Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Med Navnet Hans Christian Ørsted forbinder de fleste kun Mennesket, der paaviste den elektriske Strøms Indvirkning paa Magnetnaalen. Kun de færreste i Nutiden aner, at H. C. Ørsted maaske var det sidste Aarhundredes største Tænker indenfor Danmarks Grænser, og at hans Opfattelse af Naturen og Universet i Virkeligheden er i den dybeste Overensstemmelse med den Viden vi f. Eks. igennem Martinus Arbejde og Idéer kommer i Berøring med, ja at hans Indsigt i Sjælelivets Mysterier var saa stor, at han, om han havde levet iblandt os i Dag, vilde have forekommet de fleste ultramoderne i sin Opfattelse af Tilværelsen.

At Almenhedens Kendskab til den Side af H. C. Ørsteds Bevidsthedsliv er saa ringe som Tilfældet er, skyldes muligvis i nogen Grad den Kendsgerning, at den Opfattelse, at Mennesket i sin nuværende Form nedstammer fra en lavere – maaske abelignende – Grundform, har haft saa uhyre svært ved at trænge igennem, blot fordi den strider mod Bibelens Skabelsesberetning, – hvad den for Resten slet ikke gør, naar man lærer at begribe den mægtige Symbolik samme Beretning udtrykker. Ørsted kæmpede hele sit Liv for at faa Menneskene til at tænke, noget der blandt andet kommer til Udtryk i hans Forsøg paa at samle de korte Tankesprog man møder Mennesker imellem, og hvor han netop som Nummer ét sætter Kernesproget: "Vov at tænke!" – vel vidende, at det allerførste Spring et Menneske maa gøre for at komme frem til en virkelig aandelig Vækst er det, at sætte sig ud over alle indgroede Tankebaner, at hæve sig over det engang vedtagne og søge at se Tilværelsen fra et noget andet Syn end den Augsburgske Trosbekendelse og den med denne forbundne dogmatiske Opfattelse af Guddommen og Verdensaltet.

Naar jeg her i "Kosmos" kommer ind paa Ørsteds Tanker om Livet og dets Natur, skyldes det i første Række den Omstændighed, at jeg igennem hans Værk "Aanden i Naturen", som jeg i det efterfølgende skal give Læserne et Indblik i, kom i Besiddelse af saa mange Bekræftelser paa Martinus Tanker, at jeg uvilkaarligt greb mig selv i at tænke paa, om ikke Ørsted paa et eller andet Tidspunkt i sit Liv skulde have oplevet kosmiske Glimt, – en Tanke der ikke lyder saa utrolig, naar man i hans Artikel "Noget om Menneskets indre Væsen" læser følgende: "At tænke, jeg mener at være i fuld aandelig Virksomhed, er den højeste Salighed paa Jorden eller rettere den eneste Salighed. At tilbagekalde sig de salige Timer, hvor Aanden hæver sig til en højere Kreds, hvor Idéen som Lynglimt gennemkrydser Sjælen og befrugter den til ny Frembringelse er den sødeste Erindring".

"Han har skabt Grundvolden for en ny Udvikling", siger Laurits Lauritsen i sin udmærkede Biografi af Ørsted (1909), en Paastand den svundne Tid ikke alene har bekræftet indenfor det rent fysiske i hans Produktion, men ogsaa i høj Grad indenfor det psykiske, idet den Trang til fornuftsmæssig Erkendelse af Verdensaltet, der var Ørsteds Adelsmærke, netop nu begynder at afsløre sig for Almenheden som den eneste Vej til et Liv i fuldkommen Lykke.

"Aanden i Naturen" udkom i Aaret 1850 og vakte paa det Tidspunkt saa stor Opsigt, at den ret hurtigt udkom i flere Oplag. Bogen indeholder en Del Samtaler gennem hvilke det lykkes Ørsted paa en fortræffelig Maade at paavise det aandelige i det legemlige og altings Samhørighed i den skabende Guddomstanke, men det er dog især de optrykte Taler han har holdt forskellige Steder og de korte Artikler, der til forskellige Tider har været offentliggjort i Tidsskrifter og Dagblade, der giver Bogen dens Værdi.

Noget af det man ved Studiet af Ørsteds Artikler først gribes af, er hans umaadelige Beskedenhed. Gang paa Gang beder han sine Læsere og Tilhørere bære over med sig, dersom det ikke skulde lykkes ham at udtrykke sig helt klart og i Overensstemmelse med akademisk Dannelse, – og næppe nogen anden Skribent har i Virkeligheden mindre Grund end han, til at bede om Overbærenhed; thi et smukkere Dansk end Ørsteds skal man lede efter.

Den første Artikel i Bogen er betitlet: "Over Forholdet mellem Tænkningens og Indbildningskraftens Naturopfatning", og i den drager Ørsted til Kamp imod den grundløse Frygt, der beherskede mange af Datidens Digtere, for at tænke sig Tilværelsen anderledes end man gennem Sekler var vant til. Man maa her erindre, at Ørsted levede paa en Tid, der nærmest maa være at betegne som "Den mekaniske Tidsalders Barndom", Opfindelserne var lige begyndt, Dampmaskinen var ung endnu og Anvendelsen af Elektricitet fik jo først gennem Ørsted selv det store Skub frem, der med et Slag gjorde den til den førende Kraftkilde i det menneskelige Samfund. Men endnu var det saaledes at kun de færreste, selv indenfor Videnskaben, evnede at hæve sig til en saadan Tankeflugt, at Jorden, i Stedet for at være det eneste beboede Klode i Verdensrummet, erkendtes for blot at være en ubetydelig Planet i det hele Verdensalt, og at der sandsynligvis var Kloder, hvis Indvaanere i Aand langt overfløj os, og at disse endda blot var ufødte Fostre overfor dem langt overlegne Aander. Langt de fleste var paa den Tid mere tilbøjelige til at antage Jorden for den eneste beboede Klode i Verdensrummet og ansaa nærmest den modsatte Tanke for "uvidenskabelig" og "fantastisk". Men Ørsted var ufortrøden, og efter at have paavist det uheldige, for ikke at sige misvisende, i stadig at hævde Fabelverdenens Eksistens paa Bekostning af de indvundne naturvidenskabelige Erfaringer, der i sig rummer fuldt saa vægtigt Materiale til Føde for Indbildningskraften – hvad han forøvrigt selv saa kraftigt beviser i sit eget Digt "Luftskibet" af hvilket Læserne vil finde citeret et Stykke her i "Kosmos", – slutter han sin Artikel med følgende Passus:

"Vort Solsystem er jo kun et lidet Led i et langt større System, med hvilket det maa have udviklet sig efter samme Love, kun med den Forskel, som følger af dettes usigeligt større Maalestok og den større indvortes Mangfoldighed, det maa have som et System af Solsystemer. I hvert af disse maa vel Jordklodens Grundtanke komme igen og Menneskets ligesaa, skønt i andre Udførelsesmaader; men atter her skulde Fornuften ikke være vaagnet til Selvbevidsthed, hverken paa de Kloder, der repræsentere Jorden, eller paa nogen af alle de andre! Dog vi kunne ikke blive staaende ved dette System; der atter kun er et Led af et højere, og heller ikke her skulde nogen Udvikling være kommen saavidt, at Fornuften kom til Selverkendelse!"

Og videre:

"Skulde vi betragte hele Tilværelsen som en levende Fornuftaabenbaring i Tiden og i Rummet, maa vi tænke os, at til enhver Tid træffes de forskellige Udviklingstrin fordelte deri, saaledes, at nogle Led deri endnu er Taagekloder, andre allerede fortættede til Draabeflydenhed, andre have opnaaet en fast Kerne, og saa fremdeles indtil de højeste Udviklinger, og derfra tilbage igen til de Led, som befinde sig i en hendøende Tilstand, paa Vejen til deres Undergang.

Vilde man derimod antage, at det alene er paa Jorden, at den selvbevidste Fornuft fremtræder i Skabningen, saa staar det dog fast, at der gaves en umaadelig lang Tid, betegnet for os med dens Efterladenskaber, hvori Mennesket endnu ikke var, i al denne umaalte Tid havde der da intet Væsen kunnet være, som kendende og tænkende opfattede Tilværelsen. Enhver forsøge om denne Tanke taaler en grundig Gennemtænkning!"

I den følgende Artikel "Overtro og Vantro" gennemanalyserer Ørsted Overtroens og Vantroens Væsen, og paaviser, hvorledes det stigende Kendskab til Verdensaltet betinger, at Guddomsbegrebet forvandles, udrenses for Uvidenhedens Slagger og langsomt fremtræder i en helt ny Skikkelse i hvilket det er i den inderligste Harmoni med Sandheden – eller med den af saa mange Troende foragtede Naturvidenskab. Thi, som Ørsted et Sted i Artiklen bemærker: "Uagtet vi beredvilligt bør tilstaa, at vor Naturvidenskab i Sammenligning med sin uendelige Opgave er højst ufuldkommen, er den dog tilstrækkelig til at vise os, at Naturlovene er evige Fornuftlove; at kende dem, er at kende Naturens uendelige Fornuftsammenhæng, er at kende den Fornuft, som gennemtrænger og behersker hele Tilværelsen, den legemlige som den aandelige. Naturvidenskaben stemmer fuldkomment sammen med Religionen, som lærer, at Alt er frembragt, frembringes og beherskes af den guddommelige Vilje; at kalde noget i Tingenes Løb overnaturligt, er da at kalde det baade fornuftstridigt og stridigt mod Guddomsviljen. Jeg ved meget vel, at Mange indbilde sig, at den evige skabende Kraft vel nu og da kunde finde det nødvendigt at gøre en Undtagelse fra Tingenes naturlige Gang; men skulde denne være en virkelig Undtagelse fra Fornuftordenen, vilde jo herved forudsættes en Ufornuft i den alfuldkomne Fornuft: skulde Undtagelsen derimod kun være tilsyneladende, og i Virkeligheden være et Led i Fornuftordenen, saa henhørte den jo kun til det Meget, vi ikke forstaa; den vilde da gøre sin Tjeneste med blandt alt det, som kan ydmyge vor Stolthed; men den kunde ikke retfærdiggøre Hanget til at antage noget Overnaturligt. Den overtroiske Tænkemaade er da et Hang til at antage noget Fornuftstridigt, et saadant Hang kan blot have Tilværelse som noget Ubevidst; den, som klart kan udtale, at der gives et Hang til Ufornuft, vil upaatvivleligt afsky det. Overtroen indeholder da ingen Tro; Navnet lyver, en Tro maa kunne udtales; nej Overtroen er kun forvirret Indbildning, hvis egentlige Væsen ikke kan komme til klar Bevidsthed, uden at tilintetgøre sig selv." – Som man vil se, en Opfattelse, der nøje harmonerer med den vi igennem Martinus Arbejde kommer i Besiddelse af.

I sit Afsnit om "Vantroens Virkninger" synes det som om Ørsted rent intuitivt har skuet de nuværende store religiøse Brydninger, idet han, efter at have paavist Vantroens Virkninger slutter med følgende Bemærkning: "Vantroen faar selv sin Forfølgelsesaand, som Overtroen havde sin; men denne Tilstand bærer Spiren til sin Undergang i sig selv; dersom de aandelige Kræfter ikke formaa at hæve den, endes den ved store Omvæltninger og Genfødelser af Samfundet, hvilke, som bekendt, medføre saadanne Fødselsveer, at de kunne betragtes som uhyre Straffedomme over Udartningerne.

Det forstaar sig, at hverken Vantroen eller Overtroen i nogen Tidsalder vinder udelukkende Herredømme. Den vort Væsen iboende Fornuft i Forening med hele Omverdenens belærende Indvirkning paa os udretter, at Flerheden af Menneskene ikke ganske hengive sig til nogen af de to Ensidigheder, omendskønt kun Faa er i Stand til fuldkomment at holde sig fri for dem. Der er saaledes ved en højere Naturindretning sørget for, at det Onde ikke faar uindskrænket Overmagt; men at der levnes Spirer til ny og ædlere Udviklinger, selv naar et Onde er vokset til en saadan Magt, at store Omvæltninger er fornødne."