Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

En solskinsdag var jeg på vej hjem og skød genvej over en græsningsmark med tilhørende skov. Jeg havde gået der mange gange før. Det var et fredeligt sted med køer og heste. En politibil for frem og tilbage på landevejen og en politihelikopter dukkede op og overfløj området, hvor jeg gik. De søgte formodentligt efter nogen.

Senere på aftenen omtalte lokalradioen en 14-årig pige, der var blevet voldtaget på vej til rideskolen, netop i det område, hvor politiet og helikopteren havde søgt. Eftersøgningen gav ikke noget resultat. Voldtægtsmanden var på fri fod.

Mine tanker gik til den unge ukendte pige. Et liv, som pludseligt blev slået i stykker en sommerdag, da hun skulle ud at ride. Det skræmmende, ufattelige skete. Skal hun nogensinde i fremtiden kunne træffe et menneske af det modsatte køn uden at se en eventuel voldtægtsmand i ham? Vil hun nogensinde kunne komme over hændelsen, uden at den ødelægger og sætter negative spor i hele hendes voksne liv?

Som kvinde er det utroligt svært i sådant et tilfælde at kunne anvende skæbneloven, "som du sår, må du høste", og ikke se et offer i pigen. Har man virkelig som kvinde kunnet skade, fornedre og øve vold på et andet menneske på lignende måde? Og vil man desuden stadig kunne udføre en sådan handling, eftersom "syndernes forladelse" indebærer, at når man ikke længere kan nænne at gøre nogen skade, udløses skæbnebuen ikke, men neutraliseres, og man bliver fri for de foretagne handlingers virkning? Formår – og vil man se sit eget ansvar ikke bare i en voldssituation, men i alle livets skiftende hændelser?

Vil den voldtagne pige i sit liv få kundskab om de kosmiske love og indse, at der ikke kan begås nogen uretfærdig handling at alt det man kommer ud for, er karma, med andre ord, at man selv har et ansvar og skaber sin egen skæbne? Kan det da få hende til at se livet i et større perspektiv, forstå og tilgive? Er det ikke den eneste mulighed for at kunne leve som et frit menneske uden en tyngende livshændelse, der tærer på glæden og livslysten? Er det muligt med en sådan tilgivelse på det niveau, vi står på som de ufuldkomne mennesker, vi stadig væk er? Et overgangsvæsen mellem dyr og menneske. Eller tager bitterheden og hadet overhånd og ødelægger livet?

Jeg beder for pigen og for de kvinder, der rapporteres om, som systematisk bliver voldtaget, enkeltvis og i grupper, i de krigshærgede lande. Og hvordan går det for de børn, som måske fødes efter voldtægterne? Vil de blive elsket af deres mødre? De sporadiske interviews, der for nyligt blev foretaget blandt kvindelige "krigsofre" i lande, hvor abort er forbudt, viser enstemmigt, at de gravide mødre tænker med afsky på de børn, som skal fødes. De vil ikke have dem!

 

 

Hvilket liv går disse børn da i møde? Hvem vil tage sig af dem? Hvordan vil de føle det, når de måske en dag får at vide, at de er "voldtægtsbørn"? Spørgsmålene forbliver ubesvarede. Det virker som om emnet er tabu eller for følsomt til, at man kan foretage undersøgelser om det. Kvinderne har også svært ved at berette om, hvad de har været udsatte for. Skam- og skyldfølelser og også frygten for at blive anset som urene, blive udstødt eller forladt af deres familie, vejer tungt.

Hvad er det, vi mennesker gør mod hinanden? Hvor er næstekærligheden? Hvor mange inkarnationer varer det, inden volden og drabene ophører, inden vi får fred mellem mennesker og fred på jorden? Hvis ikke åndsvidenskaben fandtes med oplysningen om, at det er en forvandlingsproces, vi gennemgår, at mørket er forbigående, er en absolut nødvendighed for at kunne opleve lyset, ja, da var det let at tabe livsmodet. Samtidigt kan man også se, at når mørket i verden tager til, så tændes godhedens fakler for at bistå dem, der må igennem nøden, i form af hjælpeindsatser. I min magtesløshed over volden kan jeg ikke gøre andet end at bede og forsøge at leve i fred med mine omgivelser og overlade det i en højere magts hænder.

For at gå tilbage til hændelsen med den voldtagne pige, kan man spørge sig, hvordan de andre teenagepiger på rideskolen føler det? Er de nu skræmte og bange? Hændelsen må have påvirket dem stærkt, og skal jeg selv vove mig ud på joggingtur i området? Skal jeg lade være og lade frygten tage overhånd og være urolig for noget, som måske aldrig kommer til at ske?

For frister jeg skæbnen, og er jeg ikke forsigtig og bruger min forstand for at undgå eventuelle farlige situationer, vil jeg komme til at mangle beskyttelse. Men hvor går grænsen, så man ikke indskrænker bevægelsesfriheden for meget, så hverdagen bliver trist og grå? Somme tider ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre, hvad der er bedst. Har jeg en så grov karma til gode som at blive voldtaget, spørger jeg mig selv. Det ved jeg ikke. Ved mit sidste tandlægebesøg blev jeg mindet om, at jeg har smertefuld karma at skulle høste. De tre bedøvelsessprøjter, tandlægen gav mig, da en dårlig tandrod skulle fjernes, virkede ikke. Den smerte, som da opstod, var så intens, at der ikke findes ord, der kan beskrive den. Jeg bad i tandlægestolen brændende bønner om hjælp. For ikke at virke for egoistisk, tilføjede jeg "hjælp i det mindste mine mikrovæsener, så de slipper for at lide". Det er jo et enormt ansvar, man har for disse milliarder af væsener, der befolker kroppen. Men Guddommen var ubevægelig. Det fortsatte med at gøre ondt. Måske var skytsenglene omkring mig og beklagede, at de ikke kunne gribe ind og hjælpe mig, fordi jeg var nødt til at høste smertevirkningerne af noget, jeg selv havde været årsag til. Ellers havde de hæmmet min udvikling. Men i den stund havde jeg gerne stået stille i enhver udvikling, hvis jeg bare havde fået hjælp.

Hverdagens ubehagelige overraskelser får mig til at spørge: Hvem er jeg egentlig? Hvordan skal jeg leve for at få en lysere fremtid? For man behøver selvindsigt, en slags selvopdragelse i forædlingens kunst for at blive et bedre menneske. Det kræver tid, tålmodighed og øvelse og atter øvelse.

Den fjerde bedøvelsessprøjte var ekstra stærk. Den virkede! Jeg befandt mig pludseligt i en behagelig tåge, inden jeg besvimede. Da jeg kom til mig selv igen, kunne tandroden fjernes – nu uden smerte.

Hændelsen hos tandlægen fik mig også til at blive bevidst om fremmede menneskers venlighed og omtanke. For næste dag i tunnelbanen fik jeg med min hævede, blålilla kind opmærksomhed og venlige blikke fra mine medpassagere, og en ung man med grødet stemme og klirrende flasker i en plastpose kom hen til mig og sagde: "Bare sig det til mig, så skal jeg give ham én på kæften, så bliver han lige så blå og hævet, som du. Små kvinder skal ingen ha' lov til at slå. Jeg skal nok beskytte dig!"

Livet er som en rutchebane på godt og "ondt", og somme tider vældigt oplevelsesrigt. Og det er jo trods alt de smertelige hændelser, der er den mest effektive undervisning. Og måske kan vi en dag i fremtiden også takke for vore plager og med det kosmiske klarsyns hjælp se den guddommelige vejledning bag alt i omskabelsesprocessen til at "tjene vor næste" i stedet for at tilintetgøre "ham".

Som en håbets stjerne i en verden skjult i mørke, ser jeg med fortrøstning frem mod en kommende tilværelse, hvor intet ondt kan hænde os, og hvor kærligheden råder. Indtil da må jeg bede "Fader vor" om hjælp og efter bedste evne forsøge at løse de problemer, der opstår. For meningen med livet er jo at opleve det, på hvilket tilværelsesplan vi end befinder os.
 

Oversættelse: HL