Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kære venner! Jeg vil i dag gerne tale til Dem om mikrokosmos. Igennem studiet af mit arbejde såvel som igennem Deres børnelærdom eller igennem Deres religion har De lært, at man skal være god imod sin næste, ja, at man ligefrem skal elske denne næste. Hvem denne "næste" er, er endnu ikke helt gået op for alle mennesker. Naturligvis har man nok været klar over, at der med dette udtryk menes vore medmennesker og i nogen grad også dyrene, ja, man kan måske endda til nød gå med til, at planter også i nogen grad må behandles humant, men at mikrokosmos hører under samme begreb er i overordentlig stor udstrækning endnu uden for de fleste menneskers livsindstilling og dagsbevidsthed.

Det store førende bud: "Du skal elske din næste som dig selv", og hvis opfyldelse er "al lovens fylde", udgør jo dermed fundamentet for al sand lykke eller væsenets opnåelse af det højeste velvære, den fuldkomneste skæbne, livets oplevelse overhovedet kan byde på. Men hvis denne opfyldelse ikke er fuldkommen, ja, hvis der blot viser sig én eneste lille mangel i denne opfyldelse, vil det pågældende individs skæbne, dets lykke og velvære urokkeligt i tilsvarende grad være præget heraf. Ja, der findes ikke en eneste form for disharmoni inden for et væsens oplevelse af livet, selv den svageste lille tendens i retning af en mørk skæbne, uden at denne leder sit udspring tilbage til en eller anden mangel i opfyldelsen af det store bud. Dette være sig ligeså godt når væsenet lider af en organisk sygdom, som når dets velvære forstyrres af en personlig forfølgelse af et eller andet medmenneske.

Loven byder jo: "Som man sår, skal man høste". Men her er det, at det måske kan være vanskeligt for Dem at følge med. Mens De muligvis nok kan forstå, at en personlig forfølgelse kan være de yderste konsekvenser af en af Dem selv forud udløst lignende forfølgelse mod et medmenneske, selvom denne begivenhed nu er uden for Deres dagsbevidste erindring, ja, måske fandt sted allerede i et tidligere liv, så vil det være ulige sværere for Dem at fatte, at kræftsygdom, en lungebetændelse eller blot og bar en simpel forkølelse eller lignende skyldes mangel på næstekærlighed. Men dette er ikke desto mindre i princip tilfældet.

Men det betyder naturligvis ikke, at objekterne for denne Deres manglende næstekærlighed har været medmennesker, dyr eller planter. Tværtimod, De har måske endda i særlig udpræget grad talent for udfoldelse af sympati og kærlighed imod disse nævnte former for liv og er dermed, hvad man i daglig tale kalder "et sympatisk, kærligt og godt menneske". De er måske tilmed så langt fremme i denne form for væremåde, at Deres sympati og kærlighed allerede er begyndt at stråle tilbage til Dem fra disse væsener, således at Deres skæbne her kun udviser de allerbedste betingelser for et lykkeligt velvære. Når dette velvære ikke desto mindre forstyrres af en eller anden mere eller mindre ondartet organisk eller legemlig sygdom, og denne forstyrrelse også skyldes manglende næstekærlighed fra Deres side, afsløres der hermed, at De endnu ikke er i fuld kontakt med opfyldelsen af det store kærlighedsbud eller loven for selve livets eksistens eller opretholdelse. Denne disharmoni i Deres skæbne viser os, at dette, at elske sine medmennesker og være god imod dyr og planter, slet ikke er nok til at garantere en total eller fuldkommen lykkelig skæbne, selvom et harmonisk og lykkeligt forhold imellem Dem selv og disse Deres medvæsener naturligvis er et overordentlig stort gode og til tider måske kan forekomme at være selve kulminationen af lykke.

Ved enhver sygdom eller ved ethvert rent kropsligt eller legemligt onde er De altså genstand for noget ubehageligt, der bryder ind og forstyrrer Deres ellers så gode velvære. Dette ubehagelige viser Dem, at der er felter i Deres liv eller skæbne, hvor De ikke høster velvære. Men når De ikke høster velvære, men derimod ubehagelighed, må der være felter i denne Deres skæbne, hvor De har "sået" disse ubehageligheder, hvor skulle disse ellers komme fra? – Man kan ikke så rug og af denne sæd høste hvede. Man kan ikke ved at manifestere betingelserne for ubehag opleve behag. Denne oplevelse kan naturligvis kun udløses ved at manifestere de betingelser, der fremkalder behag. At De selv har udløst de betingelser, hvoraf Deres nuværende eventuelle sygdom eller forstyrrelse af Deres velvære er fremkommet, er i de fleste tilfælde Dem ganske ubekendt. De er kun dagsbevidst i, at De er blevet genstand for ondet eller sygdommen og henvender Dem i Deres kvide til en læge eller til et væsen, De mener, der kan råde bod på Deres lidelse. Og det er naturligvis det eneste rigtige. Der, hvor De ikke selv kan magte Deres sygdom, må De selvfølgelig henvende Dem til de kapaciteter, der har mulighed for at hjælpe Dem. Men det betyder naturligvis ikke, at disse kapaciteter til fulde er i stand til at hjælpe Dem, selv om de må betragtes som Guddommens udstrakte hjælpende hånd og i mange tilfælde kan råde bod på miseren.

Disse kapaciteter, hvilket hovedsageligt vil sige læger eller videnskabsmænd, er endnu forskere på de særlige specielle områder, hvor det drejer sig om kropslige foreteelser. De må i mange tilfælde famle sig frem, og deres vej går stundom over hundreder af eksperimenter, før de kommer til et resultat, hvormed de kan bekæmpe ondet. Og når de så endelig har fundet ud af de betingelser eller midlet, hvormed ondet fysisk kan bekæmpes, vil det i mange tilfælde kun betyde en ren død, ydre materiel foreteelse, fuldstændigt baseret på et hundrede procents ydre fysisk syn, uden at de har nogen som helst anelse om, hvad det er, der i virkeligheden foregår, kosmisk set, eller set indvendig fra. De arbejder med tingene som dødt materie eller stof. De lapper på en organisme, syer og opererer på denne, som en skomager opererer på en sko. Men Gud ske lov for det. At de er nået frem til at kunne gøre det med så stort held, som tilfældet er, og ved deres koldblodighed, stærke nerver og fysiske indsigt har fået mangen en laset, lemlæstet og såret organisme bragt tilbage til en større eller mindre del af dens førlighed, er jo et af de moderne vidundere, for ikke at sige mirakler, de i dag med deres menneskekærlige indsats yder tusinder og atter tusinder af mennesker.

Men at kunne lappe og restaurere en tilskadekommen ting er ikke altid det samme som at have bekæmpet de årsager, der frembragte tingens beskadigelse. Og således også her, hvor det gælder sygdomsårsager eller organismernes beskadigelse. At en læge helbreder et brud på en arm eller et ben, der er opstået ved et fald i glat føre, er jo ikke en garanti for, at ikke andre også falder og kommer til skade i glat føre. Helbredelse af virkningen er ikke altid det samme som helbredelsen eller fjernelsen af virkningens årsag. Det glatte føre må bekæmpes eller gøres virkningsløst ved sand eller grus, hvis ikke flere vejfarende skal komme til skade ved fald eller snubling. At en læge er blevet i stand til at helbrede et slemt maveonde hos en patient garanterer jo ikke, at andre mennesker ikke får den samme sygdom. Skal en sådan garanti skabes, må man opdage sygdomsårsagens natur, således at man kan bekæmpe den, inden den når at blive til sygdom i organismen, på samme måde som man bekæmper det glatte føre, inden nogen kommer til skade i dette.

I denne bekæmpelse er man for mange sygdommes vedkommende nået langt, idet man har opdaget de små mikrober: bakterier, baciller og stafylokokker, der med deres snyltetilværelse i de levende organismer fremkalder de pågældende sygdomme. Med opdagelsen af disse små mikrobers snylteri, liv eller natur er man blevet i stand til at kunne bekæmpe dem ved hjælp af en for hver især fremstillet særlig form for serum. Ved indpodning af denne i organismen har man helt eller delvis kunnet gøre denne immun overfor den tilsvarende sygdom. På denne måde er man altså i stand til at gøre organismerne immune overfor forskellige farlige sygdomme. Men selv om denne menneskets udvidede kunnen på dette felt, fra et vist synspunkt set, er en overordentlig stor velsignelse, hvorved tusinder af mennesker har kunnet undgå en unaturlig undergang for deres organismer, ja, har været det eneste middel, hvorved de har kunnet bekæmpe eller få bugt med farlige epidemier, så er denne viden eller kunnen slet ikke udtryk for det toppunkt eller den kulminerende højde, som det i samme felt efterhånden vil nå. Efterhånden vil mennesket nå frem til at kunne gøre organismen immun overfor sygdommene ved dens egen kraft og vil hermed have nået frem til den absolut højeste kunnen i betjening og plejning af sin organisme eller dette det mest komplicerede, mest fuldkomne og underbare instrument eller redskab for dets oplevelse af livet.

Vel er serumbehandling eller vaccination et stort gode for menneskeheden, ja, igennem en vis periode eller på visse stadier af dens udvikling ligefrem uundværlig, men det kan ikke nægtes, at dens væsen i sig selv er unatur for selve organismen, og derfor ligesom al anden unatur efterhånden vil blive overvundet eller bekæmpet af den menneskelige ånd. At den netop anvendes af mennesket er ikke, fordi den ikke er et "onde", men fordi den er et "mindre onde" end selve sygdommen, den skal forebygge. At den er et "onde", kan ikke benægtes. Dens fremstilling er ofte på bekostning af lidelse og gene for dyr, ligesom selve dens virkninger i den menneskelige organisme jo også indtil en vis grad er giftige eller på en måde udgør en brutalitet og lidelse overfor organismen, der kun tolereres, fordi den er et middel til bekæmpelse af et større onde. Dertil kommer også, at der findes organismer, for hvem den kan være farlig, organismer, der slet ikke reagerer på samme måde overfor dens indvirkninger som den, der er almengældende for flokkens eller flertallets individer, men er langt mere sårbare end disse. Ja, der kan endog være tale om livsfare. I sådanne situationer kan det jo være et større onde at blive vaccineret end slet ikke at blive vaccineret. Men da man ikke kan vide dette i forvejen, bliver selve emnet om vaccination eller ikke-vaccination temmelig problematisk, idet mange mennesker frygter den eventuelle uheldige udgang af behandlingen.

Men da vaccination, som nævnt, har ydet menneskeheden en overordentlig velsignelsesrig støtte i kampen for overvindelse af voldsomme organismenedbrydende epidemier, har reddet tusinder af mennesker fra en alt for tidlig død og fremdeles yder menneskeheden denne store støtte, kan man ikke uden videre i dag ignorere den eller fraråde mennesker at lade sig vaccinere, thi man vil da kunne komme til at stå i den situation, at det menneske, man fraråder vaccinationen, netop er et menneske, der er meget modtagelig for en af de sygdomme, som vaccinationen netop kan beskytte det imod. På den anden side kan det også være forbundet med en vis risiko at tilråde et menneske vaccinationen, thi da kan situationen netop blive den, at man står overfor et af de mennesker, for hvem vaccinationen er farlig. Som De her ser, kan dette, at tilråde såvel som at fraråde vaccination, få højst uheldige følger. Men til gunst for en tilrådning taler altså den omstændighed, at procenttallet foreløbig er meget mindre for dem, der ikke kan tåle vaccinationen end for dem, der kan tåle den. Vaccination med ufarlige og sygdomsforebyggende virkninger forekommer endnu i langt flere tilfælde end vaccination med direkte farlige følger. Om man tør tilråde en vaccination på dette grundlag, bliver således her et individuelt samvittighedsspørgsmål.

Vaccination eller serumbehandling er således ikke uden risiko og gene, selv om den i øjeblikket er uundværlig i jordmenneskenes nuværende tilstand. Men netop på grund af at den volder gene og kan afstedkomme livsfare ved sin anvendelse, er det synligt, at den ikke er helt fuldkommen og derfor heller ikke er den absolut naturlige og endelige løsning på problemet. Desuden er der jo også mange sygdomme eller kropslige lidelser, hvor vaccination eller serum er ganske uden nogen som helst virkning. Men selv om også man kunne skabe serum for en hvilken som helst lidelse, ville problemet ikke dermed være løst. Det er ganske vist godt at kunne lappe og klinke eller reparere ituslagne ting, men selve den utidige ituslagning er ikke dermed fjernet. Tingene kan stadig blive slået utidigt i stykker, sålænge selve betingelserne herfor ikke er fjernet. Som jeg før har nævnt, er det ligeså med organismerne. Selvom lægevidenskaben efterhånden er blevet overordentlig dygtig til, ikke alene at kunne helbrede mange sygdomme, men også at kunne forebygge mange lidelser, så har de dog ikke dermed nået den absolut højeste eller fuldkomneste løsning af problemet, sålænge bekæmpelsen og forebyggelsen kun kan opretholdes i kraft af midler, det kun er muligt at fremstille i kraft af andre væseners lidelse og død. Jeg tænker her på de mange hundreder af dyr, der har måttet miste deres førlighed eller livet ved vivisektion.

Hvor megen lidelse og lemlæstelse tror man ikke, det har kostet disse yngre medvæsener i udviklingen eller livet at have måttet stille deres sunde og friske organismer til rådighed som materiale for forskerens forsøg, hans kniv, hans giftpræparater og serumfremstilling for ikke at tale om de mange andre smertefulde og lemlæstende indgreb, der i videnskabens navn kan foretages af den autoriserede eksperimentator? – Jeg skal ikke dvæle ved de eventuelle uhyrligheder, der her kan manifesteres, hvis forskeren ikke hører til dem, der udelukkende kun arbejder med tingene som et "nødvendigt onde", men derimod hører til dem, for hvem vivisektionen er en sand nydelse, er en camoufleret adgang til tilfredsstillelse af en alt for overdreven unatur: sygelig videbegærlighed og perversitet. Men selv om man ser bort fra denne sidste eventualitet og betragter denne som udelukket inden for den autoriserede forskning, bliver der lidelser og drab nok endda, der råber til himlen om denne af jordmenneskehedens nød og kvide udløste valplads, dødszone og helvede for myriader af væsener. At denne tilstand, hvor uundværlig denne så end må siges at være i øjeblikket, og hvor formålstjenlig den end er i opretholdelsen af jordmenneskehedens sundhed, kan den umuligt være den opretholdelsesbasis for sundhed, som Forsynet har tilsigtet som den endelige løsning i skabelsen af det fuldkomne jordmenneskelige velvære. En sundhed og et legemligt velvære, der kun kan opretholdes ved andre væseners pinsler, død og undergang, kan umuligt udgøre det store mål for den guddommelige skabelsesplan, der er forjættet jordmenneskene som "himmeriges rige". Hvad kan det nytte, at menneskene får afskaffet deres krige, får afskaffet had og antipati og kommer til at udvise stor venlighed overfor medmenneskene, når deres sundhed og velvære for at kunne opretholdes fordrer, at de dagligt må indtage så og så mange dråber af et eller andet præparat, må vaccineres mod det ene eller det andet onde med den eller den serum, hvis fremstilling udelukkende kun kan ske i kraft af sygdom, lidelse og undergang for andre væsener i kød og blod? – At disse andre væsener er "yngre" i udviklingen end jordmennesket ophæver ikke det femte bud: "Du skal ikke dræbe", ligeså lidt som det heller ikke kan forandre det evige kosmiske facit: "Det er menneske sår, det skal det høste". Et "himmeriges rige" i hvilket man sår og høster lidelse, mord og drab, er ikke noget "himmeriges rige", men en lidelseszone ganske analogt med den, jordmenneskene netop i dag kæmper så stærkt for at blive fri af.

Som De her ser, vil en gennemført menneskekærlighed absolut ikke være nok til at føre Dem ud af alle lidelser. Det store kærlighedsbud siger da heller ikke: "Du skal elske dine medmennesker som dig selv", men derimod som bekendt dette: "Du skal elske din næste som dig selv". Begrebet "næste" dækker således over langt mere end medmenneskene. Det dækker over intet mindre end alle levende væsener og dermed over alle former for liv. Hvis det ikke bliver opfattet således, og loven derfor heller ikke opfyldt i forhold hertil, vil intet væsen kunne opleve det fuldkomne "himmeriges rige". Det kan i kraft af menneskekærlighed og kærlighed til dyrene og planterne ganske rigtigt opnå et lykkeligt forhold imellem sig og disse livsformer, men denne sympati eller opfyldelse af kærlighedsloven er altså ikke så fyldestgørende, at den på nogen måde kan garantere Dem en fuldstændig organisk eller legemlig sundhed. Deres organisme vil således trods al Deres megen venlighed for dyr og mennesker kunne blive stærkt undermineret, afkræftet, ja blive befængt med så megen sygdom, at en invaliditet eller en alt for tidlig død kan indtræde. At dette er et onde, som den menneskelige ånd også må overvinde, er naturligvis en selvfølge, da et "himmeriges rige" eller en lykke uden denne overvindelse kun kan være det samme som en sol, hvis strålende lys helt eller delvis formørkes af pletter.

Som jeg fortalte Dem før, er man nået frem til at kunne bekæmpe eller forebygge mange af disse "pletter", hvilket altså vil sige: sygdomme i organismen, med forskellige former for serum eller præparater, der mere eller mindre er fremstillet på bekostning af andre væseners (dyrenes) førlighed og velvære. Man kommer altså her til at overtræde næstekærlighedsloven, da dyrene jo også hører til ens "næste". Den opfundne form for forebyggelse og bekæmpelse af sygdommene er således ikke fuldkommen, og må i kraft af den menneskelige ånds fremtrængen i viden og kundskab til sidst komme til at vige for en bekæmpelsesform eller forebyggelse af sygdomme, der ikke på nogen måde vil koste førlighed og velvære for noget andet væsen, men derimod skabelse af harmoni og lykke for alle væsener. En sådan bekæmpelsesform eller forebyggelse er ikke nogen kamp og derfor ikke på nogen måde krig og lemlæstelse eller ødelæggelse af liv og velvære for andre væsener, men er selve det fuldkomne liv, selve den totale opfyldelse af næstekærlighedsbudet. Og det er jo udelukkende på denne opfyldelse, at den højeste form for oplevelse af liv, der i bibelen er udtrykt som "den hellige ånd" og i mit hovedværk "Livets Bog" udtrykkes som "kosmisk bevidsthed", hviler.

For at nå frem til at blive ét med en sådan total opfyldelse af næstekærlighedsbudet og den hermed forbundne sygdomsfri tilværelse, vil det være nødvendigt at lære at forstå selve livets store hovedstruktur. Den vil fra et bestemt synspunkt være at inddele i tre store hovedområder, nemlig "mikrokosmos", "mellemkosmos" og "makrokosmos". Tilsammen udgør disse tre "kosmos" hele verdensaltet, universet og livet. De udgør således tilsammen den ene ting, vi almindeligvis ellers plejer at udtrykke ved begrebet "kosmos". Når vi inddeler dette "kosmos" i tre "kosmos" eller afdelinger, er det for at markere det perspektiviske forhold, i hvilket vi med vor organisme selv er stillet over for dette umådelige verdensalt. Vi fornemmer alle hver især os selv som centrum eller midtpunkt i dette, ligegyldigt hvor vi så end går og står, eller hvor vi så end måtte befinde os. Vi er i stand til at manifestere tanke, vilje og bevægelse eller udløsning af kræfter, ligesom vi er i stand til at se en hel masse andre væsener udstyret med lignende evner og anlæg. Dette syn strækker sig altså, foruden at omfatte os selv og vore medmennesker, også til dyrene og i nogen grad til de livsformer, vi kalder planter. Og det er alle disse livsformer, der er mere eller mindre beslægtede med vor egen fremtræden, jeg har givet navnet "mellemkosmos".

Til mellemkosmos hører også en hel del af de forekommende fremskredne, – selvstændige, men dagsbevidsthedsløse krystalliseringsformer. Og her er den store grænse for det almindelige jordmenneskes evne til direkte at opleve livsformer eller væsener udenfor sin egen fremtræden. Og det har da også igennem århundreder været skik og brug at opfatte alle de udenfor mellemkosmos virkende kræfter og skabelsesprocesser som "døde" eller "livløse" materier. Som målestok for liv har man således kun anvendt ting, hvis bevægelsesart ligesom menneskets gav udtryk for bevidst viljemæssig handling og fremtræden. Det var derfor, man ikke regnede med planteformerne som virkelige udtryk for liv. De spadserede jo ikke rundt eller gav udtryk for nogen særlig dagsbevidst villen og kunnen således som mennesket og dyret. Det er først igennem intellektuel forskning, at det begynder at gå op for jordmennesket, at planten også udgør en form for liv, selvom den ganske vist hverken kan tale, le eller græde i en sådan udstrakt grad som dette. Forskningen viser således, at planten i princippet ligeså vel som dyr og mennesker kræver næring, lys og varme for sin eksistens. Dens tilværelse er ligeså nødtvungen som disse væseners: Stofforvandling eller omskabelse af materie er "fordøjelse", er vækst og organismeskabelse. Man begynder at genkende i plantens natur eller liv de samme hovedprincipper eller foreteelser som de, der er de førende og bærende i vort eget liv.

Man begynder at forstå, at forskellen mellem dette liv og plantens liv kun udgør en gradsforskel, ja, er i virkeligheden kun udgørende et mentalt vækstspørgsmål. Planten vil engang blive dyr, ligesom dyret og mennesket kun udgør den fremskredne eller merudviklede plante. Denne vækstskala stemmer jo også fuldt overens med med, hvad jordens historie selv udtrykker. Dyrene og menneskene har jo ikke altid forekommet på jorden. Engang var vegetationen eller plantelivet det fuldkomneste eller højeste eksisterende på dens overflade. Dernæst kom der en periode, hvor dyret begyndte at vise sig på den jordiske scene, og ud af hvis liv det begyndende menneske, der i dag behersker kloden som den højeste livsform, er udrundet. Hvis ikke disse to sidste livsformer, dyret og mennesket, er plantelivets fortsættelse i form af udvikling og mental vækst, hvor er nævnte former da kommet fra? – De kan jo ikke være opstået af intet. Af "intet" kan der umuligt komme "noget", ligeså lidt som "noget" kan blive til "intet". Men når livet således her er synligt som fremvokset fra plantevæsenet, hvor er så dette væsens liv vokset fra? – Engang var der jo heller ikke planter på kloden. Vil dette da sige, at dyrets og menneskets liv begyndte i selv plantevæsenets organisme? – Finder vi i denne organisme således grænsen mellem liv og død? – Rugede døden, forud for plantens eksistens, over kloden? Var der total stilhed, ubevægelighed eller energiløshed overalt i dens sfærer i denne fjerne fortid? – Nej, det var der ikke, tværtimod.

Overalt i klodens sfærer herskede voldsomme bevægelser, højeksplosioner, larmende flodbølger af glødende materiemasser, ligesom orkanagtige storme rasede hen igennem dens ildatmosfære. Hvorfra al denne energi? – Kan selve døden, den absolutte stilhed, den totale livløshed afstedkomme en så voldsom manifestation af bevægelse? – Kan "bevægelse" fremtræde som det livløses urokkelige eller absolutte kendetegn? – Er det "døden", der frembringer "bevægelsen", eller er det "livet"? – Hvis det er døden, hvilket vil sige den absolutte livløshed eller stilhed, vil det altså være denne stilhed, der har frembragt "bevægelsen". Men hvorledes kan en absolut stilhed afstedkomme "bevægelse"? – Tror man ikke snarere, det er selve "livet", der frembringer "bevægelsen", og at denne således er dettes urokkelige kendetegn? – Ser De ikke hver især, kære venner, i Deres egen fremtræden eller indenfor Deres egen oplevelse af livet, at "bevægelse" og "stilhed" er skiftende udtryk for Deres egen villen og kunnen? – At tro, at bevægelse kan være udtryk for noget som helst andet end liv, er at være indhyllet i den største og dybeste overtro eller vildfarelse, der kan eksistere. Livet er "bevægelse". "Døden" er "stilhed".

Men en absolut stilhed eksisterer ikke. Enhver sansemæssig oplevelse af "stilhed" eller "ubevægelighed" er kun oplevelsen af manglen af kontrasten mellem to bevægelser af forskellig hastighed. Der, hvor vi ikke har denne kontrast, synes vi at opleve stilhed. Det er jo netop i kraft heraf, at vi synes, at jorden udgør en fast og stillestående foreteelse for os. Den i forhold til jordens bevægelse langsommere eller hurtigere bevægelse, der skal til, for at vi direkte kan sanse eller opleve jordens egen bevægelse, kan kun ydes os af solen og de andre kloder i den himmelegn, jorden tilhører. Men disse himmellegemer er så langt borte i rummet, så disse i forhold til vort eget himmellegeme bliver ligesom af mikroskopisk natur. Deres bevægelse bliver derfor i dette vældige fysiske perspektiv, i hvilket vort øje ser dem, ligeledes af en mikroskopisk natur, ja endog i en sådan grad at de slet ikke udgør nogen for vort øje direkte synlig bevægelse og kan da ikke i dette perspektiv udgøre den i forhold til jordens bevægelse langsommere eller hurtigere bevægelse, der udelukkende er nødvendig, for at vi i samme perspektiv direkte kan se jordens bevægelse. I vort fysisk perspektiv ser det derfor ud, som om disse fjerne detaljer står stille. Dette udelukker derved for os det direkte syn af jordklodens bevægelse, idet samme klode også må synes at stå stille, da der jo ikke opstår nogen direkte synlige kontraster i forholdet mellem denne og de fjerne foreteelser i perspektivet.

Det er jo det samme princip, vi bliver vidne til bag kupevinduet i toget. Mens det er let at konstatere togets bevægelse på de nærmeste detaljer eller omgivelser langs banelegemet, bliver det sværere og sværere at konstatere togets bevægelse på omgivelsernes detaljer, jo længere disse befinder sig ude i horisontens periferi. Fra et frembrusende togs kupevindue vil man således i en given situation i længere tid kunne se på fjerne bjergtoppe uden derved at opdage den stedforandring på snesevis af kilometer, der eventuelt har fundet sted med ens eget selv i den tid, man har nydt udsigten. Alle for sanserne direkte fremtrædende "faste punkter" vil altså kun kunne eksistere som ligevægtspunktet mellem to bevægelsesarter. De udgør altså en virkning af "bevægelse". Uden "bevægelse" kunne de ikke eksistere. Det vi oplever som "faste punkter" er således i virkeligheden kun en skjult form for "bevægelse". Denne skjulte bevægelse bliver synlig i samme øjeblik, vi står overfor en ny bevægelsesart, der afviger fra den ligevægt eller stilstand i dette eller hint sanseobjekt, vi i forvejen er indstillet på. Men indtræder denne ny bevægelsesart ikke overfor nævnte sanseobjekt, forbliver dette ved med at udgøre den ligevægt eller det "faste punkt", vi i forvejen opfattede det som eller bedømte det til at udgøre:

Emnet er naturligvis alt for omfattende til, at det fundamentalt kan uddybes her i et foredrag. Når jeg har berørt nævnte emne her, er det, fordi det jo er af vigtighed at lære at forstå denne "stoffets" eller "materiens" hemmelighed. Thi hvis man forstår denne og derved opfatter al tilsyneladende stilhed eller ubevægelighed i materien som camoufleret "mikrobevægelse", bliver det langt lettere at opfatte samme materie som udtryk for liv og dermed som udtryk for tanke, vilje og begær. Og er man først nået hertil, åbner der sig jo derigennem en helt ny horisont med et udsyn over hidtil uanede verdner, befolkede med levende væsener, med hvilke man for nogles vedkommende befinder sig i et hidtil uanet så intimt og skæbnedannende samarbejde, at det ikke kan overtrumfes eller overgås af nogen som helst form for det samarbejde, man måtte befinde sig i med væsener fra vor egen sfære ud over det samarbejde mellem vort eget jeg og vor moders jeg, der resulterede i den del af vort liv, hvor vi befandt os under hendes hjerte på vej mod den fysiske verden.

Mikroverdenen bliver således her levende for os, bliver synlig som et ocean af levende væseners livsfunktioner, og at al materies karakter som sur, salt, bitter eller sød ligesåvel som dens fremtræden i alle farvenuancer: rød, gul, grøn, blå osv. er at føre tilbage til disse små medvæseners dagsbevidste såvel som underbevidste viljeudfoldelse, deres daglige liv og færden, deres oplevelse af sorg og lidelse, såvel som deres oplevelse af lykke, glæde og velvære. Men det er ikke alene dette, at materien således bliver en levende verden for os, det er også dette, at vi selv igennem dette nye panorama får åbenbaret den side i vort væsens fremtræden og vor organismes natur, der udelukkende kun kan være det "billede af Guddommen", det er blevet vor opgave at være med til mere eller mindre at skabe i "hans lignelse", der gør vor daglige oplevelse af livet til et eventyrernes eventyr, der med sin levende realistiske virkelighed overstråler al fantasi.

Hvad er det da, vi her bliver vidne til? – Det er intet mindre end dette, at vi hver især i princippet befinder os som hersker over terræner, riger og sfærer med et sådant utal af levende væsener under os, at alt, hvad der har eksisteret af jordiske herskere, paver, konger og kejsere trods al deres glans og enevælde, her må blegne ved siden af den storhed og magt, der er underlagt vort jeg, og hvormed vi dirigerer så umådelige hærskarers og områders skæbner, at de udgør intet mindre end hele universer. Til den storhed og magt, der er nedlagt i det levende væsens fremtræden, findes intet sidestykke, ingen paralleller, den kan sammenlignes med. Individet er suverænt i sin kosmiske vælde. Kun Guddommen alene kan være dets forbillede. De levende væsener er sfærernes genskin af Guddommens stråleglans. I deres klare øjnes mildhed og hænders kærtegn skal vi møde den direkte varme fra Gud og igennem denne kærlighed se dem som hans udtrykte "billede efter hans lignelse".

Med dette vort syn ind i mikrokosmos har der altså her åbnet sig et helt nyt perspektiv. Dette perspektiv indeholder ikke alene et vældigt panorama af områder, befolkede med myriader af levende væsener, men disse væsener er direkte medarbejdere i skabelsen af vor egen skæbne, vort eget velvære og vor egen lykke, ligesom vi selv er en overordentligt fremtrædende faktor i opretholdelsen af disse væseners "himmerige" eller "helvede".

Har vi ikke netop i vort indblik i vor egen organismes kosmiske struktur fundet en pendant til strukturen for hele det os omgivende ydre univers? – Bliver vi ikke her, kære venner, nødsaget til at måtte bruge vor egen organismes struktur som støtte- eller holdepunkt for vor undersøgelse eller forskning af andre legemer, i hvilke vi ser, der finder bevægelse eller livsfunktioner sted? – Og er "naturen" ikke netop et sådant legeme? – Er naturen ikke fuld af levende væsener, bevægelser og funktioner? – Bliver der i princippet nogen forskel på et mikroindivids syn på sine omgivelser fra vor egen sfære? – Er ikke mikroindividet inde i vor organisme omgivet af medvæsener og kendte og ukendte funktioner og terræner? Har det nogen ide om, at disse ukendte funktioner og terræner henholdsvis er organfunktioner og organer i et levende væsens organisme? – Må det ikke, hvis det har jordmenneskelig tænkemåde, opfatte disse ukendte funktioner som "naturkræfter". Det kan jo ikke vide, at det er et levende væsens åndedræt, blodomløb, fordøjelse osv. Og ville ikke alle de ukendte terræner for samme mikrovæsen ligeledes være blot og bar "naturlandskaber", der mindst af alt kunne tænkes at udgøre dele af et levende væsens organisme? – Men er det ikke netop lige akkurat den situation, jordmennesket befinder sig i? – Er det ikke også omgivet af myriader af kendte og ukendte levende væsener, funktioner og terræner, som samme væsen altså kalder "naturkræfter" og "naturlandskaber" eller blot og bar "naturen"? – Men når det er en kendsgerning, at vor organisme således udgør sfærer eller zoner for levende væsener, i hvilke de kan opleve livet, men af disse væsener alligevel kun kan opfattes som "naturen" eller "naturkræfter", hvorfor skulle det så ikke være den samme situation, jordmennesket befinder sig i. Hvorfor skulle dette væsen ikke ligeså godt kunne være "mikroindivid" i en kæmpeorganisme som mikroindividerne fra dets egen organisme? – Og hvorfor skulle ikke alle naturens funktioner eller udløsninger af kræfter ikke ligeså godt kunne være et sådant kæmpevæsens organismefunktioner? – Ja, hvad skulle disse ellers være eller udgøre? –

Vi bliver således nødsaget til at måtte acceptere vor egen fremtræden i "naturen" som identisk med et "mikrovæsens" fremtræden i et "makrovæsen" på samme måde, som vi må acceptere vore egne mikrovæseners fremtræden i vor egen organisme. Ligesom vi selv befinder os i en uden om vor organisme fremtrædende ydre verden med hvis kræfter, stoffer eller materier, vi må samarbejde, og af hvilket samarbejde resultatet igen udgør det, vi kalder vor skæbne, således befinder mikrovæsenerne i vort eget indre sig også i en dem omgivende ydre verden, med hvilken de må samarbejde, og af hvilket samarbejde deres "skæbne" opstår. Men da denne, disse små væseners ydre verden, er vor organisme, og vort blodomløb, vor fordøjelse, kirtelfunktion osv. derved for mange af nævnte væsener bliver ydre "naturkræfter", med hvilke de må samarbejde for at kunne opretholde deres fysiske eksistens, er det her indlysende, hvor vældigt vi med vor viljeudløsning og tilfredsstillelse af begær og øvrige kropslige indstilling udgør en fundamental faktor i disse væseners livsoplevelse og skæbnedannelse.

I ingen som helst anden situation har vi en så kolossal adgang til at skabe lykke eller ulykke for andre levende væsener som den, vi her er i besiddelse af overfor de mikrovæsener, vor organisme består af. Hvad mener De f.eks. om "drankerne"? – Har sådanne væsener ikke, ved gang på gang at fylde alkoholholdige væsker i deres organisme, efterhånden skabt denne om til et "helvede" for de i samme organisme normalt hjemmehørende mikroindivider? – Hvad er den af drikfældigheden frembragte svækkelse eller ødelæggelse af hjerne og nerver samt af andre indvendige organer andet end nedbrydning af organismens mikrovæseners normale livsskuepladser? Og tror De ikke, at denne nedbrydning betyder svækkelse og unaturlig død for disse mikrovæseners organismer ligesåvel som for "drankerens" eller makrovæsenets organisme? – Og er det ikke de samme konsekvenser, der gør sig gældende med de mange andre mere eller mindre giftige stofarter eller materier, som det er blevet mode, skik og brug at indlemme i sin daglige nydelse? – Fører ikke overdreven tobaksnydelse til "nikotinforgiftning"? – Og fører ikke nydelsen af en alt for voldsomt koncentreret kaffe til hjertebanken? – Og hvorledes er det, det står til med opiumsnyderne og vor egne hjemlige til narkotika hjemfaldne væsener? – Ender de ikke alle som mere eller mindre defekte eller som ligefrem totale vrag, hvad deres fysiske organisme angår og den hermed forbundne og afhængige mentale manifestation? –

Men foruden disse ydre fysiske virkninger af narkotika har problemet også en anden og for individet meget alvorlig natur. Det er ikke dette, at det ved narkotika ødelægger sin egen fysiske organisme og dermed sit eget liv og velvære og bliver til gene for sine nærmeste pårørende og medmennesker, der gør narkotisering til den største overtrædelse af næstekærlighedsbudet. Hans overtrædelse vil være til gene for et langt større individantal for mikrokosmos i hans egen organisme end for det individantal i hans ydre omgivelser eller mellemkosmos, overfor hvilket den også er til gene. Hvis hans last gør ham til gene for blot ti eller tyve mennesker eller væsener i mellemkosmos, vil den mindst gøre ham til gene for tusinder, ja, hundreder af tusinder eller endog millioner af væsener i mikrokosmos i hans organisme. Som De vil kunne forstå, kære venner, er vi her stillet overfor et umådeligt område af væsener, hvis identitet som vor "næste" vi ikke på nogen som helst måde kan komme uden om. At disse myriader af levende væsener ikke repræsenterer det samme format i fysisk fremtræden, udstrækning og vægt som det, væsenerne fra mellemkosmos repræsenterer, forandrer ikke noget som helst i deres identitet som "levende væsener". Og når de udgør "levende væsener", der endog er så intimt forbundne med os, at de udgør uundværlige medarbejdere for os i vor organismes opretholdelse, kan de under ingen omstændigheder frakendes at høre med ind under de væsener, vi må udtrykke som vor "næste", ja, endda i udtrykkets allermest bogstavligste forstand. At de derved hører med ind under den "næste", livslovene byder os at "elske som os selv", er naturligvis selvfølgeligt. Der står jo intet i det store kærlighedsbud om, at betingelsen, for at man skal "elske sin næste som sig selv", er den, at samme "næste" er af den eller den størrelse eller skal veje så og så meget, skal stå på det eller det mentale trin. Der findes absolut intet, hverken i skriften eller selve livet, der viser os en situation, der giver nogen som helst form for dispensation fra lovens overholdelse eller påpeger nogen "næste", vi ikke skal elske. Vi skal derfor lære at betragte vor egen organisme som en bolig, verden eller et opretholdssted for og bestående af "levende væsener". Disse er vi ligeså pligtige til at "elske som os selv", som vore medmennesker. Dette er altså her synligt som en uundgåelig hovedbetingelse for at kunne være i kontrakt med "al lovens fylde" og fremtræde helt sund på sjæl og legeme eller mentalitet og organisme og derved besidde fornemmelsen eller oplevelsen af den allerhøjeste form for velvære, fred, lykke eller salighed. Det er denne fornemmelse, der igen er det samme som det at være "et med kærligheden" eller "den hellige ånd" og i hvilken tilstand, man er "et med faderen" og udtrykker hans "billede efter hans lignelse".

Hvorledes skal man da kunne elske disse små væsener i ens egen organisme, som man, mentalt set, jo slet ikke kan komme på bølgelængde med? – Hvis man kunne tale med disse små individer og derved udveksle gensidige tanker og følelser, var det jo en helt anden sag. Men står der ikke skrevet, at man ikke blot skal elske i ord og tunge, men i gerning og sandhed. Og her har vi netop feltet eller den særlige metode, ved hvilken vi kan gavne vore små venner i mikroverdenen. I gerning og sandhed kan vi nemlig gøre livet og omgivelserne umådelig lettere og behageligere, ligesåvel som vi kan gøre det grusomt og ødelæggende for deres tilværelse. Og det er denne skabelse af lys eller mørke, vi besørger om end ubevidst gennem vor ernæring, igennem hele den øvrige pleje af vor fysiske organisme.

Tror man ikke, det menneske, der lever sundt, får passende motion og frisk luft, får den naturligt tiltrængte søvn i døgnet og ligeledes får den for sin organismes særlige trin tilpasset sunde føde og sunde drikkevarer og ikke indlemmer her nogen som helst slags af skadelige giftarter eller stoffer, skaber gode betingelser i sin organisme for mikroindividerne? – Tror man ikke livsbetingelserne er ulige vanskeligere i situationer, hvor væsenet indtager store kvanta af stimulerende eller narkotiske midler eller dagligt får mangelfuld eller forkert ernæring og i tilgift hertil yderligere får for lidt søvn eller hvile, men måske ligefrem overanstrenger sig? – Det er jo virkningerne af alle disse for organmaterierne skadelige fremmedenergier, der direkte opleves af mikrovæsenerne i organismen. Disse små væseners omgivelser bliver efterhånden, i kraft af al den unatur som fremmedenergierne afstedkommer, defekte og kan ikke opfylde de krav, som er en betingelse for mikrovæsenernes liv og velvære. Disse bliver syge og døende. Ved indførelse i organismen af alle sådanne stofarter, der i særlig grad er stimulerende, bringes visse organer frem til et forceret tempo, de slet ikke er beregnet på og bliver derved overanstrengt. Men denne overanstrengelse kommer jo først til syne, når virkningerne af de stimulerende stoffer er forbi. Så kommer organernes og dermed mikroindividernes overanstrengelse og den heraf følgende lemlæstelse til syne som "dårlige nerver", "svagt hjerte", "nervøst sammenbrud" og lignende. De samme symptomer vil naturligvis også gøre sig gældende ved en permanent almindelig fysisk eller legemlig overanstrengelse. Dertil kommer så de mange sygdomme, som en organisme kan være belastet med. Disse vil ligeledes mere eller mindre være at føre tilbage til manglende hensyn til organismens pleje og pasning, dens kost og ernæring, dens beskyttelse imod kulde og varme, imod smitte og ulykke.

Det er således ligegyldigt, hvad en organisme så end måtte fejle, lige fra vanførhed, åndssvaghed og til en blot og bar simpel forkølelse, vil årsagen kun kunne være en eller anden mangel i hensyntagen til vor egen organisme. Men da den består af levende væsener og deres verden og livsskueplads, bliver vor mangelfulde hensyntagen til vor organisme således identisk med en mangelfuld hensyntagen til disse vore små brødre eller vor "næste" i mikroverdenen. Den manglene hensyntagen er det samme som ukærlighed. Men da ukærlighed igen er det samme som overtrædelse af det store bud: "Du skal elske din næste som dig selv", vil De, mine kære venner, således her se, hvad de legemlige organiske sygdomme i verden betyder. De er en realistisk påvisning af store af jordmennesket endnu uopfyldte terræner og områder af kærlighedsloven.