Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den særlige bevidsthedstilstand, vi kalder inspiration, er en af sjælelivets store gåder. Hvad sker der, når inspirationens lysende flamme slår ned i et menneskesind? I gamle dage talte man om en kunstners genius eller hans muse, som man opfattede som et overnaturligt væsen, der indgav ham ophøjede tanker og ideer, men det forkaster den moderne videnskab som overtro. Psykologer og psykoanalytikere har naturligvis indgående beskæftiget sig med begrebet inspiration, men de har sjældent opnået positive resultater, måske fordi deres ensidigt intelligensbetonede, dissekerende fremgangsmåde i sig selv udelukker inspirationen fra deres egen bevidsthed. Ganske vist kræver man streng objektivitet af videnskaben, men i det øjeblik, der er tale om åndsvidenskab, må der også forlanges personlige oplevelser inden for de sjælelige områder, forskeren vil beskrive. Inspiration kan kun beskrives og iagttages positivt af mennesker, der selv har følt "den hellige ild" i deres indre. Men der knytter sig en særlig vanskelighed til opdagelser inden for dette sjælelige område, idet man i inspirationens øjeblik kun er optaget af det, der fylder ens bevidsthed som en skabende kraft og ikke af at iagttage inspirationen selv. Derfor er det oftest vage og mere eller mindre følelsesbetonede beretninger, man kan få om denne sindstilstand.

De skriftlige beretninger om, hvordan det opleves at være inspireret, er utallige, men de er ikke alle lige værdifulde. Jeg vil i et efterfølgende afsnit prøve at fremdrage nogle, der ikke blot taler om, hvor vidunderlig oplevelsen var, men også søge i nogen grad at analysere den. Først vil jeg dog henvise til en af de mest fremragende skildringer af denne sindstilstand, som ikke beretter i ord, men henvender sig til vort øje, Rembrandts skønne billede af evangelisten Matthæus.

"Det er et meget smukt billede" vil de fleste sige, men mange vil måske tilføje: "men det er jo blot fantasi og ikke virkelighed". Begrebet fantasi står for mange udelukkende som en flugt fra virkeligheden, dagdrømmerier, luftkasteller og psykopatiske tilbøjeligheder. Ganske vist findes der slet ikke så få dagdrømmere og psykopater, ulykkelige, mere eller mindre sindssyge mennesker, men der findes mindst lige så mange, der lider af en form for sindssyge, som består i mangel på fantasi. De, der lider af denne sygdom, er også ulykkelige. Måske er de ikke så stærkt repræsenteret på sindssygeanstalter som de førstnævnte, de lever rundt omkring i vidt forskellige miljøer som desillusionerede, hårde og kolde "realister", for hvem livet er gråt, og som gør, hvad de kan for også at gøre det gråt for andre. Både de alt for følelsesfulde fantaster og de "hårdkogte" realister er syge mennesker, hvis sygdom består i for meget – utøjlet – eller for lidt fantasi – ligesom der er mennesker, der har for få eller for mange af visse vitaminer.

Det er en ret udbredt opfattelse, at inspiration og fantasi kun har hjemme i kunstens verden og f.eks. ikke kan have noget med videnskab gøre. Man tænker ikke på, at fantasien har været en absolut nødvendig faktor ved opdagelsen af det, vi nu kalder "virkelighed". Det moderne videnskabelige verdensbillede var aldrig blevet til uden kunstnerisk skabende fantasi, der er en evne til at sætte detaljer sammen med sans for deres indbyrdes forhold og spændingstilstand og for den organiske helhed, der bliver resultatet. Kunst og videnskab nærmer sig i vore dage hinanden som aldrig før i menneskeheden historie. De er begge stærkt på vej mod samme mål, som er livskunstens mentale sfære, hvor videnskab er kunst og kunsten videnskab. Både kunstens og videnskabens udøvere gør, hver på sin måde, opdagelser i det universelt organiske og må til tider give fantasien frie tøjler, men hele tiden overvåge den med den logiske dømmekraft og stramme tøjlerne, hvis den truer med at løbe løbsk.

Forskerens arbejde er nok undersøgelser, målinger og matematiske beregninger, men også han modtager (hvis han da ikke tilhører den af Havelock Ellis omtalte "sekt") inspiration og ideer til at søge nye veje og nye metoder i sin udforskning af livet. Videnskabens "evangelium" definerede professor Linderstrøm-Lang for nogen tid siden i radioen som "det glade budskab, at vi ingenting ved i sammenligning med, hvad vi engang skal vide". Videnskabens "evangelister" modtager ligesåvel som den af Rembrandt fremstillede "Matthæus", som kunstneren i sit atelier eller i naturen, som filosoffen i sit studerekammer og som millioner af mere "almindelige", men søgende mennesker inspiration fra "skjulte kilder". "Lønkammeret" er ikke et sted, men en tilstand, den tilstand, hvor man uselvisk optaget af søgen efter sandhed, skønhed og harmoni, er opfyldt af et brændende ønske om at kunne gøre en indsats til gavn for helheden. Det er bøn, enten den så er direkte formuleret eller ej, og den vil blive hørt! Men man må ikke glemme de to faktorer i dette sammenspil, der hedder ydmyghed og tålmodighed, og endelig det, der skal virke, for at der bliver et for andre tilgængeligt resultat af inspirationen, evnen til at skabe, til at give ideerne form ved hjælp af vor intelligens og tekniske formåen.

Ét lader til at være fælles for disse beretninger, man føler, at der "kommer noget til én". Goethe siger derom:

Vi ser, at de mest analyserende og inspirerede udtalelser om inspirationens væsen kan sige noget om, hvordan tankerne på en eller anden måde eksisterer i forvejen og kommer til den modtagelige. De kan også sige noget om de bedste, eller rettere eneste betingelser for at opnå denne tilstand, om den mærkeligt tid- og rumløse oplevelse, den er, og samtidig om den almagt, man føler, når man vil udtrykke det, man oplever. Men hvor kommer inspirationen fra? Skal vi til igen at tro på usynlige overnaturlige væsener? Tilbage til gamle tiders overtro?

Til nye forskningsresultater af fundamental betydning kan vi kun komme ved inspirationens hjælp, og Martinus analyser er en kilde til inspiration. Han siger ikke: "Tro, hvad jeg siger", men: "prøv, om det er sandt, hvad jeg siger". Foruden de værdifulde analyser af åndens og stoffets verden rummer Martinus værk en appel til alle mennesker om at tænke selv og ved bevidst selvkontrol og ydmyghed at opnå den sindets modtagelighed, der kan muliggøre inspirationens (intuitionsenergiens) indtrængen i den enkeltes bevidsthed. Alt for mange mennesker "opgiver ånden" længe før, de dør. "Lys over land, der er det, vi vil", skrev L.P. Jacobsen, og det er efterhånden blevet et folkeligt slagord, man bruger uden at tænke på, at det angår en selv. Det "lys", der er tale om, er åndens lys, inspirationens lysende indslag i stadig flere menneskesind og dens virkninger i form af intellektuel skabelse og, hvad der i øjeblikket ser ud til at være det vigtigste, skabelsen af en højere gennemsnitsmoral. En moral baseret på kendskab til livets love er det, menneskeheden trænger til, baseret ikke blot på kendskab til fysiske love, men også til dem, der gør sig gældende i den verden, der består af "stråler og bølger", vort eget sjæleliv. Et sådant kendskab vil medføre en mere bevidst vekselvirkning med omgivelserne inden for de to variationer af vekselvirkning, vort nuværende liv giver os: vort udadvendte livs vekselvirkning med andre levende væsener og "lønkammerets" oplevelse alene med den usynlige, til hvem vi kan sige: "Du, som er i himlene –".

I Martinus verdensbillede møder vi Guddommen som mangfoldigheden, dvs. som naturen fra atom- til mælkevejssystemer, fra mineral til menneske, som det universelt organiske, hvori vi "lever, røres og er". Men vi møder også Gud som enheden, og det er netop i "lønkammeret", hvor vi er ene med ham, fordi vi ikke dér ser de organer og sanseredskaber, han benytter sig af (de usynlige væsener), og som vi heller ikke skal henvende os til, derfor ordet "du". De usynlige væsener er lige så naturlige som vi. Stråle- og bølgeverdenen, som vi har som indreverden, har de blot som en ydreverden, men da begge parter har den, er det også muligt at komme "på bølgelængde". De usynlige væsener, der her er tale om, har en bevidsthedsindstilling koncentreret i ordene "ske din vilje" og en højt udviklet skabende evne. Jo mere vi indstiller vor bevidsthed netop på det, denne sætning udtrykker og samtidig arbejder på vore evners vækst, er også vi for jordens og menneskehedens fremtid. Det er, som den store engelske biolog Julian Huxley udtrykker det: "Mennesket kan ved hjælp af sin skabende evne og sine moralske principper gøre en etisk indsats i den kosmiske proces – deri ligger menneskets storhed, men også dets uendelige ansvar. For nu er mennesket blevet den faktor, hvorigennem evolutionen må udfolde sine videre muligheder. "