Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

"Vi skal bare være gode ved hinanden", er en replik, som jeg specielt husker fra Martinus mund. Det er jo også denne indstilling, som gennemsyrer stemningen på Martinus Centre og i studiekredse rundt omkring i verden. Her samles mennesker med samme længsel og livssyn, hvor næstekærlighed og tolerance er de vigtigste retningslinier. I kontrast til hverdagens udfordringer og konflikter er det vidunderligt at være nogle uger blandt ligesindede, som oven i købet anstrenger sig for at vise hensyn og hjælpsomhed. Martinus beskriver i sit livsværk fremtidens væremåde så levende, at vi alle længes mod den tid; og måske har vi ind imellem for travlt og glemmer, hvor vi egentlig hører hjemme.

 

 

Nye forskningsresultater bekræfter, at det ligefrem kan være farligt at være for "god". I den psykosomatiske medicin eller med et endnu finere ord – i den psykoneuroimmunologiske forskning har nogle undersøgelser vist en skræmmende sammenhæng mellem en speciel personlighedstype og cancer. Vi har tidligere hørt at type A-adfærd: Konkurrencementalitet, høje præstationskrav, kynisme, mistænksomhed og det mest farlige – nemlig fjendtlighed – har vist sig at give en større risiko for hjerte- og karsygdomme. I Kosmos 2/1994 beskrev Per-Anders Hedlund det træningsprogram, som professor Redford Williams anbefalede for disse patienter, hvor øvelser i tolerance og tilgivelse er de vigtigste elementer. Men nu har man foruden A og B (den sunde afslappede kontrast til A) yderligere fundet en C-personlighed, der beskrives som: Undertrykkelse af følelser, mangel på naturlige måder at udtrykke stærke følelser, ude af stand til at klare stressfyldte konflikter med følelse af håbløshed og hjælpeløshed, depressionstendens med opgivenhed i stedet for kampånd. Dette er personer, som altid stiller op, ikke kan sige nej og derfor ofte ender i martyrfølelser og offerroller. Den farligste følelse er her bitterhed – indelukket vrede, som har vist sig at have en skæbnesvanger effekt på immunforsvaret med større risiko for cancer og lignende kroniske sygdomme til følge.

De mest kontroversielle undersøgelser er to såkaldte prospektive studier fra Jugoslavien (Grossarth-Maticek 1985) og Heidelberg (Grossarth-Maticek og Eysenck 1988), hvor grupper af raske personer følges op for at se hvilke sygdomsgrupper, de senere udvikler. Grupperne, som sammenlagt bestod af over 2000 personer med en gennemsnitsalder mellem 50-60 år, undersøgtes 10 år senere, og sygdomsfordelingen viste en bemærkelsesværdig overensstemmelse med personlighedstyperne. En tredje undersøgelse (Grossarth-Maticek og Eysenck 1990) viser, at sygdomsrisikoen falder dramatisk, når stressbelastningen ophører. Det er altså muligt at gøre noget ved situationen gennem at forandre sin adfærd.

Undersøgelsen viser altså en klar sammenhæng mellem type C og cancer, noget som jeg i øvrigt tror, at mange læger, psykologer og naturlæger allerede har anet udfra deres kliniske erfaring. Vor livskraft og dermed immunforsvarets effekt er afhængig af vor livslyst og energi. Det mest glædelige er, at når en forsøgsgruppe fra C-kategorien fik indsigtsgivende psykoterapi, kunne den mindske sin cancerrisiko markant. Disse personlighedstyper er altså ikke genetisk uforanderlige – men derimod indlærte adfærdsmønstre, som gennem indsigt og træning kan forandres.

Disse undersøgelser, som viser sådanne overbevisende resultater, har naturligvis mødt stor skepsis i den videnskabelige verden. Det er jo egentlig en revolutionerende medicinsk bombe, som burde give anledning til en gennemgribende forandring i hele den etablerede cancerterapis udøvelse. Dette burde give en forskydning fra en teknisk-kemisk-videnskabelig specialistindstilling mod en mere præventiv-psykologisk-holistisk model. Vi venter med spænding på flere lignende undersøgelser.

 

 

Et lille kuriosum er her udviklingen af internationale databaser, hvor det på et minut nu er muligt at søge efter sådanne undersøgelser, publiceret i videnskabelige tidsskrifter. Jeg har for nylig koblet min PC ind på "Medline" – en medicinsk database med adgang til 7,5 millioner medicinske artikler, og jeg følte tydeligt, hvordan min lille computer blev en synaps (nerveforbindelse) i jordklodens voksende nervesystem. I dette globale netværk kommer der 100.000 nye "synapser" hver måned, så det bliver i fremtiden lettere at få forbindelse med ligesindede forskere over hele jorden – måske et udtryk for jordklodens begyndende kosmiske bevidsthed? Når jeg søgte i Medline på C-personlighed og cancer, fik jeg nogle referencer på artikler, der klart bekræfter de første undersøgelser.

Det er altså ikke helt enkelt at "bare være gode ved hinanden", men kræver en hel del tankearbejde og bedømmelsesevne. Kærlighed er altså ikke "slavekrybende underkastelse", som Martinus har udtrykt et sidestykke til C-typen; men derimod intellektualiseret følelse.

I LB7 stk. 2658 nr. 29 forklarer Martinus begrebet "Tossegodhed" på følgende måde:

"En ulogisk sympatifølelse er det samme som det, vi i Livets Bog har udtrykt som "tossegodhed". Tossegodhed er at understøtte eller hjælpe "svindlere" og "bedragere", der under en camoufleret nød, sygdom eller elendighed søger at udnytte mennesker med stor sympatifølelse og således uberettiget eller under falsk foregivende søger at leve højt på disses gavmildhed."

Nu behøver en sådan "svindler" eller "bedrager" ikke altid at være bevidst i sit svindleri. Psykologien er velbekendt med mange "ubevidste svindlerier", hvor sygdomsgevinst, offerrolle og martyrfølelse kan få mennesker til at udnytte gavmilde, tossegode type C-personer i stedet for at tage mere aktivt ansvar for sine egne lidelser, måske også fordi sygehusvæsenet hidtil har opmuntret en passiv patientrolle og forklaret sygdom som en tilfældighed, som hvem som helst kan blive offer for.

I samme stykke forklarer Martinus vigtigheden af at være bevidst om vore naturlige udviklingstrin, og hverken være mere eller mindre sympatisk end vi har evner til. Måske er dette hemmeligheden bag stresstyperne A, B og C, hvor A repræsenterer mennesker, der er tilbage i gamle dyriske vaner, og C den anden yderlighed hvor den dyriske side helt fortrænges til fordel for en påtvungen, unaturlig godhed hos mennesker, der har utopiske krav til sig selv. Disse yderligheder i Yang og Yin, som kineserne skulle kalde dem, har da et balancepunkt i type B, hvor der er en synkronitet mellem udviklingstrin og handlemåde. Her ser vi afspændte personer, der ikke prøver at være noget, de ikke er, men som i øvrigt har god selvtillid og livsmod.

 

 

I LB1 stk. 125 skriver Martinus om den afdeling mennesker, der er modtagelige for den nye verdensimpuls – men som har lidt for meget følelse i forhold til intelligens:

"Men derimod kan de godt blive sortseere, og da de endnu i deres bevidsthed har rester af ærgerrighed og mindre former for egoisme og i tilknytning hertil har stillet sig mere eller mindre selviske forhåbninger, som ikke altid slår til, kan de endnu derved danne sig skuffelser og ærgrelser, der igen i værste tilfælde kan resultere i melankoli og indbildt martyrium med tilhørende uheldige reaktioner i deres fysiske legemskultur."

Denne beskrivelse stemmer ganske godt overens med type C-personligheden, som altså styres meget af sine følelser – men samtidigt ikke kan udtrykke disse i sine relationer.

Vi står overfor et psykologisk paradigmeskift – det kosmiske livssyn med reinkarnation, karma og det åndelige udviklingsperspektiv kommer i fremtiden til at forandre både sygehusvæsenet og psykologien. Inden dette sker, gælder det om at bruge det bedste af gængse metoder, hvor terapeutens respekt for patientens verdensbillede måske er vigtigere end selve metoden.

En grundlæggende forudsætning for at være i helsebringende harmoni med krop og sjæl er at være tro mod sit rette udviklingstrin. At kunne slappe af som type B-mennesker og bekræfte sig selv lige netop dér, hvor man er. For en type A-person gælder det om at slippe gamle vanemæssige dyriske reaktioner og komme på højde med sig selv gennem at øve sig i næstekærlighed i form af tillid, tolerance og tilgivelse; hvorimod en type C-person mere skal øve sig i at elske sig selv for at kunne elske sin næste med ægte godhed og ikke en ulogisk tossegodhed. Det er muligt, at en vis selvhævdelse i form af "venlig bestemthed", som Martinus vist nok kalder det, er en nødvendig grænsesætning overfor mennesker, der ellers udnytter én for meget; og det er også muligt, at en kontrolleret følelsesudladning er nødvendig for bedre at kunne forstå sine fortrængte følelser, men dette skal da straks forenes med den intellektuelle indsigt, der gør det muligt at forstå den rette kosmiske sammenhæng og skabe den forsoning med sig selv, der giver den rette tilfredse livsindstilling.

Det er her vigtigt at understrege, at disse tanker ikke er ment som bebrejdelse af eller skyldfremkaldende for alvorligt syge mennesker. Der findes mange forskellige former for cancer, der hver især kan have mange forskellige årsagsfaktorer, men det er samtidig vigtigt, at denne nye viden kommer frem i sit rette kosmiske perspektiv. Dette er specielt tydeligt, da ethvert forsøg på at hævde cancerpatientens eget ansvar indenfor den etablerede lægevidenskab nærmest er tabu, og oftest mødes med en kraftig reaktion af retfærdig harme. Når verden nu begynder at forstå, at ansvar giver frihed, og at det er en fordel at acceptere sit eget ansvar for sin egen sundhed, kan endnu flere tage nøglen til livet tilbage i sin egen hånd.

"Kend dig selv", sagde de gamle grækere, og måske mente de, at man dermed bør kende sin naturlige plads i udviklingen. Skyder vi for højt eller lavt, skaber det problemer. Men disse problemer fører os senere tilbage på den rette vej, hvor vi da har endnu bedre forudsætning for både at elske vor næste og os selv for at kunne opfylde budet: "Elsk din næste som dig selv."

Kilde:

Cancer and Stress, Edited by Cary L. Cooper and Maggie Watson, Wiley (1991)

Kapitel 4 af Hans J. Eysenck (professor i psykiatri, University of London): Cancer and Personality.