været på Klint i sommeren –94.

En af deltagerne fortalte engageret om sine oplevelser som Tjernobyl-offer og udtrykte et stærkt ønske om at måtte komme til behandling hos mig i Sverige. Jeg forstod ikke rigtigt, hvilken hjælp han forventede at få.

Jeg følte mig meget tilfreds med weekenden og den varme modtagelse og interesse, de fleste viste.

Mandag aften besøgte vi Ksenia, som var på Klint i sommer. Hendes mor delagtiggjorde os ivrigt i sin vellykkede brug af sine psykiske evner, noget jeg tit kom til at møde under min rejse. Det virker, som om det er betydeligt mere almindeligt i Rusland end hos os. Da Katja, som også var i Klint i sommer, senere på aftenen spillede guitar og sang for os, ringede telefonen, og i den anden ende var Poul Dyrholm fra Martinus Institut, som førte en lille esperantodialog med en entusiastisk Ksenia.

Om tirsdagen besøgte Ksenia, Katja og jeg det etnografiske museum, som var en imponerende oplevelse. Bl.a. fortalte en guide udførligt om alle symbolerne på en shamans klædedragt, der var spækket med frynser, tøjstykker og metalstykker, hvoraf hver detalje havde sin egen historie. Hun fortalte også, at shamanens døde krop ikke måtte blive begravet, men skulle lægges i en kiste og derefter stilles på pæle højt oppe i luften, så kroppen kunne tørre. Heller ikke små børn, som døde, måtte begraves, men ifølge deres tradition skulle også de tørres oppe i luften.

Da kom jeg i tanke om en kvindes sørgeproces nogle år tidligere, over hendes 3 måneder gamle dreng, som var død. Hun havde, uden at hun selv forstod det, en utrolig stærk følelse af, at hendes barn ikke skulle begraves, men at hun skulle svøbe det og anbringe det i et træ til tørre.

Da jeg kom hjem, ringede hun til mig i anden anledning, og da jeg fortalte hende om mine oplevelser, blev hun vældig rørt og taknemmelig – måske var der en forklaring på hendes stærke følelse og indre billeder.

Museet afspejlede virkelig den flerkulturelle virkelighed, som udgjorde det tidligere Sovjetunionen. Jeg blev også fascineret af den tilpasningsevne og opfindsomhedsrigdom, som havde præget kampen for tilværelsen for de forskellige folkeslag. Et nordligt folk ernærede sig af lav og renkød, og næsten al fremstilling af klæder, redskaber og huse var baseret på renernes skind, horn og ben. Et andet – fiskende – folkeslag ernærede sig og lavede såvel klæde som redskaber af fiskenes skind og ben.

Tirsdag aften mødte ca. 20 esperantister op i esperantoklubben for at høre mit foredrag om "Pilatus, Kristus og Barabbas". Næsten alle kendte i forvejen til kosmologien gennem Oles foredrag og aftenerne, som Solveig og jeg havde der i november -94.

En due, som var hvid med sorte pletter, krøb ind gennem vinduet, da foredraget skulle begynde. Alexander gav den lidt korn, som den ivrigt guffede i sig. Også en kat kom hen til vinduet og fik øje på duen derinde. Den blev standset i sidste øjeblik i forsøg på at fange den appetitvækkende due. Kattens usentimentale jagtinstinkt og tilhørernes stærke impuls til at beskytte den truede due, blev en tilpas tilknytning til foredragets beskrivelse af Barabbas- respektive Kristussindelaget i os.

Det blev en fin aften, hvor det centrale emne i spørgetimen berørte ydmyghed kontra hovmod.

Om onsdagen foretog Lena og jeg en udflugt til det imponerende Peterhof, Tsar Peter den Stores yndlingsresidens, som er hans svar på Versailles. Et storslået parkanlæg med masser af fontæner og skulpturer, lysthuse og et stort sommerslot. Foran slottet var der en omfattende fontænetrappe med mængder af guldbelagte statuer. Midt i anlægget stod den kraftfulde Samson, som besejrer en løve. Det viser sig at være den svenske løve fra Karl den XII's tid. Størstedelen af besøgsstrømmen var russere. Peterhof er Skt. Petersburgborgernes store udflugtsmål.

 

 

Torsdag aften, rejsens sidste, holdt jeg igen foredrag i esperantoklubben. Da jeg ankom, var der allerede ca. 25 mennesker og en nu bosiddende due, der var flyttet op på et skab med sin madskål.

Mit foredrag hed "Talentkerneprincippet". I spørgetimen berørte jeg, hvordan vor planet modtager impulser i sin kommunikation med sine fæller i planetsamfundet og beskrev det bl.a. med eksemplet klassisk musik og hippiebevægelsen, som jo har udgjort kulturimpulser af international betydning. Efter spørgetimen kom en dreng på ca 12 år hen til mig og ville vide, hvordan jeg så på hippiebevægelsen, som havde hans interesse. Da jeg redegjorde for mit syn på stoffernes forførende, men nedbrydende og skadelige effekt, men samtidig mente, at hippiebevægelsen nok har haft en vigtig opgave, bl.a. med at nedbryde en del strenge forestillinger i mødet med den nye tid, virkede han tilfreds.

Næste dag i flyet fortsatte min samtale med svensk-russerinden, som var nysgerrig efter at høre, hvordan det var gået med mine foredrag og ønskede, at jeg skulle sende hende informationsmateriale om kosmologien.
 

Oversættelse: HL