Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Jeg har læst en doktorafhandling af psykologen Agneta Grimby. Den er skrevet på engelsk, og dens svenske titel er "Aspekter på livskvalitet på äldre dagar".

Det er specielt et afsnit, jeg fandt interessant. I det har Agneta Grimby interviewet en gruppe på 50 personer mellem 71-74 år, hvis ægtefælle var afgået ved døden. Der deltog 36 kvinder og 14 mænd. Så godt som alle deltagerne interviewedes tre gange; én, tre og tolv måneder efter dødsfaldet.

Et af emnerne i interviewene drejede sig om, hvorvidt de efterladte på nogen måde havde kunnet fornemme den afdøde efter dødsfaldet. At dette er et følsomt område sås tydeligt ved, at kun en eneste person spontant omtalte sådanne oplevelser, og hun var spiritist. De andre var bange for at blive, eller blive betragtet som gale, men det beroligede dem at høre, at sådanne fænomener er meget almindelige blandt de efterladte.

Hvor almindeligt det faktisk er, indiceres af at hele 82 % af de adspurgte havde haft en slags fornemmelse af den afdøde en måned efter dødsfaldet. Den mest almindelige oplevelse var, at 52 % følte afdøde nærværende. Men mange, 30 % sagde at de også talte med vedkommende, 30 % hørte, 26 % så, mens 6 % havde følt en fysisk berøring.

Fælles for disse oplevelser var, at de blev færre og færre med tiden, men efter tolv måneder var der stadigvæk mange der havde dem, hhv. 42, 21, 6, 12 og 0%. Næsten alle fandt disse oplevelser positive og så frem mod at få dem igen.

Denne splittethed eller manglende kendskab, når det gælder åndelige fænomener, er typisk for vor tids meget materialistiske syn på tilværelsen. Hvilken opfattelse Agneta Grimby har om livet efter døden ved jeg ikke, men i afhandlingen benævnes disse fænomener enten som hallucinatoriske eller illusoriske. Om dette ordvalg beror på hendes livssyn, eller om det i dag – i akademisk sammenhæng – er umuligt at antage, at livet fortsætter efter at kroppen har givet op, fremgår ikke af teksten.

Hun mener dog, at eftersom disse oplevelser er så almindeligt forekommende, bør den efterladte samt andre pårørende på et tidligt tidspunkt få information om emnet, så tanker om mental ustabilitet og andre negative reaktioner undgås. Disse spørgsmål bør behandles offentligt for at øge forståelsen og ændre holdningen. Desuden ville det være en fordel, hvis man kunne erstatte ordet "hallucination" med et andet mindre negativt klingende begreb, mener hun.

Agneta Grimby refererer i teksten til nogle andre undersøgelser, foretaget i USA, England og Japan, der også handler om "hallucinationer" blandt efterladte. De udviser stort set det samme mønster. Mange af de adspurgte havde haft sådanne oplevelser, især de ældre. Blandt dem var det en minoritet, der ikke havde haft nogen kontakt med den afdøde. Også her var det almindeligt at kunne fornemme nærværelsen af, og kunne kommunikere med, den døde. Og dette oplevede den efterladte som behageligt og støttende. Flere af dem, der ikke havde nogen oplevelse, ønskede at de kunne få det.

Avisen "Idag" bragte den 27 februar artiklen "Savn gør at de døde får liv", mens Göteborgs-Posten den 21 marts bragte en mere afbalanceret redegørelse af afhandlingens indhold. Det er godt, at der skrives artikler om emnet, selv om det er tydeligt, at mange journalister ikke tror at der er et liv efter døden. Men jo mere der forskes og jo mere åbent dette diskuteres, bl.a. i pressen, jo mere accepteret bliver det sikkert at stille spørgsmål om livet og døden i fremtiden.

Personligt tror jeg, at mange af de efterladtes oplevelser er oprigtige, selv om en del måske kan forklares med at den efterladtes store savn gør, at underbevidstheden fremprojicerer oplevelser af livsledsageren.

En naturlig forklaring på at kontakten efterhånden bliver mere sporadisk, kan være at den afdøde, efter en tids akklimatisering i den åndelige verden og omgang med de efterladte, forlader det åndelige niveau, der er tættest på det fysiske og bevæger sig "opad" til højere sfærer.

I dag er begrebet døden for mange synonymt med noget negativt, truende og skræmmende. I den tilstand gavner forsøg på at trøste den døende eller dennes pårørende med det traditionelle kristne syn på døden ikke, snarere tværtimod.

Forsker man derimod seriøst i emnet og tager menneskers erfaringer alvorligt, enten det gælder egne nær-død-oplevelser eller kontakten til en afdød ven, et man med til at grundlægge et mere realistisk, og dermed også positivt, syn på døden. Efterhånden som dette syn gennemsyrer menneskers bevidsthed og vor sygepleje, vil overgangen til den åndelige verden blive lettere og lysere, og den vil opleves som den fødsel ind i en anden tilstand, den i virkeligheden er.

 

Afhandlingen hedder "Aspects af quality of life in old age", og jeg lånte den på det Biomedicinske bibliotek, der hører under Göteborgs universitet.

Oversættelse: BA