Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Det er ingen kunst at være fuldkommen. Enhver idiot kan finde ud af at være fuldkommen, om jeg så må sige; hvis man nemlig ved at være fuldkommen forstår, at man ifølge selve sin natur lever i fuldkommen samklang med de evige love, i fuldkommen harmonisk samspil med universet (Guddommen), ja, så har man jo netop ingen problemer med sig selv og sin tilværelse.

Problemet er at blive fuldkommen, hvis man ikke er det (eventuelle fuldkomne læsere rådes til at droppe videre læsning her – resten vil alligevel ikke vedkomme dem...). Eller rettere: Man kunne fristes til at tro, at udfordringen for os u-fuldkomne lå i, hurtigst muligt at blive fuldkomne. Om ikke andet, så fordi det nu engang af og til er ret så upraktisk at være u-fuldkommen i sin gøren og laden: Man kommer til at såre andre mennesker, hade sig selv, træde i spinaten eller på en langsomtkørende skovsnegl...

Der er altså al mulig grund til at ønske, at man kunne se at få holdt op med at være ufuldkommen. Hurtigst muligt, gerne i en håndevending. Det virkelige problem er bare, at det er uladsiggørligt! Det er umuligt for os mennesker at lave vores natur fundamentalt om indenfor en overskuelig tidsramme, f.eks. en inkarnation. Vi er som vi er af naturen, og det må vi simpelthen affinde os med.

Sådan er det, ihvertfald for mig at se. Ikke fordi jeg ikke har prøvet! Uden at kede læserne med en gennemgang af min foreløbige livshistorie, så har et gennemgående tema i det netop været at lave mig selv om til et andet og bedre menneske, ved hjælp af meditation, dybdepsykologi, visualiserings- og bekræftelsesteknikker, kropsøvelser og såmænd også ved hjælp af noget kaldet kosmologi. Og har det så rykket noget? Næh, ikke en meter, hvis jeg skal være helt ærlig (og det skal man jo, for at være et bedre menneske...).

Nu kunne det jo tænkes, at jeg er et usædvanlig forstokket tilfælde af ufuldkommenhed, eller at jeg ikke har gjort mig ordentlig nok umage længe nok (et par inkarnationer eller fire med intensiv meditation skal nok gøre et og andet ved psyken...), men i så fald er jeg i hvert fald ikke alene. Jeg har dog mødt en og anden, som heller ikke rigtig syntes, at det var så let at lave sig selv om til noget andet og bedre.

Nå, nok om det; hvis det ikke rigtig er muligt, sådan lige at gøre sig fuldkommen, hvad kan man så gøre for at komme til at leve så helt og lykkeligt som muligt, på trods af sin naturlige ufuldkommenhed? Ja, det er jo netop det, der er kunsten!

Først er det nok værd at overveje, om det overhovedet er muligt at være lykkelig midt i al sin u-fuldkommenhed. Det tror jeg, at det er, af to grunde. For det første har jeg da stødt på indtil flere mennesker, der virkede og virkelig var alment glade for livet, på trods af, at de for mig at se ikke var mere fuldkomne end mig. For det andet, så er det, (igen så vidt jeg kan se) muligt ifølge Martinus at være netop naturligt glad for livet på ethvert udviklingstrin, (se. f.eks. Bønnens mysterium, kap. 14). Ikke fordi man skal tro på alt, hvad den mand skriver, bare fordi det er ham, men han har nu haft ret i så meget andet, så jeg synes, at det alt i alt må være rimeligt at antage, at det faktisk skulle være muligt at leve lykkeligt på netop sit ("ufuldkomne") udviklingstrin.

Okay, men hvad gør man så rent praktisk, her og nu i hverdagen? Hakuna matata! Det er valgsproget i Disneys nyeste tegnefilm, "Løvernes konge", og skulle betyde noget i retning af: "Tag det roligt!". En ting er at være ufuldkommen; en anden og værre ting er at hade sig selv for at være ufuldkommen. Det er virkelig en forbandelse, hvis man kommer i konflikt med (hader) sig selv, fordi man er som man er af naturen. Tænk engang – at selve ens egen natur er en kilde til skam, skyldfølelse og dårlig samvittighed! Den natur, som man ikke kan flygte fra og altså reelt heller ikke lave fundamentalt om i denne inkarnation. Men jeg tror, at en af grundene til, at man kan komme til at hade sin egen ufuldkomne natur er, at man ikke tager det roligt. Man ønsker her og nu at lave om på noget (typisk det dyriske) i sin natur, og når det ikke lykkes, så er det let at komme til at hade sin egen natur. Hvis man kan tage det roligt og acceptere sig selv, som man nu er, så slipper man i det mindste for at være i krig med sig selv, og så er man da det stykke nærmere ved en lykkelig tilværelse. Man slipper nok også for at være i krig med andre – i hvert fald får en tanke på vor fælles ufuldkommenhed mig til hurtigere at komme ud af irritationen over andre menneskers fejltagelser og dumheder. Måske er det det, der hedder at tilgive med forståelse.

 

 

Nogen vil måske mene, at "hade" er et rigeligt stærkt ord. Det mener jeg ikke; det man ikke kan elske kommer man nemt til at hade. Og det er netop det med at elske i modsætning til at hade, der er den anden pointe i dette hersens skriveri. Eller det andet gode råd, om man vil: elsk dig selv, netop som du er, helt og aldeles ubetinget. Elsk alle dine tanker – også de selviske, dumme og barnlige; elsk alle dine følelser – også jalousien, forfængeligheden, aggressionen og misundelsen; elsk hele din krop – også den dårlige kondi, svaghederne og dellerne; elsk i det hele taget dig selv og hele dit væsen og alt, hvad du er og gør.

Om jeg kan det? Næh, desværre, som oftest ikke – men det lykkes faktisk for mig af og til, i kortere perioder (!), og det giver den mest vidunderlige følelse i sjælen og kroppen, aldeles pragtfuldt! Man kan måske nok ikke elske alting ved sig selv altid, men jeg tror faktisk, at vi ikke slipper udenom en vis grundlæggende kærlighed til os selv og vor egen natur, hvis vi vil gøre os håb om at leve lykkeligt ufuldkomne. Kærlighed er altings løsen!

Efter dette lille reklameindslag for kærlighedens forløsende kraft (virker bedre end selv Omo-power-super-accelerator), så vil jeg heller ikke lade lejligheden gå fra mig til afslutningsvis at gøre et reklamefremstød for bønnens forløsende kraft. Fidusen ved bøn er, at det kan enhver idiot finde ud af, hvilket altså ikke er tilfældet med alkærligheden; eller for nu ikke at fornærme nogen unødigt: Jeg kan ikke ret godt finde ud af det med den alkærlighed, man jeg kan til enhver tid finde ud af at bede en eller anden bøn, og hvis jeg kan, så kan De vel også, kære læser! Det er min erfaring, at det hjælper at elske, og det er min erfaring, at det hjælper at bede – men det er altså som sagt ulige lettere at bede... Bøn alene gør det dog næppe; det er for nogen af os i hvert fald også nødvendigt med et kærligt, fornuftigt og forståeligt verdensbillede, som f.eks. det Martinus fremfører i sit livsværk. Interessant nok, så kan inspiration til såvel bøn som verdensbillede faktisk fås i en håndevending, nemlig ved læsning af Martinus lille bog "Bønnens mysterium" (nej, jeg får ikke procenter).

Sidst men ikke mindst, har det for mig også været en lettelse jævnligt at tænke over, at ansvaret for, at vi er ufuldkomne ifølge Martinus egentlig ikke er vores, men Guddommens! (se f.eks. DEV, bind 2: "Syndernes forladelse", afsnit 5). Der er således ikke nogen "kosmisk" grund til at gå rundt og føle skyld og dårlig samvittighed over sin natur – man er jo bare sådan, som naturen (foreløbig) har skabt én.

Kunsten at være u-fuldkommen – måske minder den mest af alt om kunsten at have børn; det kræver masser af kærlighed, masser af bønner, masser af læsning af tykke filosofisk/psykologiske bøger for at overleve lykkeligt med såvel sig selv som med (andre) børn...