Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Da forhenværende generaldirektør for Danmarks Radio, Hans Sølvhøj, fratrådte sin stilling, blev han spurgt, om ikke han havde et godt råd, som han kunne lade gå videre. Efter en del presseri lod han sig overtale, og de vise ord lød da således: "Man skal passe på ikke at lade sig forskrække." Det var altså den erfaring, som et liv midt i en endeløs strøm af nyheder og journalistik havde givet ham. En form for overlevelses-taktik.

En anden kulturpersonlighed, lægen og forfatteren Svend Heinild, udtrykte det samme mere præcist i en kronik: "Det storslåede epos, som menneskehedens udvikling gennem årtusinder frembyder – vort kulturgrundlag – er næsten usynligt, når medierne, de trykte som de visuelle, skærer hakkelse i døgnets rejsestald."

Der er nok ingen tvivl om, at nyheder bringer uro i sindet, ja – fører det på afveje, hvis det er et overblik, man ønsker sig. Naturfolkene er ligefrem bange for enhver nok så lille forandring, fordi den gør sindet uroligt. Ikke bare fødsel, bryllup og død, men også såning, høst, jagt, byggeri osv. indledes og afsluttes med et ritual for at overbevise sindet om, at nu råder de gamle tilstande igen. Nu er det overstået, nu kan man falde til ro. Roen er udtryk for det hellige, uroen for det profane. Den samme fornemmelse får de fleste af os sikkert også, når vi træder ind i et kirkerum. Det stemmer sindet til fred, og alt det andet ude i verden bliver – nå, ja – hakkelse i døgnets rejsestald.

For at redde sig ud af forskrækkelsen er det min erfaring, at man kan gå to veje. Man kan døve sindet med uro. Det er det, der er sket, når man pludselig opdager, at det kræver en kraftanstrengelse at slukke for fjernsynet. Men man kan også betragte roen som en normaltilstand, som man må værne om ved at filtrere de nyheder, der i stort mål konkurrerer om opmærksomheden.

Spørgsmålet er så bare, hvordan man skal filtrere. Hvad er væsentligt, og hvad er uvæsentligt? Hvad er stort, og hvad er småt? Hvad er farligt, og hvad er ufarligt?

Et er i hvert fald sikkert: Man skal ikke lade sig forskrække. Der er ingen grund til det. Det viser samtlige artikler i dette nummer. Man skal ikke lade sig forskrække af internationalisme (side 183), døden (side 188 og 193) eller sin egen ufuldkommenhed (side 195). Og så er det måske en ide en gang imellem at søge hvile for sindet ved synet af f.eks. et vandmøllehjul, som både er i ro og bevægelse på samme tid (side 191). Hjulet drejer, men akselens centrum står stille. På samme måde er der et midtpunkt inden i os selv, vort jeg, det faste punkt, hvorfra vor verden går.

Derfor tilstræber Kosmos – hvad emner angår – en ligelig fordeling mellem det, der foregår ude i verden, og det, der sker inden i os selv og med os selv. Det er strukturen for den store plan, som altid har været gældende for menneskelivet. Man må forsøge at være begge steder på én gang. Det giver overblik og skaber ro.