Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Mennesker kan have helt forskellige forudsætninger for at leve her på vor jord. Den moderne skandinav synes ikke at have meget tilfælles med en tibetansk munk, ligesom der er meget lidt der forener en tigger fra Bombay med en forretningsmand fra Tokyo. På trods af disse kulturelle forskelle er der blandt os mennesker kun to principielt forskellige livsopfattelser. Og for at fuldende billedet, anses kun den ene af disse opfattelser som realistisk af de fleste individer, inklusive den ekspertise vi kalder videnskabsmænd.

Det kan lyde mærkeligt at påstå, at de fleste af jordens menneskelige individer har samme opfattelse af livet, når der i sandhed er så lidt vi synes at kunne blive enige om. Dette at vi er uenige forhindrer dog ikke, at vi kan have samme verdensbillede. Det er snarere en følge af det idag mest accepterede verdensbillede. Selv om vi mennesker således har mange forskellige livsbetingelser, er der i grunden kun to måder at betragte livet på. Den ene går ud fra, at det er en logisk og meningsfuld proces at leve. Den anden går ud fra det modsatte, dvs. at livet er en tilfældig og ulogisk proces, som derfor i sig selv er meningsløs.

Lad os begynde med at betragte sidstnævnte livssyn eller verdensbillede. Grundholdningen til dette livssyn er, at hele livsprocessen udgør et enormt kaos, hvor kun tilfældigheder har gjort at vor jord, ja at hele universet eksisterer. Videnskaben hævder at universet opstod ved det "Store brag" (Big bang), der fandt sted for ca. 15 mia. år siden. Selv menneskets oprindelse er et produkt af tilfældighederne ifølge videnskabens teorier. Ordet "mutation", der er et centralt begreb i dette synsområde. betyder netop "tilfældig arvelig forandring af organismen". Således opleves livet som en mangelfuld konstruktion, ja nærmest som en fejlkonstruktion, da der ikke ses nogen sammenhæng mellem årsag og virkning. Eftersom hele vor eksistens tilsyneladende stammer fra et kaos, hvor kun sammenfald og tilfældigheder råder, kan individerne når som helst rammes af ulykker eller "ufortjente tilfældige hændelser", som da opleves således. Et menneske med dette verdensbillede må bruge alle sine kræfter på at styre de irrationelle begivenheder der udgør livet. Det er ikke så sært, at moderne mennesker idag rammes af "unaturlig træthed" eller depressioner, når de skal forsøge at bringe orden i det kaos, der efter deres mening udgør universet.

Den modsatte opfattelse holder sig til, at verdensaltet er lovbundet, logisk og hensigtsmæssigt opbygget. Intet sker m.a.o. tilfældigt og er heller ikke fejlkonstrueret. Det vi ikke forstår ved livet eller universet skyldes altså ikke svagheder i konstruktionen, men snarere vor egen manglende evne til at forstå. Dette forklarer også, hvorfor mange af historiens vise mennesker, som f.eks. Jesus, hævdede at ydmyghed er nøglen til visdom. For at kunne forstå noget nyt må vi jo indse vor egen begrænsning, dvs. at vi i virkeligheden ikke ved ret meget, og at det vi "ved" ofte er forkert. Der er således ingen fejl, undtagen muligvis menneskers manglende modenhed, men "Alt er såre godt". Et menneske med dette livssyn bruger alle kræfter på at forsøge at forstå livet og ændre sig selv, så han harmonerer med livets struktur.

Her ser vi også, hvor diametralt modsatte disse verdensbilleder er. Følgelig vil jeg med den ene synsmåde som individ forandre hele universet, mens jeg med den anden vil forandre mig selv.

Vor opfattelse af livet styrer på den måde vor opførsel, vor stemning, ja hele vort liv. Den der tror på kaosteorien må ofte blive negativ og pessimistisk. Er verden fejlkonstrueret og hændelserne mere eller mindre tilfældige, er der ingen grund til at se lyst på tilværelsen. Det ville jo være en ren tilfældighed, hvis tilværelsen førte noget godt med sig. Denne synsmåde ligger til grund for egoismens og kapitalismens hastige fremmarch i det moderne samfund. Det gælder om at satse på og klare sig selv i en kaotisk og ufuldkommen verden.

Der er dog temmelig meget, der taler imod dette pessimistiske livssyn. At løsningen på moderne menneskers utryghed skulle være at satse på sig selv og sin egen lykke, og derved udnytte sin næste, er jo nærmest vanvittig. Resultatet af denne tænkemåde kan kun blive en alles krig mod alle. Vi må jo gå ud fra, at vor næste handler på samme måde overfor os. At alles krig mod alle skulle være grundlaget for fred og tryghed, er jo en indlysende logisk kolbøtte. Det siger sig selv, at denne tænkemåde må virke underminerende på vor livsglæde. Af dette livssyn kan kun rædsel, misundelse og mistænksomhed fødes.

På den anden side er der en hel del der peger på, at universet ikke er noget fejlkonstrueret kaos, men i stedet en logisk og meningsfuld konstruktion. Det vi kan iagttage i naturen er yderst lovmæssigt. Således bevirker tyngdeloven, at genstande altid trækkes mod jordens centrum. Eller er der nogen der har set noget i frit fald opad? Lige så længe der har været vegetabilsk og animalsk liv på denne planet, er dag kommet efter nat, sommer efter forår, flod efter ebbe etc. Hvad får os så til at tro, at denne lovbundne planet skulle være en del af et kaos?

En tanke er, at vort indre er det kaos der inspirerer os til også at se kaos i vor omverden. Martinus har beskrevet os jordmennesker som sårede flygtninge mellem to riger, dyreriget og det rigtige menneskerige. Vor intelligens udvikles til stadighed og kræver nye svar på gamle spørgsmål. Før fik vi svarene via vor religiøse tro. Tro er en instinktmæssig kraft som et stadig større antal mennesker idag mangler. Vor intelligens er endnu ikke tilstrækkeligt humaniseret af følelsesenergien til at vi kan se sammenhængen klart. Så længe den dyriske selvopholdelsesdrift i høj grad stadig påvirker vort sjæleliv, kan vi ofte ikke se den lovbundne skønhed og kærlighed der er verdensaltets grundtone. Menneskets gudsopfattelse er altid blevet farvet af dets indre. Aseguderne (Odin, Thor, Balder m.fl. o.a.) sås som billeder af datidens vikinger, ligesom det gamle testamentes Jahve lignede den tids patriark. Hvad er da mere naturligt, end at nutidens desorienterede mennesker opfatter verden som et kaos?

Når vi nu ser hvor meget vort livssyn påvirkes af vort indre, indser vi at vort verdensbillede mere er et produkt af vor indre struktur end af et frit valg. Vor evne til at vælge et verdensbillede er m.a.o. yderst begrænset, den er snarere en naturlig følge af de erfaringer vi har gjort. De erfaringer vi gør bliver nemlig til instinkter og disse instinkter udgør grundlaget for vor indre udvikling, som til sin tid viser sig som en bestemt opfattelse af livet, dvs. et verdensbillede. På den baggrund bliver det lettere at forstå det virkelige indblik i livets sande struktur, der ligger bag de ord Jesus udtalte på korset: "Forlad dem thi de ved ikke hvad de gør". "Synderne" var jo dem, der havde et fejlagtigt verdensbillede bygget på manglende indsigt, eftersom de ikke havde den dertil nødvendige erfaring. Kort sagt, de vidste ikke hvad de gjorde.

Når vi endelig modnes og kan se naturens love, ser vi også at enhver frugt har et surt og ufærdigt stadium, før den modner. Vor kultur er netop i sit sure umodne stadium. Men vi ser også i Røde kors, Red barnet og FN samt andre hjælpeinstanser for nødlidende forskellige steder i verden, kimen til den verdenskultur der skal fødes. Nye ideer og synsvinkler skabes ikke hos alle samtidig. Der findes pionerer der viser vejen og dermed sår de frø der med tiden kan bære frugt og nye frø. Den eneste måde, vi kan sprede et nyt verdensbilledes modne frugter på, er at leve efter dette verdensbillede. Dette nye humane verdensbillede er baseret på at alt er logisk og formålstjenligt opbygget, til gavn for alle levende væsner. Dets facit er at "Alt er såre godt". Tror vi på dette verdensbillede bør vi aldrig nogen sinde blive misfornøjede.

Hver eneste gang vi viser misfornøjelse, betyder det jo at vi mener noget ikke er i orden, at en slags kaos råder. At vise eller føle mishag er altså det samme som at svigte det syn på livet der udgår fra lovbundethed og er hensigtsmæssighed.

De vise mænd der har været vore forgængere og vejledere har vist os netop den måde vi skal leve på i overensstemmelse med dette verdensbillede. Jesus var end ikke misfornøjet da han blev taget til fange i Getsemane. I stedet var han øm over den tempeltjener, der kom til skade ved pågribelsen. Eller lad os tage et mere moderne eksempel i Gandhi, der aldrig nogensinde viste sig misfornøjet eller mistede tilliden til det gode, der bor i den lovbundne struktur som udgør livet. Har man den rette indsigt indebærer det netop forståelsen af, at alt er præcis som det skal være. Frugten er ikke moden endnu, dvs. at der resterer meget i udviklingen, inden det fremtidige samfund er færdigt. På trods af disse åbenlyse mangler er vi netop nu på det højeste af vore evner, selv om kommende erfaringer skal få os til at skabe et bedre og mere retfærdigt samfund.

Martinus viser også gennem sit eksempel betydningen af en rigtig indstilling til livet. Selv om han har viet sit liv til at forklare de principper der er grundlaget for hele universet, pointerer han, at det er den personlige indstilling der er afgørende. På et rådsmøde den 22/1-74 siger han: "Hvis man er utilfreds, er man ikke medarbejder, så hører man ikke hjemme her". Utilfredshed betyder jo, at man i handling er imod den synsmåde man siger man tror på.

Efterhånden som de sande strukturer begynder at stå klart for os, gælder det altså om at handle i harmoni med dem. At leve i harmoni med det nye verdensbillede er at indse at, der aldrig er nogen grund til kritik, irritation, vrede eller utilfredshed. Det er nemlig sådan, at verden er en helt igennem fuldkommen skabelse. Det eneste der er ufuldkomment er os individer der formes og omformes i denne fuldkomne struktur.

Hver gang vi mærker at utilfredshed kommer snigende af gammel vane, bør vi stille og roligt erindre os, at det er universet eller Gud der former sine ufærdige børn. Vi bør snarere føle taknemmelighed for den logiske og kærlige struktur, der udvikler os til en gang med tiden at blive færdige mennesker, mennesker i Guds billede.
 

Oversættelse: BA