Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

DA HADET BLUSSEDE OP:

 

 

I efterkrigstidens Danmark (1945) kom det til et dramatisk opgør mellem den danske stat og de mennesker, som havde været i tyskernes tjeneste. Bedst gik det i mange tilfælde dem, som var hårdest belastet. De fik lov til at vente længst på deres dom, og det betød, at hadets flammer var faldet til ro, da dommen omsider skulle afsiges. Nedenfor fortæller Erik Gerner Larsson om situationen umiddelbart efter krigens afslutning. Hvordan ville vi selv reagere efter fem års ydmygelser og terror?

 

Af alle de glæder, mit daglige arbejde giver mig, er ingen større end den, jeg oplever igennem mine samtaler med mennesker, der opsøger os af rent personlige grunde. Det er, som om disse samtaler i sig indebærer en inspiration, som i dag forekommer mig næsten uundværlig, thi gang på gang bekræfter de i deres forløb Martinus arbejde på en så positiv måde, at det har værdi langt ud over øjeblikket.

De svundne år har jo været tunge at komme igennem, men det vil være udtryk for stort letsind at hævde, at de nuværende tilstande er ideelle. Mange skæbner synker i grus under den forhåndenværende "udrensning", og det er ikke i alle tilfælde lige let at se retfærdigheden i de trufne afgørelser. Imidlertid er det ikke vor opgave at være dommere, jeg kunne næsten fristes til at skrive "tværtimod", da det jo netop ofte falder i vor lod at søge at hjælpe den enkelte til rette i den skæbne, det store uvejr har hvirvlet ham eller hende ind i. Og hér er det, at jeg har oplevet ting, jeg føler trang til at berøre over for Dem, thi ingen steder møder man det menneskelige sind så nøgent – så sandt – som når modgangen for alvor sætter ind. Og den sandhed, jeg her har mødt, har gjort et dybt indtryk på mig, thi den har vist mig, at den, som livet gik imod, i mange tilfælde er både mildere og sagtmodigere end den, der føler sig kaldet til at afsige hårde domme.

Det er nærliggende at tro, at den, der pludselig ser sig grebet af kræfter, der, i et for ham næsten ubegribeligt samspil, danner det således til, at dom og vanære bliver hans lod, at netop han gribes af trods og vrede, ja måske had imod dem, der blev denne vanæres håndlangere. Men jeg har nu så mange gange oplevet det modsatte, at jeg føler trang til at give udtryk herfor. Overalt møder man i dag mennesker, som uden frygt leger med hadets farlige ild, og atter og atter bringes man ved tåbelige udtalelser til at mindes Martinus rolige ord om, "at menneskene igennem deres væremåde skriger deres dårlige sider ud for alle vinde". Det hænder at hjertet, selv i samvær med ellers tilsyneladende gode og kærlige mennesker, fyldes af tomhed og tristhed.

Men netop fordi hadet har så kronede dage, spiller det for åndsforskeren en stor rolle at lægge mærke til reaktionen hos de mennesker, for hvem livet ikke blev medgang, thi det er i den, vi kan finde spirene til det, fremtiden bærer i sit skød. Alt for mange ejer i sig evnen til at glæde sig over den straf, der rammer disse mennesker. Det er, som om den enkeltes atavistiske (dvs. arvet fra tidligere slægtled eller inkarnationer, red.) hævn- og hadtilbøjeligheder ligesom har fået en renæssance – i hvert tilfælde synes den magtfulde bibelske sætning: "Hævner eder ikke I elskelige, hævnen hører mig til, siger Herren!" ikke at have synderlig magt blandt vore dages kristne.

"Forsynet må jo have en mening med det –", er den sætning, jeg hyppigst har hørt fra de mennesker, livet i denne tid har faret hårdt frem imod. Det har været af stor betydning for mig at se, i hvor høj en grad at længslen efter at forstå den dybere hensigt med det oplevede, præger disse forpinte sind. Det afslører, at det her drejer sig om mennesker, der forlængst har givet afkald på at søge at placere skyldproblemet for deres lidelser uden for dem selv. For at undgå misforståelser vil jeg her gerne indskyde, at denne min udtalelse har relation til mennesker, som i almindelig forstand føler sig absolut uskyldige i den skæbne, der er overgået dem, mennesker, som ved alle instanser er blevet kendt fri, men som altså alligevel måtte opleve at bære den dom og vanære, som omgivelserne, samtlige offentlige instanser til trods, alligevel er parate med. Men også hos mennesker, der har erkendt deres egen skyld i den skæbne, de har mødt, har jeg oplevet en tilsvarende resignation. Man må jo ikke her glemme, at de svundne år bød mange unge på fristelser, de slet ingen forudsætninger havde for at stå imod. Statsmandskunst er jo ofte identisk med en fremragende evne til at camouflere de egentlige motiver som "idealer". Mange unge græder i dag i stilhed over virkningerne af deres egen "blåøjede idealisme", men man giver ikke udtryk for nogen dybere åndelig indsigt, dersom man til denne gråd føjer sin egen spot.

 

 

En god ven af mig, en mand, jeg altid kun har haft grund til at nære den største beundring for, så sig pludselig grebet af kræfter, som hverken han selv eller vi, der kendte ham, havde ventet skulle berøre ham. Efter månedlang internering med alt, hvad dermed følger, blev han frikendt ved samtlige instanser, uden at dette dog gav ham hans arbejde tilbage – kort sagt en mand som De og jeg ville betegne som uskyldig ramt i et for os næsten ufatteligt omfang – sad på ny hos mig og fortalte mig om sine oplevelser. Var han nu bitter? Absolut ikke. Hans ansigt bar spor af det Gethsemane, han havde oplevet, men hans sind var roligt. Stilfærdigt vejede han tab og vinding mod hinanden, og jeg forstod, at udfaldet var positivt. I ensomme timer havde han fundet svaret på det, han måtte opleve. Han forstod, at bønnen om åndelig vækst kan blive opfyldt på en anden måde end ventet. Han havde lært sig selv at kende på en ny måde og kunne nu tale med om, hvad det vil sige at bede: "Herre, ske ikke min, men din vilje!".

Det er jo ikke således, at jeg ikke forstår den hadfølelse hos de mennesker, der har været udsat for tunge lidelser, men denne min forståelse kan ikke stå mål med den beundring, jeg føler for dem, der tværs igennem lidelsen øjnede dens egentlige hensigt. Hadet kan aldrig blive andet end det punkt, der markerer lidelsens halve bane, derfor virker det for mig rent parodisk, når et såkaldt lærd menneske i radioen med god samvittighed står og taler om "det sunde had", og om at man i givne tilfælde "skal kunne hade".

Menneskeheden har endnu en lang vej at vandre, før det virkeligt lysner, men vejen skal tilbagelægges. Vi ved nu, at demokratiet er den eneste løsning på vore samfundsmæssige problemer, men det sande demokrati må stå hævnen og hadet fjernt. Hævn og had vil altid hvile på uvidenhedens fundament, derfor forstår jeg Martinus, når han omtaler alle de "retfærdigt hævnende" som amatørdemokrater. I ethvert arbejde for virkelig sandt demokrati må kampen mod had og hævn indgå som en uafviselig pligt. Verden af i dag er, som afdøde Wendel Wilkie udtrykte det "én verden", og i den må der ikke være brug for mennesker, der ønsker andre menneskers "totale udslettelse". Vi må bort fra det forældede maskuline dogme, at had har noget med sjælelig sundhed at gøre. Had, hævn, vold og lemlæstelse er tilstande, som alle har rod i en dyrisk tågementalitet, og en sådan fjernes ikke ved terror. Jeg ved udmærket, at det er bestikkende at betegne visse situationer som "retfærdiggørende" anvendelse af rå magt, men det ændrer ikke den kendsgerning, at den "rå magt" intet har med de idealer at gøre, der nu skal bringe verden frem til det lys, den sukker efter at opleve. Det er let nok at karakterisere forståelsens mentalitet som "pladderhumanisme", men selve ordet indeholder så megen gennemskuelig tyngdeenergi, at dets dyriske oprindelse er ganske åbenbar. Vil man være humanist, må man gøre sig klart, at det i sig indebærer en risiko – men tusinde gange hellere løbe dén end blande sig i det almindelige hadefulde hylekor, thi dets succes er kortvarig og dets frugter beske!

Fra korrespondanceafdelingen,
brev nr. 102, dateret 14-9-1945.