Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

 

"Vor sag er at opfylde kærlighedsloven. Det er ikke det at lave et eller andet materielt arbejde. Det hører jo til. Det skal vi jo. Det er vi nødt til. Men vort fag her, vor livsgerning, vor mission er så vidt muligt at få os selv og også alle andre til at tilgive hinanden og til at leve harmonisk sammen. Og det kan man gøre i en sådan struktur. Det er jo det, der er meningen. Det er jo det, den nye verdensimpuls vil støtte os i." [1]

 

Disse ord af Martinus på et rådsmøde i 1974 kan man læse i Samarbejds-Strukturen, som blev udgivet af Martinus Institut for et par år siden. Meningen med bogen er at angive retningslinierne for samarbejdet inden for Instituttets rammer, men også for samarbejdet i det hele taget mellem mennesker, som er interesserede i Martinus analyser. Ja, i virkeligheden kommer principperne i Strukturen efterhånden til at præge store dele af samfundslivet. "Hele vores struktur vil gå ind i forretningslivet, ind i moralen, alle vegne. – Det giver en voldsom ændring, men i dag kan vi ikke bedømme det helt." [2]

Af ovenstående fremgår det, at ingen af disse "testamenter" har noget at gøre med en persons sidste vilje efter døden, som et testamente jo som regel udtrykker. Nej, "testamente" i bibelsk sammenhæng betyder et "forbund", dvs. "et forpligtende forhold mellem Gud og hans folk". [4] I tilfældet Det Tredie Testamente kan man måske stryge ordet "forpligtende", eftersom Martinus kosmologi er en absolut frivillig vejledning for de interesserede. Men også dette "testamente" er noget, som Gud har overladt til sit "folk", dvs. til de mennesker, der har behov for en videnskabelig, fornuftsmæssig beskrivelse af verdensaltet. Martinus er altså ikke en profet i almindelig betydning, som giver os "påbud" eller "ordrer" om, hvordan vi skal leve, men han er én, der er gået forud for os andre i udviklingen og derfor kan "vise os vejen".

Men Strukturen er et testamente i en henseende, som mere ligner den almindelige betydning af ordet. Her handler det om, at Martinus taler om, hvordan han ønsker, at "tilhængerne" eller "efterfølgerne" skal bruge hans værk: "Strukturen skal være mit testamente for min Sags overdragelse til dens trofaste og kærlige medarbejdere efter mit ophør på det fysiske plan." [5]

 

 

De kosmiske analyser siges også at være "frit tilgængelige", og hvem som helst kan referere dem for andre, selv om det helst kun bør ske, "hvor der findes en naturlig modtagelighed for dem". [9]

Men hvis Martinus ikke selv har skrevet Strukturen, hvordan kan man da vide, at det, der står i den, virkelig svarer til, hvad Martinus ønsker? Det er et spørgsmål, som man naturligvis kan diskutere, men der findes virkelig materiale nok for den, der studerer Samarbejds-Strukturen til, at man selv kan danne sig en mening. Bogen består næsten udelukkende af noget, som Martinus selv har skrevet i sine bøger eller sagt på møder med rådet, heraf meget, som ikke tidligere er blevet gengivet. Den store mængde citater "er taget med for at stille tingene så stærkt i relief, at man ikke kan være i tvivl om Martinus mening om de væsentligste ting i Strukturen". [10]

I denne sammenhæng bør man måske også erindre om, at Martinus selv fremhævede, at han ikke forlod arbejdet for Sagen, bare fordi han forlod det fysiske plan. Tværtimod understregede han meget kraftigt sin egen og andre kosmisk bevidste væseners medvirken i og inspiration til arbejdet fra det åndelige plan, når han ikke længere fremtrådte her i fysisk skikkelse. Og eftersom Martinus som sagt har betegnet Strukturen som sin Sags testamente, er det vel rimeligt at antage, at han – fra det åndelige plan – i højeste grad har medvirket i og inspireret til udformningen af Strukturen. Det kan man naturligvis mene om, hvad man vil – ligesom man kan mene, hvad man vil, om det kosmiske verdensbillede i det hele taget. Men efter vor mening kan man ikke komme uden om, at en tvivl om Strukturen som "autentisk" Martinus-dokument også fører til tvivl om hele det verdensbillede, der beskrives i Martinus værk. Selv sagde han sådan på et rådsmøde i 1974: "Det er vores opgave at være med til at skabe en ny kultur. Derfor er det vigtigt, at vi får skrevet Strukturen ned på papir, mens jeg er her. Men jeg skal nok følge med fra den åndelige side. Jeg føler, at jeg ikke er væk af den grund." (vor understregning).

Men selv om Martinus Institut ikke skal være en verdensorganisation, skal det alligevel være et verdenscenter, hvilket bl.a. betyder, at der ikke bør opstå andre lignende organisationer, som kan forveksles med Instituttet i København. Martinus Institut kan ganske vist have dets egne kontorer i udlandet i fremtiden, men derimod ingen filialer med autorisation fra Instituttet. Martinus ønskede altså ikke, at man anvender "Martinus Institut" i andre lande. Der skal med andre ord kun findes ét institut med det navn: "Jo flere institutter, vi måtte have verden over, desto flere ville der blive til at lave det forkerte. Nogle kan efterligne Instituttet uden at bruge analyserne. Nogle er alt for ærgerrige og blander andre ting i det, laver falske drømme. Nogle vil have det ene ind, nogle vil have det andet ind, og det er jo ikke det, jeg regner med." [12] "Instituttets internationale sprog er esperanto, der blev skabt af den polskrussiske jøde Ludwig Zamenhof, men det påpeges også i Strukturen, at dette naturligvis ikke betyder, at de nationale sprog skal tilsidesættes. Tværtimod skal disse anvendes, hvor det er muligt og hensigtsmæssigt." [13]

Men det vigtigste for medarbejderne i Instituttets virksomhed er deres mentale indstilling og syn på sig selv. Martinus lægger vægt på sådanne egenskaber som venlighed, hjælpsomhed og åndelig modenhed [17], men også at der skal herske absolut lighed inden for Instituttet. At nogle har et stort ansvar, fordi de er blevet udset til noget, betyder ikke, at de er overordnede i forhold til andre: "En overordnet kan jo være meget lavere udviklet end en underordnet. Her skal man ikke tage fejl. Det er fejltagelser, som vi ikke skal have hos os. Det skal vi undgå. Åndeligt set er alle lige ... Der kan være en, som har en mægtig og ansvarsfuld post, men som aldeles ikke har nogen følelse af at være overordnet, og det er det rigtige." [18] "Den overordnede er jo Livets Bog". [18]

"Denne tilsynekomst på det fysiske plan eller dette 'ansigt' er altså i dag et samfund af mennesker, der udelukkende kun er forbundne ved fælles kærlighed til livets virkelige analyser, til sandhedens åbenbaring og i glæden over selv at arbejde med på sin egen omskabelse fra 'dyr' til 'menneske'." [21]

At skabe en sådan ånd kan virke stort nok, men af naturlige grunde vil vi også sprede Martinus kosmologi gennem informationsarbejde af forskellig slags. Kapitel 4 i Samarbejds-Strukturen handler netop om dette, og der findes citater fra flere af bøgerne, fra Kosmos-artikler og fra rådsmøderne. Dér understreges det, at vi skal henvende os til "de naturligt interesserede", som er en begrænset gruppe i dag. Egenskaber hos denne gruppe af modtagelige mennesker er bl.a. upartiskhed, frihed for suggestion eller "folks mening", medfølelse og evne til medlidenhed osv. En del af disse potentielt interesserede har en tendens til pessimisme og mismod, når de ser "al verdens ondskab": "De synes, alting er håbløst, deres egen situation og verdenssituationen, og de kan ikke se nogen udvej eller mulighed for forbedring. De bliver pessimister eller sortseere, hvis ikke de går den modsatte vej og bliver ligeglade, fordi de synes, alt er meningsløst. Det er for sådanne mennesker, jeg har skabt mine analyser, for at hjælpe dem til at bruge deres kærlighedsevne og medfølelse og deres intelligens på en anden og mere positiv måde, der vil give dem livsmodet tilbage." [22]

Men gang på gang kommer Martinus tilbage til, at vi bør være forsigtige med, hvem vi påvirker, og at vort ansvar gælder os selv mere end andre mennesker: "Vi skal ikke omvende nogen. Vi skal omvende os selv. Bare hvert menneske danner sig selv om, så er det godt." [24] "Det gælder i særlig grad om at udvikle sin skelneevne, således at man ikke kommer til at indvirke på de forkerte væsener. De har jo deres livsopfattelse, deres vej til lyset. Og det vil kun være et overgreb, hvis man blander sig i denne. De modtagelige skal nok efterhånden komme." 'Det er ikke honningen, der går til bierne, men bierne, der går til honningen'." [24] "Vi er ikke en forretning, der skal vokse og blive stor. Vi er en moral, der skal gennemsyre alle mennesker, en ny, guddommelig mentalitet, som skal indplantes i menneskeheden. Det er egentlig den dybeste analyse. Vi skal indplante kosmisk mentalitet i menneskene." [25]

Nej, det mente Martinus ikke, at det skal være. Ikke fordi han er bange for en kritisk granskning af sit værk. Det er jo tværtimod noget, han opmuntrer til. Denne sag skal ikke baseres på blind autoritetstro. Den skal heller ikke suggerere eller tvinge noget menneske til noget som helst. Den skal udelukkende være baseret på frivillighed og frie, selvstændige menneskers initiativ og aktiviteter. Men blandt de mennesker, som på dette grundlag vil gøre en indsats for Sagen, bør der råde en ånd af kærlighed til næsten og indsigt i, hvorfor mennesker er, som de er, på godt og ondt. En indsigt, der bl.a. indebærer, at man forstår, at mennesker ikke kan kritiseres eller diskuteres til et højere udviklingsstadium. Det kan udelukkende ordnes af livet selv gennem hvert individs egne livserfaringer. Den eneste måde, hvorpå vi kan udøve en positiv påvirkning af andre, er ved selv at foregå med et godt eksempel – ikke ved at kritisere eller diskutere det, vi mener er mangler og ufuldkommenheder hos vor næste.

Så længe vi har en tendens til at kritisere og diskutere i den betydning, giver vi i virkeligheden næring til krigens bål (hvor ædle og i overensstemmelse med sandheden vore hensigter så end er). En sag, der i sig selv er freden – og har som opgave at vise vejen til den sande verdensfred – kan naturligvis ikke dyrke sådanne tendenser inden for sine egne rækker. Da skulle den modarbejde sin egen hensigt og – ligesom andre tankesystemer, religiøse og politiske ideologier – mere eller mindre blive "et stridens æble"; en kilde til ufred og disharmoni i stedet for fred og harmoni.

 

 

Fælles for rådet og udvalgene er, at de kompletterer sig selv, når nogen går af. De er altså ikke demokratiske organisationer i den betydning, vi almindeligvis lægget i ordet. Hvem som helst er i princippet velkommen til at gå med i en gruppe, men det er kun udvalgene, som kan vælge repræsentanter i det overordnede samarbejdsudvalg. Men end ikke dette udvalg har nogen besluttende rolle, dér er rådet i princippet suverænt. Her handler det jo ikke om at skabe en ny folkebevægelse, men om at organisere arbejdet i Instituttets regi på en måde, der stemmer med Strukturens ånd. Nogen nærmere forklaring på den givne samarbejdsmodel gives dog ikke i den første udgave af Strukturen, hvilket måske er naturligt, når man betænker, at den endnu ikke er begyndt at virkeliggøres i nævneværdig grad. Da Strukturen blev udgivet, eksisterede der bare et eneste udvalg, det såkaldte "Klint-udvalg", omfattende alle funktionerne på Martinus Center i Klint. [28]

Man må vel antage, at disse spørgsmål vil blive behandlet grundigt i de fremtidige råd, der så efterhånden skal erstatte det nuværende. Indtil for helt nylig har medlemmerne i rådet jo været stort set de samme i mange år, men inden for en ganske nær fremtid kommer rådet hovedsageligt til at bestå af personer, som sidder dér i en begrænset periode.

Formerne for denne overgang angives for øvrigt i kapitel 10, som handler om rådet. Men det første råd har været relativt uforandret efter Martinus eget ønske. [29]

Hvis man skal give en kort sammenfatning af Strukturen, hvad er det da vigtigt at fremhæve? Nej, det afstår vi fra, men sådan udtrykte Martinus sig engang:

"Strukturen må i sig selv være analyserne. Det er dem, der dikterer. Og det må være den absolutte næstekærlighed. Den er noget, der skal brede sig til hele menneskeheden, til hvert menneske." [30]

Oversættelse: HL