Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1995/8 side 142
Kommentar
 
Lysten der driver værket
 
Martinus var et uhyre beskedent menneske, der ikke lagde op til store ord om sig selv. Det samme gjaldt hans værk. Heller ikke det virkede prangende. Her var intet, der lokkede til hurtige genveje eller fristede med særlige privilegier. Formålet var bare det enkle at få mennesker til at forstå, at det godt kan betale sig at være kærlig. At elske sin næste som sig selv og Gud over alle ting.
Storheden i hans værk bliver først synlig, hvis man selv drømmer om at være et mere varmt og udadvendt menneske. Mange har for længst fundet ud af, at de har det bedst i de situationer, hvor de giver sig selv lov til at nære varme følelser for andre. Men der er så meget, der lægger sig hindrende i vejen. Det er ofte besværligt og upraktisk at engagere sig følelsesmæssigt. Det gælder f.eks. i forretningslivet, hvor den enes død er den andens brød. Men også på så mange andre områder i vores omgang med hinanden, bliver det i den sidste ende et spørgsmål, om det nu også kan betale sig at investere tid og følelser i sine medmennesker.
Martinus bøger henvender sig til den store kreds af mennesker, som har lyst til, men ikke tør – eller kan få sig selv til – at være mere åbne og varme. Han bakker dem op og stiller dem mere frit ved at give en rationel forklaring på deres situation. Ja, han indplacerer dem i et helt verdensbillede – en kosmologi – som viser, at vi alle er på vej til at blive mere betænksomme og kærlige over for hinanden.
Den amerikanske filosof, Charles Sanders Pierce, taler om videnskab som en metode til at søge og fastholde tro. Det er den vej Martinus går. Det virker derfor rimeligt, når han kalder sin metode videnskabelig.
Da det drejer sig om noget meget personligt, må han naturligvis overlade til sine læsere selv at eksperimentere ud fra de givne anvisninger. At studere Martinus svarer derfor meget godt til børns forsøg med kemikalier à la "Den lille kemiker". Martinus kalder da også sin kosmologi for "kosmisk kemi". Her må man altså forstille sig, at "kemikalierne" er tanker, følelser, erfaringer osv.
I dette nummer af bladet får vi først et eksempel på en af de talrige, kosmisk kemiske opskrifter eller anvisninger. Dernæst ser vi lidt på forfatteren og hans baggrund. Endelig omtales det system af kærlighed, der kommer til syne ligesom krystallerne i en mættet opløsning.
Så enkelt – stort eller småt, spændende eller kedeligt, væsentligt eller uvæsentligt – er Martinus værk. Selv træder han i baggrunden og overlader til sine læsere at vurdere og prøve sig frem. Det hele afhænger af lysten. Det er den, der driver værket.
sh