Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

Denne gang skal vi høre 5 historier, og de handler allesammen om rehabilitering, hvilket betyder, at det ikke var så galt, som det så ud til. Martinus indleder med at fortælle om slangen i Paradisets Have. Intet dyr har fået flere spark i tidens løb. Men den var ikke så slem, som mange ville gøre den til. Det handler den historie om.

Så skal vi høre lidt om Nostradamus, den mærkelige spåmand, der levede for 450 år siden. Han er blevet klandret for sine uforståelige tekster. Mangt og meget er sket i verden siden hans bog udkom, og ofte kan man finde de mest besynderlige og nøjagtige bekræftelser på, at han så rigtigt. Det mest bemærkelsesværdige for læsere af Kosmos er jo nok, at han ret indgående har beskrevet fremkomsten af Martinus kosmologi. Den historie fortæller Hanne Thrane.

Dernæst skal vi 50 år tilbage i tiden. Erik Gerner Larssons artikel foregår ikke bare i 1945, men den er også skrevet på den tid. Danmark var et galehus. Dødsstraffen var blevet genindført for at dæmme op for en vældig lynchstemning, som bølgede hen over landet. Nogle danskere havde jo været på tyskernes side. Nu skulle de straffes, og ville myndighederne ikke gøre det, så skulle menigmand nok tage affære. Det var en slem historie, men den rummede alligevel mange forsonende træk. De bliver trukket op i denne artikel, hvor Martinus analyser virker som en rolig ø, midt i et oprørt hav.

Den næste historie handler om et møde mellem præstefolk og reinkarnation. De bad selv om det, og Sv. Å. Rossen drog ud for at fortælle historien. Det blev til en god historie, hvor selveste Guddommen ender med at blive rehabiliteret. Ja, læs bare, hvordan det går til. Men som sagt, disse præster bad jo selv om det.

Nu springer vi så helt frem til nutiden. Fra tysk Kosmos har vi lånt en artikel af Hanne Rosiny om det internationale topmøde i København i foråret. Hvad kan det nytte? siger mange mennesker, verden vil jo aldrig blive bedre. Jo, den vil. Verden er der ikke noget i vejen med. Det hele har en naturlig forklaring, og når enden er god, er alting godt. Det er pointen i denne historie.

Man siger af og til om Martinus, at han gentager sig selv. Det samme beskyldte man Sokrates for. Uha, svarede han. Det er værre endnu. Ikke bare siger jeg det samme igen og igen. Men jeg siger det samme om det samme.

På den måde fik han pointeret, at han sagde sandheden, og den er altid den samme.

Hvad skal vi så med Kosmos? Vi skal fortælle historier, der ender godt. Sandheden er altid en rehabilitering. Så fint er det hele skruet sammen i denne verden, at det ender godt. Har man først fået mistanke om det, kan man lige så godt kigge efter det opløftende og gode midt alt det onde og grusomme. Det er det, vi har Kosmos til!